Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3974Visninger
AA

19. 19. December

Han kom løbende ind på min stue, min onkel altså. Jeg havde ikke troet han ville dukke op, især efter ikke at have fået svar endnu.

”Hey sønnike, har du fået det bedre?” spurgte han med en tyk amerikansk accent imens han lød alt for henrykt, men hvad kunne man i grunden stille op, manden var jo amerikaner.

”Jeg har det fint”, svarede jeg koldt. Han måtte helst ikke bryde min facade, for jeg var ovenud lykkelig. Det gjorde mig flov på en eller anden måde.

”Jeg har snakket med dine forældre, og de siger, at du stadig er sigtet. Er det rigtigt?”, spurgte han opstemt, og jeg blev pludselig i tvivl om han ville mig noget godt. Hans begejstring over min sigtelse gjorde mig forvirret.

”Ja? … ”, svarede jeg tøvende. Han hoppede op i et smil.

”Perfekt!”, udbrød han. Jeg løftede et bryn.

”Perfekt?”, spurgte jeg betuttet. Han nikkede.

”Yes son, it’s perfect! Nu kan jeg vise jer, hvad jeg dur til”, svarede han nærmest lykkelig. Det var næsten som at være i samme lokale som Ole Henriksen.

”Okay…”, svarede jeg.

”Hvornår skal du i… i… court?”, spurgte han, og ledte længe efter ordet.

”I retten? På torsdag”, svarede jeg, og stjal hans ord. Han kneb øjnene sammen og nikkede diskret.

”Alright! Så kan vi celebrate jul før jul sammen indtil da”, sagde han, og jeg nikkede langsomt og konfust. William var engang rigtig cool. Før Elena blev født, rejste vi tit til USA for at besøge ham og hans daværende kone, min mors søster. Han viste mig en masse fede ting, og lærte mig at skyde med en Glock G19. Ikke at mine forældre brød sig om det, men for mig var det helt ekstremt. Jeg ville faktisk gå så langt som at sige, at jeg så mere op til ham end min egen far. Han var den sejeste onkel nogen nogensinde kunne drømme om. Desværre gik han og min mosters forhold i vasken, da han fem år inde i ægteskabet sprang ud. Det var der mange der havde svært ved at forholde sig til, især mig. Derefter så vi intet til hinanden… ja, altså før nu. Jeg kunne mærke, at han savnede sin guddomsstatus med mig, men det var ikke noget jeg havde i sinde at give ham. I mit hoved var han bare en gammel, lidt for højlydt amerikaner, der var alt for glad hele tiden. Hvis ikke jeg havde mødt Olivia, ville min trang til at skyde ham med den Glock G19 være for svær at styre. Jeg var faktisk et ganske brutalt menneske.

Mine forældre og Elena kom listende ind på stuen, og kiggede først på pigen i sengen ved siden af min.

”Uha,”, sagde min mor, ”Er det Olivia der er kommet tilbage?”. Hun blinkede til mig, og jeg gav hende dræberblikket.

”Nej, mor, det er det ikke. Jeg ved ikke engang hvad pigen ved side af hedder”, svarede jeg irriteret.

”Hvorfor siger vi ’uha’ ”, spurgte William meget interesseret.

”Ikke for noget”, svarede jeg i en udånding. Min mor kneb øjnene en lille smule sammen, og rystede på hovedet.

”Karl har fået en lille kæreste”, hviskede hun i øret på William, og jeg slog opgivende armene ud.

”Mor”, udstødte jeg, og hun lo ganske stille. William klappede i hænderne.

”The boy has feelings!”, sagde han, og løftede Elena op i luften. Hun lo, og tog om hans hals.

”Sød pige! Hende har jeg slet ikke mødt, har jeg?”, spurgte han idet hans satte Elena ned igen. Min far rystede på hovedet, ”Nej, hun var stadig i Dorthes mave sidst vi så dig”.

”Jamen så er jeg glad for endelig at se hende. Beautiful little girl!”, sagde han, og rakte Elena hånden. Hun tog fat i den og fnes lidt. Jeg vendte øjne.

”Anyways, nu hvor jeg skal være her til, ja, i hvert fald torsdag, snakkede Karl og jeg om, at det kunne være super cozy, hvis jeg holdte jul med jer i år!”, sagde William, og klappede mig på håret. Jeg slog irriteret hans hånd væk. Det havde vi aldrig snakket om.

”Jo…”, tøvede min mor.

”Altså vi har allerede lavet aftaler med Karls kærestes familie”, svarede min far. William så for første gang i dag ikke vildt glad ud.

”Men hvad er det nu I siger i USA? The more the merrier? Du er hermed inviteret! Jeg er sikker på, at Olivias familie er med på den”, tilføjede min mor, og hans ansigt lyste op, som stjernen på toppen af træet. Jeg sukkede lige akkurat lavt nok til, at ingen lagde mærke til det. Det var vel også bedst sådan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...