Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3796Visninger
AA

16. 16. December

Jeg var ikke sikker på min tilstedeværelse gjorde nogen forskel for lægerne, da de stod og snakkede om min død. Det var ikke fordi det gjorde ondt at høre på, det undrede mig bare, at det tillod sig at gøre det. Jeg var 16, ikke 6, så døden skræmte mig ikke på samme måde, men det kunne den ligeså godt have gjort. Sådan burde man ikke gøre, bestemt ikke på et hospital. Jeg havde tænkt mig at udnytte situationen til at stille lægerne et spørgsmål, som de helt sikkert ikke brød sig om at svare på.

”Hvor er Karl?”, hviskede jeg højt nok til at de kunne høre det. De vendte sig om, og så længe på hinanden.

”Det ved vi desværre ikke”, svarede den ene, og jeg rynkede mistænksomt panden.

”I ved det ikke? Hvad skal det nu betyde? Jeg troede han var på sin stue”, sagde jeg, og lød dels frustreret, dels underholdt af deres paniske blikke.

”Han er vist taget hjem til sin familie. De havde fint besøg, og vi fik lavet en aftale om, at han godt kunne tage af sted, så længe han ville vende tilbage i morgen eftermiddag”, svarede den anden. Jeg bed tænderne sammen. Hvis de havde ham under mistanke, hvorfor lod de ham så gå?

”Jeg går ud fra, at han ikke længere er sigtet for voldtægt?”, spurgte jeg for at klø på. Jeg forstod ikke hvorfor de kaldte de for ”en sigtelse”, når der bogstaveligtalt ikke var fundet nogen form for bevismateriale. Men mennesket var skørt, ligesom læger og politiet. Ikke at jeg havde noget imod dem, men det havde jeg.

”Nårh, det…”, mumlede den ene læge bøvet, og jeg begyndte at blive i tvivl om han overhovedet var klog nok til at være læge, for han lød mere som en superskurks hjernelamme sidekick.

”Altså, jo, det er han, men vi kan spore ham, så han ikke løber nogen vegne”, svarede den anden læge, som lød en anelse mere intelligent, men stadig ikke nok til, at jeg blev overbevist om hans evner til titlen som ”læge”. Jeg nikkede falskt, som om jeg forstod det hele, imens jeg i virkeligheden forestillede mig deres hoveder blive kvast mod hinanden.

”Kan jeg snakke med ham? Altså når han kommer tilbage. Det gælder næsten liv”, og med liv mente jeg glæden ved livet. Uden ham tonede alting ud, og det var som om ingenting rigtig betød noget. Jeg var egentlig blevet meget pessimistisk efter at have mødt ham, men et sådan livssyn, var måske ikke så skadeligt endda. De kiggede begge to meget forbavsede på mig.

”Vil du snakke med ham? Din voldtægtsmand?”, spurgte de i kor, og jeg forsøgte at skjule mit grin.

”Nej, jeg vil snakke med Karl. Han er ikke min voldtægtsmand. Det er der ingen der er”, svarede jeg smilende, og de kløede sig forvirret i håret.

”Jamen var det da ikke ham? Hvad hed han så? Var det Klaus? Claes?”, spurgte den ene, og morskaben over deres forvirring gjorde mig på underligvis munter. Jeg var sådan i tvivl om de var uddannede. Der var et eller andet lusket over det. Over det med Karls sigtelse, over det hele. Der var noget der slet ikke stemte. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men jeg begyndte selv at tvivle på, om jeg var på et hospital. Det var sikkert bare medicinen der talte, og jeg måtte hellere lade det gå, før vrangforestillinger ville opsluge mig.

”Hvad blev det så til?”, spurgte jeg utålmodigt, ”Måtte jeg se Karl?”. De stod og vippede med fødderne i et godt stykke tid.

”For fanden da, han er jo bare et menneske, hvorfor må jeg ikke se ham?”, jeg hævede min stemme. Den ene læge bed sig i læben, før han tog en dyb indånding og svarede:
”Så lad gå! Men det bliver under opsyn, vi kan jo ikke have, at han går hen og voldtager dig igen”. Jeg fnes over hans dumskab. Det lød næsten som om, at det var noget der skete hver dag, som en dagligdagssituation ”Åh, jeg hader bare når mine snørebånd går op”, ”Åh, jeg hader bare når min voldtægtsmand voldtager mig igen”. Det var så sygt, at det var hylende morsomt.

”Væk mig når han er tilbage”, hviskede jeg, og lukkede øjnene i igen. Jeg ville ikke leve én eneste vågentime mere uden ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...