A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3152Visninger
AA

20. 19

“Det eneste jeg husker fra drømmen nu, er hvordan hun bare lige pludseligt ikke var der længere,” sagde jeg så lavt jeg kunne. Jeg ville ikke indse, at det var rigtigt, at jeg sad og fortalte Summer om det. “Har du oplevet det før?” fremstammede hun. 

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare, så jeg rystede blot på hovedet. Summer var vågnet, da jeg ikke længere lå ved siden af hende. Hun havde flyttet på sin hånd, og havde ramt en tomt hovedpude, i stedet for mit ansigt. “Hvordan døde hun?” spurgte hun.

“Hun havde været syg i længere tid, og til sidst blev smerterne så slemme, at hun glemte at lave mad. Hun døde af udmattelse og sult, forsaget af hendes sygdom,” svarede jeg, og brugte de præcise udtryk jeg selv havde fået at vide dengang. Summer lagde sin hånd på min kind, og nussede den med sin tommelfinger i cirkulære bevægelser. Jeg smilede halvt, og fjernede forsigtigt mit ansigt. 

“Kan vi ikke ligge os til at sove igen? Vi skal tidligt op i morgen,” svarede jeg. Jeg var ikke træt, og jeg var ikke sikker på, hvorvidt jeg ville sove resten af natten eller ej. Men Summer nikkede, og nogenlunde synkront lagde vi vores hoveder ned på hver vores pude, og pakkede os godt ind i dynerne. Jeg kyssede hende på kinden, og hviskede et blidt godnat. “Væk mig, hvis der er noget,” hviskede hun lige så lavt.

Jeg drejede mig om på siden, sådan så jeg lå med ansigtet væk fra Summer. Jeg prøvede at lukke øjnene i, men det eneste jeg så på indersiden af mine øjenlåg, var min mormors døde krop. Mine tanker var nødt til, at komme hen på noget andet, men først skulle de finde fred.

Over alt i min hjerne var der minder af behagelige, gode, sjove, fantastiske stunder og øjeblikke, men ingen af dem kunne findes frem. Det eneste jeg kunne komme på, var julen efter hendes død. Hun havde været død i over et halvt år, men vi savnede hende alle stadig så frygteligt meget. Hun manglede til at lave maden, til at dekorere juletræet, og mest af alt, manglede vi hendes humør, hendes stemme og hendes tilstedeværelse. 

Det årlige julefoto skulle tages igen det år, men ingen af os var i godt humør den jul. Selv de helt små, som måske ikke forstod hvorfor, var kede af det. Det var en forfærdelig jul, og det ville altid være sådan jeg så den, troede jeg. Jo ældre jeg blev, jo smukkere blev julen for mig. 

Måden hele familien kom sammen på efter hendes død, var det smukkeste der kunne ske i en tragedie. Mor og morbror var sammen kommet op med idéen til årets julebillede, som for første gang nogensinde, var blevet planlagt inden. De havde printet et dokument ud, hvorpå et billede af mormor var. Under billedet stod hendes dødsdato. 

Vi havde alle sammen stillet os foran juletræet, nogle sad, nogle lå, og nogle få stod. Jeg var placeret i midten, og med tårer i øjnene havde jeg fået dokumentet, som var blevet rammet ind, i hænderne. Mor havde bedt mig om, at holde det lige.

Jeg havde ikke lyst til, at mormors billede skulle være skævt, så jeg havde koncentreret mig meget om, at billedet skulle ligge i vatter. Vi havde sat en timer på kameraet, og da blitzen gik af, løb en tårer ned ad min kind. Jeg huskede billedet. Man kunne ikke se, at jeg græd på det. 

Efter billedet var blevet taget, havde jeg taget rammen med dokumentet i med op på mit værelse, og der hang det indtil den næste jul, i håb om, at vi ville bruge billedet igen. Desværre blev det ikke sådan, og julen året efter havde været forholdsvis normal. 

Når jeg tænkte tilbage på det, kunne jeg se hvorfor, at det hele var sådan. Vi skulle ikke sørge længere, vi skulle ikke gøre det til en juletradition, at vi havde billeder af de afdøde familiemedlemmer med os på julebilledet. Julebilledet skulle ikke være opstillet, og jeg var glad for, at det ikke var endt sådan, som attenårige jeg havde ønsket det skulle være.

-

Ord: 693

Jeg beklager meget, at kapitlet er en dag forsinket, men jeg håber, at I overlever. I går havde jeg juleafslutning på min efterskole, så der var gang i den hele dagen, og jeg havde derfor ikke tid til at skrive. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...