The life-changing letter - Elvira Malfoy

De mørke tider havde lagt sig over troldmandsverdenen længe, og Voldemort herskede som aldrig før. Som bekendt var d. 31 oktober 1981 en forfærdelig dag, hvor Lily og James Potter døde, men også en dag til alles store overraskelse, lille Harry Potter på blot 1 år, havde overlevet Voldemorts dræberforbandelse. Hele troldmandsverden var i chok, men et sted i Wiltshire, England sad en lille familie, som ikke var nær så påvirket som andre hekse og troldmænd.

I bogen følger vi Elvira Malfoy, en 11-årig pige, der ligesom sin bror har modtaget sit Hogwarts brev. Sammen tager de spændte mod deres første år på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab. På deres første år bliver de kastet ud i store beslutninger, nervepirrende situationer og et brag af eventyr. Hvordan mon det kommer til at gå de to søskende, når de opdager brutale sandheder og livsændrende øjeblikke for dem begge to.
Følg med i The life-changing letter - Elvira Malfoy

3Likes
2Kommentarer
1625Visninger
AA

5. Chapter 5

 

Chapter 5 - "Lad nu vær, Malfoy"

Tirsdag d. 3 September 1991

 

Elvira's synsvinkel

Endnu en dag stod foran mig, på Hogwarts. Det var kun min tredje dag her, men min anden skole dag. Jeg befandt mig lige nu nede i storsalen, hvor jeg var i gang med at spise. De fleste elever havde allerede spist, klokken viste 08.40 og der var kun 20 minutter til undervisningen startede. Jeg havde min skole taske med mig, så jeg kunne smutte direkte til time. Pludselig kom en hvid sne ugle flyvende ind, det var morgen posten. "Se Harry, du får post" sagde Ron ivrigt, Harry kiggede op fra hans morgenmad. Jeg selv kiggede også op, jeg sad kun 2 pladser væk fra Ron og overfor Neville. Uglen fløj videre og kastede posten ned foran mig, "Din ugle ligner godt nok min" mumlede Harry stille, jeg svarede ham egentlig ikke, jeg var usikker på hvad jeg skulle sige, så det ville være bedst hvis jeg bare holdte mund. Jeg åbnede brevet, og så straks det var fra mine forældre. Det føltes som om mit hjerte gik i stå, og mit blod frøs til is. Jeg åbnede det stille, og begyndte at læse ind i mig selv. Imens kunne jeg mærke både Harry, Ron, Hermione og Neville stirrede på mig. 

"Kære Elvira Lucia Malfoy"

Vi har skam hørt nyhederne, om hvordan du endte på Gryffindor, det værste kollegie af dem alle. Din far er rasende og tager en snak med Dumbledore, jeg sidder med en blandet følelse, men husk, at du ikke selv vælger det - der er nok sket en fejl. Vi forsøger straks at rette op på den uacceptable fejl, du høre til Slytherin. Husk at præsterer godt, og gør Malfoy slægten stolte. 

Knus fra Mor og Far. 

Det føltes som om mit hjerte gik endnu mere i stå, jeg foldede papiret sammen og stormede ud af storsalen. Jeg skulle i hvertfald ikke have mere at spise nu, ellers tak du. Jeg proppede brevet ned i min skoletaske og gik mod min første time, imens jeg spekulerede over brevet. At min far ville tale med Dumbledore, var jeg ikke sikker på om var en god ide, jeg tror ikke han kan ændre på fordelingshattens valg, men på den anden side, min far er stædig. Jeg ankom ud til den store græsplæne foran slottet, vi skulle have flyvning i første time, en time jeg havde set frem til. Vi havde flyvning med Slytherin, jeg spekulerede på hvor mange fag vi ville komme til at have med Slytherin kollegiet, men på den anden side, det var den eneste chance jeg fik for at se min bror. Professor Rolanda Hooch var kommet, en dame med meget kort gråt hår og nogen sjove briller. "I dag skal i lære at flyve, hvis nogen ville have en chance for at komme på quidditch holdet næste semester" sagde hun. "I stiller jeg ved siden af kosten og siger op". Jeg  gjorde som hun sagde, stilte mig til venstre ved min kost og sagde "op", den fløj op i min hånd med det samme, det samme gjorde Harry's kost. Min bror fik den op i andet forsøg. Mange havde vanskelige problemer med at få den op, især Neville, og da han endelig fik den op, røg den lige i hovedet på ham. "Godt, nu sætter i jer på kosten, men i flyver ikke" sagde hun strengt og tydeligt. Vi satte os alle på kosten, da det værste nok skete, Neville's kost lettede og han var allerede et par meter oppe i luften. Kosten kunne slet ikke styre sig, og Neville flæj rundt og rundt. kort sagt, det endte med kosten røg til jorden, og Neville hang fast i en slags pæl med hans jakke, efter 10 sekunder faldt han til jorden, ret højt oppe fra. "Jeg følger Hr. Longbottom til hospitalsfløjen, ingen flyver imens, og hvis i gør skal jeg nok sørger for i bliver bortvist før i kan nå at sige quidditch" sagde Madam Hooch strengt. 

Vi alle stod ret chokeret tilbage, vidste ikke helt hvad vi skulle sige. "Jeg tror han tabte denne her" sagde Draco, og samlede en rund kugle op. Det var Neville's glaskugle han havde fået med posten her til morgen, en glaskugle der blev rød når man havde glemt noget. "Læg den tilbage Malfoy" sagde Harry spydigt, "jeg tror faktisk jeg ville kaste den" sagde Draco, og satte sig op på kosten og fløj op i luften. "Lad nu vær, Malfoy" sagde Harry. Harry satte sig på kosten og skulle til at sætte af, da Hermione gik ind foran ham og sagde "Harry gør det ikke, du ved ikke engang hvordan man flyver". Harry lyttede overhovedet ikke og fløj op i luften, Hermione mumlede "sikke en idiot". "Draco stop så" råbte jeg efter ham, jeg satte mig op på min kost og fløj op til Draco og Harry. Det er bare typisk min bror, ikke at lade folks ting være. Jeg fløj efter dem, men Draco var hurtig. Vi kom helt op over skolen, Draco og Harry var over hinanden, "Draco, giv mig den!" råbte jeg surt, "hvorfor, jeg laver bare lidt sjovt" sagde han med et flabet smil. "Du giver mig den bare lige nu, fat det!" råbte jeg endnu højere end før. Selvfølgelig var han stædig, og det endte med at han kastede den. Harry og jeg styrtede efter den. Jeg var ikke sikker på hvor vi fløj henne eller hvor mange der kunne se os, men en ting var jeg sikker på, vi ville få ballade. Jeg fløj som en sindssyg efter Neville's glaskugle, det var egentlig meget befriende at flyve, det føltes godt. Jeg fik langt om længe fat i glaskuglen, og Harry og jeg fløj ned til jorden. Jeg kiggede hen på Draco, som bare så fornærmet på mig, "sikke en idiot" sagde jeg, ligesom Hermione lige havde sagt til Harry. Vi nåede ikke at stå i mange sekunder før jeg hørte en velkendt stemme sige "Harry og Elvira, følg mig omgående", det var McGonagall. Skønt, nu var vi i problemer. Harry og jeg gik i tavshed bag McGonagall, vi kom ind på skolen og gik gennem en masse gange, indtil vi stoppede ude foran et klasseværelse. 

McGonagall kaldte på en dreng, ved navn Oliver. "Oliver, det her er Harry Potter og Elvira Lucia Malfoy" "Harry og Elvira, det her er Oliver Wood Gryffindors målmand for quidditch holdet" introducerede og forklarede McGonagall, inden hun fortsatte med at sige "Oliver, jeg har fundet dig dine nye søgere" sagde hun med et smil. Jeg fattede ikke helt hvad der skete, hvordan skulle Harry og jeg kunne være søgere? Man må jo ikke deltage i quidditch før ens andet skoleår. 

Resten af dagen, var egentligt okay. Efter flyvning havde vi en pause, og så havde vi botanik i 2 timer, her havde vi det sammen med Hufflepuff kollegiet. Hvilket jeg fandt yderst perfekt, jeg havde ikke lyst til at se på Draco mere i dag, efter den uheldige episode ved flyvningstimen. Efter fulgt af en frokost pause så havde vi magiens historie, som også var helt okay, jeg nød faktisk timen, fordi jeg kunne sidde og læse i en god bog, om magiens historie. 

Efter magiens historie, skulle Harry og jeg møde med Oliver Wood. "i tænker sikkert, hvorfor lige os når vi er førsteårselever?" startede Oliver Wood ud, "sagen er, vi har ingen søger på vores team og McGonagall besluttede at det skulle være jer, fordi hun så jer flyve imorges" sagde han. "Men hvad er quidditch?" spurgte Harry om. "Quidditch er et spil som er meget kendt. Der er 7 spillere på hvert hold. Vi har 3 angribere som sørger for at få tromleren i en af de tre ringe, så vi kan score mål. De to baskere sørger for at vi andre ikke bliver ramt af de to smashere som flyver rundt i luften, og de sørger for at kyle den mod modstanderen. Så har vi målmanden, som er mig, jeg sørger for at det andet hold ikke score" forklarede han og holdte en kort pause. "Men det i to skal koncentrerer jer om, er det gyldne lyn. Søgeren skal som det eneste fange det gyldne lyn, det lyder let - men det gyldne lyn er meget småt og virkelig hurtig. Fanger i lynet slutter i kampen og tager 150 point til holdet" sagde han. 

Oliver åbnede en kasse hvor alle fire bolde lå. Tromleren var en rød-brun bold og med en diameter på 30cm. Efterfulgt var der to nøddebrune bolde, det var de to smashere, som man virkelig skulle undgå at blive ramt af. Det gyldne lyn var utrolig lille, den var lige så lille som en valnød og havde en diameter på omkring 2,5cm. "McGonagall har bestemt at du, Harry, bliver vores nye søger, og Elvira du bliver backup, hvis der sker Harry noget" sagde Oliver, jeg nikkede bare. Egentlig var det helt okay med mig, jeg var bare stolt over jeg allerede var kommet på holdet, når det ikke var normalt for en førsteårs elev. 

Jeg spekulerede dog lidt over, hvorfor de valgte Harry fremfor mig, jeg mener bare, vi er vel lige gode? Måske er det på grund af mit navn, at de tænker jeg måske ville lade Gryffindor tabe? Jeg ved det ikke, og jeg tror heller ikke jeg finder ud af det. 

Efter at have mødtes med Oliver Wood, lært reglerne i Quidditch og øvet en smule, var Harry og jeg på vej tilbage til slottet. Vi skulle bare op i opholdsstuen og lave lektier, da kokken allerede var blevet 16.15. 

"Det ret vildt, at vi er blevet søgere som første års elever" Sagde Harry, og afbrød den stilhed der ellers havde været her. "Meget, det egentlig ret fedt" sagde jeg stille. "Jeg troede aldrig jeg skulle blive det, jeg troede ikke jeg havde talent for Quidditch" forklarede Harry. Jeg kom pludselig i tanke om noget, jeg havde set. "Harry, du har det i blodet" sagde jeg, "hvad mener du?" sagde Harry og kiggede undrende på mig. "Kom med" sagde jeg. Vi gik en omvej hen til Gryffindors opholdsstue, da jeg ville vise ham noget. Inde i et rum, stod der et montre, med en mørk træfarvet plade. Her var der en guldformet ting, hvor der stod "Seeker" og nedenunder "James Potter". 

"Wow" sagde Harry lavt. "Hvordan vidste du det?" spurgte han spørgende om, "Jeg gik forbi her i går, og der så jeg det. Eftersom du er blevet udpeget som søger, synes jeg du burde se det, så du kan se du har det i blodet" svarede jeg, med et lille smil. "Det var virkelig sødt af dig, Elvira, tak" sagde Harry og smilte til mig. Jeg tror det er første gang siden vores møde på toget, at vi har sagt så meget til hinanden. Jeg tænkte det nok ikke ville vare forevigt, og imorgen var vi sikkert som fremmede for hinanden igen. Han er en Potter, jeg en Malfoy, det ville aldrig komme til at gå. Og jeg vidste hvad der ventede mig, hvis Draco og mine forældre fandt ud af, jeg var blevet gode venner med ham, med en Potter. De ville aldrig accepterer det. 

Harry og jeg fortsatte tilbage til opholdsstuen, hvor jeg gik direkte op til sovesalen. Jeg fandt mine skoletaske, og greb fat i min bog, vi havde fået idag i Magiens Historie. Vi skulle læse 2 kapitler, hvilket jeg ikke fandt særlig slemt. 

Klokken havde banet sig vej frem til 18:30, og her var der naturligvis aftensmad på Hogwarts. Modsat til i går, gik jeg idag ned for at få aftensmad. Jeg gik alene derned, men hvad havde jeg også regnet med? Da jeg gik ind i storsalen var de fleste elever og lærer allerede kommet, vi sad naturligvis på det bord der hørte til vores kollegie. Inderst inde var jeg bange, bange for jeg ikke var velkommen. Jeg følte mig ikke velkommen, ikke en lille smule. Hermione, Harry og Neville var de eneste der havde talt til mig, men det var jo ikke fordi samtalerne var særlige lange. Og jeg kunne ikke finde ud af, hvad de egentlig synes om mig. 

Jeg gik i rask tempo ned mod starten af bordet, her sad førsteårs eleverne, i starten af bordet som var tættest på lærer bordet. Jeg kiggede op mod lærerne, de alle sad der. Snape kiggede stadig undrende på mig, og jeg holdte øjenkontakten i 2 minutter, og lod mig slippe, da jeg følte en ubehagelig følelse igennem kroppen. Jeg kom frem til starten af bordet, og var sygt nervøs. "Elvira, kom og sid sammen med os" sagde Harry og smilte. En varme følelse røg gennem kroppen på mig. Jeg satte mig ned ved siden af Fred Weasley og på den anden side sad Hermione. Overfor mig sad Harry med Ron på hans venstre side og George på hans højre. 

Dumbledore holdte en kort tale, og ellers måtte vi begynde at spise. Aftensmaden på Hogwarts er fantastisk, aldrig i mit liv har jeg set så meget mad. Jeg tog et stykke af en tærte, der bestod af kylling og porre. Jeg tog også et kyllingelår og to kartofler. "Ville du have noget græskar juice, Elvira?" Spurgte Fred. "Ja tak" sagde jeg, og Fred hældte noget op i mit glas. 

"Tillykke til jer begge, Harry og Elvira, med at komme på Quidditch holdet" sagde George, "Tak" sagde Harry og jeg i kor. "Det er altså for vildt i er år hundreds yngste søgere" sagde Ron med munden fuld af kylling, "ja, det ret imponerende" sagde Harry, jeg nikkede mig enig og grinte svagt over Ron, der sad med munden fuld af kylling. 

Efter aftensmaden, gik alle elever tilbage til deres opholdsstuer. Jeg gik direkte op til sovesalen, tog nattøj på og gik i seng. Det havde været en lang dag, og der var så mange nye indtryk hele tiden. Der sker hele tiden noget på Hogwarts, så det kan godt være ret overvældende. Så nu, skal jeg sove og være klar til endnu en skoledag imorgen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...