Stjerneskær

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2017
  • Opdateret: 25 nov. 2017
  • Status: Færdig
Hun faldt. Jeg så hvordan hun gled, og faldt ud foran bilen. Jeg greb hende ikke, jeg kunne ikke nå at redde hende. Det hele var min skyld. Jeg kunne have reddet hende. Jeg kunne have ladet være med at tage hende med ud og kigge på stjerner, når jeg vidste vi skulle over den store vej for at komme over på marken. Det skulle være mig der ligger smadret på hospitalet, og ikke hende, hun fortjener ikke det her. Hun var mit lys i mørke, hvad nu? Vil det nogensinde blive det samme? Med eller uden hende? Stjerner kan ikke skinne uden mørke, eller kan de?

1Likes
2Kommentarer
184Visninger

1. Stjerneskær

Jeg studerede de lange furer i hendes hænder, hendes lange bløde fingre lå slapt i mine store grove hænder. Hun trak vejret rolig og dybt, hendes bryst steg og faldt. Hendes smukke ansigt så roligt og blidt ud, det blev bare ødelagt af den gennemsigtige slange der var fastnet inde i hendes lille fine opstoppernæse. Jeg gav hendes hånd et let klem. Jeg drejede den let i min hånd. På håndryggen stak en kanyle ud, hvor en slange var fastnet, den førte op til et stativ med noget væske hængende fra. Hendes hår klistrede svedigt til hendes pande og kinder. Jeg fjernede let en hårtot der lå ned over hendes øjne. Hendes ene øje var let hævet og en blålig farve, hendes fyldige læber var flækket, en flænge i højre side af overlæben, også blåt. Et sår af størknet blod lå som en bred flænge ned gennem hendes smukke overlæbe. Hendes læber var let adskilte så man kunne se hendes pæne tænder. Hun rykkede uroligt på sig, hendes kjole gled ned og afslørede en hvid og skrøbelig skulder. Der var blå mærker og hudafskrabninger. Jeg kunne ikke holde ud at se på det. Jeg trak hendes kjole lidt op for at dække hendes nøgne skulder. Hun strammede grebet om mine fingre, mit blik vandrede op til hendes lukke øjne. Hun sagde en klynkende lyd og rørte på sig.

“Shhh Musse. Jeg er her” hviskede jeg beroligende. Hendes øjne begyndte at bevæge sig. Hun åbnede dem brat og kiggede mig i øjnene. Hendes grå blå øjne var blanke og våde. En tårer tog form og trillede ned af hendes kind. Snart løb der flere tårer, men hun sagde ikke en lyd.

“Hej Lia” sagde jeg og smilte stort. Hun kiggede forskrækket rundt.

“Rolig. Du er på hospitalet. Du er okay.”

“Hvad skete der?” fik hun endelig frem.

“Du blev ramt… af en bil. Da vi krydsede vejen. Jeg er så ked af det… det… var min skyld”

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på.

“Hei! Det var ikke din skyld Viggo. Jeg så mig ikke for” hun tog mine hænder i sine og smilte. Jeg tørrede en tåre væk som løb ned af hendes kind, med min tommel. Hun smilte og tørrede en undsluppen tårer jeg ikke mærkede havde forladt mit øje væk. Jeg bøjede mig ned og kyssede hendes pande. Min hånd forlod hendes, og fandt den lille røde snor. Jeg trak let i den, en rød lampe begyndte at lyse.

“Hvad laver du?” udbrød hun forskrækket.

“Lægen sagde når du vågnede skulle jeg tilkalde dem. Så de kunne tilse dig”.

Hun nikkede og klemte min hånd.

Lægen ankom sammen med en lille spinkel sygeplejeske.

“Jeg vil bede dig om at sige farvel til Linnea, og gå ud i venteværelset eller gå hjem. Det kan komme til at tage noget tid.” lægen kiggede ventende på mig. Jeg sagde farvel og kyssede hendes pande igen.

“Det skal nok gå Lia. Jeg venter i venteværelset. Jeg forlader dig ikke.” hviskede jeg og gik ud i venteværelset.

Jeg gled ned på en af sofaerne og kiggede ud af vinduet. Solen var gået ned, og gadelamperne var tændt. Der var næsten helt mennesketomt, det var en smule uhyggeligt.

 

Hvordan kunne jeg ikke have set eller hørt den bil. Det eneste jeg husker var hende og hendes funklende øjne som funklede om kap med de millioner af stjerner der hang over os en sen september aften.

Din parfume smyger sig om os. En sød men alligevel så pirrende duft. Din blege fugtige hud klistret til min. Dit hoved ligger på en orange velour pude og du er viklet ind i et blåt tæppe. En  blød latter kom fra dine bløde læber der lyste klart i skæret fra lysene. Dine øjne funklede.

“Du er smuk” siger jeg og smiler. Hun rødmer og smiler stort.

“I lige måde” sagde hun og pressede sine bløde læber blidt mod mine. Mine øjne gled i og jeg kyssede hende blidt tilbage.

Jeg havde kendt dig siden sjette klasse. Vi går i samme klasse, 8 C. Jeg har altid været lun på dig, siden første gang jeg så dig. Jeg så dig første gang stå på en scene, du så usikker ud. Men så begyndte du at synge, jeg har aldrig hørt noget så smukt.

Anden gang jeg så dig, var da jeg kom for at se om jeg ville gå på skolen. I havde musik, jeg husker vi fik øjenkontakt, du sang så smukt. Da jeg startede faldt jeg får dig med det samme. Du var den ikke populære stille pige, der elskede bøger, musik og naturen. Du var perfekt.

Det er du stadig nu hvor du ligger her i mine arme på min sofa. Du kigger på mig og bider dig let i læben. Så putter du dig ind til mig, og sådan ligger vi længe. Lige indtil det blev for varmt. Vi besluttede at gå ud for at få noget luft og kigge på stjerner. Den kolde september luft, ramte mig i ansigtet og jeg kan ikke se i mørket endnu. Jeg mærker din fingre flette sig ind i mine. Du hiver mig med.

“Hvor er det bedst at kigge på stjerner?” spørger du stille og kigger spørgende på mig.

“På marken lidt herfra” vi begynder at gå. Bilerne drøner forbi lige ved siden af. Du hiver mig lidt længere væk fra vejen. Du begynder at nynne en af mine ynglings sange og fniser lidt. Jeg klemmer din hånd lidt.

“Derovre” siger jeg og peger over mod en mark på den anden side af vejen. Du slipper min hånd og løber derover… men du når det ikke, du snubler og falder. En sort Fiat 500 hamre lige ind i dig, og slynger dig væk. Glas splintre og der er blod alle steder. Din livløse krop der ligger i en helt unaturlig vinkel, kvinden i bilen kommer skrigende ud. Jeg fatter først hvad der skete da det var for sent. Det sidste jeg husker før jeg sidder på hospitalet, er en mands stemme i telefonen der siger “Vi sender straks hjælp. Bliv hvor i er”.

 

Vandautomaten snurrer i en træls tone. Jeg har ventet her i snart en time. I alt har jeg ventet på seks timer nu. Jeg kom til middag, for at se hvordan hun havde det. Hun ville ikke vågne, hun havde ligget i koma i fire dage nu. Og det eneste der er i min tanker er hende, og jeg kan ikke sove, for så drømmer jeg om ulykken.

“Viggo Jensen” jeg for sammen da en lille tyk dame kom og sagde mit navn. Jeg havde ikke set hende før.

“Ja det mig.” sagde jeg spørgende.

“Du kan besøge Linnea nu. Hun ligger på værelse 703. Hun har fået en seng kørt ind til dig. Hun insisterede på at du skal blive her sammen med hende til i morgen.” sagde hun og gik med tunge skridt.

“Kom med. Så viser jeg dig derhen” Jeg sprang op og fulgte efter hende. Hun fulgte en lille gul streg i gulvet, hun åbnede døren ind til værelse 703, hvor Lia lå i en seng. Jeg gik ind og damen lukkede efter mig. Ved siden af hendes seng var der placeret en anden seng, til mig. Hun lyste op.

“Har du givet mig alt det der?!” sagde hun og pegede på et bord fyldt med blomster og små gaver. Jeg nikkede og tog nogle af dem med hen og lagde på hendes seng.

“Måske ikke lige alle sammen. Din familie har også været her. De kommer i morgen, jeg har snakket med dem, de ved godt du er vågnet.   

“Åbn dem” hviskede jeg og kyssede hende på panden. Hun rev papiret op og fandt en lille rød æske. Hun åbnede den og en gylden kæde kom til syne. I det lille fine vedhæng hang en rød perle og et skilt med datoen på den dag vi kom sammen.

“Stenen er din stjernesten” sagde jeg og tog kæden op. Jeg lagde den om hendes hals og låste den i hendes nakke.

“Den er perfekt” hulkede hun. Hun krammede mig.

“Jeg har også købt denne her.” jeg fandt en større pakke frem. Hun åbnede den spændt. Hun hev en stor fluffy teddy bear ud. Den var næsten på størrelse med hende.

“Tak” hulkede hun og krammede den.

“Den kan snakke hvis du trykker den i hånden.” sagde jeg og gav dens hånd et klem. Den sagde en lyd og så kom min stemme frem, som sagde “Jeg elsker dig Lia. Du er det bedste der er sket for mig”

Hun brød grædende af glæde sammen. Jeg krammede hende og bar hende op i hendes seng. Hun lagde sig ned under dynen og åbnede flere gaver, som jeg lagde over til hende. De var ikke alle fra mig, der var også nogle fra hendes familie og andre nære venner.

Efter hun havde pakket dem op og kigget længe nok på tingen, gav hun den til mig, jeg lagde dem over på bordet igen. Da hun var færdig med dem alle sammen, sprang hun op og kyssede mig.

“Tusind tusind mange tak” grinede hun og lagde hendes bløde, men nu hævede læbe mod mine. Jeg lagde hende forsigtigt ned.

“Hvorfor gav du mig alle de gaver?” spurgte hun undrende og kiggede op på mig med store øjne. Et stort smil bredte sig på dine læber, jeg kunne mærke hvordan det trak i mine smilebånd.

“Vi havde jo halvårsdag den dag. Kan du ikke huske det?”

“Når ja!” udbrød hun og lyste op.

“Sov nu smukke” jeg kyssede hende godnat og gjorde klar til at jeg skulle sove ved hendes side.  Jeg krøb ned under dynen og fandt hurtigt hendes hånd, den var varm.

“Jeg elsker dig Lia” hviskede jeg og klemte hendes hånd let. Hun klemte let tilbage.

“Jeg elsker også dig Viggo” hendes stemme var blid og beroligende, den vækkede minder. Jeg kunne mærke søvnen trække mig ned i mørket, jeg faldt ind i det drømmende univers.

 

Lyset flakkede for mine øjne. Noget kold klemte let min hånd. Jeg satte mig uroligt op. Hendes hånd lå kold og fast i min. Hun kiggede svagt op på mig, hun smilede svagt.

“Hvad er der galt?” udbrød jeg og lagde min hånd på hendes pande, den brændte. Hun klynkede og så pludselig meget bange ud. Hun sagde en underlig lyd, hun græd.

“Hvad sker der?!” panikken væltede frem i mig. Hun klemte mine hænder, og der kom flere underlige og uhyggelige lyde. Jeg ledte panisk efter en eller anden knap eller snor så jeg kunne tilkalde hjælp. Endelig fandt en snoren, jeg rev. Lampen lyste faretruende rødt.

Hun sprællede svagt.

Lægen kom løbende ind og begyndte at spørge og undersøge hende. Flere læger kom.

“Sæt dem.” sagde en stor mand. Jeg hører mig selv sige et eller andet, men jeg husker ikke hvad. Jeg husker kun hendes bange og forpinte ansigt, da de kørte afsted med hende. Jeg må have sat efter dem, fordi i det næste hænger jeg over skuldrene på den store mand, som var læge. Han bar mig over til en stol og talte med mig i flere timer. Jeg husker ikke hvad vi snakkede om, jeg husker kun hende og den tomhed jeg følte.

 

Lægen blev siddende hos mig, i lang tid. En gang imellem snakkede vi, eller var her helt stille. Jeg sad i vinduet og kiggede ud over en lille park. En kvinde og en lille hund rendte rundt dernede. Jeg for sammen da den lille dame kom ind af døren. Hun stillede sig foran os og kiggede på mig.

“Linneas hjerte stoppede… hun fik et hjertestop. Hendes krop er i chok. Vi ved ikke om hun overlever.. endnu.” hun så trist ud. Jeg kunne mærke tårerne komme væltende. Jeg kunne ikke få et ord frem, tårerne flød over og væltede ned af mine kinder.

“Vi vil bede dig om at tage hjem. Vi skal nok skrive hvis der sker noget. Vi betaler for en taxi til dig” hun sagde det med en medlidende stemme og gik ud igen. Jeg nikkede for mig selv og pakkede mine ting. Jeg tog bamsen under armen og forlod med mine ting. Taxaen ventede på hospitalets parkeringsplads. Kulden fik mine ben til at ryste, og min ånde blev til en let tåge. Jeg åbnede døren og satte mig ind på bagsædet, af den sorte Audi. Jeg husker ikke rigtig vores samtale, men jeg tror at jeg nævnte min adresse, for pludselig svingede bilen ud på vejen og kørte mod mit hjem. Min ånde duggede ruden. Jeg tørrede en tårer væk med håndryggen og lukkede øjnene. Jeg kunne alligevel ikke slippe for mine tanker.

Hvad skulle jeg nu? Hvad nu hvis hun ikke kommer tilbage? Jeg kan ikke leve uden hende. Jeg vil ikke. Hun er mit lys i mørket. Stjerner kan ikke skinne uden mørke. Måske var bilen mørket, og at hun vågner op igen og er rask. Og så vil hun skinne? Hvad hvis hun er væk for altid? For altid, det er meget lang tid… kan jeg leve uden hende? Hvis hun dør, vil hun vandre mellem stjernerne… kunne jeg ikke bare ende mit eget liv, så jeg kan finde hende og gå med hende mellem stjernerne. For altid.

 

Fire ulæste mails. Jeg var rædselsslagen. Hvad nu hvis der var en mail, hvor der stod at hun aldrig kom tilbage? Den første var fra min skole. Det var nummer to og tre også. Jeg tøvede ved den sidste. Hvad nu hvis?  Jeg stivnede. Den sidste mail var fra hospitalet. Jeg turde ikke åbne den. Jeg sad i flere minutter og kiggede på skærmen. Jeg for forskrækket sammen da der lød en sagte banken fra min dør.

“Kom ind” det var kun en pippen, så jeg rømmede mig og prøvede igen.

“Kom ind” denne gang lød det mandligt og modent. Døren gled let op. Jeg kunne mærke hvordan blodet stivnede i mine åre, hvordan alt varmen forlod min krop. Jeg blev stum, tårerne pressede sig på, jeg lod dem flyde uden nogen kamp. Jeg rejste mig så hurtig at stolen væltede bag mig, jeg løb hen og omfavnede hende. Jeg mærkede hendes varme strømme ind i mig. Jeg mærkede hendes tårer gennemvåde min bluse. Jeg knugede hende ind til mig, jeg ville aldrig mere give slip på hende. Hun var min, og ingen andres.

“Jeg troede jeg havde mistet dig… Li...a. Jeg troede jeg skulle leve uden dig.” jeg hulkede ned i hendes hår. Det duftede fantastisk. Hun puttede sig ind til mig.

“Jeg var så bange… jeg troede jeg skulle dø” hun græd, og hun ville ikke stoppe. Jeg havde ikke flere tårer, jeg kunne ikke andet end at kramme hende. Jeg ville ikke slippe. Hun kiggede op på mig, kiggede mig dybt ind i øjnene. Hendes grå blå øjne var blanke og våde.

“Shhh. Jeg har dig. Jeg giver ikke slip. Jeg elsker dig så højt. Jeg lover dig, jeg giver ikke slip… ikke igen. Aldrig” min stemme var blød og kærlig. Jeg fjernede en tårer fra hendes kind med min tommel. Hendes hage var blød og rund, jeg løftede den let, bøjede mig ned, og pressede let mine læber mod hendes bløde dejlige læber. Alt var som det skulle. Jeg havde hende. Det var alt hvad jeg ønskede mig, og alt hvad jeg ville have. Hun var mit lys i mørket, og det vil hun altid være. Altid.                               

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...