Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3971Visninger
AA

14. 14. December

Jeg skreg ikke, men jeg var heller ikke tilfreds. Med noget overhovedet. Nogle ville måske kalde mig for en pivskid, men i virkeligheden var det ikke den fysiske smerte, der ramte mig, derimod den psykiske. Jeg fik havde svært ved at trække vejret, og jeg bad til Gud om, at Karl ikke bebrejdede mig. Jeg havde ikke sagt noget, gjort noget, eller prøvet på noget, der gav lægerne en form for mistanke. Det hele var min skyld. Endnu engang skulle han have smidt ti tons vægte på sine skuldre, for at blive påmindet, at det var ham der slog sin bedste ven ihjel og voldtog sin veninde. Det var helt ubeskriveligt forfærdeligt. De tjekkede mig i går. Selvfølgelig kunne de ikke finde noget, for vi var begge anstændige mennesker, som ikke bare havde sex for at have sex. Gud ske tak og lov for det! Jeg lå stille i mine tanker, og jeg kunne ikke rigtig komme ud af dem. Dagene var gået stærkt, og jeg kunne mærke hvordan min stemme og sjæl langsomt forsvandt i en omtåget glemsel. Jeg havde også fået feber, og lægerne var blevet alvorligt bekymrede. De havde aldrig arbejdet med respitus før, så de vidste i virkeligheden ikke hvordan man kurerede den, men de var gode til at lade som om. Meget gode. Jeg vidste, at de havde set bud om et eller andet voldsomt ulovligt fra Chile, for at ”redde mig”. Jeg var langsomt blevet i tvivl om det med at redde mig var for min skyld eller for deres. Hvilket hospital ønskede egentlig dårligt ry? Hvis de virkelig ønskede mig i god behold, ville de ikke bruge alt deres energi på at danne deres ”image” og anklage en uskyldig dreng for voldtægt, men sende mig med det næste fly hen til et udenlandsk hospital, som havde haft patienter af samme sygdom før. Den spredte sig hurtigt, sygdommen. Ikke fra menneske til menneske, men som en bil, der kørte løb inde i mig, for at nå målstregen (min død). Jeg indså at det var en dårlig metafor, da Karls ven døde at lige netop det, men på den anden side var det jo den perfekte metafor. Ikke sandt? Åh, Karl. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne se ham, for at give ham en forklaring. Hele min krop var lammet i tanken om, at han måske var flygtet igen. Denne gang uden at se sig tilbage, for nu havde han ikke mig at tænke på. Jeg var et monster, også selvom det aldrig var planen. Hvorfor kunne de ikke anklage mig for voldtægt? En sygeplejerske trådte ind med mine daglige piller.

”Det er vigtigt du indtager dem med mad”, smilte hun, og skulle til at gå ud igen. Jeg stoppede hende.

”Hvordan har Karl det?”, spurgte jeg. Hun rynkede på næsen.

”Jeg er ikke sikker, men noget kunne tyde på, at han ikke har det godt. Han har hverken spist eller drukket, og han siger ikke et kvæk. Det er nu meget forståeligt med alt det han har om ørerne.”, svarede hun uden at trække en mine. Jeg nikkede.

”Kan du ikke sige til ham, at det ikke er min skyld? Altså alt det med, at han er blevet anklaget for voldtægt?”, spurgte jeg nærmest desperat. Hun sendte mig et brugt smil.

”Jo, selvfølgelig. Det har aldrig været din skyld”, hun gik hen og aede mig over håret. Det gjorde mig irriteret.

”Du ved godt, at han ikke voldtog mig, ikke?”, spurgte jeg bittert. Hun rystede sympatisk på hovedet.

”Hør her, Olivia, Karl er her ikke. Du kan fortælle mig alt”, jeg lukkede utålmodigt øjnene i.

”I er simpelthen for meget”, mumlede jeg, og så hende gå ud. Så lå jeg atter alene, og ville mest af alt bare væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...