En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18371Visninger
AA

5. Lørdag d. 2 december 2017

 

Lørdag d. 2 december 2017

Nialls synsvinkel:

Kl. 09.10

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke kunne sove længe på denne lørdag, som jeg normalt ville have gjort. Der var et eller andet over lørdagen, som fik mig til at rynke panden, mens jeg stod i køkkenet med en kop morgenkaffe i hænderne.

Der lød et grin inde fra stuen, hvorefter jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var vågen. Min lillesøster på syv år havde vækket mig for at fortælle, at mor var blevet kaldt på arbejde. Vores far lå sikkert stadig og sov, og jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke havde vækket ham eller Greg, indtil jeg smilte lidt for mig selv.

Greg havde været til fest i nat, så han ville slå hende ihjel, hvis hun vækkede ham. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad han gik og lavede til hverdag, men han havde råd til at tage ud og feste, og jeg forstod ikke, hvorfor han gjorde det. Jeg ville hellere selv være hjemme og læse og få ordnet mine lektier.

”Niall, kom og find mig!” råbte Anne inde fra stuen. Jeg sukkede lidt, hvorefter jeg tog en tår af min kaffe og gik ind i stuen, hvor Anne ville være gemt et sted.

”Jeg kan jo ikke finde dig,” sagde jeg og lænede mig op af dørkarmen. Jeg havde egentlig ikke prøvet, men jeg orkede det ikke lige nu.

”Du har jo slet ikke prøvet,” lød en stemme henne fra spisebordet. Jeg rullede med øjnene velvidende om, at hun ikke kunne se det, for ellers ville hun være rendt ovenpå og græde, og det ville jeg heller ikke have. Jeg satte min kaffekop på sofabordet, hvorefter jeg lod som om, jeg kiggede andre steder; under sofaen, bag gardinet, bag døren og til sidst kom jeg hen til spisebordet, hvor jeg fandt Anne på to af stolene. Hun havde lagt sig på maven, så vi ikke kunne finde hende.

”Fundet,” sagde jeg og kildede hende lidt. ”Lad os gå ud og få noget morgenmad, hvis du ellers er sulten,” jeg hjalp hende ud, mens hun sendte mig et stort smil.

”Du var godt nok langsom til at finde mig, det plejer du ikke,” hun tog mig i hånden, inden jeg hurtigt fik min kaffekop med mig, hvorefter vi gik tilbage til køkkenet.

”Jeg er også lige stået op Anne,” jeg tog endnu en tår af min kaffe og satte den på køkkenbordet. ”Hvad kunne du tænke dig?” spurgte jeg. Vi havde rundstykker og toastbrød, og vi havde også cornflakes og cocopops, så jeg skulle bare vide, hvad hun ville have.

”Rundstykker!” sagde hun højt og glad. Jeg fik fundet rundstykkerne og varmede to til os hver, plus to til vores far. Der ville nok ikke gå længe, før han stod op, og han ville alligevel ikke have rundstykkerne varme. Jeg fik fundet tallerkener, glas og tilbehør til vores mad og noget juice, som stod uåbnet i køleskabet.

Vores forældre havde altid haft en regel om, at vi kun måtte få juice eller kakao i weekenderne, altså lørdag og søndag morgen, for ellers ville vi få for meget sukker, men den regel gjaldt kun Anne. Mor kunne ikke sige noget til hverken Greg eller mig, for vi var teoretisk set voksne, men vi drak det alligevel mest i weekenden sammen med Anne.

 

Kl. 14.04

 

Jeg sad på køkkenbordet med en ny kop kaffe. Greg sov stadig og det kunne høres inde fra mit værelse af, for han snorkede virkelig højt, hvilket var grunden til, at jeg havde sat mig ned i køkkenet. Jeg kunne sagtens have tændt for mit fjernsyn eller for noget musik, som kunne overdøve Gregs snorken, men jeg orkede heller ikke at skændes med ham, når han blev vækket af mig.

Vi andre havde selvfølgelig også lov til at være her, men jeg ville hellere undgå at skændes med ham, når jeg vidste, hvordan det skulle gøres.

Anne og far sad og lavede lidt julepynt sammen. Der var blevet pyntet op natten til den første december, det var noget, mor altid havde gjort. Når Anne var lagt i seng, så gik hun i gang med at pyntet op og sagde til Anne, at det var julenissen, der var kommet i løbet af natten. Det havde hun også sagt til os, da vi var små. Det var en slags tradition, og det var en hyggelig en, for Anne gik stadig og snakkede lidt om, at julenissen havde været her, mens vi sov, og vi alle spillede blot med.

Jeg fjernede min opmærksomhed fra dem, hvorefter jeg kiggede ud af vinduet. Jeg så direkte hen på Victorias hus og kunne se, hvordan de hyggede sig inde i køkkenet. Jeg så, hvordan James rakte Victoria en lys, hvilket fik mig til at huske, hvad det var, de var i gang med.

Det var noget, de altid havde gjort den første lørdag i december. De lavede juledekorationer. Jeg havde også været med et par gange, det var derfor, jeg vidste, hvad det var, de var i gang med.

Jeg hoppede ned fra bordet, hvorefter jeg hældte lidt mere kaffe op i min kop, hvorefter jeg gik op ovenpå, og satte en juleplayliste til at spille, så jeg ikke kunne høre Greg snorke. Jeg gik hen til mit tøjskab, og åbnede skabslågen og oppe på øverste hylde, havde jeg en kasse stående, som jeg tog ned og åbnede, da jeg sad på gulvet.

Billeder af Victoria og mig blev fundet frem. Teaterbilletter, koncertbilletter og alle mulige småting, som vi enten havde samlet sammen, eller jeg havde fået af hende. Jeg vidste, det var dumt at gemme alle disse ting, men det var vel også okay, nu jeg faktisk gjorde en indsats på at blive venner med hende igen.

Jeg fandt billedet, jeg ledte efter. Et billede af Victoria, som havde lagt hovedet på min skulder, mens hun havde lukket øjne og grinede, så hun ikke havde mere luft tilbage i lungerne, mens jeg selv sad med et smil på læben. Bagpå stod der, hvornår det var taget.

Lørdag d. 5 december 2015

Jeg havde sat nogle grønne og røde julekugler, men der var åbenbart ikke så pænt, for ellers havde Victoria ikke grint så voldsomt.

 

”Lad vær med at grin sådan,” sagde jeg og prøvede at se på min juledekoration, og prøvede at se, hvad Victoria så, men hvad var det. Jeg kunne virkelig ikke se det. De grønne og røde julekugler sad pænt ved siden af hinanden, og gav en god kontrast.

”Søde Niall, det ligner en pik,” og så grinte hun igen. Da hun havde sagt det, kiggede jeg endnu engang på det, og kunne også se det. Jeg begyndte at grine, hvorefter jeg tog kuglerne op igen. Jeg ville ikke kunne bruge julekugler igen på samme måde.

”Victoria, du skal da ikke gøre grin af Nialls pik,” sagde James, og det fik mig til at se på ham med opspilede øjne. Det var ikke lige sådan nogle ord, jeg havde regnet med at høre, hverken fra James eller Hannah. Jeg vidste godt, at det kunne komme ud af munden på Victoria, for så godt kendte jeg hende trods alt.

”Men far se den lige,” hun pegede, men jeg havde fået dem taget ud og rystede på hovedet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til det, James havde sagt. Det var en smule pinligt og så alligevel ikke. Det pinlige var, dengang han opdagede, at vi sov i samme seng, når vi var sammen, og så begyndte han at snakke om beskyttelse og graviditet. Det var pinligt og akavet, især fordi jeg havde kendt ham i så mange år.

”Rolig Vicky,” sagde Hannah og lavede sin egen færdig.

”Vil du med over til min farmor og farfar med en juledekoration?” spurgte Victoria, da hun endelig havde fået sin latte og sit vejr under kontrol.

”Klart,” sagde jeg uden at tænke mig om. Jeg havde været hos hendes farmor og farfar masser af gange. Jeg kendte hendes familie rigtig godt, og hun kendte min. Vi havde jo efterhånden også været venner i elleve år.

 

Jeg ledte efter flere billeder fra december måned og fandt nogle stykker. Der var nogle billeder af os, hvor vi havde mel over det hele, mens vi stod i vores køkken.

Begge vores forældre elskede at tage billeder af os. De havde tit sagt, at så kunne vi engang vise dem til vores børn, så de kunne se, hvad for et forhold vi havde, og jeg forstod dem ikke. De kunne jo ikke sige, at vi ville finde sammen, for det ville ikke komme til at ske, ikke efter Victoria var så kold og ligeglad med alt det, vi engang havde.

Jeg skyndte mig at ligge billederne ned i kassen igen, inden jeg ville komme helt væk fra virkeligheden. Jeg kunne sagtens sidde og kigge på alle de billeder og blot tænke tilbage på hvert eneste minde, men det kunne jeg heller ikke bruge min dag på. Det var lørdag, og jeg havde sikkert nogle lektier, jeg skulle have lavet til på mandag.

Hurtigt kom kassen ind i skabet igen, og der måtte den forblive lidt endnu. Inden Victoria droppede kontakten til mig, havde jeg nogle af billederne hængt op, så mit værelse ikke så helt så kedelig ud, som det gjorde nu.

Jeg tog min kop kaffe, som jeg havde stillet fra mig på mit skrivebord, inden jeg tog min kasse fra skabet. Jeg fik taget de sidste par skridt hen til mit vindue, hvor jeg satte mig op. Når jeg sad her, kunne jeg se direkte ind i Victorias værelse, men hun var ikke derinde. Hun sad sikkert stadig i køkkenet og lavede en juledekoration til hendes farmor og farfar.

Jeg kendte Victoria godt nok til at vide, at man ikke bare kunne lave en tradition om. Hun kunne ikke fungere, hvis der var noget, der blev lavet om, ligesom i går morges. Der lignede hun virkelig ikke en, der var i julestemning, som hun ville være den første december. Hvis hun nu havde snakket med nogle, så ville hele gymnasiet vide, at hun var i julestemning, for hun ville have gået rundt og sunget julesange.

Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor hun så så ked ud af det, men det var igen, fordi hun ikke ville sige et eneste ord. Og hvordan hun gjorde det, det begreb jeg. Jeg ville gerne vide, hvordan hun kunne lade vær med at sige noget, så længe af gangen. Da vi var venner, snakkede hun hele tiden. Hun holdte næsten aldrig kæft, og det var det, der gjorde, at jeg savnede hende stemme.

Der gik ikke længe, før jeg så hende gå ud af hendes hoveddør. Hun havde handsker, halstørklæde og hue på, præcis som jeg huskede hende. Handskerne var røde og havde små juletræer på, det var nogle hun havde fået af mig på hendes fødselsdag, fordi hun gerne ville have nogle, hun kun kunne bruge i december, så det gav jeg hende, sammen med huen, som også var rød med små grønne juletræer.

Hendes halstørklæde var gråt, og det passede godt sammen med hendes bambibrune øjne. Jeg havde det som om, det var længe siden, jeg havde kigget ind i dem sidst. Jeg havde set ind i dem i går.

Som hun gik der, vidste hun slet ikke, at jeg faktisk holdte lidt øje med hende. Det var ikke fordi, jeg stalkede hende, jeg kendte hende bare godt. Hun gik med sin juledekoration i hånden, så alle kunne se den, mens hun gik over til hendes farmor og farfar.

Jeg smilte lidt for mig selv, da jeg kom til at tænke på hendes farmor og farfar. De havde altid været så gæstfrie. De var altid glade, når Victoria kom på besøg, og de elskede, når hun havde taget nogle med – det var mest mig, hun havde med. Godt nok havde hun andre veninder, men det var lidt som om, at Victoria ikke lukkede dem så meget ind i hendes liv, som jeg var, men det havde jeg heller ikke noget i mod. Jeg kunne godt lide at have Victoria for mig selv.

Da jeg ikke længere kunne se Victoria, tog jeg mig selv i at sukke, hvorefter jeg drak resten af min kaffe. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg pludselig var begyndt sådan at kigge efter hende. Det var ikke noget, jeg havde gjort lige siden, hun droppede mig. Det var faktisk kun her for nyligt, jeg gjorde det. Var det fordi, det snart var jul? Jeg trak på skuldrene og gik hen til mit skrivebord og begyndte at læse op på noget historie. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...