En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18373Visninger
AA

24. Fredag d. 22 december 2017

 

Fredag d. 22 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 11.14

Jeg vidste, at brevet, min mor havde givet mig i går, lå henne på mit skrivebord. Jeg kunne høre, at det var Niall, der kom og afleverede brevet, men han havde ret i det, han sagde. Hvis det havde været mig, der havde åbnet døren, så havde jeg smækket den i med det samme, og nu var jeg i tvivl. Skulle jeg læse brevet eller ej?

Jeg havde faktisk sovet overraskende godt i nat, selvom jeg vidste, at brevet kun lå og ventede på at blive læst. Jeg var bange for at se, hvad der stod i det, for det kunne være hvad som helst. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle regne med. Hvad håbede jeg egentlig på?

Det hele var så underligt, især efter det Bryan havde fortalt mig i forgårs. Det gav ikke nogen mening, eller jo det gjorde det egentlig, men han havde ikke ret. Niall var jo ikke forelsket i mig, man kunne forelske sig i en som mig, en der ikke havde sagt noget som helst til andre end sin familie i et helt år.

Jeg rejste mig op fra min seng og gik hen til mit skrivebord og tog brevet. Det var foldet et par gange, så jeg kunne nemt se, at det var håndskrevet. Inden jeg gjorde noget, kiggede jeg over på Nialls vindue og så, at han ikke var i vinduet, som jeg lidt havde håbet på. Hvorfor håbede jeg på det?

Jeg gik hen til min seng igen og satte mig under dynen.

Normalt ville jeg have været ude af mit værelse på dette tidspunkt, men jeg var alene hjemme, så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle gå nedenunder. Mine forældre var på arbejde, for de havde ikke fået ferie endnu, men det gjorde de heldigvis i dag. De havde fri på samme tidspunkt i dag, så de skulle mødes og handle det sidste ind, inden de kom hjem til mig. Det var i hvert fald det, de aftalte i går aftes, men jeg vidste ikke, om de havde aftalt noget andet efterfølgende.

Jeg tog mig sammen og foldede papiret ud og så Nialls håndskrift. Han var en af de få fyre, som havde en pæn håndskrift. Han havde en pænere håndskrift end min far og Bryan tilsammen. Han havde altid gået op i at alle kunne læse, hvad han skrev, så allerede da vi var små skrev han pænere end mig, og det gjorde han stadig. Det kunne jeg nemt se.

Jeg læste brevet igen og igen. Jeg læste ordene langsommere og langsommere for hver gang, jeg læste det. Jeg forstod efterhånden, hvad det var, han havde gjort. Han ville ikke miste mig. Men hvorfor var det så først nu, han prøvede så ihærdigt, og ikke tidligere på året?

Det gik stille og roligt op for mig, da jeg læste det igen. Han ville bare gerne være min ven.

Jeg gjorde det, for så havde jeg en undskyldning for at være sammen med dig i timerne og efter skole. Jeg er egentlig ret ligeglad med den belønning, det eneste jeg går op i, er dit venskab.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulle læse det så mange gang for at fatte det. Det var som om, at det slet ikke var rigtigt, for jeg var virkelig sur på Niall, men jeg kunne heller ikke være sur på ham. Jeg kunne ikke være sur på nogle i julen, for jeg elskede jul. Jeg vidste inderst inde, at jeg elskede ham, så det var svært at lukke ham ude, sådan som jeg havde gjort det sidste år.

Jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne holde det ud igen. Han var lige kommet ind i mit liv igen, så det var svært at skubbe ham væk endnu engang. Det var næsten sværere denne her gang, og jeg vidste ikke hvorfor.

Jeg tænkte tilbage på december måned og prøvede på at finde ud af, hvad der var sket mellem Niall og jeg, som jeg ikke kunne undvære, men det eneste jeg kunne komme i tanke om, var kyssende.

Vi kyssede sidste mandag og igen om lørdagen, og det ville jeg egentlig ikke bytte væk med noget, hvis jeg skulle være helt ærlig. Jeg havde ikke opdaget, at jeg var gået under misteltenen, men det havde Niall og han var kommet hen og kyssede mig. Jeg løb da så også hjem, da jeg opdagede, at jeg lagde nogle af mine følelser i.

Om lørdagen da jeg begyndte at snakke med Niall, som om det sidste år slet ikke havde været her, der var han gået under misteltenen helt bevidst, så det var mig det kyssede ham. Var Niall virkelig forelsket i mig? Bryans sætningen gav genlyd i hovedet på mig.

”Han er for fanden da forelsket i dag, din idiot!”

Var jeg virkelig sådan en idiot, at jeg ikke kunne se det? Jeg havde jo selv prøvet på at glemme mine følelser, men det blev kun sværere her i løbet af december, men hvordan vidste Bryan besked om Niall? Var det så åbenlyst? Jeg vidste snart ikke, hvad jeg skulle tro.

 

Kl. 13.01

 

Jeg vidste efterhånden ikke hvor længe, jeg havde sat i min seng, men det var ved at være længe. Jeg valgte, at jeg ville tage noget tøj på, eller i det mindste nogle natbukser, som man godt kunne være bekendt at vise dig i, og en T-shirt. Jeg redte mit hår inden, jeg forlod mit værelse med brevet i hånden, og uden jeg tænkte mig om, så havde jeg taget sko og en sweater på, og så var jeg gået ud af døren.

Døren lukkede jeg ikke helt, for jeg skulle kun lige over vejen. Jeg var på vej over til Niall, uden at tænke mig om, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede, jeg måtte bare se ham.

Da jeg kom over til hoveddøren og løftede hånden til at banke på, stoppede jeg op. Det her var sikkert en virkelig dårlig idé, så jeg skulle måske bare gå hjem igen, inden der var nogen, der opdagede mig. Jeg gav mig selv en mental lussing, hvorefter jeg bankede tre hårde bank, og blev pludselig virkelig nervøs. Hvad skulle jeg sige? Hvem skulle jeg sige det til?

Døren gik op og Anne kom frem i døren. Jeg blev næsten helt stum, for det var virkelig ikke hende, jeg regnede med at stå over for.

”Hej,” sagde hun og så på mig med et største smil, hun kunne præstere.

”Hej,” sagde jeg.

”Hvad skal du?” Ja, hvad skulle jeg egentlig?

”Er.Er Niall hjemme?” jeg kunne høre nogle komme ud bag Anne, så jeg så op fra hende og hen på Greg, som kom gående. Jeg kiggede på ham i stedet. ”Er Niall hjemme?”

”Nå da da. Er der en, der ikke kan få nok af Nialls saftige læber?” spurgte han og løftede øjenbrynene et par gange og sendte mig et creepy blik. Han kunne godt huske vores kys, som blev udviklet og intenst.

”Nej,” jeg væmmes ved at stå over for Greg og snakke om den slags. Det var bare underligt. Det var Nialls storebror. ”Jeg skal bare snakke med ham,” han kiggede ned af mig og gik øje på papiret i min hånd.

”Nå, du har fået læst kærestebrevet. Du skal vel lige have forklaret det hele, eller?”

”Har du læst det?” jeg så chokeret på ham.

”Ja,” sagde han, som om det var meningen, at han skulle det. ”Jeg læste det over Nialls skulder, mens han overvejede om det var fint nok til dig,” og da han sagde det, grinede han.

”Niall er ikke hjemme,” kom det fra Anne, som blot stod og fulgte med i vores samtale. Jeg kiggede ned på hende.

”Ved du hvor han er henne?”

”Ovre hos mormor og morfar,” jeg sendte hende et smil og kiggede ikke mere på Greg. Min opmærksomhed var på Anne.

”Ved du hvornår han kommer hjem?” hun rystede på hovedet. ”Nå, jamen så går jeg hjem igen, vi ses Anne,” jeg vinkede til hende, mens jeg gik ned af deres trappetrin. Hun vinkede ivrigt og smilede stort til mig.

Da jeg gik over vejen og kom inden for, satte jeg mig ind i køkkenet, hvor jeg lavede mig en kop kakao. Det var først, da jeg sad med koppen i hånden, mens den varme kakao varmede mine hænder op og smilede for mig selv, at det gik op for mig, at jeg snakkede med Anne og Greg, som om jeg slet ikke var bange for at snakke for meget. Jeg var mig selv og tænkte slet ikke, som jeg havde gjort det sidste år.

Det var en underlig, men rar følelse at kunne snakke med andre uden at tænke sig om hele tiden. Engang skulle jeg hele tiden tænke mig om, hvad jeg skulle sige, før det kunne komme ud rigtigt, og efterhånden så stoppede jeg helt.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile, for det var en rar følelse, der kom igennem kroppen. Det der ærgrede mig, var, at Niall ikke var hjemme og ikke vidste, hvornår han kom hjem. Jeg kunne selvfølgelig bare sende ham en besked, men det ville ikke være det samme.

Jeg glædede mig til at fortælle mine forældre følelsen, og jeg ville fortælle Niall alt. Jeg kunne ikke være sur på ham mere, for jeg følte for meget for ham til ikke at snakke med ham. Jeg savnede ham, og jeg ville enormt gerne finde ud af, om han virkelig havde det på samme måde med mig, som jeg havde med ham. Enten havde Bryan ret eller også havde han ikke ret.

Jeg elsker dig
Niall

Betød det, at han elskede mig som en ven eller, at han faktisk elsker mig, som jeg elsker ham? Jeg vidste ikke det, og jeg kunne ikke gætte mig frem til det, men jeg håbede da selvfølgelig på det sidste. Jeg kunne ikke gøre andet. Jeg måtte vente til, han kom hjem. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...