En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18365Visninger
AA

10. Torsdag d. 7 december 2017

 

Torsdag d. 7 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 07.25

Jeg sad i køkkenet og både min mor og far var allerede taget afsted, så jeg sad alene og blot kiggede ind i flammen på kalenderlyset. Jeg havde en følelse i kroppen, som jeg aldrig havde haft før – en følelse der sagde, at jeg burde blive hjemme. Jeg ville ikke have, at de andre skulle begynde at snakke om det, der skete i går.

Niall var så sød, at han kom med min historiebog, som jeg blot lod ligge på mit bord i klassen. Jeg nåede kun at tage min jakke og taske i farten. Jeg håbede ikke, at han ville få en dårlig karakter på grund af mig. Niall havde altid gået op i sine karakter, ligesom jeg, og jeg ville få det dårligt, hvis det var min skyld.

Jeg sad med en kop varm kakao, som min far havde lavet, lige inden han kørte. Jeg vidste virkelig ikke, om jeg skulle tage af sted eller om jeg skulle blive hjemme. På den ene side kunne jeg godt bruge mere søvn, men så vidste jeg også, at jeg havde svært ved at falde i søvn i aften. På den anden side så var det jo normalt, at jeg ikke sagde noget i timerne, så hvorfor skulle denne her gang være anderledes?

Det hele havde lidt ændret sig efter, Niall og jeg blev sat sammen i næsten hvert eneste fag, og jeg vidste ikke, om han gjorde det med vilje, eller om det bare var en tilfældighed. Der var ikke nogen i klassen, der vidste, at Niall og jeg havde været bedste venner, udover Mindy og hun snakkede vel ikke om os til andre. Det kunne faktisk godt være, at hun havde gjort det, fordi Niall tog min bog med i går.

Jeg kiggede på uret, vi have hængende i køkkenet og kom væk fra mine tanker. Klokken viste, at den snart var halv otte. Jeg skulle snart afsted, nej, jeg ville slet ikke tage i skole i dag. Nej, det gjorde jeg ikke.

Niall skrev også til mig i går aftes og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg havde ikke svaret ham, for jeg havde det vel fint nok, udover at følelsen af, at de kiggede og grinte af mig stadig sad i kroppen. Jeg ville ikke skrive med ham, så jeg havde slukket min mobil, som jeg først tændte her i til morges.

Heldigvis kom min mor ind og vækkede mig, hvis hun ikke havde gjort det, ville jeg stadig have lagt i min seng. Mens jeg sad her og lyttede til radioen, som spillede julemusik, bankede det pludselig på hoveddøren. Jeg vidste ikke, hvem det var, der ville komme på dette tidspunkt. Vi skulle ikke have lavet noget, det havde jeg i hvert fald ikke fået noget at vide om.

Jeg trak på skuldrene, da jeg ikke kunne gætte mig frem til det, og rejste mig så op og gik ud og åbnede. Synet af Niall fik mig til at se overrasket på ham. Jeg havde allermest lyst til at spørge, hvad han egentlig laver her, men det kunne jeg ikke, for så var det hele ødelagt. Det med kun at snakke til min familie.

”Godmorgen, er du klar til at tage i skole?” spurgte Niall og sendte mig et stort smil. Jeg kneb øjnene sammen, hvilket fik ham til blot at gå tættere på mig, så jeg flyttede mig, og han kom ind. Jeg rystede dog på hovedet, som svar på, at jeg ikke var klar.

”Så gør dig klar, jeg venter her,” sagde han og satte sin taske på trappen. Jeg rystede igen på hovedet. Hvorfor var det så svært for mig at sige noget til ham, når jeg så gerne ville. Det var forskellige tidspunkter, hvor jeg næsten bed mig i læben, for ikke at sige noget til ham.

”Vic du skal i skole, og jeg bliver her, indtil du tager med,” han lagde armene over kors og så seriøst ud. Hvorfor gjorde han det her? Jeg lage selv armene over kors og rystede igen på hovedet, hvorefter jeg gik ud i køkkenet, hvor min kakao stod.

Niall sagde ikke så meget, da jeg satte mig ned og drak min kakao stille og roligt. Han satte sig bare på en af stolene, og kiggede på mig med de der uskyldige blå øjne, han havde. Det var faktisk en smule svært at sige nej til ham.

Jeg prøvede at sende ham et blik, der sagde, at han skulle gå, men det var lidt som om, han ignorerede det, eller også forstod han det ikke. Jeg fik endelig øjenkontakt med ham, hvorefter jeg kiggede md døren og pegede på den, men han rystede bare på hovedet og lænede sig tilbage.

”Jeg venter på dig, om vi så kommer for sent til første time,” jeg drak min kakao færdig og sukkede så. Hvis jeg blev hjemme, så blev han også hjemme, og han skulle ikke få fravær på grund af mig. Hvorfor var det, at det hele pludselig var min skyld? Oh. Det var fordi, jeg ikke sagde noget, men jeg kunne heller ikke bare begynde for Nialls skyld, selvom han fortjente det.

”Tager du med?” spurgte han, da jeg rejste mig op og satte min kop i vasken med varmt vand i. Jeg nikkede sukkende, hvorefter jeg rendte ovenpå og hentede min skoletaske.

Da jeg kom ovenpå og ind på værelset, skyndte jeg mig hen til spejlet, hvor jeg hurtigt fik taget min elastik ud af håret og redte det igennem. Jeg sprøjtede hårspray i, så det ville sidde lidt bedre, eftersom jeg blot havde sat det i en rodet knold før. Jeg lagde hurtigt noget makeup, ikke så meget, blot noget concealer under øjnene, mascara på øjenvipperne, noget eyeliner og til sidst noget lipgloss. Jeg behøvede ikke at ligne en, der lige var stået op.

Min taske var pakket, for det gjorde jeg aftenen forinden. Så jeg snuppede hurtigt tasken, men inden jeg smuttede nedenunder, gik jeg ud på badeværelset, hvor jeg børstede mine tænder og fik noget deodorant under armene. Det var aldrig sket, at jeg var kommet ud af døren uden at børste tænder, og det skulle heller ikke ske.

”Victoria!” jeg kunne nemt høre, at Niall var blevet utålmodig. Jeg så fin ud, som jeg plejede, og det var godt nok for mig. Jeg kom ned af trapperne og så Niall stå klar. ”Du ser godt ud,” sagde han, hvilket fik mine kinder til at brænde lidt. Jeg sendte ham et genert smil, det var så længe siden, jeg havde hørt andre sige det til mig end min familie. Det var en underlig, men rar følelse, og det betød meget, at det var Niall der sagde det til mig.

Jeg fik taget halstørklæde, handsker, sko og jakke på, hvorefter jeg lagde mærke til, at Niall allerede havde slukket lyset i køkkenet for mig. Jeg guidede ham ud af døren og fulgte efter ham, hvorefter jeg låste døren, inden vi gik afsted til skole.

På vejen tog jeg den ene handske af, så jeg kunne tage min mobil frem og se, hvad klokken var. Den var allerede tyve minutter over otte. Jeg troede ikke, klokken var så meget, men det var den åbenbart. Niall havde alligevel været længe hos mig, eller også tog det længere tid at tage makeup på, end jeg troede.

Vejen til gymnasiet føltes længere end normalt, fordi jeg gik her sammen med Niall. Han sagde ikke noget til mig, og jeg forstod egentlig godt hvorfor, for jeg kunne ikke svare på noget, men underligt nok, så var stemningen mellem os ikke akavet. Han gik lidt foran mig, som om jeg blot fulgte efter ham, hvilket jeg egentlig også gjorde.

”Victoria,” sagde han pludselig, da vi endelig kom til skolen. ”Jeg har skrevet med mr. Jackson. Jeg sendte vores powerpoint og talepapir til ham, og fortalte ham, at vi begge to har været lige meget med, eller du har lavet lidt mere, og han gav os lov til at fremlægge det efter nytår, hvis det gjorde dig mere tryg, og hvis det er, kunne vi vælge at gøre det kun foran ham eller foran hele klassen,” jeg bed mig i læben, for jeg vidste ikke, hvordan det hele ville være efter nytår. Det ville nok blive det samme.

Jeg nikkede som svar, og mere blev der ikke sagt mellem os. Vi fandt vores vej hen til klasselokalet, hvor vi begge vidste, at timen allerede var gået i gang. Da vi kom til den lukkede dør, stod jeg lige og trak vejret et par gange, hvor i mod Niall var klar til at gå ind.

”Er du okay?” spurgte han dog, inden han tog ned i håndtaget. Jeg nikkede blot og ind gik Niall.

”Så hvis vi ser på afsnit…” lød det fra miss Scott, som var vores engelsklærer.

”Undskyld vi kommer for sent,” sagde Niall og fandt ned til vores pladser, og de andre kunne se, at vi kom sammen. Jeg fik lukket døren efter os, og fandt ned til vores plads.

”Det er okay, jeg sletter jeres fravær senere,” sagde hun, hvorefter hun begyndte at undervise igen. Jeg kunne nemt høre, hvordan de andre snakkede om Niall og jeg, og jeg prøvede, hvad jeg kunne at ignorere deres hvisken, men det var svært, når jeg vidste, at det var om mig.

 

Kl. 12.55

 

Jeg kunne snart ikke tælle på mine to hænder, hvor mange gange og i hvor mange fag Niall og jeg var blevet parret af lærerne. Det så dog ikke ud til at genere Niall, og det gjorde mig glad. Niall tog det med et smil og snakkede til mig, som om jeg stadig snakkede, men problemet var nok, at det gjorde jeg ikke.

Vi havde biologi, og mrs. Moore havde sagt, at hvis vi blev færdige med opgaverne, så kunne vi få fri. Normalt ville vi få fri 14.30, men hun havde nogle opgaver, hun skulle have rettet, så hun gav os fri, når vi var færdige.

Jeg kiggede ned på vores papir og opdagede, at vi manglede tre opgaver. Måske kunne vi nå at få fri her klokken et. Det ville være rart. Så kunne jeg komme hjem, hvor jeg følte mig mere tryg, end jeg gjorde her.

Jeg kunne høre nogle hviske mit navn, hvilket fik mig til at knække min blyant, og kigge hen mod dem. De sad med hovederne tættere sammen, så man nemt kunne se, at de hviskede, og de kiggede nogle gange hen på Niall og jeg.

”Du skal ikke tage dig af dem,” sagde Niall stille. Han gav mig et chok, for jeg havde ikke regnet med, at han havde lagt mærke til det. ”Det er dem, der ikke kan forstå, hvordan vi kan arbejde sammen, når du ikke siger noget, men jeg kender dig godt nok til at vide, hvad du mener,” Nialls stemme rystede lidt, og jeg vidste ikke hvorfor. Var det fordi, han sagde: jeg kender dig godt nok til at vide, hvad du mener?

Jeg sendte ham et smil og et blik, der sagde tak. Han gengældte smilet, hvorefter vi fik koncentreret os op opgaven og blev færdig med den. Niall skubbede papiret hen til mig, hvorefter jeg gik op til mrs. Moore, så hun kunne se det.

”Har I begge to arbejdet på det?” spurgte hun. Jeg nikkede og rakte hende det. Hun nikkede og kiggede det igennem. ”Det ser jo fint ud,” hun sendte mig et smil. ”Og jeg håber virkelig, at du eller Niall ville sige, hvis I begge to ikke har arbejdet på det,” jeg nikkede igen, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Hun gav mig opgaverne tilbage, hvorefter jeg gik ned og lagde det i tasken.

Jeg fik hurtigt pakket tasken og kom ud af døren, som om det gjaldt mit liv. Niall var gået ud af lokalet før mig, og da jeg kom ud, så jeg, at han faktisk stod med sin mobil, om han ville følges hjem, vidste jeg ikke, men jeg var bange for, at det ville blive akavet, efter det han sagde i timen.

Jeg kunne mærke, at der tikkede en besked ind på min mobil, da den lå i min baglomme. Jeg tog den op og kunne se, at den var fra Niall. Jeg kiggede hen på ham og så, han allerede kiggede på mig.

Niall: Skal vi følges hjem?

Jeg valgte ikke at svare ham over besked, så jeg kiggede på ham og nikkede. Han sendte mig et smil og sammen gik vi ud af skolens område og hjemad. På vejen gik Niall med hovedet i sin mobil, og jeg forstod ikke hvorfor. Der tikkede pludselig endnu en besked ind på min mobil.

Niall: Vil du lave noget sammen? Vi behøver ikke snakke, vi kunne se film sammen, læse sammen et eller andet. Det er så hyggeligt at tilbringe tid med dig igen (:

Nu forstod jeg det. Han havde fundet ud af, at det var den eneste måde, han kunne få svar på. Jeg kunne dog ikke lade vær med at smile, da jeg havde det på samme måde. Det var rart at være sammen med ham. Jeg havde virkelig savnet det.

Victoria: Har du set A wish for Christmas?

Niall: Ja, så den sidste år.

Victoria: Hvad med The spirit of Christmas?

Niall: Den har jeg ikke set før

Victoria: Så kan vi se den? Den er rigtig god (:

Niall: For mig gerne. Hos dig?

Victoria: Ja

Vi nåede vi hus og vi gik ind. Hvem min mor eller far havde fået fri på dette tidspunkt, de havde først fri klokken fem eller der omkring, så jeg vidste, at vi kunne nå at se en film, inden de kom hjem.

Vi kom op ovenpå uden, at Niall havde sagt et eller andet. Det var på en måde helt fremmed, at Niall slet ikke sagde noget til mig, som han havde gjort de sidste par dage.

Vi satte vores taske henne ed mit skrivebord, hvorefter vi lagde os til rette i min seng, som vi altid havde gjort. Vi lagde os begge to på maven, da jeg havde taget fjernbetjeningen, så jeg kunne få tændt fjernsynet og gik ind på Netflix, hvor filmen lå.

Jeg fik den sat på og vi sagde ikke et eneste ord. Begge vores mobiler lå lige foran os, for det var den måde vi kommunikerede nu. Jeg havde ikke så meget at sige lige nu, for filmen var rigtig god. Jeg vidste ikke, hvor mange gange jeg havde set den, men jeg måtte ikke miste et eneste øjeblik af filmen.

Og sådan lå vi indtil filmen var færdig og vi fandt en ny julefilm, en som ingen af os havde set. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...