A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3162Visninger
AA

8. 7

Jeg havde fundet julealbummet frem igen, klar til at kunne vise det til Summer. Hun havde virket meget interesseret i de jule, som mor, Gemma og jeg havde snakket om til måltiderne. Pakkeleg ville begynde kort efter, og efter, når vi havde trukket os tilbage ind på mit gamle værelse, ville jeg vise hende dem. 

Billedet af Gemma og jeg, var det som havde fanget min opmærksomhed igen. Hendes brune hår matchede mit, hendes grønne øjne lignede mine, og man kunne nemt se, at vi var søskende. Hun er en del ældre end mig, men på billedet var jeg allerede 6 år. 

Det var den første jul uden far, han havde få måneder inden forladt mor og os uden videre varsel. Eller, Gemma og jeg vidste ikke noget om det i hvert fald. Vi havde senere hen snakket om det, og hun, som var ældre end jeg var, havde ikke fået noget at vide. Jeg vidste stadig ikke, om mor havde haft nogen anelse om, at han ville flytte væk og ikke komme tilbage. 

Iført matchende juletøj, sad vi der og så bedårende ud. Kendte man os ikke, ville man ikke kunne se på billedet, at vores far lige havde forladt os. Julen havde foregået som den plejede, og var den første jul jeg hundrede procent kunne huske. 

Vi havde beholdt alle vores normale traditioner, for far havde aldrig været særligt involveret i nogle af dem. Det er noget af det sjoveste at opleve, når ens forældre bliver skilt. I hvert fald for Gemma og mig. Der var så mange ting som slet ikke ændrede sig, der var bare en person mindre til stede. 

Jeg opdagede hvordan han aldrig havde lavet andet end at spise maden, åbne sine gaver, og gå med rundt om juletræet. Det var mor og mormor vi pyntede juletræ med, det var mormor der lavede maden, det var Gemma og mig der delte gaverne ud fra under træet. 

Far var mere end gæst juleaften, end han nogensinde deltog. Han hjalp os med at pakke gaver ud, og med at lege med det nye legetøj, men han var aldrig produktiv. Mor købte gaverne, mor valgte tøjet, mor hjalp os med at gøre os klar. 

Jeg havde aldrig sat nok pris på mor, indtil far forlod os. 

“Hvad kigger du på?” spurgte Gemma, og satte sig ved siden af mig. Køkkenet havde været helt stille, og helt tomt inden hun kom. Mor og resten af familien var igang med at gøre klar til pakkelegen, hvilket Gemma også burde have gjort. Det burde jeg egentlig også. “Julealbummet,” svarede jeg kort og smilede. 

Gemma nærmest hev julealbummet ud af hænderne på mig, og kiggede på siden det var slået op på. Hun kørte, ligesom jeg, sin finger hen over billedet, nærmest kærtegnede vores små ansigter. “Harry og Gemmas første julemorgen,” hviskede Gemma, da hun kørte fingeren over ordene. 

Jeg smilede. Det havde været vores første julemorgen nogensinde, siden Gemma og jeg var blevet født. Ikke nok med at det var første jul uden vores far, som vi havde boet med hele vores korte liv, så var det også første gang, at vi skulle vente til om morgenen med at åbne pakker. 

Vi havde som sædvanligt haft den gode julemiddag aftenen før, men nu skulle vi også pludseligt have god morgenmad næste morgen, og så åbne gaver. Jeg havde ikke været vant til, at familien var der julemorgen også. Hele den dag havde været meget anderledes for mig. 

“Ringer far stadig til dig?” spurgte Gemma. Hun kiggede ikke på mig, men sørgmodigt ned i julealbummet. Jeg lagde min hånd på hendes ryg, blidt, for ikke at overraske hende. “Nej,” svarede jeg og pressede mine læber sammen. 

Jeg var bange for at svare hende. Hvad hvis han ringede til mig, men ikke hende? Hvad hvis han ringede til hende, men ikke mig? Endnu værre, hvad hvis han ikke ringede til nogle af os? Jeg var bange for, at sidste mulighed var realiteten. 

Det var flere år siden, at jeg overhovedet havde set ham, og jeg ville gætte på, at situationen var den samme for Gemma. Jeg kunne se en tåre forlade hendes øjenkrog og løbe ned af hendes kind, og jeg mærkede hvordan tårerne også ophobede sig i mine øjne. 

“Ringer han til dig?” tog jeg mig endelig sammen til at spørge hende om. Hun kiggede på mig, og tårerne i hendes øjne dannede et spejlbillede af mig. Det var tydeligt at se, at hun prøvede hårdt på ikke at græde. 

Jeg havde ikke tænkt på vores far som sådan i mange år. Jeg var blevet ligeglad med om han besøgte os eller ej, og jeg var blevet ligeglad med, om han ringede på min fødselsdag. 

Da vi var blevet ældre havde vi fået en ny far, og det var ham jeg endte med at se som min far. Men billedet fra vores første jul uden vores biologiske far, var som en øjenåbner, og føltes som en mavepuster. Gemma tørrede tårerne væk, og mine forsvandt da jeg blinkede. 

“Nej, men det er fint. Vi har mor,” mumlede hun som et svar, og smilede. Om jeg var enig, vidste jeg ikke. For da jeg var mindre, var det så hårdt ikke at have en far. Mest det, at være den eneste dreng i huset, for hverken mor eller Gemma forstod de ting jeg gik igennem. 

Men den første jul uden far? Ikke så slem som jeg måske gerne ville have husket den var. 

-

Ord: 910

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...