En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18365Visninger
AA

2. Mandag d. 27 november 2017

 

Mandag d. 27 november 2017

Nialls synsvinkel: 

kl. 11.15

Jeg havde fået en besked af vores matematiklærer, at jeg skulle op på kontoret og snakke med rektor. Jeg havde ingen idé, hvad der foregik. Der burde ikke være noget galt med mit fravær, for jeg havde ikke haft en eneste sygedag. Jeg gik meget op i skolen, og jeg dukkede op til hver time, endda gerne et kvarter inden timen startede, så det burde være noget slemt, men igen, det burde det ikke være. Jeg havde intet at frygte.

Da jeg gik op ad trappen til kontoret, kunne jeg godt mærke, hvordan mine ben rystede, hvilket de normalt ikke gjorde, når jeg skulle på kontoret. Jeg havde været der så mange gange før, så hvorfor skulle denne her gang være anderledes?

”Niall, du kan bare gå ind,” sagde sekretæren til mig, da jeg kom der op. Jeg ville ikke sige, at de kendte mig godt, men de vidste hvem jeg var. Jeg var den eneste person, som havde nul procent fravær sidste år, udover én enkel person. Victoria. Hun havde også nul procents fravær, hvilket ikke undrede mig, for jeg vidste, at hun gik op i skolen. Hun ville ikke gå glip af en enkel time, vi mindede lidt om hinanden på mange måder.

Jeg sendte sekretæren et smil, hvorefter jeg gik hen til døren, som stod åben. Der i stolen sad rektor, Mrs. Benson, og på en stol overfor hende sad en anden, jeg kunne kende som vores vejleder. Hvorfor skulle jeg snakke med både min vejleder og rektor? Det gav ingen mening.

”Niall, luk døren og sæt dig ned,” sagde mrs. Benson. Jeg lukkede døren bag mig, og satte mig på stolen. Jeg kiggede først hen på Mrs. Benson, så på Mr. Brown og tilbage på Mrs. Benson.

”Vi skal måske starte med at fortælle, at dette ikke omhandler dig personligt,” kom det fra Mr. Brown. Jeg så forvirret på ham, for det gav ikke mening, når det nu var mig, de havde kaldt efter.

”Nej, det handler om din veninde Victoria,” sagde Mrs. Benson. Da hun nævnte Victorias navn hoppede mit hjerte et slag over. Victoria og jeg var engang meget tætte, så tætte at folk troede vi var sammen, men vi var blot gode venner, hvilket vi efterhånden ikke var mere. Vi havde ikke snakket sammen længe, og når jeg sagde, vi ikke havde snakket længe, så mente jeg, at jeg ikke så meget havde hørt hendes stemme siden. Selvom vi gik i samme klasse, så havde jeg ikke hørt hendes stemme siden sidst.

”Hvad er der med hende?” spurgte jeg blot om i stedet for at sige, at vi som sådan ikke var venner mere.  

”Du har lagt mærke til, at hun intet siger i timerne,” jeg nikkede. ”Og det vil vi gerne have lavet om på. Hun kan ikke klare sig igennem resten af anden, hvis hun ikke begynder at snakke. Vi gav hende en chance hen over sommerferien, men vi kan se, at det ikke har ændret sig,”

”Og det er så her, du kommer ind i billedet,” sagde Mr. Brown. ”Vi har haft adskillige samtaler med hendes forældre, både med og uden Victoria, og de er gået med, at Victoria ikke havde sagt et eneste ord, men da vi var færdige og de var gået væk fra alle, kunne vi se, at hun sagtens kan snakke til folk hun stoler på,”

”Hendes forældre fortalte, at I engang var meget tætte, og det tænkte vi, at du måske kunne rette op på,” jeg så forbløffet på Mrs. Benson. Jeg var meget overrasket over det her. Det var ikke det her, jeg regnede med, at jeg skulle snakke med dem om, da jeg gik herop.

”Dette ville hjælpe dig fremad,” sagde Mr. Brown.

”Hvordan?” spurgte jeg skeptisk. Det gav ikke meningen, det ville ikke kunne hjælpe mig på nogen måde, udover at jeg ville snyde Victoria til at snakke, og det kunne jeg ikke gøre. Jeg holdte stadig af hende, som en ven.

”Hvis det lykkedes får du en god ven,” Mrs. Benson smilte. ”Du vil få et anbefalet brev fra Mr. Brown og jeg, om hvordan du har hjulpet en anden elev på vej, og du vil få en mindre dusør,” hun kiggede kort på Mr. Brown, inden hun kiggede på mig igen. ”Vi har ikke fundet ud af, hvad et præcist skal være endnu, men det kommer,”

”Vi har dog et krav,” sagde Mr. Brown. ”Du har hele december, og hvis hun stadig ikke snakket efter nytår, så må vi desværre smide hende ud,” Mr. Brown lød ikke så glad, da de ord forlod hans mund. ”Hun får selvfølgelig en uge eller to til lige at begyndte at snakke, og finde sig bedre tilpas. Hun er jo rigtig god i alle hendes fag, så det vil være synd, hvis vi skulle smide hende ud, bare fordi hun ikke vil snakke i timerne,” jeg kunne godt se, hvad han mente, for hun var rigtig god.

Hun havde gået op i skolen, så længe jeg kunne huske, så selvfølgelig var hun god.

”Og hvad hvis hun slet ikke gider give mig en chance? Vi er slet ikke så tætte, som vi engang var, så det kan jo godt blive svært. Det var hende, der mente, at det var bedst, hvis vi slet ikke var venner mere,” og det var slet ikke meningen, at jeg skulle fortælle dem det.

”Tja, det kan jeg godt se, så bliver det en smule sværere,” mumlede Mr. Brown.

”Jeg har snakket med jeres lærer,” kom det fra Mrs. Benson. Både Mr. Brown og jeg kiggede på Mrs. Benson. ”Jeg har indviet dem i planen her, og vi blev enige om, at de ville sætte jer sammen i hver time. Så fra nu af og frem skal I arbejde to og to, og siden I bor på samme vej, bliver de ikke svært for jer at arbejde sammen efter skole,”

”I har virkelig tænkt over det her,” sagde jeg og lænede mig tilbage i stolen med armene over kors. Jeg vidste ikke helt om, jeg burde gøre det eller ej.

”Vi har haft det under overvejelser den sidste månedstid,” sagde Mrs. Benson og så på mig med de kølige øjne. Hun mente hvert et ord, hun sagde. Jeg kunne se, at de begge to kiggede på mig og ventede på et svar fra mig, men det var svært at beslutte sig.

Jeg ville gerne gøre alt, for at Victoria ikke blev smidt ud, men jeg kunne heller ikke gøre det, bare fordi de tilbyder mig en dusør og et anbefalet brev. Men Victoria havde cuttet kontakten mellem os, og så stoppede hun med at snakke. Var det min skyld, hun ikke snakkede med andre end hendes familie?


kl. 20.11

 

Jeg sad herhjemme i mit vindue, som vendte ud til vejen, så jeg kunne kigge direkte hen på Victorias hus. Vi boede lige overfor hinanden, og have gjort det i mange år. Victoria og hendes familie kom til vejen, da vi var 5-6 år, og vi blev hurtigt gode venner. Mine forældre havde opdaget, at de havde en pige på min alder, og eftersom jeg ikke havde mange venner på det tidspunkt, blev vores forældre enige om, at vi skulle være venner og det havde vi været lige siden. Indtil Victoria en dag sagde, at vi ikke burde være venner.

Jeg vidste ikke, hvad der gik af hende, og grinte bare lidt af hende. Nogen gange var hun sin helt egen, men da jeg ville snakke med hende eller sendt hende en sms, så ignorerede hun mig blankt, og det gjorde selvfølgelig ondt, for hun var min bedste ven.

Selv nu, hvor jeg sad og tænkte over det hele, kom jeg til at savne hende. Jeg savnede hendes stemme, hendes latter og allermest hende selv og personlighed. Hun var en skøn pige, som altid forstod mig. Vi havde det altid godt sammen, der var aldrig noget, der var for underligt, når vi var sammen. Hvis vi fik en god idé gjorde vi det, vi tænkte ikke rigtig over konsekvenserne det måske ville få bagefter, og det savnede jeg lidt. Victoria var blevet en stille og indelukket pige, efter den gang. Jeg vidste ikke, hvad der var gået galt.

Jeg havde også opdaget, at de veninder hun havde dengang, snakkede hun heller ikke med mere. Hun havde virkelig cuttet kontakten med de fleste af hendes venner, eller nok nærmere alle hendes venner, hvilket ikke var sundt. Det vidste jeg. Jeg havde heller ikke andre venner end Victoria, eller jeg snakkede da med folk oppe i skolen, men hang aldrig ud med dem eller noget. Det var kun Victoria, jeg var så tæt med.

Jeg rystede på hovedet og koncentrerede mig lidt. Jeg kiggede hen på Victorias hus igen og så, at Victoria var på vej hjem. Selvom det var mørkt udenfor, så kunne jeg stadig se, at det var Victoria, der gik ind i huset overfor. Victoria havde ikke nogen søskende, og var heller ikke specielt tæt forhold til hendes fætre og kusiner. Ikke så vidt jeg vidste. Jeg vidste dog ikke, hvor hun havde været, men et godt gæt, så havde hun besøgt hendes mormor og morfar. De havde nemlig en godt forhold.

Jeg kiggede på hende, mens hun gik ind, hvor hun sikkert gik ud i køkkenet, hvor hendes far sad og drak en kop kaffe. Jeg havde godt nok ikke været der henne længe, men jeg kendte Victoria godt nok til at vide, at nogle ting lavede man ikke bare om.

Når det snart var jul, sad hende og hendes far tit i køkkenet og drak en kop kaffe og en kop kakao, og snakkede om, hvor hun havde været, eller hvad hun havde lavet. Jeg huskede tydeligt, dengang jeg var gået med ind, så sad vi i køkkenet med hendes far længe, og inden vi fik set os om, så var klokken mange. Han var en hyggelig mand at snakke med. Det var hendes mor også, det var slet ikke det, men det var også bare hyggeligt, kun at sidde og snakke med Victoria og hendes far.

Det var også en af grundende til, at jeg havde accepteret det mrs. Benson foreslog. Jeg ville gerne hjælpe Victoria, hun var en god veninde, selvom hun slet ikke vil snakke med mig, eller nogen andre.

Jeg savnede at have en tæt veninde; jeg savnede en at fjolle med, en at hygge mig med, en af være sammen med i december måned. Sidste år var december måned rigtig kedelig og lang, og jeg var sikker på, at denne her december ville blive spændende og sjov, hvis jeg kunne få Victoria til at snakke med mig, hvilket jeg håbede.

Jeg kom til at tænke på, at selv dengang hun snakkede med andre, så var hun ikke specielt vild med at snakke med fremmed, men hvem var det? Alle var vel ikke trygge ved fremmede, men der var noget, som fik Victoria til at klappe i som en østers, når en fremmede kom hen til hende. Jeg smilte ved tanken om, at jeg altid reddede hende ud af situationerne.

Jeg ville gerne hjælpe hende, så hun ikke blev smidt ud af skolen, for jeg vidste, hvor meget hun kæmpede med at følge med i fagene. Hun lignede måske en, der kunne det hele, men hvis jeg kendte hende ret, så sad hun gerne oppe det meste af natten, for at få lavet lektierne og afleveringerne.

Jeg vidste, hun gik op i skolen, fordi hun ikke ville skuffe hendes forældre. Hun havde ikke nogen af leve op til, og hun havde heller ikke nogen, der så op til hende, men hendes forældre gik meget op i hendes skole og at hun fik en god uddannelse. Det var også en af grundene til, at jeg ville hjælpe hende. Hun havde faktisk ikke nogen, hun kunne få hjælp, og eftersom jeg havde min storebror, var det lettere for mig at få hjælp, hvis jeg havde brug for det.

Jeg ville gøre det til min mission at hjælpe Victoria med at snakke med andre igen. Om jeg så skulle bruge nat og dag på at være sammen med hende, gjorde jeg det. Jeg savnede hende og ville mere en gerne være hos hende.

Jeg skulle nok sørge for, at Victoria ikke blev smidt ud af skolen. Selvom det mrs. Benson tilbød lød lovende; et anbefalet brev fra hende, ville jeg enormt gerne have, for det ville se godt ud, når jeg skulle søge videre. 

___________

Så kom første kapitel! 

Jeg har arbejdet på denne her siden september, men er ikke nået så langt med den endnu, fordi jeg har haft nogle personlige problemer. - Der kommer ikke kapitler hver dag, men så tit, som jeg nu kan finde på noget at skrive, for det er noget nyt at skulle have en hel dag i et kapitel og ikke over flere kapitler. 

Jeg håber, I har lyst til at følge med. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...