En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18373Visninger
AA

23. Torsdag d. 21 december 2017

 

Torsdag d. 21 december 2017

Nialls synsvinkel:

Kl. 11.27

Jeg sad nede i køkkenet, da jeg næsten lige var vågnet. Min mor havde foreslået, at jeg blev hjemme i dag også, så der var mulighed for, at jeg var rask til på søndag. Det var allerede jul på søndag, om tre dage, det var virkelig ikke til at forstå.

Jeg syntes stadig, at det var i går, at jeg var oppe at snakke med rektor om Victoria, og nu sad jeg her. Vi fik juleferie i dag, og jeg havde ikke været i skole i tre dage nu, og det var virkelig en underlig følelse. Jeg plejede altid at tage i skole, selvom jeg havde hovedpine. Sidste år havde jeg ikke én eneste fraværstime, og nu havde jeg tre hele dage.

Jeg havde revet et stykke papir ud af min mors blok, som altid havde lagt på køkkenbordet. Jeg vidste ikke, hvorfor den lå her, men lige nu var det en meget god ting. Jeg tog kuglepennen, som lå ovenpå og begyndte at skrive et brev til Victoria.

Det var meget gammeldags, det vidste jeg godt, men det kunne hun godt lide. Jeg kunne stadig huske, dengang hun sagde et eller andet med, at hun faktisk syntes, det var romantisk, at fyren skrev et kærestebrev, men om hun mente, at jeg skulle gøre det, vidste jeg ikke. Hun havde aldrig vist nogle tegn på, at hun kunne lide mig på den måde, som jeg kunne lide hende.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle skrive. Skulle jeg skrive mine følelser ned for hende, så hun fattede det? Eller skulle jeg lade vær? Men det var lidt som om, at da jeg skrev hendes navn, så skrev kuglepennen og min hånd resten af brevet.

 

Kæreste Victoria Lee Shay

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde, det som jeg gjorde, eller jo, det vidste jeg godt, men det er ikke for den grund, som du tror. Jeg gjorde det, for så havde jeg en undskyldning for at være sammen med dig i timerne og efter skole. Jeg er egentlig ret ligeglad med den belønning, det eneste jeg går op i, er dit venskab.
Du ved ikke, hvor dejlig en pige du er, du er den bedste ven, jeg nogensinde har haft, og det gør ondt, at du ikke vil snakke med mig mere.
Det var ikke meningen, at du skulle finde ud af det på den måde. Jeg ville selv have sagt det, for det betyder så meget, at vi to er venner.
Jeg ved ikke, hvorfor du pludselig skubbede mig ud af dit liv sidste år, og hvis du ikke vil fortælle mig det nu, er det også helt okay. Jeg vil bare gerne være der for dig, og være din bedste ven, som vi var før i tiden. Jeg kan ikke gå her og lade som om, vi aldrig har været venner, når du stadig er min ven i hjertet og mere til. Det vil du altid være.

Jeg elsker dig
Niall

 

Jeg lagde det foran mig og læste det igennem igen og igen. Jeg var nervøs, for om jeg skulle skrive ’Jeg elsker dig’ eller om jeg skulle skrive noget andet. Skulle jeg skrive mine følelser mere i detaljer, eller var det her nok? Bare hun kunne forstå, at jeg elskede hende som en ven, var fint nok med mig.

Jeg smilede for mig selv, hvorefter jeg lagde kuglepenne fra mig og jeg foldede papiret sammen.

”Hvad så loverboy?” lød det højt lige bag mig. Det var så højt, at jeg næsten faldt ned fra stolen.

”Greg for helvede!” sagde jeg og rejste mig op med det samme og tog papiret til mig. ”Du kan ikke bare komme snigende ind på mig på den måde,”

”Det gik da meget godt,” sagde han grinende og gik om på den anden side af bordet. ”Du var meget fokuseret på dit kærestebrev, at du slet ikke lagde mærke til, at jeg stod bag dig og læste det du skrev ned,” sagde han ligegyldigt og fandt noget mad.

”Det var ikke meningen, at du skulle læse det,” mumlede jeg og gik baglæns væk fra ham. ”Der var ikke nogen, der skulle læse det,”

”Ikke andre end Victoria?” spurgte han. Jeg skulle til at åbne munden, men Greg var hurtigere end mig. ”Jeg vidste for resten ikke, at hun hed Lee til mellemnavn,”

”Det er der ikke mange, der gør,” mumlede jeg og vendte mig om og gik ovenpå til mit værelse. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville bruge dagen på, for de sidste to dage brugte jeg i sengen, hvor jeg bare lå og så Glee.

 

Kl. 18.03

 

Jeg stod nu foran Victorias hoveddør og tøvede med at banke på. Jeg ville gerne give hende brevet, men jeg turde ikke give hende det selv, jeg var bange for, at hun bare bille krølle det sammen og smide det ud. Derfor håbede jeg, at det måske ville være Hannah eller James, der åbnede døren, men jeg måtte snart tage mig sammen.

Jeg havde efterhånden stået herude i ti minutter, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle formulere mig. De vidste jo godt, hvordan mig og Victoria skiltes, for de hørte hvert et ord og så det hele.

Jeg var næsten sikker på, at de gik lige så meget op i, hvis ikke mere, at Victoria ikke skulle smides ud. Det skulle ikke være min skyld, fordi hun blev så sur på mig. Jeg vidste dog ikke, om hun havde sagt noget i timerne, mens jeg ikke havde været der, men jeg tvivlede.

Pludselig kunne jeg høre nogle lyde inde fra huset af, og det fik mig til at gå i panik. Så jeg bankede hurtigt på døren, uden at vide, hvad jeg skulle sige til den, der åbnede døren.

Jeg blev hurtigt lettet, da jeg så, at det var Hannah der åbnede døren. Jeg kunne med det samme se, at hun var glad for at se mig, men jeg vidste ikke rigtig hvorfor, så jeg sendte hende alligevel et smil, inden jeg sagde noget.

”Niall,”

”Hej Hannah,” startede jeg ud. Så var jeg så langt. ”Jeg har skrevet det her brev til Victoria,” jeg rakte det frem til hende. ”Jeg har skrevet, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde og at jeg stadig gerne vil være venner med hende,” Hannahs smil blev blot større, og det smittede af på mig. Hun gjorde min mindre nervøs.

”Vil du ikke selv give hende det?” jeg rystede på hovedet, mens hun stille tog i mod det. ”Hvorfor dog ikke det?”

”Jeg er bange for, at hun vil smide det ud, og måske smække døren i hovedet på mig med det samme,” forklarede jeg.

”Jeg skal nok give hende det,” hun sendte mig et smil, som jeg gengældte.

”Tak,” sagde jeg og gik et trin ned, så hun kunne se, at jeg var på vej hjem igen.

”Vil du ikke med indenfor?” spurgte hun. Jeg kiggede hen over hendes skulder, for jeg var en smule bange for at møde Victoria, eller måske ikke ligefrem bange, mere nervøs.

”Er hun hjemme?” spurgte jeg med rystende stemme. Hannah bed sig i læben og lignede en, der ikke ville indrømme det, men hun nikkede alligevel.

”Ja, men hun er oppe på værelset. Du kan bare komme ind og få en kop kakao i køkkenet,” jeg rystede på hovedet.

”Ellers tak Hannah,” sagde jeg. ”Så vil jeg hellere vente med det, til vi har fået ordnet alt det, der er mellem os,” forklarede jeg. Så ville det heller ikke se underligt ud, at jeg pludselig sad i hendes køkken. ”Hils James, men jeg må se at komme hjem, vi skal nok også snart spise,” sagde jeg og vendte mig om.

”Det skal jeg nok, du må hilse dine forældre,” jeg holdte en hånd op og vinkede, hvorefter jeg nikkede. Jeg skulle nok hilse mine forældre, når jeg var kommet over vejen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...