Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3786Visninger
AA

23. 23. December

Det var officielt. Vi havde ledt alle steder, og jeg begyndte at tro, at vi også havde ledt der hvor hun var, men uden at se hende, for hvordan i al verden skulle noget ellers hænge sammen. Den syge stodder til en læge vi snakkede med et par dage forinden havde ikke bare løjet, men også risikeret en 16-årig piges liv. At han kunne tillade det.

”Hvad gør vi?”, spurgte William med så meget håb i stemmen, at det faktisk virkede håbløst. Han havde været så venlig at lede efter hende med mig, og jeg følte sommetider at han var mere ”barn” end jeg var. Higede efter eventyr som en på 5.

”Jeg ved det ikke”, sukkede jeg. Jeg vidste, at Olivias forældre var på samme jagt efter hende sammen med mine forældre, og hvis vi var heldige kunne det være, at de havde fundet hende. Jeg tog min mobil op af lommen, og ringede til min far. Den gik direkte på svare. Det kom ikke bag på mig, hans telefon var som ofte på lydløs.

”Vi kan ringe til din mor”, foreslog William, og jeg vendte stille øjne.

”God idé, det havde jeg aldrig tænkt på var en mulighed”, svarede jeg, og William opfangede klart sarkasmen i min stemme. Jeg kunne se det sårede ham, men lige nu havde jeg for meget at tænke på til at jeg kunne få det dårligt over det. Jeg tastede min mors nummer ind, og der gik kun to bip toner før hun tog den.

”Karl?”, spurgte hun uroligt.

”Ja”, svarede jeg, og jeg kunne høre hende ånde lettet op.

”Er der nogen spor af Olivia?”, spurgte jeg, selvom jeg godt vidste hvad svaret var. Der blev et kort sekund stille, indtil hun til sidst sagde, at det var der ikke. Jeg takkede, og undskyldte forstyrrelse, og lagde derefter på. William kiggede forventningsfuldt på mig, men jeg rystede på hovedet.

”Ingen spor”, sagde jeg uden mimik, og William sukkede. Vi var begge skuffede, og tæt på at give op. Det var lige netop dér, at min mobil ringede. Ukendt nummer. Jeg havde ikke lyst til at tage den, men hvis det var nyt om Olivia, var jeg klar.

”Hallo?”, sagde jeg tøvende. Der kom ingen lyd. Jeg lagde på, og gik ud fra det var et fejlopkald, men efter ca. ti sekunder, ringede mobilen igen. Jeg tog den.

”Hvem der?”, spurgte jeg, men der kom igen intet svar, så jeg lagde på. Det var garanteret noget komplet åndssvagt telefonfis fra snotdumme 5.-klassestumper. Igen ringede telefonen, og jeg tog den vredt, og gjorde mig klar til at bande og svovle, men da lød der to høje klap. Jeg vidste ikke hvordan, men da gik det op for mig, at det kun kunne være én person der ringede så mange gange, for ikke at sige noget. Ikke en 5.-klasser, ikke en med forkert nummer, men en person, hvis stemme ikke virkede. Olivia. Jeg lagde forsigtigt på.

”William! Kan du spore telefoner?”, spurgte jeg, og han kiggede forvirret på mig.

”Om jeg kan spore mobile phones? Jeg er din seje onkel, og din seje onkel kan alt!”, svarede han med et selvglad smil, og selvom han lød arrogant, kunne jeg ikke elske ham mere.

”Men det vil tage tid. Giv mig din mobil, og kør os hjem til dig. Jeg skal bruge en computer!”, sagde han, og vi byttede sæder. I virkeligheden var jeg rædselsslagen for at køre bil igen, for jeg havde ikke rørt et rat siden ulykken, men noget i mig sagde, at det hele nok skulle gå. Nej, det var ikke bare ”noget”, det var Olivia. Hun gav mig håb og tro på mig selv, hvor tøset og kliché det så end lød. Jeg satte speederen i bund, og så kørte vi ellers hjem til mig. William rendte ind, og satte sig hen til vores stationære. Der gik omkring en time, før han kunne give mig oplysninger.

”Well, that’s strange”, sagde han, og kiggede alvorligt på mig. Jeg løb hen til ham, og kiggede nærmere på computeren.

”Hvad? Hvad er der?”, spurgte jeg.

”Der står, at hun stadig er på hospitalet”, svarede han konfust, og jeg skar en underlig grimasse.

”Hvad? Det kan ikke være sandt, vi har været overalt på hospitalet. Det var sikkert bare en læge, der ville fortælle mig et eller andet åndssvagt”, sagde jeg skuffet, og satte mig ned på gulvet med knuste forhåbninger. William rystede på hovedet.

”Det tror jeg ikke, Karl. Uanset må vi tage derhen igen. Det kan være der er en eller anden form for hemmeligt rum vi har overset.”, svarede han, men jeg så uhjælpeligt ned i gulvet, sikker på, at det hele var en tåbelig misforståelse.

”Hold nu op med at være så negativ, son. Vi finder hende, og vi finder hende snart. Måske inden for en time, hvis du tager dig sammen, og mander dig op for en gangs skyld”, sagde han i den hårdeste tone, jeg nogensinde havde hørt. Der var noget over det, der overbeviste mig, spørg mig ikke hvorfor. Vi løb ned til bilen, og kørte tilbage på hospitalet. Det var overraskende nok en travl tid for lægerne, for de rendte rundt på må og få, og lagde slet ikke mærke til os. Det var kun til vores fordel. Dog havde jeg et ønske om at støde ind i den lyvende læge, så jeg kunne give ham en på sinkadusen, men lige nu var det vigtigste at vi fandt Olivia inden det var for sent. Vi listede os ind på hendes gamle stue, men der var ikke et øje at se. Derefter listede vi os ind på min stue, men den eneste der var at se, var hende den trælse, snorkende pige, der ikke var til den store hjælp. Troede jeg,

”Karl!”, udbrød hun glad. Jeg tyssede på hende.

”Vær stille! Der er ingen der må vide jeg er her!”, forklarede jeg irriteret. Hun løftede et bryn.

”Hvorfor ikke?”, spurgte hun.

”Det kan også være lige meget”, sagde jeg, og var på vej til at gå ud igen.

”Leder I efter Olivia?”, spurgte hun koldt, og vi stoppede brat op.

”Ja!”, sagde jeg overrasket, ”Hvordan ved du det?”. Hun fortrak ikke en mine.

”Jeg ved hvor hun er”, sagde hun, og jeg kiggede skeptisk på hende.

”Er du sikker?”, spurgte jeg. Hun nikkede.

”Jeg havde hørt, at hun var taget hjem, men i hendes tilstand var det svært at tro på, så jeg lavede lidt research”, svarede hun, og jeg gik tættere på hende, nysgerrig efter at vide, om hun vidste hvad hun snakkede om.

”Der er en læge, som sommetider går herind. Jeg spørger ham altid hvad han laver, da han ikke er min læge, og vi ikke er andre herinde. Han svarer altid med, at jeg bare skal sove, og at det hele er en drøm. De første par gange troede jeg på ham, da jeg jo lider af egentlige vrangforestillinger, men efter flere gange, hvor den samme ting er sket, er jeg begyndt at ligge mærke til, hvad han egentlig laver herinde. Jeg slog hospitalet op, og efter mange siders læsning, fandt jeg ud af, at der er et hemmeligt rum i lige netop dette lokale. Er det ikke vildt?”, spurgte hun ivrigt, og jeg kiggede længe på hende uden at sige noget. Hun tog det som, at hun skulle fortsætte.

”Altså, på et tidspunkt sov jeg rævesøvn, og opdagede, at det ikke er en dør han gør igennem, men en lem. Lige dernede”, sagde hun og pegede under min gamle seng. Jeg skyndte mig at komme derover, og kiggede på den lille firkant der var. Jeg var forundret og helt rundt på gulvet. Kunne det virkelig passe.

”Er du sikker?”, spurgte jeg måbende.

”Helt 100. I kan jo gå derned nu for at være sikre. I kan takke mig senere”, sagde hun, og sendte mig et smil, jeg aldrig ville glemme.

”Tak”, sagde jeg af hjertet. Jeg fuskede med lemmen, indtil jeg langt om længe fik den op. Det var helt utroligt. Hun havde talt sandt! William og jeg kravlede os små, og fik vores kroppe glemt ned i det smalle hul. I løbet af ingen tid, var vi i et endnu større rum. Der var ganske mørkt, ikke en sjæl at se. Indtil vi hørte en gnæggen, der skar igennem hele min krop. Det måtte være manden der havde taget hende. Vi fulgte stemmen, indtil to onde øjne kom til syne. Alt i mig gik i stå. Det var ham. Lægen vi havde snakket med tidligere. Ved siden af ham lå Olivia nøgen i sin seng. Hun havde lukkede øjne.

”Hvad har du gjort ved hende?”, råbte jeg, så det gav genlyd i hele lokalet. Det var først der, at han fik øje på os. Chokeret som han var, tog han et skridt tilbage.

”Hvad i… hvordan… jeg… hvad?”, stammede han, og jeg gik med brede skridt hen til mig. Jeg gjorde mig så stor som muligt.

”Hvad har du gjort ved Olivia?”, spurgte jeg, og var helt oppe i ansigtet på ham. Han virkede så forfærdeligt lille tæt på.

”Ingenting! Jeg er i gang med at redde hende!”, fik han fremstammet, og jeg knækkede mine fingrer.

”Ja så?”, spurgte jeg, og knyttede min næve så hårdt, at jeg kunne mærke en rød strøm af blod løbe ned ad mine arme. Jeg var ligeglad.

”Du er syg”, sagde jeg frastødet, og spyttede ham i ansigtet. Jeg gjorde klar til mit slag. Han var presset helt op mod væggen.

”Ring til politiet”, sagde jeg til William, og han fumlede med telefonen. Sjusket fik han indtastet nummeret,  og så snart han fik dem i røret, røg min næve direkte i ansigtet på den falske læge. Der lå han så. Bevidstløs på kældergulvet. Det frydede mig på en syg, men rigtig måde. Han var svag. Hvis et slag slog ham i gulvet, turde jeg slet ikke tænke på, hvad to slag ville have gjort. Jeg fik styr på min vrede, og trods fristelsen af at tæske ham til, der ikke var mere af ham tilbage, lod jeg være. Jeg satte i stedet min fokus på Olivia. Hun havde halvlukkede øjne.

”Karl”, mimede hun, og jeg vidste, at hvis der ikke blev gjort noget nu, ville jeg miste hende for altid.

”William, hold øje med ham her. Jeg må få Olivia i behandling”, beordrede jeg ham, og tog fat om hende. Hun var ganske kold, men jeg lod håbet holde mig oppe. Jeg trak mig selv op fra lemmen, og løb gennem gangene.

”Hvad er det dog du laver?”, sagde en læge.

”Det er Olivia. I må have hende i behandling nu, ellers dør hun!”, fik jeg sagt trods mit åndedrætsbesvær. Uden en mine, nikkede lægen, og bar hende ind. Jeg smilte halvt. Endelig kunne de bruges til noget. En politiflok kom løbende ind på hospitalet, og jeg gik langsomt hen til dem.

”Det er hernede”, forklarede jeg, og viste dem vej.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...