En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18426Visninger
AA

14. Tirsdag d. 12 december 2017

 

Tirsdag d. 12 december 2017

Nialls synsvinkel:

Kl. 07.09

Jeg stod foran spejlet på badeværelset og satte mit hår, som virkelig ikke var til at sætte i dag, hvilket var grunden til, at jeg havde hugget noget af Gregs hårvoks.

Jeg havde næsten ikke sovet hele natten, men det kunne heldigvis ikke ses. Jeg havde ikke rander under øjnene, hvilket jeg var taknemmelig over. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på i går og Victoria. Kysset var noget, jeg efterhånden længe havde gået og håbet ville ske, men at det så lige skete i går, overraskede mig meget.

Da hun begyndte at gå rundt, mens jeg blot sad og skrev, var noget hun før havde gjort. Nogle gange kunne hun bare ikke helt finde ro i røven til at lave det, det var derfor, hun gik frem og tilbage, men der var flere gange, hvor hun stoppede op under den mistelten. Jeg var ikke sikker på, om hun havde opdaget den og gjorde det med vilje, eller om hun slet ikke havde opdaget den.

Jeg fik endelig sat mit hår, hvorefter jeg gik ind på mit værelse og begyndte at pakke min taske. Jeg havde allerede trukket mit gardin for, så jeg kunne se hen på Victorias værelse, men hendes var stadig for. Var det pga. det i går?

Det var som om, hun ikke havde noget i mod det, lige indtil hun skubbede mig væk og skyndte sig ud af stuen og ud af huset. Hun nåede ikke engang at tage sko og jakke på, hun tog det blot i hånden og løb hen over vejen og indenfor. Det undrede mig meget, at hun opførte sig sådan, men sådan var det også, da jeg spurgte om hun ikke ville snakke til mig.

Der var noget bag de øjne, som ikke fortalte mig hele sandheden. Der var noget, som gjorde, at hun ikke gjorde det, fordi hun ikke kunne lide mig, hvis hun ikke kunne lide mig, så havde hun aldrig stået så stille, da jeg nærmede mig.

Det overraskede mig, da jeg selv gik over mod hende, og blot kyssede hende. Eller inden jeg fortalte hende, at hun stod under en mistelten. Hvad skulle jeg gøre? De her følelser var jeg slet ikke van til at have, så det var en underlig følelse.

Jeg fik pakket min taske med de rigtige bøger, og inden jeg gik ud af værelset, kiggede jeg igen hen på Victorias værelse, men gardinet var stadig for. Kom hun slet ikke i skole? Hvis hun ikke gjorde, så var det min skyld, fordi jeg var sådan en idiot at kysse hende, men jeg kunne ikke lade vær. Det føltes så rigtigt.

Jeg kom nedenunder og prøvede at lade vær med at tænke på Victoria, men det var svært, når de andre snakkede om hende.

”Hun er flot,” sagde Anne.

”Hun er flot, Anne, men måske skulle vi ikke snakke mere om hende,” sagde min mor, og kyssede Anne på håret. Jeg vidste ikke, hvorfor de snakkede om hende. Måske havde nogle af dem mødt hende, da de var nede og købe noget morgenbrød, for det var helt frisk, kunne jeg se.

De vidste ikke, at hun havde været her i går, så det kunne ikke være det, de snakkede om. Det irriterede mig, at jeg ikke vidste hvorfor, men jeg kunne heller ikke spørge dem, for så ville de bare spørge endnu mere indtil det. De kunne finde på at snakke med Greg om det, og så ville Greg fortælle, hvad vi snakkede om i søndags, og jeg følte ikke for, at mine forældre også kendte til mine følelser for Victoria. Det var nok, at Greg vidste det. Det irriterede mig stadig en del, at han vidste det. Han vidste det endda før jeg selv gjorde.

”Niall er der nogle specielle kager, jeg skal bage i dag?” spurgte min mor. Hun havde fri i dag, så hun havde planlagt, at hun ville bage julesmåkager i dag. Jeg elskede julesmåkager.

”Klejner,” mumlede jeg, da jeg kom i tanke om, at Victoria elskede klejner.

”Jaaa,” sagde Anne med et stort smil. Hun elskede dem.

”Du kan slet ikke lide klejner,” sagde min far og kiggede på mig med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det højt, det skulle måske have blevet inde i hovedet.

”Måske kan jeg i år?” jeg måtte se, om jeg kunne nå at redde den. ”Ellers så bare brunkagerne og vaniljekranse,” mumlede jeg og hældte noget kaffe op i kop. Det var ikke hver morgen, jeg drak en kop kaffe, men det kunne jeg godt mærke, at jeg havde brug for i dag, hvis jeg skulle kunne tænke mig ordentlig om.

 

Kl. 12.08

 

Historietimen var godt nok næsten lige begyndt. Den begyndte for otte minutter siden, og selvom vi blot skulle se på flere fremlæggelser i dag, så var det underligt at sidde ved siden af Victoria. Jeg havde faktisk ikke sagt et eneste ord til hende i dag, da jeg så hende møde op til første time. Der var noget over hende, som jeg ikke kunne forklare.

Var hun gladere i dag? Eller var hun irriteret over kysset? Jeg vidste det ikke, og lige nu ville jeg give hvad som helst, for at finde ud af, hvad hun tænkte i dette sekund.

Hun lignede heldigvis ikke en, der var utryg ved at sidde ved siden af mig. Det var faktisk hende, der havde siddet sig ved siden af mig i morges, hvilket gjorde mig en del overrasket og en lille del indeni mig, havde håb. Der var et lille håb om, at hun faktisk måske godt ville snakke med mig. Jeg mener ikke i dag, eller i morgen, men måske bare inden nytår. Jeg måtte finde på noget til hendes fødselsdag. Hun havde fødselsdag på fredag, men hvad?

I de sidste timer hvor vi skulle arbejde sammen, kunne jeg ikke rigtig sige noget til hende, som jeg havde gjort de andre dage. Det var som om, det var svært. Hvad var der i vejen med mig?

Det var som om, det hele gik nedad, da jeg havde kysset hende i går, men det kunne ikke kun være det. Var det virkelig fordi, hun flygtede ud af huset og hjem i en fart. Hun svarede ikke på mine beskeder i går, da jeg skrev og spurgte med hensyn til stilen.

Jeg undskyldte for det, jeg sagde. Jeg undskyldte ikke for kysset, for jeg fortrød det ikke. Det var som om, der var noget mellem os, som ikke havde været der før. Som om det var en gnist. Jeg havde aldrig kysset Victoria før, så det var en fremmed følelse, at hendes læber var mod mine, men jeg kunne lide det.

Jeg havde kysset mange piger før, men det her var specielt, og det var det eneste jeg kunne tænkte på. Det betød noget for mig, for det var første gang, jeg havde følt den gnist. Jeg var sikker på, at hun også havde følte det, men jeg turde ikke spørge, og da slet ikke her oppe i skolen.

 

Kl. 17.10

 

Min mor var lige blevet færdig med alle julesmåkagerne og det var ikke så lidt. Hun startede, da vi tog afsted og havde først lige sat sig i sofaen med benene oppe.

”Jeg laver ikke mad i dag,” sagde hun og kiggede hen på vores far.

”Skal vi så ikke have noget mad?” spurgte Anne og så helt bange ud. Hun var van til at se vores mor stå og lave mad. Det var normalt, at når far lavede mad, så var hun faktisk ikke hjemme til at se det, så det undrede hende, da mor sagde det, hun gjorde.

”Jo min skat, jeg skal nok lave det,” sagde far så.

”Det kan du da ikke,” og da Anne sagde det, begyndte mor og jeg at grine.

”Jo jeg kan Anne,” far grinede også selv, og lukkede dernæst sin bog. ”Hvad kunne I tænke jer at spise og hvornår?” spurgte han. Jeg kiggede på uret på min mobil, og så at klokken var lidt over fem, så der gik nok ikke længe, før Anne var sulten.

”Det gør mig lige meget,” sagde jeg. ”Mor,” jeg fik hendes opmærksomhed. ”Må jeg give Victoria nogle småkager?” jeg kunne se hendes øjne lyse op og hun sendte mig et stort smil.

”Selvfølgelig, må du det min skat. Er I ved at blive venner igen?” jeg trak på skuldrene. Hun vidste godt, hvad der var sket mellem os, fordi hun undrede sig meget sidste år, så jeg fortalte hende det hele.

”Jeg ved det ikke, det håber jeg,” og med det, skyndte jeg mig ud i køkkenet og fandt en plasticpose, som jeg fyldte nogle småkager i. Brunkager, vaniljekranse, pebernødder og klejner. Hun elskede klejner, så jeg gav hende en pose kun fyldt med klejner. Jeg gav hende ikke dem alle sammen, men det var tilpas mange, jeg gav hende, og så var der også nogle tilbage til Anne.

Da jeg syntes, hun havde nok, tog jeg sko på og skyndte mig over vejen og hen til hendes hus. Jeg tøvede lidt med at banke på, men gjorde det, da jeg havde talt til sytten. Jeg nåede kun til sytten, for jeg kunne pludselig høre skridt indenfor, og jeg ville ikke blive taget i at stå foran deres dør og ikke turde banke på.

Da jeg bankede på, vidste jeg ikke, om jeg helst ville have, at det skulle være James eller Hannah der skulle åbne eller om det helst skulle være Victoria. Da døren blev åbnet, så jeg, at det var James, og da jeg så hans smil, som mindede om Victorias, ville jeg egentlig hellere have set hendes kønne ansigt.

”Niall,” han lød overrasket, men glad. ”Hvad skylder man æren?” han grinte af sin egen joke.

”Er Victoria hjemme?” spurgte jeg blot.

”Ikke lige i øjeblikket, hun er ovre hos farmor og farfar, hvad så? Skal I lave flere lektier sammen, som hun har glemt om?” spurgte han.

”Nej, nej,” sagde jeg. ”Min mor har bagt småkager i dag, så jeg kom egentlig bare med nogle stykker. Jeg ved, at Victoria elsker klejner, og dem har min mor bag rigeligt af, så…” jeg holdte poserne op og rakte dem til James.

”Tusind tak, er du sikker?” jeg sendte ham et smil og nikkede. ”Det er da alt for meget,”

”Nej slet ikke. VI har rigeligt at småkager, så vi kommer ikke til at mangle,” fortalte jeg. Han sendte mig et smil, inden han kaldte på Hannah, som kom ud til hoveddøren.

”Se hvad Niall er kommet med,” sagde han og viste poserne stolt til sin kone.

”Nej,” sagde hun og trak ud i ’e’et. ”De ser lækre ud, er de til os?” jeg nikkede.

”Ja til jer og Victoria. Hun elsker jo klejner,” sagde jeg og håbede, at de snart lukkede døren igen.

”Vil du med ind og vente på Victoria?” spurgte Hannah om, da hun var færdig med at studere de forskellige kager i posen.

”Ellers tak, jeg skal også hjem igen. Jeg har nogle lektier, jeg ikke har fået lavet endnu,” sagde jeg. Det var ikke helt løgn, men heller ikke helt rigtigt. Jeg vidste ikke, om jeg havde nogen for, som jeg skulle have lavet, og det skulle jeg have fundet ud af. Og jeg ville heller ikke støde ind i Victoria, nu hun alligevel ikke var hjemme.

”Det er helt i orden, vi ses nok på et tidspunkt og tak,” sagde James og holdte kagerne op.

”Hils din mor og sig tak,” sagde Hannah og sendte mig et smil, som jeg gengældte.

”Det skal jeg nok,” sagde jeg og vendte mig rundt og gik ned af deres havegang. Jeg kiggede slet ikke efter, hvor jeg gik, og det betød, at jeg gik ind i en person, da jeg kom hen til fortovet igen. Jeg kiggede op og så Victoria stå lige foran mig, og så sikkert lige så overrasket ud, som jeg selv gjorde.

”Øhm, hej,” sagde jeg og blev pludselig virkelig nervøs. ”Jeg kom bare med nogle småkager, som min mor har bagt i dag. Der er nogle klejner, som jeg ved, du kan lide, øhm, din far fik dem, så ja,” sagde jeg og kløede mig lidt i nakken. Det var en smule koldt, da jeg ikke havde taget jakke på.

Hun sendte mig et smil, hvorefter jeg gik et skridt til siden, så hun kunne komme op til hendes hus, for jeg stod jo i vejen.

”Vi ses,” sagde jeg og skyndte mig over vejen og ind i huset igen. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig, da jeg stod ansigt til ansigt med hende. Jeg havde ikke regnet med at se hende før i morgen, så det var nok det, der gjorde mig så nervøs. 

_________________________________________

Lige nu er klokken to om natten, og jeg er først lige blevet færdig med dette kapitel. 

Jeg ved desværre ikke, om jeg har tid til at skrive kapitler i morgen, men ellers bruger jeg hele weekenden på at skrive, så jeg kan følge med igen. Jeg skal til afslutning med kegler, og derefter skal jeg på arbejde og er først hjemme igen klokken 01.30, så vi ser, hvad der sker. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...