A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3183Visninger
AA

5. 4

Billedet af min jul fra da jeg var to år gammel, havde ikke interesseret mig. Jeg virkede som en almindelig to årig dreng, iført et nyt jakkesæt og en butterfly som jeg, som forventet, ikke var glad for. Det var det eneste, det billede har sagt mig. 

De andre billeder havde jeg været interesseret i, hvad der var sket inden, og hvad der skete efter. Billedet fra julen i 1995 viste en dreng som var klædt pænt på, og poserede så fint han kunne med en irriterende butterfly rundt om halsen. 

“Beholdte vi meget de samme traditioner da jeg var lille?” spurgte jeg mor om, mens jeg hjalp hende med at bære af bordet. Jeg stillede glassende på række langs vasken, og tændte for det varme vand. Jeg kiggede hen på mor, mens vandet varmede op. 

“Altså, ja. Mange af de traditioner vi har nu, stammede jo helt fra da jeg var lille. Mange af dine juleaftener var meget ens, især indtil du fyldte 4 eller 5 år. Men det begyndte at blive en smule mere spændende da du var omkring 3,” fortalte hun. Jeg smilede. Jeg kunne godt huske noget fra vores jul da fyldte tre. Meget få ting, men det er nogle af mine første minder jeg har derfra. 

“Du fik for første gang lov til, at åbne dine egne gaver uden Gemma lavede en scene. Du var så lykkelig, og du forstod endelig hvad det var du lavede,” fortalte mor. Det var en ting jeg godt kunne huske. 

Den ene gave jeg kunne huske fra den aften, var den bamse som jeg fortsat havde sovet med i elleve år. Det var nok også en af grundende til, at jeg kunne huske det minde. Når man sover med noget i elleve år, måske endda får fortalt senere hen at man fik den i julegave da man var tre, så finder man mindet frem og gemmer det for evigt. 

Jeg elskede den bamse. Jeg sov med den til jeg var fjorten, og stoppede kun med det, fordi det var pinligt. At have en bamse liggende i sengen, imponerede ikke ligefrem pigerne når de kom hjem til en efter skole, og gerne ville sidde i sengen. Jeg smed dog ikke bamsen ud. 

Bamsen var placeret i sengen på mit værelse her hos mor. Fra jeg var fjorten til jeg flyttede hjemmefra, lå den inde på mors værelse, under sengen i en kasse. Jeg var ikke sikker på, om hun nogensinde vidste den var der. Men da jeg flyttede hjemmefra, fandt jeg bamsen frem igen og lagde den i sengen på dens gamle plads. 

“Hvem var det egentlig der gav mig bamsen?” spurgte jeg, uden at referere til hvilken bamse jeg snakkede om. Men hun smilede, så jeg gik ud fra, at hun havde gættet hvor min hjerne var gået hen.

“Din oldemor,” svarede hun med et smil. “Din mormors mor,” uddybede hun. 

Jeg kunne ikke huske min oldemor. Jeg kunne huske en begravelse, som jeg var rimelig sikker på, var min oldemors. Men jeg havde ikke de minder om at tage hjem til hendes hus, og ens næsebor blev fyldt med lugten af ældre kvinde. Jeg havde ikke minder om, at blive forkælet med alt det slik, jeg ikke måtte få derhjemme.

“Hvordan var min oldemor?” spurgte jeg nysgerrigt. Jeg havde behov for, at vide hvem hun var. Jeg ville have en større mening med at beholde bamsen, end at det bare var min yndlingsbamse som lille. Jeg ville gerne kunne huske min familie, hele min familie, så jeg en dag ville kunne fortælle mine børn om dem de aldrig ville komme til, at kunne møde. 

“Hun var en skøn kvinde. Hun satte alle andre før sig selv, og hun synes det var så vigtigt, at dig og Gemma fik den bedste start på livet, som I overhovedet kunne få. Hun elskede at forkæle jer, også selvom hun ikke nåede at forkæle dig lige så meget som Gemma,” fortalte hun. Jeg smilede. 

Selvom det var en beskrivelse som passede på mange kvinder, især kvinder med børnebørn og oldebørn, så følte jeg, at jeg kendte hende en smule bedre. Også selvom mor nok ikke ville sige at hun var forfærdelig, hvis hun havde været det. 

“Skete der noget andet spændende den jul?” spurgte jeg. Det eneste jeg kunne huske var gaven, og det var noget af det eneste mor havde fortalt om. Jeg savnede en sjov historie eller noget andet, som ville gøre den jul mindeværdig. “Altså, Gemma satte ild til sin kjole,” fortalte hun. 

Vi begyndte begge at grine, og lige efter kom Gemma gående ud i køkkenet. Hun kiggede underligt på os begge, og forstod tydeligvis ikke hvad der var så sjovt. “Hvad griner I af? spurgte hun. 

“Ikke noget,” var jeg hurtig til at sige. Både mor og jeg prøvede at kvæle vores grin, indtil Gemma forlod køkkenet igen .Jeg kunne lige se det for mig. Gemma iført en stor tylkjole, og så gå ind i noget med levende ild, og have flammer i skørtet. Hun må have været rædselsslagen. 

“Hvordan skete det?” spurgte jeg, da jeg næsten ikke grinede længere. Det var ikke lige så sjovt længere, men forklaringen ville måske være det. “Hun ville tænde de rigtige jul på juletræet, hvilket hun ikke måtte på grund af dig, hvilket kun fik hende til at ville det mere, og så gik det galt. Hun tændte ét lys, og da hun ville tænde det næste, lænede hun sig ind over det første lys. Som du kan regne ud, gik det ikke så godt,” forklarede hun. Det lød fuldstændigt som Gemma. 

Jeg smilede ved de nyfundne minder om min tredje hjul. Det lød uden tvivl til at have været en fantastisk jul, og jeg kunne ikke komme mig over, hvor stædig og beslutsom Gemma havde været som barn. Godt nok var hun det stadig, men jeg troede det var noget, der var kommet med teenageårene. 

-

Ord: 986

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...