Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3968Visninger
AA

22. 22. December

Jeg skreg så højt jeg kunne, selvfølgelig uden lyd, men på en eller anden måde var det som om det hjalp. Ikke at det rent faktisk gjorde, men det var svært at holde hovedet højt uden stemme, så jeg måtte gøre hvad jeg kunne for at bilde mig ind, at jeg gjorde en forskel. Jeg var ikke sikker på hvad han havde tænkt sig at gøre med mig, men én ting var dog sikkert - han var ikke læge. Det hele føltes forfærdeligt uvirkeligt. En læge, som ikke var læge, men ham der havde taget fat i min vogn, kom hen til mig iført sine hvide latex handsker.

”Nå, Olivia, så mødes vi igen”, sagde han, og lød fuldstændig som en superskurk. Jeg kiggede længe og konfust på ham. ”Igen” ? Jeg var ret sikker på jeg aldrig havde set ham før. Jeg kunne se, at min forvirring gik ham på, og det endte med at han slog sig selv i panden.

”Det kan du ikke mene. Har du virkelig ingen anelse hvem jeg er?”, spurgte han en smule skuffet, og det morede mig lidt i det kolde dystre rum. Jeg var ikke engang sikker på hvor vi var. Jeg rystede på hovedet som svar, og han udstødte gevaldige, irriterede lyde.

”Det er mig, Alfred!”, sagde han, og jeg kneb øjnene sammen for at se, om det var en jeg burde kende. Efter noget tid trak jeg på skuldrene. Jeg vidste stadig ikke hvem det var. Han slog frustreret armene ud.

”Det var da helt utroligt! Jeg er Alfred Larsen, vi gik i klasse sammen i tre år  fra. 4.-6. Klasse!”, jeg kneb øjnene endnu sammen, indtil det langt om længe gik op for mig hvem han var. Jo, Alfred kunne jeg godt huske. Jeg erindrede svagt, at han på et tidspunkt i vores folkeskoleår inviterede mig ud, og jeg, ung og led som jeg var, afslog ham på en lettere brutal måde. Ikke noget jeg ville have husket, hvis ikke han havde været her nu, men tydeligvis brutal nok til, at han ville kidnappe en døende stum pige. Mit ansigt lyste op af åbenbaring, og Alfreds øjne forvandlede sig hurtigt fra irriterede til onde.

”Kan du huske mig nu? Du lo imens du sagde, at du aldrig ville ud med en sportsidiot som mig. Afslaget i sig selv var hårdt nok, men at du sagde til alle, at jeg havde tilbudt dig 500 kroner for at gå ud med dig, fordi jeg ikke havde nogen venner, gjorde virkelig ondt. Hvorfor ville du ikke have mig, Olivia? Alle andre piger ville dø for at gå ud med dig, men ikke dig… du var kun ude på at ydmyge mig. Var der noget galt med dig?”, han vendte sig dramatisk om. Den eneste der er noget galt med er ham, tænkte jeg for mig selv. Hvem kidnapper en pige, fordi hun afslog ham som 11 årig? Ikke mange jeg kendte til.

”Uanset hvad…”, sagde han, og vendte sig om. Lyset fik ham til at ligne seriemorder.

”Jeg har udtænkt en plan siden den dag, men aldrig har jeg kunne færdiggøre den. Efter jeg hørte, at du var endt på hospitalet, kunne jeg ikke andet end at glædes ved tanken. Jeg lånte min mosters lægekittel, som hun havde syet som et kostume engang. Jeg læste op på hospitalet og hackede mig ind i deres system. Jeg var pludselig arbejdende læge, hvem skulle have troet det om en 16-årig? Jeg læste mig frem til faglige udtryk i lægernes verden, og jeg blev hurtigt gode venner med de andre. Da jeg en morgen fandt dig ligge med en anden dreng, havde du pludselig løst meget af den uløste gåde om min plan. Jeg besluttede mig for at anklage din ven for voldtægt, og fik de andre med på vognen. Desværre vandt de sagen, men hvad gør også det, det er jo ikke mig der skal betale. Det hele var perfekt – din ven, din familie, og hans familie var væk, og at du var for syg til at være med i retten, gjorde det hele endnu bedre. Jeg kunne tage ’stjæle’ dig uden nogen ville lægge mærke til det. Så sent som i går aftes spurgte ham drengen hvor du var, og ligeså sødt forklarede jeg, at du var taget hjem, fordi du var for syg. Nu stopper han også med at lede efter dig, er det ikke genialt?”, gnæggede han, og et mindre flashback kørte rundt i mit hoved. Det var ikke lægerne der havde været slemme, der var ingen der var uprofessionelle. Min respekt for lægerne blev langsomt vundet tilbage, og min nye viden bankede i mit hjerte. Det var meget information at få stukket i hovedet på så kort tid. Alting gav pludselig mening.

”Men nu,”, sagde han, ”Er du endelig min. Der er mange ting jeg kunne gøre, nu hvor du hverken kan råbe op eller gøre noget fysisk. Det tænder mig næsten.”, jeg fik en abrupt brækfornemmelse.

”Han tog ivrigt bæltet af, og knappede bukserne op. De gled langsomt ned om hans knæ, og jeg vendte frygtsomt hovedet væk. Det skete, det her, og der var ingen vej tilbage. Uden videre, kunne jeg mærke, at min krop var bar. Han var inde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...