Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3795Visninger
AA

3. 3. December

Jeg lå helt stille, nægtede at sige et ord. Pigen ved siden af, havde lige fået konstateret respitus, og jeg vidste inderst inde godt, at det ingen betydning havde for mig, men alligevel begyndte det at krible i mig. Hvorfor? Hun var pisseirriterende, og kunne ikke holde sin kæft, så hvorfor nød jeg ikke hendes kommende stilhed? Måske var jeg ikke så følelseskold end som så. Der blev stille bagved ”gardinet”, og i et kort øjeblik, var jeg i tvivl om sygdommen allerede havde ramt hende med en så voldsom kraft, at hun allerede tav. 

Det varede dog kun et par timer før, der igen kom liv i hende. Lægerne var faret ind efter samtalen mellem pigen, som vistnok hed Olivia, og moderen. Hun var gået sort, havde jeg fået lyttet mig til. Men nu var der atter lyd i hende. Det var som om, at hun prøvede at komme ud med alle de ord, hun snart ville miste. 

”Undskyld, dreng bag forhænget, er du der stadig?”, spurgte hun i et nysgerrigt tonefald, og Gud ved, hvor lidt jeg havde lyst til at svare. Alligevel følte jeg mig forpligtet til at svare, når nu lå for døden. Sympati? Måske.

”Det ved jeg snart ikke, er jeg? Måske er jeg bare en psykotisk forestilling i dit ødelagte hoved, eller måske befinder vi os begge i en sorgfuld drøm. Hvad tænker du?”, spurgte jeg småirriteret. Hun tav et stille sekund, men udstødte så et grynt.

”Hvis vi virkelig er i en drøm…”, sagde hun, ”Skal vi så ikke gøre det bedste ud af det? Kan man ikke alt i drømme?”. Jeg trak smerteligt på skuldrene, og selvom hun ikke kunne se det, vidste jeg, at hun kunne fornemme det. 

”Hvad er det egentlig med dig? Hvorfor er du her?”, spurgte hun, og jeg satte mig lidt til rette i verdens mest ubehagelige seng.

”Tjoh… det spørgsmål stiller jeg også tit mig selv. Hvorfor er vi her? Hvad er meningen? Svaret er næppe til at se, men jeg ved det er der ude et sted. Jeg skyder på, at det sted er døden.” Olivia fnes, og jeg rynkede forvirret panden.

”Jeg mente ikke filosofiskset. Jeg tænkte mere på, hvordan du endte på hospitalet”, uddybede hun, og det gik op for mig, at jeg allerede havde givet for meget af mig selv, uden at være blive bedt om det.

”Beklager, men det kan jeg ikke udtale mig om. I hvert fald ikke i dag.”, svarede jeg og lukkede øjnene i.

”Hvorfor ikke?”, spurgte hun, og jeg sukkede dybere end Bajkalsøen.

”Hør nu her, jeg kender dig ikke engang. Du er en fremmed! Og for det andet er det min tur til at stille spørgsmål. Hvordan kan du være så irriterende, når du i dag, eller om et år, taber stemmen og dig selv til døden?”, jeg kunne høre, at der blev stille fra hendes seng, og jeg vidste godt, at jeg burde få det dårligt med, at blande mig i hendes sygdom, men jeg var jo ligeglad.

”Nåh… du hørte det”, sagde hun, og lød ikke så glædelig, som for et par sekunder siden. Det klædte hende næsten.

”Jeg prøver bare at få det bedste ud af det. Som du selv siger, kan jeg dø når som helst, og jeg vil ikke spilde ét eneste sekund af det på at sørge. Det er livet for kort til, ikke sandt?”, spurgte hun, og var faktisk ret seriøst i sit tonefald. Jeg var enig med ikke at sørge, men at få det bedste ud af det, kunne jeg ikke forstå. Døden rammer os alle, så hvorfor ikke bare forsvinde nu, og undgå alle udfordringer og konflikter, for alligevel at blive tabt i glemslen. Alt det fis med, at ”få det bedste ud af det”, kunne være lige meget.

”Jeg ved nu ikke”, var alt jeg kunne sige, og så vendte jeg atter ryggen til. Selvom Olivia ihærdigt prøvede at få mere ud af mig, lod jeg som ingenting, og vandt den hårde kamp mod, at skrige ”hold kæft” så højt jeg kunne, så hun ikke blot mistede sin taleevne, men også hørelsen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...