The life-changing letter - Elvira Malfoy

De mørke tider havde lagt sig over troldmandsverdenen længe, og Voldemort herskede som aldrig før. Som bekendt var d. 31 oktober 1981 en forfærdelig dag, hvor Lily og James Potter døde, men også en dag til alles store overraskelse, lille Harry Potter på blot 1 år, havde overlevet Voldemorts dræberforbandelse. Hele troldmandsverden var i chok, men et sted i Wiltshire, England sad en lille familie, som ikke var nær så påvirket som andre hekse og troldmænd.

I bogen følger vi Elvira Malfoy, en 11-årig pige, der ligesom sin bror har modtaget sit Hogwarts brev. Sammen tager de spændte mod deres første år på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab. På deres første år bliver de kastet ud i store beslutninger, nervepirrende situationer og et brag af eventyr. Hvordan mon det kommer til at gå de to søskende, når de opdager brutale sandheder og livsændrende øjeblikke for dem begge to.
Følg med i The life-changing letter - Elvira Malfoy

3Likes
2Kommentarer
1613Visninger
AA

2. Chapter 2

 

Chapter 2 - Diagonalstræde 

Onsdag d. 21 August 1991

 

Elvira's synsvinkel 

"Elvira?" hører jeg en stemme sige, jeg genkender den straks, det er Draco. Jeg spærrer øjnene op, og ser Draco står ved min seng. "Hvad?" siger jeg, og gnider mig i øjnene, jeg er stadig træt. "Vi skal til diagonalstræde" siger Draco og forsvinder ud af mit værelse. Jeg svinger benene ud over sengen, det giver et gys i kroppen da mine fødder rammer gulvet, fordi det er iskoldt. Jeg bevæger mig hen mod mit sorte klædeskab og mit blik falder på hvilket tøj jeg mon skal have på, jeg trækker i et par sorte slidte busker og en rød sweater. Jeg bevæger mig ned til køkkenet, hvor min mor og Draco sidder og spiser morgenmad, jeg tager fat i en skive rugbrød og putter syltetøj på. Selve morgenmaden foregår i forholdsvis tavshed, jeg er ikke i humør til at tale, jeg er stadig træt. 

Vi tråder ind i vores kæmpe rum, som vi bruger til måder. Vi sætter alle kurs mod kaminen, hvor der er flammer inde i. Draco er den første som tager fat i noget susepulver fra krukken, han træder derefter ind i kaminen og stiller sig med ret ryg. Han siger højt og tydeligt "Diagonalstræde" og kaster pulveret ned i flammerne, så flammerne får en smaragdgrøn farve og så er han væk. Jeg er den næste til at transporterer mig til Diagonalstræde. Jeg tager et par skridt hen mod kaminen, så stikker jeg hånden ned i den grå krukke, som fint står oven på vores marmorkamin. Jeg tager fat i noget susepulver, og lukker min hånd sammen, susepulveret har en glitrende effekt og er sølv farvet. Jeg træder som Draco ind i kaminen, jeg retter ryggen og holder hovedet højt. Jeg siger højt og tydeligt "Diagonalstræde" og kaster pulveret fra mine højre hånd ned mod jorden, derefter bliver flammerne igen smaragdgrønne, og jeg suser afsted. Jeg når ikke at opfatte så meget, da det går meget hurtigt. 

Jeg lander i en kamin og træder straks ud, mit syn møder Draco der står og venter på mig. Jeg kigger mig hurtigt om, vi er landet i Den Utætte kedel. Jeg kiggede mig rundt i rummet. Her var mørke jord farver, brune vægge og brunt loft. Det var en lille skænkningsstue, med en masse borde og stole hvor folk fik noget at drikke, og læste aviser. Der var en lille slags bar, hvor man kunne gå op og bestille noget at drikke, vel typisk en god kop kaffe eller en god Butterbeer. "Skal vi komme afsted?" spurgte Draco om, jeg nikkede hurtigt og vi gik hen mod døren sammen. Vores mor blev hjemme, hun skulle vente på vores far kom hjem fra et møde, og sammen skulle de diskuterer nogen ting. Hvad de havde gang i, var ikke noget jeg viste. Vi trådte ud af døren og kom ud i en meget lille baggård, her var ikke mange ting. Det første der mødte mit syn var den højre røde mur, og derefter affalds contianer, som var det eneste der stod herude. Ellers var der ikke meget at prale af, en masse ukrudt langs fliserne og asfaltskanterne. "Det må være muren" sagde jeg og pegede hen på den røde mur, Draco stilte sig hen til den, det var her passagen til Diagonalstræde lå. Vores forældre havde naturligvis fortalt os hvordan man kommer igennem, og få dage forinden havde vores far lagt en gammel slidt paraply ved en af contianerne. Draco's øjne søgte rundt, og straks fandt vejen til paraplyen. Han slog let på den tredje mursten fra venstre med paraplyen, derefter slog han to sten op og tre på tværs og langsomt kom der et hul i muren, som kun blev større. Til sidst havde passagen åbnede sig, og vi trådte på sammen tid ud på Diagonalstræde. 

Selve gaden var stor med en masse butikker, som lå klods op af hinanden. Jeg fulgte efter Draco som straks gik målrettet hen til en butik, jeg kiggede op på skiltet foran døren, "Madam Malkin" stod der. Vi trådte ind og mødte en meget lav dame, som udelukkende var klædt i lilla. "hej mine kære børn, hvad kan jeg gøre for jer?" sagde hun med en varm stemme, "vi skal have en skoleuniform til vores første år på Hogwarts" svarede jeg og gav hende et smil. "Så følg med mig" sagde hun venligt, og vi begge fulgte efter hende. Vi gik hen til en masse hylder, hvor utrolig mange kapper lå. Kapper i alle størrelser, men til gengæld kun i den samme farve. Den søde lille dame begyndte at måle os, og fandt frem til vores størrelse, og hurtigt fik vi hver udleveret kapper, som vi skulle bruge i løbet af vores skoleår. Vi betalte damen og forsvandt derfor ud på gaden igen, og styrtede mod en anden butik. Vi gik hen mod boghandlen, og den fandt vi hurtigt, udenfor hang et skilt hvor der stod "Flourish & Blotts". Vi gik inden for, og jeg trak min seddel frem fra min lomme, på sedlen stod alle de bøger en første års elev skulle bruge. Jeg remsede navnene på bøgerne op, og sammen gik vi rundt og fandt dem. Boghandlen var ret stor, og her duftede af bøger, en duft jeg specielt godt kunne lide. At læse var noget jeg elskede, at begrave sig ind i en anden verden, en anden tid eller et andet sted, var noget jeg synes på en måde var magisk, og virkelig skønt. Efter at have fundet en masse bøger, gik vi op og betalte for dem og kom igen ud på Diagonalstræde. 

"Jeg skal have en ravn" sagde Draco, jeg nøjes med at nikke. "Jeg ville gerne have en ugle" sagde jeg. "Det er i hver sin butik, vi mødes ude foran Ollivanders bagefter" sagde Draco bestemt og forsvandt ind mellem alle menneskerne. Jeg gik hen mod Eeylops uglevarehus. Jeg trådte ind i butikken som var ret mørk, og med en masse ugler. Der var et par forskellige slags ugler, der var hornugler, slørugler, sneugler og kirkeugler. Jeg har altid synes ugler var et fascinerende og nogle af dem var meget smukke. Især sneuglerne fandt jeg meget smukke. Jeg kiggede mellem de forskellige bure, der var godt nok mange at vælge mellem, men jeg var dog fast besluttet på at vælge en sneugle. Jeg fandt en sneugle, og vidste med det samme det skulle være den. Den var næsten helt hvid, men havde enkelte steder hvor den havde sorte prikker af en art. Dens øjne var gule, og faktisk rigtig flotte. Jeg gik op til ejeren og pegede på hvilken ugle jeg ville have. Jeg fik betalt for uglen, og fik buret med uglen i. Jeg valgte at kalde min ugle for Eliana, navnet betyder nemlig lys - hvilket passer godt til min ugle, da den er helt sne hvid. 

Som aftalt mødtes jeg med Draco ude foran Ollivanders, som er butikken hvor du får din tryllestav. Draco åbnede døren og jeg fulgte trop. Butikken var lille og faldefærdig, ud over det, stod der æsker fra gulv til loft, som indeholdte tryllestave. "Hvad kan jeg gøre for jer?" spurgte en gammel mand om, "vi skal have en tryllestav" sagde Draco en anelse spydigt og med et selvsikkert smil. "Naturligvis" svarede han. Draco startede med at få udvalgt tryllestav, manden kom med en masse forskellige tryllestave og efter 4 forsøg lykkedes det endelig, at finde den rette. Draco's stav var 10 tommer lang, dens træ bestod af tjørn og dens kerne bestod af enhjørning hår. Så blev det min tur til at finde min stav, modsat til Draco, tog det mig kun et forsøg til at finde den rette tryllestav til mig. Min tryllestav er 11 tommer lang, dens træ består af kristtorn og dens kerne består af dragehjertestreng. 

Efter at have brugt en del timer i Diagonalstræde, satte vi nu kurs mod Wiltshire, til Malfoy Manor. Vi trådte ind i Den Utætte Kedel og gik med stift blik hen mod kaminen, jeg trådte først ind. Jeg sørgede for at holde fast i alle mine ting, så ingen ville blive efterladt her i kaminen, Draco rakte mig krukken, og jeg tog noget af det glitrende sølvfarvet pulver i venstre hånd. Sagde højt og tydeligt, "Malfoy Manor" og kastede det ned på jorden. Der efterlod jeg kaminen i smaradggrønne ild flammer og min tvillinge bror stående tilbage. Jeg landet kort efter i vores marmorkamin i det store møde rum. Lyden var høj, da jeg tabt nogen af mine ting i farten, og de lå nu ud over gulvet. Hurtigt kiggede mine forældre hen på mig, jeg smilte til dem og samlede mine ting sammen. Tre minutter efter kom Draco frem i marmorkaminen, og hans ting røg også ud af kaminen, og landede forskellige steder på gulvet. 

"Fik i købt alt på listen?" spurgte min far med en kold stemme, "ja" svarede jeg ham. Jeg tog alle mine ting og forsvandt ned af den lange gang, så drejede jeg til højre ned af endnu engang og gik ind af døren der lå på venstre side, mit værelse. Jeg satte stille tingene ved siden af mit skrivebord, og lagde mig udmattet hen på sengen. Hvem havde nogensinde troet, at det ville være så hårdt at shoppe. Jeg blev hurtigt afbrudt af mine tanker, da en af vores hus alfe kom ind, det var Dobby. "Min herre har sagt jeg skal ligge dine nye skoleting på plads" sagde han med en rystende stemme, "så gør det dog" sagde jeg koldt. Mine forældre havde altid opdraget mig med, at hus alfer ikke var nogen man holdte af, de var nogen små væsener der skulle gøre hvad de blev bedt om og intet andet. Jeg lå i sengen og betragtede Dobby. Han var meget lille, han har store øre som ligner flagermusører og har også store øjne. Han har en lang næse og grønne øjne. Hus alfe går ikke med tøj, da det er skamfuldt af dem at gøre. Til gengæld bære de håndklæder, tehætter eller pudebetræk. Dobby bar et langt slidt klæde som gik ham til knæene, og var bundet sammen oppe ved hans højre skulder. "Husk vasketøjet på vejen" sagde jeg stift, "ja selvfølgelig Elvira" sagde Dobby med sin skingre stemme, jeg sendte ham et lille smil. 

Selvom jeg er blevet opdraget til at behandle hus alfer som skidt, så kan jeg ikke lade vær at have en smule ondt af dem. Jeg ved min far og bror anses for at være kæmphøje, arrogante, selvsikre og nogle væmmelige mennesker af de fleste hekse og troldmænd, derfor må det som en husalf være svært at tjene min familie. Min mor og jeg er de eneste der er lidt blide ved dem, men det ved min far eller bror intet om, og det er vist også bedst sådan. Mine egenskaber siger jeg skal bekymre mig om folk, men ofte kan det være svært, når man kommer som den familie jeg nu gør. Mine øjenlåg blev langsomt tunge, jeg var træt efter den lange dag i Diagonalstræde, en masse nye indtryk og mange forskellige mennesker. Hurtigt lod trætheden overtage min krop, og jeg faldt i en dyb søvn. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...