En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18371Visninger
AA

27. Mandag d. 25 december 2017

 

Mandag d. 25 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 08.55

”Vicky! Bryan!” en genkendelig stemme lød, men jeg var for træt til at svare, så jeg tog dynen over hovedet og vendte mig om, for jeg havde ikke lyst til at stå op endnu. ”Hey!” stemmen var blevet højere.

”Så er det sgu op tøser!” min fars stemme var højere end den anden stemme. Jeg kom frem med hovedet igen og der stod min far, men jeg kunne se bag ham, at det var min moster, der stod i døren og kiggede på os.

”Nej,” mumlede Bryan og tog pludselig fat i dyne. Jeg holdte fast i min dyne, for jeg ville ikke dele den, når Bryan havde sin egen. Det gik pludselig op for mig, at det var jul. Det var julemorgen!

”BRYAN!” og jeg satte mig op med det samme. Jeg elskede jul og jeg glædede mig til at se de andre pakke mine gaver op, som jeg havde købt dem. ”Det er jul! Vi skal have gaver, vi skal give gaver, vi…-” han afbrød mig ved at give mit et hård klask på ryggen.

”Og jeg vil gerne sove en time mere,” mumlede han ned i puden. Jeg vendte mig mod ham og trak hans dyne væk fra hans overkrop, hvor jeg så slog ham et par gange.

”Op med dig,” sang jeg.

”Bryan op med dig,” lød det opgivende fra moster Ellen.

”Jeg skal nok sørge for, at han vågner,” sagde jeg og satte mig ovenpå ham.

”Victoria,” brokkede han sig, hvorefter min far og moster Ellen vendte sig om og gik nedenunder igen. Jeg vidste af gode grunde ikke, om mormor og morfar var kommet endnu, men det regnede jeg ikke med, for så havde de nok sagt det til os.

”Bryan kom nu,”

”Hvordan kan du være så frisk, vi har fået lige meget søvn,” sagde han og skubbede mig ned fra ham. ”Klokken blev næsten halv fire,”

”Du skal tænke på, at nogle nætter får jeg ikke lige så meget søvn, men her i december har jeg fået sovet mere end jeg gjorde i november,” fortalte jeg ham.

”Hvorfor skal vi op så tidligt? Kan vi ikke vente til klokken ti?” spurgte han, mens jeg hoppede ud af sengen og gik hen til mit spejl.

”Altså vi kan godt spise og pakke gaver op uden dig, det er ikke noget problem,” sagde jeg og redte mit hår igennem. Jeg kunne se i spejlet, at han fik sat sig op. Han sagde ikke noget, for han gabte og gned sig i øjnene. ”Nu tager jeg noget tøj og går ud på badeværelset og tager det på. Jeg regner med, at du så får tøj på, mens jeg er derude, ellers går jeg ned uden dig,” sagde jeg og fandt noget tøj i mit skab.

Tøjet bestod af en sort nederdel og en rød T-shirt, hvor der stod ’Merry Christmas’ på. Jeg fandt nogle sorte strømpebukser og noget rent undertøj og sendte Bryan et seriøst blik, inden jeg gik ud på badeværelset, hvor jeg tog det på.

Da jeg kom ind på værelset igen, stod han op og havde fået bukser på. Han stod og ledte efter en trøje i hans taske, og der gik ikke lang tid, før han fandt en.

”Nå, så du vil gerne med nedenunder?” grinede jeg og gik hen til mit klædeskab, hvor jeg fandt et par hyggesokker.

”Ja ja,” mumlede Bryan. Jeg fik sokker på, hvorefter jeg gik ud af værelset. ”Vic, jeg skal på wc, sig jeg kommer om lidt,” sagde han, da han gik bag mig. Jeg vendte mig om, og hørte så døren til badeværelset lukke og bagefter låses. Jeg trak på skuldrene og gik ned af trappen.

På vejen ned af trappen kunne jeg nemt dufte, at der var blevet stegt bacon og lavet pandekager. Jeg havde et smil på læben, hvorefter jeg gik ud i køkkenet, og så at der ikke var dækket op i køkkenet, men min moster stod ved komfuret og vendte pandekagerne.

”Sover Bryan endnu eller er han kommet op?” spurgte hun, da hun fik øje på mig.

”Han er oppe,” hun sendte mig et smil. ”Skal vi sidde inde i stuen?” spurgte jeg og så sikkert helt forkert ud i ansigtet.

”Ja, vi kan jo ikke sidde rundt og bordet der alle sammen, kan vi?” spurgte hun med et grin, hvorefter hun hældte mere dej op på panden. ”Så er jeg næsten færdig,” sagde hun, da det viste sig, at det var den sidste pandekage, hun var i gang med.

”Er mormor og morfar kommet endnu?” hun nikkede og nåede ikke at sige mere, før jeg havde fortalt hende, at jeg så ville gå ind og sige hej til dem.

 

Kl. 13.45

 

Vi havde fået morgenmad, vi havde fået åbnet gaver og nu sad vi alle sammen bare rundt omkring i hele stuen og snakkede med hinanden.

Bryan og jeg sad ikke og snakkede, som de andre gjorde. Bryan havde fået et eller andet spil, som jeg ikke kendte til, så det sad han og læste reglerne i og håbede på, at han selv forstod spillet, mens jeg selv sad med en bog, som jeg havde fået i julegave.

Jeg havde ikke ønsket mig bogen, men den lød spændende, så jeg sad og læste i den. Jeg fokuserede ikke på andet end bogen, men jeg kunne pludselig høre, at min far sagde noget om sne.

”Skulle vi alle sammen ikke gå ud i sneen og bygge en snemand eller sådan noget?” han kiggede rundt på os alle sammen. Jeg lukkede bogen i og kiggede rundt. ”Nu er sneen her, så vi skal da bruge den til noget,” han smilede over hele ansigtet, for han elskede sneen lige så højt som jeg gjorde.

”Jeg er klar!” jeg rakte min hånd højt op i vejret, og det fik dem alle sammen til at grine af mig. De kendte mig jo, så hvorfor overhovedet at spørge.

”Ikke mig,” mormor og morfar sagde nej tak. De ville hellere sidde indenfor og se os lave en snemand. Moster og mor takkede også nej, så de kunne sidde indenfor sammen med mormor og morfar. Jeg kiggede hen på Bryan, som var dybt optaget af sit spil. Derfor slog jeg ham på skulderen, og det fik ham til at kigge op på mig.

”Hvad?”

”Skal vi ikke lave en snemand?” sang jeg. Han rystede på hovedet af mig. ”Kom nu Bryan, lad os gå ud og lave en snemand. Min far går med, for de andre er kedelige,” jeg hviskede det sidste, så kun han kunne høre det, og det grinede han af.

”Jeg ved ikke, nu sidder jeg med det her,” begyndte han.

”Og hvad så, du kommer jo ind til det igen. Det kan være, sneen allerede er væk igen i morgen, og så nåede vi det ikke,” surmulede jeg og lagde mine arme over kors.

”Det er ikke væk i morgen Victoria,” kom det fra min far. Han kom gående ude fra entréen af og bar et par jakker.

”Og det der hjælper ikke Vic,” sagde han og pegede på mine korslagte arme. ”Lad vær med at spille sur, du kan ikke finde ud af at være sur,” og det fik min far til at grine.

”Jeg har hentet jeres jakker, kom Bryan,” han kastede jakken hen til ham, og det fik hans spil til at vælte på gulvet. ”Det var ikke meningen Bryan,” undskyldte min far og skyndte sig hen og hjalp ham med et finde de brikker der væltede på gulvet.

Far fik kastet min jakke hen til mig, så jeg tog den på. Jeg lynede den ikke op, for jeg skulle lige have halstørklæde på først, så det fandt jeg selvfølgelig ude i entréen. Mens jeg blev færdig klædt til at komme ud i sneen, var de blevet færdig med at samle spillet op, hvorefter de kom ud og fik sko på.

Mit smil var ikke til at fjerne, da de var klar, så vi kunne komme ud i sneen. Der var ikke meget sne, men nok til, at vi kunne bygge en snemand og sikkert også have en lille sneboldkamp bagefter. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...