Eventyret om Rudolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 31 dec. 2017
  • Status: Igang
Før han var Rudolf med den røde tud, så var han faktisk bare Rudolf – Et forvirret rensdyr på udkig efter en plads i verden.

[Deltager i julekonkurrencen: Mulighed 3]

3Likes
7Kommentarer
589Visninger
AA

5. ❅ Epilog ❅

 

❅❅❅

”Bedstemor, bedstemor! Fortæl noget mere!” bad den syvårige pige, der sad på knæ ved siden af gyngestolen. Pigens otteårige bror sad på en fodskammel ved bedstemoderens anden side og havde været lige så forgabt i fortælling som sin søster.

”Åh bedstemor, der må da være mere. Vil du ikke nok fortælle videre?” Han så på hende med hans bedende brune øjne. Bedstemoderen rakte hænderne frem og lagde sine runkne hænder på deres bløde små børnehænder.

”Der er ikke mere at fortælle, Marie.” Hendes stemme var mild. Hun vendte sig mod drengen. ”Historien er slut, Jonathan. Enhver historie må have sin ende, for at en ny kan begynde.”

”Men jeg vil ikke have, at den skal ende,” klagede Marie. ”Det er blot så god en historie, og den bringer mig så meget glæde, hver gang du fortæller den. Jeg ville ønske, at jeg også får et så godt liv som Rudolf.” Hun så drømmende ud af vinduet, hvor eftermiddagssolens sidste stråler fik sneen til at skinne som små skrøbelige diamanter.

”Men ser i, Rudolf har ikke altid haft et lige godt liv,” indledte bedstemoderen til en ny fortælling. Der blev spidset ører, og børnebørnene rykkede tættere på for at lytte. ”Det første lange stykke tid var Rudolf så grusomt ulykkelig. Han blev holdt for nar, blot fordi han var anderledes. Hans røde næse, som vi jo i dag kender ham bedst på, afskyede han mere end noget andet i verden. Endelig fik han nok og stak af. Han drog ud på en rejse efter et sted, hvor han kunne være sig selv, men heldet var ikke med ham.”

”Åh nej dog, stakkels Rudolf,” afbrød Marie med et mindre udbrud. Hun havde rejst sig på knæene, som hun før havde siddet på. ”Om forladelse,” tilføjede hun og sank tavst tilbage på knæene igen.

”Som sagt var heldet ikke med ham..” Bedstemoderen gjorde klar til at samle historien op, hvor hun var blevet afbrudt. ”Ja altså, indtil han stødte på julemanden ude i skoven,” fortsatte hun, men blev igen afbrudt.

”Mødte han julemanden? Åh, hvor er han dog heldig!” Denne gang var det dog Jonathan.

”Ja, han mødte julemaden. I egen høje person. Julemanden inviterede ham med tilbage til Nordpolen, men på vejen ramte de er forfærdelig tåge, der var så tyk som fløde. Netop som julemaden og hans rensdyr frygtede, at de var fortabt, og alt håb var ude, da lyste Rudolf næse og viste dem vej.” Bedstemoderen holdt en lille pause for at lade det hele synke ind, før hun fortsatte.

”Da de nåede tilbage, blev Rudolf tilbudt en plads i rensdyrflokken, og han takkede jo såmænd ja til tilbuddet. Siden da har hans liv dog været godt, ja såmænd,” afsluttede hun historien.

”Tænk, det vidste jeg slet ikke, at han havde oplevet. Stakkels Rudolf,” snøftede Marie.

Der samlede sig tårer ude i hendes øjenkroge, og hun tørrede dem febrilsk væk. Hun ville ikke græde over en historie, men hun holdt så ganske forfærdelig meget af bedstemors eventyr om Rudolf, og hun ønskede hver gang, at det aldrig ville få sin ende. Den smukke fortælling rørte hende dybt i hjertet, når bedstemoderen fortalte den, at hun ikke kun holde nogle få tårer tilbage. Jonathan gned sig tvært i øjnene og gjorde sig stor umage for at få det til at ligne, at han blot prøvede at skjule et gab.

Bedstemoderen lænede sig tilbage i gyngestolen og så fra den ene til den anden.

”Nu ikke være sørgmodige, kære børn. Rudolf ville selv blive noget så sørgeligt til mode, hvis det kom ham for øre, at i var sørgmodige for hans skyld.” Hun klappede dem opmuntrende på hovederne, mens Marie blinkede tårerne bort.

”Hvordan ville han kunne få det at vide?” Jonathan lagde nysgerrigt hovedet let på skrå og så på sin bedstemor, der sad med hænderne foldet yndefuldt i skødet. Hun så op efter at have studeret en løs tråd i hendes ærme.

”Ser i, Rudolf, han ved alt. Han er alle vegne, hvis han vil være det, og kan være hvor som helst, hvornår det skal være. Rudolf kan jo flyve. Og med sin røde næse kan han altid finde vej.” Det lød som noget værre sludder, tænkte Jonathan. Man kunne da ikke være alle steder på en gang? Før Jonathan kunne nå at sætte ord på sine tanker, fortsatte bedstemoderen.

”Desuden er hans eventyr ikke helt til ende endnu. Eventyret, jeg netop har fortalt jer, er slut, men det var blot ét kapitel, der er slut. Rudolfs historie slutter aldrig.” Hun tilføjede i stilhed et ’forhåbentlig’, for man vidste jo aldrig, hvad der kunne hænde.

”Men bedstemor, hvorfor ved du så meget om Rudolf? Han må jo være flere tusinder år gammel. Ligesom julemanden. Ikke sandt, bedstemor?” Jonathan lænede sig ivrigt frem.

”Han er såmænd ikke særlig gammel, den kære lille Rudolf. Ældre end mig er han helt bestemt ikke.”

”Hvordan kan du vide det, bedstemor?” insisterede Jonathan på at vide.

”Fordi jeg var med, da han blev født her. Ser i, børnlille, han er vokset op her på gården, ja såmænd.” Hun så fra sit ene barnebarn til det andet for at se deres reaktioner. De var så ganske afgjort blevet taget på sengen, for der var stille i mange sekunder. Bedstemoderen ventede tålmodig på, at stilheden skulle blive brudt.

”Kender du Rudolf?” Jonathan var den første til at bryde stilheden, og han stemme var blevet en smule skinger af vantro over det, han netop var blevet fortalt. Kunne det dog passe? Havde hans bedstemor virkelig kendt Rudolf?

”Jamen bedstemor..” Marie var næsten helt stum af forbavselse og fik kun med nød og næppe presset nogle få ord frem.

Der var på ny stille i mange sekunder, før nogen af dem overhovedet gjorde mine til at røre på sig. Hver sad med sine tanker. Men alle kredsede de om det samme.

Til sidste blev bedstemoderen enig med sig selv. Det var på tide. Børnebørnene var gamle nok.

Martha rejste sig besværet fra gyngestolen med støtte fra de to børnebørn, der var kommet på benene og tog fat i hver sin arm for at hjælpe hende op.

”Han er netop kommet forbi på visit. Kom med ud i stalden, så skal i møde ham.”

❅❅❅

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...