En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18380Visninger
AA

18. Lørdag d. 16 december 2017

 

Lørdag d. 16 december 2017

Nialls synsvinkel

Kl. 12.48

Niall: Hey Vic. Har du lyst til at komme over og lave resten af vores engelske stil færdig sammen med mig? Jeg kan ikke gøre det alene

Jeg lagde min mobil fra mig på min seng, hvorefter jeg vendte mig til min computer. Jeg lå på maven i min seng med stilen foran mig, for jeg ville gerne være færdig med stilen.

Jeg var meget overrasket over, at Victoria havde sagt tak i går, da hun fik gaven. Jeg vidste dog ikke, om hun kun sagde det, fordi det var ren høflighed, når man fik noget, eller om hun faktisk mente det. Hendes øjne og smil sagde egentlig det hele, da jeg gav hende halskæden og viste hende, at jeg havde min på.

Jeg var dog ikke overrasket over at se Bryan. Jeg vidste, hvor tætte de var, men det gjorde da ondt, da jeg så hende grine, men da hun så mig med det samme, stoppede hun. Jeg kunne næsten gætte mig til, at det var Bryan, der havde fået hende til at grine, det var han rigtig god til.

Heldigvis vidste jeg, at der ikke kunne blive noget mellem dem, eftersom de var i familie sammen. Hvis de ikke havde være det, så ville jeg have været jaloux. Mere end jeg var nu. For selvfølgelig var jeg jaloux over, at hun ville snakke med ham, når hun ikke ville snakke med mig.

Victoria: Hvornår?

Jeg kunne ikke vær med at smile over hele hovedet, da jeg så Victorias besked. Jeg samlede hurtigt mobilen op og fik svaret hende.

Niall: Når du kan

Victoria: Om tyve minutters tid? Jeg har lige været i bad

Niall: Helt i orden

Jeg kiggede hurtigt rundt i værelset, men det trængte ikke til at blive ryddet op. Det var pænt nok i forvejen. Der lå ikke tøj rundt omkring, mine bøger stod pænt, som de altid gjorde og jeg har heldigt nok støvsuget i sidste uge.

Jeg kiggede hen på mit skrivebord og så, at der stod nogle gamle kaffekopper, som jeg hellere måtte komme ned med. Normalt havde jeg aldrig så mange kopper stående, så jeg vidste faktisk ikke, hvor mange dage de havde stået heroppe.

Jeg fik mig rejst op og gik hen og tog dem, hvorefter jeg gik nedenunder, hvor min familie sad. Min far sad inde i stuen sammen med Anne, og de sad og så Frozen, en film Anne havde set hundrede gange, hvis ikke mere.

Ude i køkkenet sad mor med sin computer, og jeg kunne se, at hun sad med noget arbejde. Hun var journalistfotograf, så det var hende, der tog alle billederne til de forskellige artikler, og det var nok dem, hun sad og prøvede at få styr på.

”Det var da på tide, du kom med de kopper,” sagde min mor, da hun kiggede op. ”Der er snart ikke flere i skabet,” jeg skyldte hurtigt dem alle sammen, inden jeg puttede dem i opvaskeren. ”Hvorfor ser du sådan ud i ansigtet?” spurgte hun, da jeg vendte mig om.

”Hvordan?” spurgte jeg og rynkede panden. Hvordan så jeg ud i ansigtet? Jeg burde se normal ud.

”Der er sket et eller andet, jeg kan se det på dig Niall,” hun bed i enden af hendes kuglepen. ”Er der noget med Victoria?” det var som om, hun kunne se lige igennem mig, og jeg vidste ikke, hvordan hun gjorde det.

”Hun kommer over om en halv times tid, så vi kan lave vores stil færdig,” fortalte jeg, hvilket bare fik min mor til at smile stort.

”Nå da,” hun lagde kuglepennen, hvorefter hun skrev noget ned på computeren og lukkede den så sammen. ”Og du kom herned for at spørge, om vi måske kunne forsvinde nogle timer, så I kunne være sammen, fordi hun ikke rigtig snakker med nogen?” jeg nikkede.

”Måske ikke ligefrem bede jer om at forsvinde…” hun holdte en hånd op som tegn på, at jeg skulle stoppe med at snakke, så jeg stoppede.

”Skat, vi kan godt tage over til farmor, hvis det er. Hun har alligevel spurgt, om vi ikke kom til kaffe i dag, jeg siger bare, at du havde nogle lektier, du skulle have færdigt,” hun kom hen og gav mig et kram.

”Tak mor,” sagde jeg og trak mig ud af krammet igen. ”Jeg går ovenpå igen,” hun nikkede og gik ind til far og Anne. Hun vidste ikke, om hun sagde noget med, at Victoria kom om lidt, for jeg var hoppet op af trapperne og ind på værelset, hvor jeg så, at der faktisk lå en bunke tøj for enden af min seng. Hvorfor opdagede jeg ikke den bunke før?

Jeg følte ikke, der gik længe, før der blev banket på min dør. Jeg fik sagt kom ind, men blev siddende på min seng med computeren på skødet. Døren blev åbnet alt for forsigtigt til, at det kunne have været Greg. Han ville alligevel ikke have banket på. Det var Victoria.

”Hej,” sagde jeg og sendte hende et smil. ”Jeg har fundet det frem, vi skrev sidst,” hun nikkede og kom tættere på med hendes egne ting. Mine øjne blev på hende, og hun åbnede munden, som om hun skulle til at sige noget, men lukkede den hurtigt igen, da hun så, hvordan jeg så på hende, så jeg fjernede mit blik og kiggede ned i computeren igen.

”Jeg skulle sige, at dine forældre og Anne er kørt,” jeg kiggede på Victoria igen, så helt hvor lettet hun så ud. ”De skulle ud til din farmor,”

”Ja, de var inviteret på kaffe derude,” hun nikkede og sendte mig et smil. Jeg var meget glad for, at hun faktisk sagde noget. Jeg var dog en smule bange for, at det kun var lige nu, og hun måske slet ikke ville sige noget til mig igen i morgen, men kun lige nu fordi det ville være meget nemmere.

”Hvad tænker du på?” spurgte hun forsigtigt om. Hun lød som en, der ikke vidste, om hun skulle spørge eller hvad hun skulle spørge om. ”Engang kunne jeg se på dig, hvad du tænkte, men det kan jeg ikke rigtig mere, og det er kun min skyld,”

”Du skal ikke sige det på den måde,” sagde jeg. Jeg ville egentlig ikke fortælle hende, hvad jeg tænkte. ”Lad os blive færdig med stilen,”

 

Kl. 15.02

 

Efter to timers intenst arbejde med vores engelske stil var vi endelig færdig. Victoria havde styret det meste, som hun var så van til. Hun havde selvfølgelig ikke lavet det hele selv, men hun havde taget min computer, og bare skrevet, hvad der faldt hende ind. Vi fik snakket om bogen og hun fik det skrevet.

Vi sad lige nu nedenunder, fordi jeg var blevet sulten, så vi besluttede os for at sidde nede i køkkenet og lave resten. Computerne var lukket i, bøgerne var lukket i og vores noter lå pænt i hver vores bunke.

Victoria havde faktisk snakket til mig, som om der slet ikke var gået det år, hvor hun ikke snakkede til mig. Jeg hyggede mig med at grine med hende og af hende, for nogle gange kunne hun snakke så meget, at hun helt glemte at trække vejret, eller bare tænke højt. Det var rart at være sammen med hende igen, det var næsten som i gamle dage. Jeg elskede det.

Jeg havde dog overvejet at gå hen under misteltenen, men jeg syntes heller ikke, at det skulle se mistænksomt ud, hvis jeg bare gik ned under den og kaldte på hende. Hun skulle ikke vide lige med det samme, at jeg kunne lide hende mere end en ven.

Jeg ville så gerne mærke hendes læber mod mine. Hendes læber var så bløde, og det var som om, at jeg manglede hende, men hende læber passede perfekt mod mine.

Jeg rystede mine tanker ud af hovedet og kiggede hen på Victoria, som faktisk sad og kiggede op på misteltenen.

”Siden hvornår har I hængt en mistelten op i loftet?” spurgte hun med et grin. Den måde hun spurgte på, var som om, hun aldrig nogen siden havde stået under den, men det kunne også være, hun havde skudt det ud af hovedet, fordi hun helst ikke ville huske det. Det gjorde mig trist til mode.

”Siden sidste år,” sagde jeg, og så hvordan den bemærkning gjorde hende ked af det. ”Men hey, lad os ikke snakke om det,” sagde jeg og rejste mig op. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gang i.

”Hvad skal du?” spurgte hun, men jeg ignorerede hende.

”Kom med,” og uden andre ord fulgte hun faktisk med mig, og jeg stillede mig under misteltenen, som det var først bagefter hun opdagede det.

”Hvad har du gang i?” grinede hun.

”Man skal kysse den der står under misteltenen Vic,” jeg så på hende med et lumsk smil. ”Jeg ved, du gerne vil,” jeg lavede trutmund og nogle kysselyde, som fik hende til at grine, men kom alligevel tættere.

Da hun stod lige overfor mig med meget lidt mellemrum mellem os, var det som om, jeg ikke kunne få vejret. Det har var så spontant, men alligevel så planlagt.

Uden jeg egentlig var klar på det, pressede Victoria sine læber mod mine, så jeg mistede pusten. Da jeg kom ovenpå igen, kyssede jeg tilbage og lod mig nyde kysset. Kysset udviklede Victoria, og jeg var kun med på det. Jeg kunne ikke andet. Jeg havde drømt om det her siden i mandags, hvor vi kyssede for første gang.

Mens vi stod der og nød hinanden, mens vores tunger legede med hinanden og vores kroppe var presset mod hinanden, blev mine hjerteslag blot hurtigere og hurtigere. Min krop gik helt amok, og jeg var næsten bange for, at Victoria næsten kunne føle det.

”Hvor er jeg glad for, at jeg ikke har mere i maven, så havde jeg i den grad kastet op igen,” kom det henne fra døren. Vi stoppede og trak os fra hinanden. Vi kiggede derhen og så Greg stå der. Han var lige stået op, man kunne nemt se på ham, at han havde tømmermænd efter natten lange bytur. Det var pinligt. 

_________________________________________________

Ih, nu kyssede de igen igen - og Victoria fik snakket i dag. Er vi ikke glade?! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...