Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3782Visninger
AA

24. 24. December

Himlens klare blå tæppe var blevet gråt, men sneen dalede som aldrig før, og jeg var sammen med Karl uden at skulle bekymre mig om, at blive opdaget. Juleaftnens hygge kildede i hele kroppen, og jeg kunne mærke, at den gjorde det samme på Karl. Jeg havde bedt mine forældre om at tage slangerne ud af mig, og køre mig hjem, når nu det var jul. Jeg havde ikke lyst til at tilbringe mere tid på det klaustrofobiske hospital, især ikke på en aften som denne. De stred meget imod, men til sidst fik jeg dem overtalt. Ikke bogstaveligt overtalt, men jeg fik ordnet noget på papir, hvor besværligt det så end lød. Den person der var sværest at overbevise, var Karl. Ikke fordi han ville stritte mere imod end mine forældre, men fordi jeg havde så ubeskriveligt svært ved at gøre ham ’utilpas’. Det lykkedes dog. Nu sad vi her, to familier, og en onkel, som egentlig ikke var blodsbeslægtet med nogen af os, samlet under en hellig dag, som gjorde os alle underligt lykkelige. Elena, hvis juleglæde strålede ud af hende, blev ved med at spørge, hvornår der skulle danses om træet, imens William brokkede sig så småt over, at pakkerne skulle åbnes i dag, når nu Jesus først blev født d. 25. Vi lo alle sammen lidt af og med hinanden, og jeg følte mig helt ekstatisk. Karl holdte om mig i den tunge, men bløde sofa, og sommetider kiggede vi op på hinanden, enten for at erkende hinandens tilstedeværelse, eller for at erkende den ved et let kys. Sneen var høj, faktisk så høj, at man kunne bygge mindst tredive snemænd ved siden af hinanden. Det havde Elena heldigvis også opdaget, så uden for meget besvær, gik vi ud, for at lege med sne. Karls og min far besluttede sig for, at det var bedre at gøre klar i køkkenet, så det gjorde de, vores forældre. Men vi, Karl, Elena, William og jeg, gik udenfor. Det var noget jeg havde ventet på længe. Luft. Og sne.

Karl havde sat mig i en kørestol, og vi kørte lidt væk fra William og Elena, som var gået i gang med snemand nr. 2 – snemand nr. 1’s kone.

”Hold da op”, sagde han, og lød lettet på en pudsig, men forståelig måde. Jeg nikkede. Jeg forstod godt hvad han mente. ”Hold da op” dækkede over så mange ting, og næsten en hel måned. Fireogtyve dage for at være helt præcis. Fireogtyve dage tog det os at ende her, fireogtyve dage tog det for ro og kærlighed. Det var længe, men så alligevel ikke. Vi ville begge ønske, at vi kunne fortrænge de dårlige minder, men uden kontrasten, fandtes intet godt, og det vidste vi begge to, dybt inde. Vi kørte op på bakke i haven, som var dækket af en hvid snedyne. Det var ret yndigt. Vi betragtede omgivelserne. Det var utroligt hvor vidunderligt frossent hvidt vand kunne være, når det lå på en bestemt måde. Jeg var helt forelsket, ikke kun i Karl, men i verden og alting. Stilheden summede så spinkelt og oplivende i den knitrende kulde, og jeg vidste, at dette blev min sidste og bedste dag. Det var perfekt på en uperfekt måde. 

”Jeg elsker dig så højt, Olivia”, sagde han, og aede mig på håret. Jeg lo lydløst, og smækkede hans hånd. Han klukkede drilagtigt, og vi gjorde det hurtigt til en leg, at slå på hinandens hænder. Da vi var færdige, gik han op foran mig, og satte sig på et knæ. Jeg løftede et øjenbryn. Hvad havde han gang i?

”Olivia Josephine Winter, du er mit livs kærlighed, og for første gang er jeg ikke sarkastisk i en plat, men oprigtig måde at udtrykke mine følelser på. Jeg elsker dig, Jeg kan sige det om og om igen, til vores dages ende. Jeg ved godt det virker lidt mistænkeligt at jeg sidder på et knæ og siger det, og nej, jeg er ikke i færd med at fri, men dog vil jeg høre, om du vil være min kæreste?”, sagde han, og var ved at kvæles i det sidste ord. Jeg smilte. Det med at spørge virkede så 5.-klassesagtigt, men hvordan skulle man ellers gøre det? Selvom han var så kliché, som en dreng overhovedet kunne være, og selvom det hele virkede så akavet, var det alligevel så rigtigt, at jeg nikkede leende. Han lo også lidt, og rejste sig ellers op, for at give mig det største, og muligvis mest våde kys jeg nogensinde havde fået. Det var ikke slemt, tværtimod. Jeg havde lyst til mere, det havde vi begge, og hvor fristende det end var at risikere mit liv i gengæld for sex, ville Karl ikke gå med til det. Det var nok også for det bedste. Vi havde været derude længe, Elena og William var for længst gået ind, og kulden burde have bidt sig fast, men det sjove ved kærlighed var, at uanset hvor kold verden omkring dig var, fandt du altid varmen når du var sammen med en du holdte af. Vi havde ikke sagt noget i et stykke tid, ikke fordi vi ikke havde noget at sige, men fordi stilheden kunne synge og danse i vores ører, uden at vi behøvede at gøre eller sige noget.

”Her er så stille smukt”, sagde Karl idet vi langsomt trillede ned ad bakken igen. Jeg lukkede øjnene og nikkede fredeligt på hovedet. Det var en god dag at dø på.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...