A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3165Visninger
AA

23. 22

I dette kapitel er kursiv noget, som Harry forestiller sig, en drøm.

 

Og kun Gud måtte vide, at deres ønsker ville gå i opfyldelse en dag. Tømrerdrømmen var for længst lagt bag mig, og jurauddannelsen var påbegyndt i Chicago. Det var hårdt, men det havde Robin allerede forberedt mig på. Der var mange lektier, og der var meget læsestof. Udover det, var det ikke en billig uddannelse, så julegavepengene havde været små. 

Hvad det var, der havde fået mig til at lave så drastisk et karriereskift var jeg ikke helt sikker på, men måske ønskede jeg bare noget mere end at fikse hegn og sætte vægge op. 

At studere i Chicago, bo og arbejde i Chicago var hårdt, når man var vant til England. Turen hjem til mor og Robin havde været meget længere og dyrere end sædvanligt, og da jeg landede i England opdagede jeg forskellen på mine to hjem. Da jeg steg ud af flyet, rettede jeg på mit jakkesæt som det første. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv, inden jeg begyndte at læse jura. 

Min kuffert fandt jeg hurtigt. Den var gul, og det var ikke den mest almindelige farve til kufferter i en engelsk lufthavn. Jeg prajede en taxa da jeg kom ud fra lufthavnen, og der var hurtigt en der stoppede ved mig. En ung kvinde stod ved siden af mig, og var også igang med at praje en taxa. “Hvor skal du hen?” spurgte jeg hende med et smil. 

Hun vendte sig om, og kiggede på mig. Hun tog hånden ned og smilede genert. “Hjem til mine forældre,” svarede hun med en lettere amerikansk accent. 

Et halvt minut efter havde vi fundet ud af, at vores forældres byer var tæt på hinanden, og at hun bare kunne fortsætte i taxaen efter jeg var steget af. Jeg hjalp hende med, at få hendes kuffert ind i bagagerummet, og smed derefter min egen derind. Jeg åbnede døren for hende, og hun satte sig ind på venstre bagsæde. Selv satte jeg mig ind på det højre. 

Vi gav taxachaufføren adresserne, og han gik straks igang med at køre os derhen. Jeg kiggede hen på kvinden. Hun sad med sin mobil, og fjernede en tot hår fra sit ansigt med en finger. Jeg smilede svagt, og prøvede på, at tage mig sammen. “Hvad hedder du?” spurgte jeg endeligt. 

“Summer,” svarede hun og smilede svagt. Hun låste sin telefon, og lagde den ned i sin jakkelomme. Hun rettede forsigtigt på sit hår, og smilede endnu en gang til mig. Hun rømmede sig hurtigt. “Hvad med dig?” spurgte hun så. 

“Harry,” svarede jeg og smilede. Jeg rakte min hånd ud til hende, og hun tog imod den. Vi rystede forsigtigt hinandens hænder, og gav så slip igen. Resten af taxaturen, som varede to timer, gik på at vi lærte hinanden en smule at kende, udvekslede telefonnumre, og sagde farvel da jeg steg ud af taxaen. 

Døren til mors hus virkede fremmed, og jeg var i tvivl om, om jeg bare skulle gå ind, eller om jeg burde banke på. Jeg tog en dyb indånding, bankede to gange hurtigt på døren, og gik så ind. “Jeg er hjemme!” råbte jeg igennem huset. 

Jeg gik straks igang med, at smide halstørklæde, sko og vinterjakke, og gik ind i stuen hvor mor, Robin og Gemma sad. Robin lyste op i et kæmpe smil, da han så mig i jakkesættet. “At blive advokat klæder dig,” sagde han, mens han rejste sig op. 

Robin kom helt hen til mig, og gav mig så mandligt et kram som man overhovedet kunne. Jeg gik hen til mor, krammede hende, og kyssede hende på kinden. Til sidst gik jeg hen til Gemma, som også havde rejst sig, og var klar til at kram. Det var længe siden, at jeg havde set nogle af dem, og det kunne mærkes. Næsten et halvt år. 

“Er du klar til julen?” spurgte Gemma mig, og grinede mens hun kiggede op og ned ad mit jakkesæt. Jeg måtte virke utroligt fin i tøjet i forhold til min familie, som alle sad i hverdagstøj og julesweaters. Jeg grinede hæst, og kiggede op på hende. “Jeg går op og skifter,” sagde jeg. 

Mit værelse var som sædvanligt redt op til mig, men denne gang lidt finere end normalt. Jeg pakkede kufferten ud, og fandt hurtigt et par grå sweatpants, og en sort, langærmet trøje, som sad tæt på kroppen frem. Jakkesættet hang jeg forsigtigt ind i skabet. 

Aftenen forløb som normalt, god mad, god film og godt selskab med min familie, som jeg havde savnet mere end noget andet. Samtalen virkede normal, og der var intet besværet eller unormalt ved den. Klokken blev hurtigt mange, og vi blev alle trætte omkring midnat. “Skal vi gå i seng?” spurgte Gemma, og rejste sig fra sofaen. 

Vi blev alle enige i, at det nok var en god idé. Robin slukkede ilden i ildstedet, mor slukkede lyset, og Gemma og jeg gik sammen op på førstesalen, og ind på hvert vores værelse. Jeg slukkede lyset, pg puttede mig godt ned under dynen. Jeg havde ingen problemer med at falde i søvn. Jeg havde været træt længe, og forventede også at være træt julemorgen, på grund af jetlag. 

Mine øjne var tunge, og jeg faldt hurtigt i søvn. Jeg vågnede op næste morgen med en hovedpine, og til lyden af hele min familie der var nedenunder. Jeg kiggede på klokken. Ti minutter i ti, og ingen havde vækket mig. Jeg tog sokker på, og det samme tøj, som jeg havde på aftenen inden. Jeg gik besværet ned ad trapperne, og gik ind til hele min familie, som grinede over en joke. 

“Godmorgen sovetryne,” sagde mor da hun kom hen for at give mig et kram. Jeg gabte forsigtigt, og gned mig i øjnene. Jeg sagde hej til de familiemedlemmer som ikke havde været der dagen før, og satte mig til bords med dem. “Nu når alle er her, skal vi så gå igang med at spise?” spurgte Robin drillende. Få sekunder efter, blev mad fordelt ud på adskillige tallerkner. 

“Hvordan går det i Chicago?” spurgte morbror. Jeg kiggede ned på ham, og smilede. Jeg tog en tår af min juice, og tørrede min mund med en serviet, inden jeg svarede. “Det går godt,” svarede jeg kort. 

Det virkede underligt at sidde og snakke om min hverdag, når hele min familie plejede at kende alt til mit liv, min hverdag, mit job, min undervisning, endda mine venner. Ikke at bo i England, ikke at se min familie jævnligt, var hårdt for mig, men langt hårdere da jeg kom hjem. 

Jeg mærkede en klump forme sig i min hals, og prøvede at skylle den ned med noget juice, men det virkede ikke. Resten af morgenmaden var jeg passiv, og virkede næsten som en gæst i mit eget hjem. Var advokatuddannelsen den rigtige for mig, hvis det betød, at jeg ikke kunne se min familie jævnligt? Jeg havde altid sat familie før noget andet, men nu gjorde jeg det ikke længere. 

Jeg kunne ikke lade vær med, at føle, at jeg var blevet selvvisk. Burde jeg flytte hjem igen?

-

Ord: 1179

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...