En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18561Visninger
AA

15. Onsdag d. 13 december 2017

 

Onsdag d. 13 december 2017

Nialls synsvinkel:

Kl. 11.00

Vi stod nu alle sammen i salen og ventede på, at noget skulle ske. Vi skulle have samling, men der skete faktisk ikke rigtig noget, så alle folk larmede, fordi de snakkede og grinede med hinanden. Jeg sad sammen med nogle af fyrene fra klassen, og de snakkede lidt med hinanden, mens jeg sad og spekulerede på, hvor Victoria egentlig var blevet af.

Jeg havde ikke set hende den sidste halve time, og det samme med de andre piger fra klassen. Jeg kiggede rundt og opdagede, at ingen af pigerne var her. Hvad lavede de?

Jeg håbede virkelig ikke, at de have gjort noget ved Victoria. Jeg var næsten sikker på, at de ikke kunne finde på det – det var kun sådan noget man så i film, det ville aldrig ske i virkeligheden. Pigerne i klassen havde altid været søde mod alle, selv Victoria, selvom hun ikke sagde noget til dem.

Hun havde ikke gjort dem noget, og de havde ikke gjort hende noget.

Pludselig blev lyset slukket og der blev efterhånden stille rundt omkring, men helt stille blev der aldrig, for der kom en stille og smuk sang. Der gik ikke lang tid, før vi kunne se piger komme gående alle sammen i hvide kjoler og med lys i hånden – det var først der, det gik op for mig. Det var jo Luciadag.

Jeg vidste ikke, hvem der var Luciabrud, men da pigerne kom gående ned forbi os og rundt i lokalet, opdagede jeg Victoria. Hun gik som en af de bagerste, og da hun kom tættere på, kunne jeg se, at hun bevægede hendes mund.

Da hun kom tættere på mig, kunne jeg se, hvor utilpas hun var ved at gå der sammen med alle de andre piger, men det var en tradition, at det var pigerne på andet år, der gik Luciaoptog.

Hun gik i samme takt som alle de andre, men hun kiggede ned på stearinlyset, hun havde i hænderne. Som om hun var bange for det, men det vidste jeg, at hun ikke var. Hun havde ikke noget i mod levende lys. Jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke ville gå sammen med pigerne og trække al opmærksomheden.

Det lå ikke kun på Victoria, men på alle pigerne. Det var bare en smule grænseoverskridende for hende, det var let for mig at se, men det kunne de andre ikke se.

Hun var flot at se på, som hun gik der og lod som om, det hele var okay. Den hvide kjole stod i pæn kontrast med hendes flotte brune hår. Hendes lette røde læber passede perfekt til hendes lyse hud og hun var smuk. Det var lige før, hun overstrålede de andre.

Da de nåede op foran os alle sammen igen og blev færdig med at synge, klappede vi af dem, for de havde gjort det rigtig godt. Man skulle tro, at alle pigerne kunne synge, for det lød så flot. Pigerne smilede, mens Victoria havde stillet sig lidt i baggrunden og smilede ikke, hun var bare glad for, at det var overstået.

Rektor kom frem og begyndte at snakke, men jeg lyttede slet ikke efter. Jeg glædede mig til, at vi kunne komme væk fra salen, jeg ville gerne hen til Victoria og fortælle, at hun gjorde det godt, men jeg var også bange for, at det ville være underligt efter det kys i mandags.

Mens alle fandt frem til deres egne klasser, gik jeg og tænkte lidt på den ”opgave”. Jeg havde flere gange i løbet af måneden overvejet at droppe det hele, fordi hun var så svær, men så kom jeg også til at tænke på det, rektor havde lovet mig. En udtagelse ville heller ikke se dårlig ud, når jeg skulle søge videre, så det hjalp en del, at jeg havde det i baghånden. Hvis jeg droppede det, ville den også ryge. 

Det burde ikke betyde noget, den udtagelse og belønningen, for jeg ville jo gerne hjælpe. Jeg kunne godt lide hende, men det var også ved at være svært, fordi det snart var jul.

Det var den trettende, hvilket betød at snart halvdelen af måneden var gået, og det gjorde det hele svære. Vi gik til juleferie den 21., så der var ikke mange dage tilbage, det var allerede på næste torsdag.

Men det var også som om, jeg ikke kunne stoppe med at hjælpe. Hun skulle nok komme til at snakke til andre igen på et tidspunkt, men jeg var bange for, at det i hvert fald ikke blev på denne side af nytår. Og hvis jeg ikke fik hende til det, så ville hun blive smidt ud. Jeg kunne ikke forestille mig at gå i en klassen, hvor hun ikke var.

 

Kl. 15.52

 

Vi havde fået fri og jeg var gået ned i byen, for jeg havde besluttet mig for at købe Victoria en gave. Ikke fordi hun gjorde det godt til Lucia, men fordi hun havde fødselsdag på fredag. Det ville ikke undre mig, hvis hun havde inviteret hendes familie over, men jeg ville bare gerne give hende en gave.

Jeg ville bare gå over med den til hende og ønske hende tillykke, hvorefter jeg så ville gå igen.

Jeg var ikke engang gået hjem med min taske, jeg var taget direkte ned i byen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville give hende endnu, hvilket var derfor, jeg tog i byen i dag, så havde jeg også i morgen.

Jeg kom ned i byen og gik forbi boghandlen og tænkte på, at jeg kunne give hende en bog, for jeg vidste, at hun også godt kunne lide at læse, ligesom jeg selv kunne. Jeg rystede på hovedet og gik videre. Jeg kom til smykkebutikken og kiggede på de forskellige smykker, men kunne ikke rigtig finde noget, som sagde, at det lige var Victoria. Det skulle helst være noget, hun blev glad for.

Jeg gik lidt rundt og kiggede, men syntes ikke jeg kunne finde noget, så jeg gik tilbage til boghandlen. Jeg kunne prøve at gå ind og kigge på de forskellige bøger, der var. Hun havde en meget bred smag, når det gjaldt at læse bøger, så jeg kunne vælge lige hvilket genre, det skulle være.

Jeg gik hen til klassikerne, og mine øjne fandt hurtigt bogen, som jeg huskede, hun havde læst flere gange. Hun havde ikke selv bogen, men havde efterhånden lånt den på biblioteket flere hundrede gange. Hver gang hun lånte den, nåede hun at læse i den i hvert faldt to gange. Jeg vidste ikke, hvad der var så godt ved bogen, men jeg måtte næsten give hende den, når nu hun elskede kærlighedshistorien, og den måde den udfoldede sig på.  

Jeg fik hurtigt købt bogen og kunne næsten ikke vente med at give den til hende på fredag. Da jeg kom ud i gågaden igen og smilte lidt for mig selv, kom jeg til at tænke på, at jeg måske skulle give en personlig gave. Bogen var ikke særlig personlig, selvom jeg vidste hvor meget, hun holdte af den.

Jeg gik forbi de forskellige butikker endnu engang, men fandt selv foran smykke forretningen igen. Jeg vidste ikke, hvad det skulle være, indtil jeg tænkte tilbage til sidste sommer.

 

”Prøv at se Niall!” udbrød Victoria og tog fat i min arm og trak mig hen til vinduet. Vi var nede i Spanien på ferie, og vi hyggede os rigtig meget. Vi var ikke alene afsted, vi var med min moster og hendes nyeste mand. Det var hendes tredje mand, som havde inviteret med på ferie, da de havde en lejlighed hernede.

Jeg kom hen og så en masse smykker, men hun pegede på nogle bestemte vedhæng. Det var nogle vedhæng, som lignede puslespilsbrikker. Jeg måtte give hende ret i, at de var flotte, for de var helt enkle i sølv.

”Vi burde have sådan nogle halskæder. Så skulle der være et V i din og N i min, så vil vi være venner for altid,” hun grinede og lagde sit hoved på min skulder. ”Den er ikke særlig stor, men de er så flotte. De er hverken for tøsede eller noget, så du kunne godt gå rundt med en også. Du kan bare få en længere kæde, så folk ikke ligger så meget mærke til den, som man vil med mig,” hun snakkede og snakkede, som om det var det, hun havde bestemt sig for, men jeg elskede at lytte til hendes stemme.

”Skal I have halskæderne?” spurgte Jimmy, som var min mosters mand. Han havde sagt, at vi ikke skulle betale en øre, for han ville gerne forære os det, men jeg var stadig meget usikker på det. Det var som om, han prøvede at købe os med ting.

”Vi stod bare og snakkede om den,” sagde jeg og sendte ham et smil.

”De er flotte, hvis jeg skulle have en, så skulle der stå N inde i den, og V i Nialls,” fortalte Victoria, mens hendes øjne lyste op i den blændende sol.

”Nåh, som venskabskæder,” sagde min moster og nikkede med hovedet.

”Præcis,”

”Jeg kan spørge, om de kan gravere bogstaver ind i dem,” både mig og Victoria sendte ham et smil og afslog. Han behøvede ikke at give os mere. Han havde betalt for flybilletter, han betalte for mad og han havde givet Victoria og jeg en masse nyt tøj og små souvenirs.

”Det behøver du skam ikke, vi snakkede bare om det,” sagde Victoria hurtigt og sendte ham et taknemmeligt smil.

 

Og som jeg stod og tænkte tilbage på det minde, blev der lagt en hånd på min skulder, og gav mig et chok.

”Hej min skat, hvad laver du dog her?” jeg vendte mig om, og så min moster stå der med indkøbsposer i den ene hånd. Det var pudsigt.

”Står bare og kigger lidt. Leder efter en fødselsdagsgave til Victoria,” sagde jeg og gav hende et kram, hvorefter vi begge kiggede i vinduet.

”Du kan da give hende sådan en halskæde med det N i, som hun engang ønskede sig,” sagde hun.

”Men du ved også godt, at vi ikke snakker,”

”Jeg har altså snakket med din mor, vi er ret tætte, at du ved det,” sagde hun og puffede til mig, hvilket fik mig til at ryste grinende på hovedet. ”I er ved at blive venner igen,” jeg rødmede da hun sagde det, men jeg håbede ikke, at hun lagde mærke til det. Jeg kunne altid give den kolde luft skylden.

”Tja, altså,” jeg stoppede mig selv, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle hende og hvad jeg ikke skulle fortælle hende, så det var nemmere blot at holde helt mund.

”Du ved,” startede hun. ”Jimmy købte faktisk de to halskæder nede i Spanien sidste sommer, men han kunne bare ikke finde den rigtige anledning til at give jer dem, og så fortalte din mor, at I ikke var venner mere, men han ville ikke smide dem ud, for han kunne se noget helt specielt mellem jer og var sikker på, at I nok skulle blive venner igen. Vil du have dem?” jeg nikkede ivrigt.

”Ja, det vil jeg i hvert fald gerne,” jeg kunne ikke holde min glæde tilbage.

”Så hvis du bare kommer forbi i morgen efter aftensmaden, så har jeg fundet dem til dig,” jeg sendte hende et smil. ”Jeg må hellere se at komme hjem, vi får nemlig gæster til aften,” vi fik sagt farvel og hun skyndte sig af sted. Jeg måtte også hellere selv komme hjem igen, for det var ved at blive rigtig koldt.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade vær med at smile. Jeg havde fundet den perfekte gave til Victoria, og jeg kunne pludselig ikke vente til fredag. Jeg ville skrive et kort til hende, men det blev nok nærmere et brev. Lige nu, vidste jeg stadig ikke, hvad der ville komme til at stå i det, men et eller andet med, at hun stadig var min bedste veninde. 

______________________________________

Undskyld for det kedelige kapitel

Jeg håber, I stadig følger med, selvom jeg er bagud. I morgen (søndag) skal jeg lave en gave til min niece, men når den så er færdig, skriver jeg igen på historien. Jeg har ikke fået skrevet så meget i dag, som jeg håbede, men jeg håber, det kommer i løbet af de næste par dage. Jeg skal i hvert fald være færdig med den d. 24 - I hope 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...