Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3790Visninger
AA

11. 11. December

1,2,3 talte jeg i mig selv, 1,2,3. Jeg havde hørt, at det hjalp. På søvnen. Hvorfor forsøgte jeg overhovedet? Jeg var allerede faret for dybt ind i mine tanker til at den stærkeste afledning ville tage mig og mit hoved væk for en nat. De havde taget Olivia væk til et mere ”seriøst” sted, hvor de kunne overvåge hende 24/7, som et andet dyr. Det gik mig på. Jeg kunne sagtens håndtere og passe på hende. Ja, hun hostede længe, måske endda i mere end de 20 minutter der sendte hende herhen, men hun stoppede. Ikke fordi lægerne fik hende til det, men fordi det på et eller andet tidspunkt ville stoppe. Sådan er det med så meget. Hvad fik dem egentlig til at tro, at de var bedre end mig til at forhindre hendes død? Jeg vidste godt, at jeg forekom stupid, for selvfølgelig var de bedre end mig til, ikke at forhindre den, men at udsætte den. De havde en uddannelse, det måtte da betyde noget. Sådan kunne jeg bare ikke se på det nu. Jeg havde en inderlig lyst til at hugge hovedet af alle der gjorde hende noget, også selvom det bare var at hjælpe. Jeg var blevet fordærvet af en ubetydelig forelskelse, jeg med garanti vidste ville svinde hen snareligt. Det gjorde de altid, når det i sidste ende gik op for mig, at det bare var begær. Det gav god mening. Hun var den eneste pige jeg havde set i tre uger, og min naturlige rastløshed tålte det ikke.

                                                                               

***

Jeg vågnede forvirret op til en sygeplejerske, der stod utålmodigt og ventede med et fad med mad. Hvad fuck ville hun mig egentlig? Troede hun ikke, at jeg kunne finde ud af at spise selv. De måtte tage pis på mig.

”Tak”, hviskede jeg fraværende, og tog imod det. I protest kylede jeg det hele ud efter hun var gået. Jeg skulle ikke røre ved noget hun havde haft med at gøre, om det så blev min død. Død. Det var så underligt beroligende at tænke på. Noget alle kendte til, men ingen vidste noget om. Jeg levede i et tomrum af uvidenhed, og det gjorde mig ulykkeligt frustreret. Jeg følte, at Olivia og jeg var i et kapløb om døden. Olivia. Det var som om alle tanker og ønsker om døden forsvandt i hendes selskab. De listede sig langsomt frem når end hun var væk. Måske var hun, voksent set, sund for mig.

Jeg var sikker på, at jeg ikke fik hende at se i dag, så jeg besluttede mig for at bruge tiden på noget fuldkommen ubrugeligt - at se ud af vinduet. Der var stadig ingen sne. For en person, der hadede julen afsindigt meget, var jeg stadig en smule deprimeret af at se den gråkolde nøgen. Barndommen og sne gav mig et drys af liv. Uden noget var jeg ingenting, som alle andre. Jeg kom til at tænke på Vilhelm, på da vi var små, og legede pirater. Vi kørte rundt i små cykelbiler på en asfalt, som den uden for vinduet, og legede at det var både. Allerede dengang havde fare løbet i blodet på os. Vi besluttede os for at køre ind i en ”kæmpe bølge” (altså ned af en ganske stejl bakke), for at se hvor vi endte. Jeg skulle styre, og Vilhelm stod bagpå. Han insisterede på, at han skulle styre, men jeg afslog gang på gang. Jeg ville være kaptajn. Da han til sidst accepterede, kørte vi i voldsom høj fart ned ad bakken, og gennem skolegården. Jeg troede i hvert fald, at vi begge to kørte. Det viste sig så, at Vilhelm var faldet af på halvvejen, og havde hudafskrabninger på knæ og hænder, og værst af alt, en kæmpe blodplet i baghovedet. Han græd og græd og græd. Aldrig havde jeg hørt nogen græde så meget før. Som den rå 7-årige dreng jeg var, bad jeg ham om at tie stille, for store drenge græd ikke. Efterfølgende kom der så en lærer, der fik ringet til hans forældre. Han havde fået en mild hjernerystelse.

Endnu en gang var jeg skyld i hans ulykker fordi jeg ville være ”sej”. Gud, hvor var jeg bare et frygteligt menneske. Tænk, hvis jeg var skyld i, at Olivias livsglæde gik tabt, og at hun med vilje fik det akutte hosteanfald. Jeg kunne ikke tilbyde verden nok til at blive. Alligevel havde jeg ligget her i flere uger, uden for alvor at gøre noget ved det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...