Eventyret om Rudolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 31 dec. 2017
  • Status: Igang
Før han var Rudolf med den røde tud, så var han faktisk bare Rudolf – Et forvirret rensdyr på udkig efter en plads i verden.

[Deltager i julekonkurrencen: Mulighed 3]

3Likes
7Kommentarer
590Visninger
AA

3. ❅ Del 1 ❅

 

❅❅❅

 

Rudolf voksede op på gården i Michigan og nød godt af John og Marthas kærlige pleje. Men aldrig kunne noget da kun være godt, for den stakkels Rudolf lignede ikke de andre rensdyr, og han blev drillet noget så grusomt for sin røde næse. Han blev så flov, så flov, når de alle sammen morede sig noget så kosteligt over hans næse. De mente jo ligefrem, at han var grim, og med tiden begyndte Rudolf selv at tro på det.

Så der gik han dag efter dag i tavshed og græd kun skjulte tårer, når mørket havde lagt sig, og han kunne være i fred i sin boks. Godt nok var han et fuldvoksent rensdyr, men han havde fra allerførste dag mødt modstand og var blevet nedværdiget gang på gang til det til sidst var blevet normalt for ham at være det sorte får i flokken.

 

 

”Se Rudolf, se Rudolf!” Der var ingen tvivl om, at de evige drillerier endnu en gang ville gå ud over Rudolf, der trykkede sig op mod hegnet i modsatte ende af resten af flokken, som var samlet i den anden side af indhegningen.

Rudolf løftede hovedet en smule for at se, hvem der havde kaldt på ham, blot for at kunne overvære en grov latterliggørelse af ham af en af hans artsfæller, der spankulerede rundt i indhegningen og morede sig noget så grumt med at gøre nar ad ham.

For ikke at lade de andre se sørgmodigheden, der endnu en gang steg i Rudolfs øjne, sænkede han blikket igen og vendte hovedet bort. Hvor jeg dog ville ønske, at jeg ikke var så vederstyggelig at se på. Han lænede sig opgivende mod hegnet, der var hans eneste støtte i den ensomme verden, som var den eneste, han kendte.

Og mens resten af flokken lo og lo, krøb Rudolf sammen i hjørnet og ønskede blot at forsvinde ned i et hul i jorden. Men ej heller var det en mulighed. Han kunne kun stå og vente på, at de mistede interessen for deres drillerier.

 

 

Mange timer gik der, før drillerier holdt op, og selv da stod Rudolf for sig selv af skræk for at fremprovokere endnu en scene. Tårerne var tørret ud, og der var ikke flere tilbage. Dér stod han så tilbage i al sin elendighed og ventede på at blive lukket ind i sin boks omkring aftenstid.

Aldrig havde synet af Martha, der dukkede op med en grime over skulderen, været på fantastisk som i det øjeblik. Rudolf var henne ved lågen som den første og for nærmest ind i grimen. Martha smilede ad rensdyret, som, hun blot troede, var ivrig efter at slippe væk fra kulden udenfor. I virkeligheden kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme væk fra plageånderne.

Inde i båsens tryghed og varme kunne Rudolf hvile sig i fred. Ja, det troede han da i det mindste. For han havde kun stået nogle minutter, da stilheden pludselig blev brudt.

”Kender I den om Rudolf? Rudolf med den røde tud. Han var et elendigt rensdyr, som så helt forfærdelig ud,” startede en stemme i mørket, og der gik ikke mange øjeblikke, før flere stemte i.

”Alle vi andre rensdyr ler, så Rudolf han bliver flov, over den røde næse, og det er så vældigt sjovt!” Utallige stemmer var begyndt at synge med og snart rungede stalden af de mange rensdyr, der højtlydt sang deres grumme sang.

”Og en tåget vinterdag falder Rudolf om. Næsen den er blevet tung, og Rudolf han er no’ed så dum,” fortsatte de, før de alle hylede af latter og måtte afbrød sangen af bare latterkramper.

Alt imens flokken morede sig kosteligt over deres grusomheder, trillede tårerne lydløst ned over kinderne på Rudolf, der havde ladt tårerne få frit løb, da han stod for sig selv i den halvmørke bås. Hvis blot jeg kunne komme væk herfra og aldrig nogensinde vende tilbage igen.

Og da slog det ham; Det var netop det, han ville gøre. Han ville flygte. Og aldrig vende tilbage igen. Rudolf havde fået nok af grusomheder og drillerier. Nok var nok, og nu måtte der gøres noget ved det.

I nattens mulm og mørke ville Rudolf bryde ud af sin boks og snige sig væk i ly af natten, og når John og Martha næste morgen kom for at lukke flokken ud i indhegningen, så ville hans boks være tom.

 

❅❅❅

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...