En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18371Visninger
AA

17. Fredag d. 15 december 2017

 

Fredag d. 15 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 08.15

Min morgen havde været hel normal, hvor min far allerede var taget afsted på arbejde, men han havde lagt en gave og en sød lille seddel.

Tillykke med fødselsdagen min skat
Jeg ville gerne have været oppe at vække dig med sang, men jeg havde et møde allerede klokken otte, så jeg skulle hurtigt afsted.
Du får denne lille gave nu, og resten får du senere, når du kommer hjem fra skole. Jeg har snakket med mormor, men jeg kan forstå du også har – så det hele er fint.
Vi ses når du kommer hjem
Elsker dig, far

Jeg pakkede gaven op og, der lå en bog i. Det var en bog, jeg havde ønsket mig, så det var dejligt. Jeg havde siddet i nogle minutter på min plads i klassen, da vi skulle starte med engelsk. Timen skulle gerne starte nu her, hvilket jeg egentlig bare sad og ventede på, for jeg kunne ikke lide den stemning, der var i klassen nu her.

De andre hyggede sig og snakkede om, at vi havde juleferie fra i næste uge. Om torsdagen gik vi til ferie, og det gav ikke mening, hvorfor ikke bare fredagen?

”Undskyld jeg kommer for sent,” sagde miss Scott, da hun kom ind i klassen og lukkede døren med det samme. ”Men vi skal snakke om bogen, alle forhåbentlig har læst,” hun satte sin taske oven på hende bord, hvorefter hun kiggede udover klassen.

Folk begyndte at mumle med hinanden, hvilket betød, at der var nogle stykker, der ikke have fået den læst helt færdigt. Både Niall og jeg havde læst den færdig, og da jeg tænkte på ham, opdagede jeg, at han slet ikke sad på stolen ved siden af mig, som han havde gjort de andre dage. Jeg kiggede rundt i lokalet, måske havde han sat sig et andet sted, men jeg kunne ikke finde ham. Det var underligt. Han plejede aldrig at være syg eller misse en time.

Jeg fulgte ikke rigtig med i, for jeg sad og tænkte på, hvorfor Niall ikke var dukket op. Det var helt underligt, at han ikke var her, for jeg havde vænnet mig til, at vi sad ved siden af hinanden og vi lavede det sammen, selvom jeg ikke rigtig snakkede med ham. Så var han her sammen med mig.

”Undskyld, jeg kommer for sent,” lød en bekendt stemme. Jeg havde været fordybet i mine egne tanker om Niall, at jeg ikke havde hørt, at døren blev åbnet. Det var Niall, der var kommet for sent.

”Det er helt i orden, jeg så dig gå op til rektor, så du har ikke fået fravær,” sagde miss Scott, og et fik mig til at rynke panden. Hvad skulle han oppe ved rektor? Han skulle ikke til fraværssamtale eller noget, for han var god i skolen og kom til alle timer, så der var noget andet i gære. Det kunne jeg se på ham, for han kiggede slet ikke på mig, da han kom ned og satte sig ved min side.

”Tillykke med fødselsdagen,” hviskede Niall, da han havde fået fundet sin bog frem. Jeg sendte ham et smil og kunne mærke, at jeg rødmede let. Han kunne huske min fødselsdag, men det var ikke underligt, for jeg kunne også huske hans.

Han havde fødselsdag den 13 september, og det var ikke til at glemme, for det meste af vores barndom, havde jeg gået og sagt, han blev født på en fredag. Ulykker skete jo fredag den 13, og han var en ulykke.

Det var han selvfølgelig ikke. Han var fantastisk.

 

Kl. 16.17

 

”Tusind tak for alle gaverne,” sagde jeg, da jeg havde pakket dem alle sammen op. Dem der var her, var dem fra familien, som vi var tættest med. De yngste var Macy og Molly, som var otte år og af dem fik jeg nogle dvd’er med musicals. Jeg kunne godt lide at se musicals, og da jeg var mindre, havde jeg ønsket at være en musicalstjerne, fordi jeg troede, de boede, som de gjorde i filmene. Det der med at vågne op og så begynde dagen med en sang, det ville jeg gerne dengang, men ikke nu.

Min fætter som var to år yngre end mig, var jeg faktisk rigtig tæt med. Hvis det ikke var for Niall, så havde han nok været min bedste ven, eller mere som en bror, men han boede bare ikke i byen. Han boede i nabobyen, som lå 20 kilometer herfra, så vi så ikke hinanden så tit.

”Hvor er kæresten henne Vicky?” spurgte min onkel Victor.

”Victor,” sagde hans kone bestemt og gav ham en albue i siden, men han lod som ingenting og kiggede på mig igen.

”Der er måske ikke nogen kæreste?” jeg rystede på hovedet. ”Nå ja, hvad ved jeg,” han sendte mig et smil og blinkede med det ene øje. ”Men fyrene må da være helt vilde efter dig,” jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med den bemærkning, så jeg tog bare fat i mit glad, hvor jeg havde noget juice hældt op.

”Er det den rigtige parfume Vic?” spurgte Bryan, som var min fætter på seksten år. Bryan var den eneste, udover Niall, der kaldte mig Vic, ellers var det Vicky folk kaldte mig, eller mit navn selvfølgelig.

”Det er det,” sagde jeg med et smil og ignorerede, at Victor sad og ventede på et svar. ”Det er faktisk den, jeg har på,” fortalte jeg og lænede mig hen til ham, så han kunne dufte det.

”Så er det det, der stinker,” sagde han med et grin, hvilket fik mig til at skubbe til ham.

”Du er så dum at høre på Bry,” griner jeg. ”Så burde du have givet mig noget andet end en parfume,” 

”Jeg kan da sagtens tage den med retur,”

”Nå, så du selv kan bruge den, fordi du inderst inde faktisk syntes, den dufter godt,” sagde jeg og grinede. Dem der sad nede ved os, havde hørt hele vores samtale, så de grinte af os. Det ringede pludseligt på, så jeg rejste mig op for at gå ud og åbne, og jeg kunne næsten ikke lade vær med at grine, fordi jeg så Bryans ansigt, da jeg havde sagt det.

Da jeg åbnede døren og så, hvem det var, der stod der, holdte jeg op med at grine. Jeg havde ikke regnet med at se Niall ude foran min dør.

”Tillykke med fødselsdagen Vic,” han sendte mig et smil, som om det slet ikke var mærkeligt. ”Jeg har en gave med til dig,” sagde han og rakte mig en stor gave.

”Hvem er det?” lød det bag mig, og min mor kom ud og fik øje på Niall. ”Jamen hej Niall. Kom dog indenfor og få en bolle med,” tilbød hun og Niall tog imod det med et smil og trådte indenfor.

”Du skal åbne den Victoria,” sagde han og pegede på gaven, mens han fik lukket døren bag sig.

”Så sætter jeg en ekstra tallerken og stol frem,” sagde hun og gik igen. Jeg kiggede fra Niall og ned på gaven. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, for jeg havde ikke regnet med, at han ville dukke op og da slet ikke med en gave.

Jeg pakkede den op og der lå et lille sammenfoldet papir, som jeg tog op. Jeg kiggede slet ikke på resten af gaven, jeg lagde det på en skænk, vi havde stående, så jeg kunne tage papiret op og så, at det var Nialls håndskrift. Han havde skrevet et kort. Eller rettere et brev.

Tillykke med fødselsdagen Vic.
Kan du huske sidste sommer, hvor vi var i Spanien med min moster og hendes nye mand? Vi så på nogle halskæder, som du så gerne vil have.
Jeg giver dig halskæden nu, for selvom du har skubbet mig væk fra dig, så er jeg her stadig. Vi har ikke snakket i et helt år, og det føltes underligt. Jeg ville gerne være sammen med dig, hvilket var derfor, jeg havde fået vores lærer til at sætte os sammen i alle timer, så vi kunne få tid sammen, så jeg kunne få dig at se efter skole, uden nogen dum undskyldning.
Du får bogen, fordi jeg ved, hvor meget den betyder for dig.
Niall

Jeg smilte stort og kiggede op på Niall, som faktisk stod med halskæden og rakte den hen mod mig. Jeg tog i mod den og kiggede på den grundigt. Det var en puslespilsbrik og der stod et lille bitte N, som jeg huskede, at jeg havde fortalt Niall. Niall tog fat i noget ved hans hals, og lidt efter dukkede en identisk puslespilsbrik frem, og det fik mig til at smile endnu større.

Jeg tog den med det samme om halsen, hvorefter jeg kiggede videre i gaven og opdagede bogen. ’Stolthed og fordom’. Jeg vidste ikke, hvad det var ved bogen, der gjorde, at jeg elskede den så meget, men det kunne næstne kun være kærligheden mellem Cathrine og Heatcliff. Hvordan den udviklede sig, fra da de var børn og til Cathrine døde, det var sådan en smuk historie.

Jeg kiggede op på Niall med det største smil, og jeg kunne ikke holde mig tilbage. Jeg gik over og gav ham et kram. Jeg kunne virkelig ikke holde kæft.

”Tak Niall,” sagde jeg stille og holdte om ham, mens han også holdte om mig.

”Victoria hvad er det, der tager så lang tid?” Bryans stemme lød og han stoppede op, da han opdagede os. ”Oh, jeg går bare igen,” jeg trak mig væk fra Niall igen.

”Det gør ikke noget, hey Bryan,” sagde Niall.

”Hey Niall, hvordan går det?” Niall smilte til svar, hvorefter han kiggede på mig. De kendte hinanden, da vi havde været sammen før alle tre, da vi var mindre. Også da vi var ældre, men det var sjældnere og sjældnere. ”Hvad har du fået?” Bryan spurgte til gaverne og jeg viste ham kun bogen.

Jeg rakte ham bogen, for på en underlig måde var det svært at sige noget, selvom jeg lige havde sagt tak til Niall. Jeg er enormt glad for gaven, både halskæden og bogen, ja selvfølgelig også brevet.

”Kommer du med ind?” spurgte Bryan Niall om, men Niall trak sig lidt tilbage.

”Nej desværre, jeg har noget, jeg skal over at ordne. Sig til Hannah, at jeg desværre ikke kunne alligevel. Jeg sætter pris på, at hun spurgte, men jeg. ja,” sagde han og åbnede døren igen. ”Vi ses Bryan,” sagde han og kiggede på mig. ”Vi ses,” han gav mig et hurtigt kindkys, hvorefter han forsvandt ud af hoveddøren.

”Nå da da,” var det første Bryan sagde, da døren blev lukket. Jeg kunne mærke, at mine kinder blev en anelse varmere, men ignorerede det og håbede, at han ikke ville lægge mærke til det. Bryan rystede på hovedet og gik ind til de andre igen, mens jeg blot blev stående og kiggede på bogen.

”Tusind tak Niall,” sagde jeg igen, hvorefter jeg tog bogen ind til brystet og gik ind til de andre, som sikkert sad og ventede på mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...