Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3804Visninger
AA

20. 20. December

”Kan du sige ’ahhh’ ”, spurgte en læge, som han stak en pind ind i min hals. Jeg forsøgte, men der sivede bare lydløs luft ud. Det var på mange måder deprimerende. Jeg havde ingen stemme i går, så jeg var ikke overrasket da jeg igen i dag vågnede op uden lyd. Lægen kneb øjnene sammen. Han udstødte en skuffet ”hm”, og gik ud, for at snakke med nogle andre læger… eller det gik jeg i hvert fald ud fra. Jeg savnede Karl og sidste gang vi var sammen. Hun fik mig sneget ud i tide, før nogen opdagede mig, men det var også på et hængende hår. Jeg havde mest af alt bare lyst til at tage derind igen, uanset konsekvenserne, men jeg havde fået for høj feber til, at selv min mor kunne tillade mig at se ham. Det forstod jeg egentlig også fuldt ud. Jeg var usikker på om tanken om juleaften var for optimistisk, for jeg fik det værre og værre for hver dag, og nu gik det ellers stærkt. Mit mål var, at nå med til retssagen den kommende dag, så jeg kunne støtte Karl i hvad end han sagde.

”Som det ser ud nu, har du mistet stemmen fuldstændig”, sagde lægen halvt inde af døren, ”Men du eller dine forældre har muligheden for at købe et apparat der siger alt det du skriver ned højt, altså indtil du lærer tegnsprog”. Jeg rystede ihærdigt på hovedet. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Jeg vidste, at det ville gå til spilde af to grunde: enten ville jeg dø inden det nåede frem, eller også ville jeg finde det uinteressant og kun bruge det i et par dage. Det havde hverken mine forældre eller jeg råd til. Lægen løftede et bryn.

”Er du sikker? Det kan være meget brugbart”, sagde han, og så længe og bebrejdende på mig. Jeg rystede på hovedet, og prøvede at mime, at jeg bare ville skrive noget ned på papir hvis det blev nødvendigt. Jeg vidste ikke om han gjorde det for at pointere, at det var bedre med en maskine der kostede mindst to bondegårde, eller om han rent faktisk ikke forstod hvad det var jeg sagde. Jeg lo for mig selv.

”Det må du selv om, men du kommer nok til at fortryde det. Jeg skal for resten snakke med dine forældre. Er de her i dag?”, spurgte han. Jeg rystede på hovedet, fordi jeg ikke kunne overskue at forklare, at de først kom senere. Måske var den robot ikke så dum en idé når det kom til stykket. Jeg ændrede dog ikke komplet holdning – jeg skulle ikke have den.

”Javel så”, sagde han, og var på vej ud igen, men stoppede kort sig selv.

”Jeanette kommer og tjekker til dig senere”, blev hans sidste ord, inden han lukkede døren helt. Alene var jeg igen, og der var stille som aldrig før. Pludselig slog det mig  - jeg måtte væk herfra. Ikke for altid, og ikke for at springe ud foran et tog ligesom Karl gjorde. Nej, jeg måtte bare ud og væk for en kort stund. Himlen og jorden kaldte på mig, og jeg savnede den kolde brise kilde mit vintertørre ansigt. Hvordan skulle jeg få det sagt? For med ét kun halvt fungerende ben, kunne udfordringerne godt ile sig op. Mon lægerne ville hjælpe mig? Jeg tvivlede. Hvis ikke jeg var så syg, ville jeg have sneget mig ind hos Karl, så vi kunne tage af sted sammen. Selvfølgelig ville det få konsekvenser for os begge, så det havde heller ikke været optimalt.

Jeg vidste ikke hvem eller hvordan, men et mirakel forekom idet øjeblik mine tanker pegede mod kulde og luft. En høj sprudlende mand i 40’erne, kom hoppende ind på min stue. Lige efterfulgt af… Karl? Jeg fattede ikke hvordan de var kommet ind uden at blive opdaget. Jeg må have kigget underligt på dem, for den høje mand begyndte at forklare sig selv.

”Vi er her for at redde dig! Karl sagde, at du var blevet taget til fange af de ”onde” læger”, sagde han og tog fat i min hånd. Han havde en pudseløjerlig dialekt, og jeg skød på, at den var vestjydsk. Karl rystede forlegent på hovedet.

”Vi er ikke kommet for at redde dig, bare rolig, men jeg måtte bare se dig.”, sagde han, og mine kinder blussede øjeblikkeligt op, også selvom det var lidt film/kliché agtigt. Jeg kunne se, at det fornøjede ham.

”Hvordan har du det?”, spurgte han oprigtigt, og kiggede næsten alvorligt på mig. Jeg havde fuldstændig glemt, at han ikke vidste, hvordan jeg pludselig var blevet stum. Jeg valgte at trække på skuldrene, og pegede derefter på vinduet for at signalere, at jeg ville ud. Han forstod det ikke, og sendte mig et forvirret blik.

”Hvorfor siger du det ikke bare?”, spurgte han småirriteret, og jeg tog en dyb indånding. Jeg prøvede med håndbevægelser at forklare, at jeg havde mistet stemmen. Det forstod han til gengæld, og hans øjne spirrede vidt op.

”Hvad sker der?”, spurgte vestjyden, og Karl satte en finger for hans mund.

”Jeg tror hun har… mistet stemmen?”, fortalte han, men samtidig var det også et spørgsmål som for at få det bekræftet. Jeg nikkede, og så skamfuldt ned. Jeg vidste godt, at det ikke var min skyld, men jeg havde det så forfærdeligt med ikke at kunne sige noget til ham igen. Resten af mit liv ville blive til en mimeleg, da jeg ikke havde tålmodighed til at lære tegnsprog. Karl skubbede manden væk, og satte sig på min seng.

”Nej…”, sagde han sorrig, og aede mig på kinden. Jeg bed mig i læben mens jeg nikkede. Jeg var på randen til at bryde sammen, men hans nærvær holdte mig oppe.

”Det er okay”, sagde han, og gav mig et kram, som på magisk vis fik alt ondt i verden til at forsvinde, ”Det er okay”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...