En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18373Visninger
AA

9. Onsdag d. 6 december 2017

 

Onsdag d. 6 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 07.40

”Hav en god dag,” sagde min mor, da jeg gik ud af døren. Det var ligesom, at det var først, da døren smækkede bag mig og jeg gik ned af trappen, at jeg blev nervøs. Det var ikke normalt, men det var tanken om, vi skulle fremlægge i dag. Vores præsentation var klar og der var sikkert meget mere, end der skulle, men den ville blive god, det vidste jeg.

Jeg havde brugt hele aftenen i går på at gå rundt på værelset, så jeg kunne hele talepapiret i hovedet, men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne stå i klassen. Jeg havde stået foran mit spejl og forestillet mig, at jeg talte til klassen, men det hjalp ikke. Jeg kunne sagtens snakke, men det var fordi, jeg kunne se mig selv, selv hvis jeg lukkede øjnene, for der så jeg blot Niall for mig.

Selvom jeg var nervøs, gik jeg hen mod gymnasiet. Da jeg kom derhen, gik jeg næsten langsommere og langsommere, fordi jeg vidste, hvad der skulle ske. Det var godt nok ikke i første time, vi skulle have historie, hvilket gjorde til, at jeg faktisk mødte op. Jeg var godt nok ikke den person, der bare blev væk, fordi der var fremlæggelser, jeg havde ikke haft en eneste fraværsdag, og det skulle helst forblive sådan.

”Victoria!” jeg hørte mit navn blive råbt bag mig, så jeg stoppede op og vendte mig om og så, det var Niall, som skyndte sig op til mig. Jeg sendte ham et smil, som han kom tættere på. ”Er du ved at være klar til fremlæggelsen senere?” jeg rystede på hovedet. Jeg var ikke klar, og det blev jeg aldrig.

Han trak dog på skuldrene, hvorefter vi sammen gik ind mod klassen. Eleverne omkring os hilste på hinanden og de lød alle glade, og deres råb og grin gjorde til, at vi ikke gik i en stilhed. Niall holdte døren for mig, da vi nåede til hoveddøren, og det fik mig til fnise, da det kom til at minde mig om, dengang vi altid var sammen.

Han havde tit åbnet døren for mig, eller det troede jeg, men lige inden jeg så gik ind, så lukkede han den, som om han ville lukke mig ude, eller blot smække døren i hovedet på mig. Han havde også engang været så stædig, at jeg selv måtte åbne døren, hvis jeg ville ind, for han ville ikke åbne den, så han stod blot og ventede på, at jeg selv åbnede den. Han havde en underlig humor, men han var nu stadig rigtig sød.

”Jeg kan godt lide, når du griner,” Nialls stemme var underlig tæt på mit øre, da jeg gik forbi ham, og da jeg besluttede mig for at se op, var hans ansigt tæt på mit. Han var åbenbart gået ind mod mig, så det kun var mig der, der kunne høre, hvad han lige havde sagt til mig.

Jeg kunne mærke, at mine kinder blev varmere, og det fik mig hurtigt til at se ned i gulvet igen. Jeg vidste ikke, om Niall kunne se, at jeg rødmede, men jeg håbede, at han ikke opdagede det.

 

Kl. 14.25

 

De sad alle sammen og klappede af Liam og Zack, som lige havde været oppe og fortælle om Vestfronten i 1940. De snakkede kun om alt det, jeg allerede vidste, så det var ikke meget, jeg fik ud af deres præsentation. De var den tredje gruppe, som havde været oppe og fremlægge i dag, og de havde alle sammen meget lidt. Det var som om, de troede, at det var meningen kun at fortælle om det der var nemmest at huske. Der var så meget mere, de manglede, som var en vigtig del af det. Det hele var jo vigtigt. Jeg kunne havde fortalt så meget mere til hver af deres fremlæggelse, og hvis jeg nu snakkede foran klassen, havde jeg gjort det.

”Niall og Victoria,” sagde mr. Jackson, som var vores historielærer. Niall rejste sig hurtigt op og tog sin computer med, så han kunne få den koblet til skærmen, så klassen kunne se vores noter og billeder. Jeg åbnede min historie og tog noterne ud, som jeg kom til at stå med.

Da jeg kunne se, at Niall var ved at være klar, rejste jeg mig op og gik op og stillede mig ved siden, mens Niall blot stod henne ved computeren, så han kunne skifte slide, kunne jeg mærke en hel masse blikke på mig. Det var aldrig sket, at jeg faktisk havde stillet mig op til tavlen, men jeg havde en aftale med Niall. Hvis jeg ikke kunne, rystede jeg på hovedet, og så tog han over.

”Ja, vi har så om ”Slaget om England”,” startede Niall. Mens han stod og snakkede om, hvorfor det startede og hvordan, stod jeg og kiggede ud over klassen, og kunne tydeligt se, at de fleste kiggede forvirret fra Niall til mig, og så kom elevatorblikket. Jeg ignorerede det, og da jeg kunne fornemme, at det snart var mig, kiggede jeg ned i papiret, og fandt hurtigt ud af, hvor Niall var.

Jeg kiggede hen på ham, og da han var færdig, kiggede han på mig, og jeg rystede på hovedet. Niall gjorde ikke noget stort nummer ud af det, for han sendte mig bare et smil, hvorefter han snakkede videre. Der gik ikke længe før nogle begyndte at hviske – især pigerne.

Jeg kiggede hen på Niall, som kiggede på mig med en rynket pande. Han havde også hørt dem hviske, hvilket gjorde mig urolig. Niall fortsatte heldigvis med at snakke om Slaget om England, men det var frustrerende, at de blev ved med at hviske.

”Hvad har Victoria at sige om det?” kom det pludselig mr. Jackson. Niall stoppede med sin snak, hvorefter han kiggede fra mr. Jackson og hen til mig. Jeg rystede blot på hovedet, hvorefter Niall skulle til at fortælle videre, men blev afbrudt.

”Hun ved vel ingenting, det er derfor hun står med papiret i hånden,” kom det fra en af pigerne nede bagved. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg kiggede hen på Niall.

”Men altså…-” Niall blev afbrudt igen.

”Hun siger jo heller ikke noget,” grinede de.

”Det er sikkert Niall, der har lavet det hele,” og der blev jeg sur. Jeg krøllede papiret sammen og smed det på gulvet. Jeg ville ikke være her mere, så jeg tog min taske og jakke på vejen, da jeg skyndte mig ud af døren. Jeg kunne ikke være i klassen et sekund mere, hvilket var derfor jeg løb ud af klassen og dernæst ud af skolen for at komme hjem.

Jeg var lidt ligeglad, om jeg ville få fravær i timen, jeg kunne bare ikke være der mere. Jeg skyndte mig og jeg var heldigvis alene, da jeg kom. Jeg ville ikke begynde at snakke om det, der lige var sket med nogen. Jeg ville være alene.

 

Nialls synsvinkel:

Døren smækkede efter Victoria, da hun løb ud. Jeg forstod godt, hvorfor hun bare løb, for det var virkelig ikke pænt af dem at sige det, de gjorde. Jeg tog blikket væk fra døren og hen på mr. Jackson.

”Victoria har altså været med til at lave det hele,” sagde jeg og kiggede på mit papir, hvorefter jeg kiggede op.

”Det er bare noget du siger,” kom det fra Mindy, som jeg vidste, var Victorias tidligere bedsteveninde.

”Nej, hun har faktisk lavet mere end mig. Hun kender meget til det,” jeg kiggede på mr. Jackson meget seriøst. Han burde jo vide, hvor god hun var til historie, for han rettede jo hendes opgaver.

”Tak Niall, vi må høre resten en anden gang,” startede han med at sige, hvilket fik mig til at lukke min computer, og gik ned til min plads. ”Og skal vi ikke bare sige, at det var nok for i dag? Lad os holde fri,” og lige så snart han havde sagt det, kunne man med det samme høre alle stolene blive skubbet ud og folk begyndte at snakke med hinanden.

Jeg fik pakket mine ting sammen og opdagede, at Victorias historiebog lå på hendes bog. Jeg fik taget jakke på og tog Victorias bog.

”Hvorfor tager du hendes bog med dig?” spurgte nogle af pigerne, da jeg lagde den ned i tasken.

”Fordi jeg tager over med den til hende,”

”Ved du da, hvor hun bor?” der var pludselig flere der blev opmærksomme på samtalen om Victoria.

”Ja selvfølgelig. Jeg var ovre hos hende i går, hvor vi lavede vores fremlæggelse sammen,” sagde jeg ligegyldigt. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg undlod at sige, at hun boede overfor mig, men jeg syntes ikke det var vigtigt. De behøvede ikke at vide, at vi boede overfor hinanden lige nu, de kunne de finde ud af senere, når hun begyndte at snakke igen.

På vejen hjem besluttede jeg, at jeg ville gå over med bogen med det samme. Vejen hjem føltes kortere i dag, end den plejede at være og jeg vidste ikke hvorfor. – Det var sikkert fordi, jeg skulle over til Victoria lige efter skole. Det var ikke fordi, hun vidste, at jeg kom, men det gjorde jeg.

Da jeg kom hen til hendes hus, tøvede jeg med at banke på, da jeg på en underlig måde blev en smule nervøs, og jeg vidste ikke hvorfor. Det var en underlig følelse, jeg havde. Jeg tog mig sammen og bankede på. Det tog lidt tid, før døren blev åbnet, men jeg var blot glad for, at det var Victoria, der åbnede, men hun så meget overrasket ud, da han opdagede mig.

”Må jeg komme ind?” jeg sendte hende et smil, og hun nikkede og åbnede døren mere, så jeg kunne komme ind. ”Tak,” sagde jeg og lukkede døren bag mig, da jeg kom ind. Vi gik begge ud i køkkenet, og hun var hurtigt til at tage sin dampende kop i hænderne – og hvis jeg kendte hende ret, så var det kakao, hun drak.

”Jeg kom egentlig bare for at aflevere din historiebog, den glemte du i farten,” sagde jeg og tog min taske af, som jeg satte på en af stolene, så jeg kunne tage den op af tasken. Jeg lagde den på bordet og skubbede den over mod hende, og jeg fik et smil som tak.

”Du skal ikke tage dig af det, de siger. Vi to ved, hvad vi har gjort og, at du faktisk har lavet mere end mig,” jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle få hende i bedre humør. Det plejede aldrig at være hende, der var i dårligt humør, hun havde altid været denne her glade pige.

”Vi skal nok finde ud af det samme, okay?” hun nikkede og sendte mig endnu et smil. Jeg tog min taske på ryggen igen. ”Nå, men vi ses i morgen,” hun sendte mig nikkende et smil, hvorefter hun løftede hånden til et vink. Jeg vinkede akavet tilbage og gik så ud af døren og skyndte mig ind ovre hos mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...