A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3170Visninger
AA

10. 9

Jeg tog albummet med ind til mor. Det næste billede, kunne jeg ikke huske. Sjovt nok fordi, det var blevet taget mens jeg lå og sov trygt i min seng. Mit gæt ville være, at det var taget julemorgen. En stak gaver lå i min fodende, og jeg kunne forestille mig, at mor og Gemma var derinde for at vække mig. Fortælle mig, at Julemanden havde været der om natten.

Julemanden var en virkelighed for mig, indtil jeg var omkring ti år gammel. Efter det begyndte vi at lære om traditioner, især juletraditioner, i skolen. Min lærer fortalte mig, at Julemanden var en legende, ikke en virkelig person. Jeg græd i flere dage, huskede jeg det som. 

“Mor?” spurgte jeg, da jeg satte mig ved siden af hende. Summer sad overfor mig, og Gemma ved siden af hende - overfor mor. En masse mindre pakker lå spredt over bordet, og to raslebærgere fyldt med to terninger hver, var sat i hver sin ende af bordet. Et æggeur stod ved siden af mor.

“Ja, min skat?” spurgte hun, mens hun rykkede stolen tættere på bordet. Resten af familien var også igang med at sætte sig til bords. Jeg slog op på siden, med billedet af mig der sov. “Hvorfor lagde I mine gaver i min fodende?” spurgte jeg. 

Generelt huskede jeg ikke særligt meget fra den jul, så den må ikke have været særligt speciel. Mor tog albummet tættere på sig, og lagde sin ene hånd ved siden af billedet. Hun kiggede kort på det, men kiggede så op på mig igen. “Du var syg,” sagde hun, kort og kontant. 

“Du havde influenza, og du sov hele juleaften, og hele julemorgen. Du fejrede slet ikke jul det år, så vi var nødt til at ligge dine gaver ind til dig,” uddybede hun. Jeg smilte svagt, og nikkede. Gemma strakte hovedet ud, og kiggede ind over gaverne for at se, hvilket billede der var tale om. 

“Den jul kan jeg godt huske,” mumlede Gemma. Hun smilede, og begyndte så at grine. “Den bedste jul jeg nogensinde har haft,” afsluttede hun. 

Jeg kastede en pebernød i hovedet på hende, hvilket fik flere af vores små kusiner og fætre til at grine. Hun kastede endnu en tilbage, og hurtigt havde vi startet en pebernødde krig. “Så stopper vi lige, børn,” sagde mor flabet, men bestemt. Både Gemma og jeg blev en anelse røde i ansigterne, og foldede vores hænder sammen som tegn på fred.

“Hvor længe var jeg syg?” spurgte jeg. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde været syg i længere tid, sidste gang jeg var syg i mere end en dag, havde jeg madforgiftning. Jeg havde altid haft et godt immunforsvar, og sygdom var aldrig noget der ramte mig. 

“Mindst en uge,” svarede mor og nikkede. Jeg var både gået glip af juleaften og julemorgen, men var jeg gået glip af nytårsaften også? “Var jeg med til nytårsfesten?” spurgte jeg. 

Gemma kiggede hen på mor, ventende på et svar. Hun kunne nok heller ikke huske det.

“Ingen af jer var med,” startede mor ud med at sige. Gemma kiggede overrasket på hende. Siden vi var helt små, havde vi været med til en nytårsfest i et stort forsamlingshus i udkanten af byen. Både små børn og ældre mennesker, og alle ind i mellem det, var med. “Hvorfor ikke?” spurgte Gemma.

“Harry var stadig for syg til, at tage med. Jeg skulle blive hjemme og passe ham, og du kunne ikke tage afsted alene. Så jeg valgte, at du for første gang nogensinde, ikke skulle med,” forklarede hun. 

Gemma så mere end bare fornærmet ud. Jeg kunne godt forstå hende. Tænk, at skulle blive hjemme fra noget man glædede sig til ét helt år, bare fordi ens irriterende lillebror lå med influenza. Ikke nok med, at julen ikke havde været det samme for hende, så skulle nytår heller ikke være det samme. Selvom hun sagde det var den bedste jul i hendes liv, så troede jeg ikke på hende. Selvfølgelig havde det været underligt og unormalt, at man ikke holdte den jul man var vant til at holde. Det virkede ikke til, at have været en god jul, overhovedet.

Hvis den havde været god, havde jeg kunne huske den. “Nå, skal vi spille?” spurgte Gemma mut.

-

Ord: 713

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...