A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3165Visninger
AA

19. 18

I dette kapitel er kursiv noget, som Harry forestiller sig, en drøm.

Kapitlet kan virke stødende for nogle, da det indeholder lettere ubehagelige beskrivelser om lig. Dette sker når kursiv slutter.

 

Vi sad oppe og spillede pakkeleg, og klokken var efterhånden blevet mange. Vi havde alle fået samlet en god stak gaver, og ingen sad uden nogle. Som alle blev ældre, blev antallet af gaver større og større, og i år var jeg kommet med tre. 

Jeg sad ved siden af mormor, som havde to gaver mere end mig. En af gaverne kæmpede vi om, og hun havde runden inden stjålet den fra mig. “En sekser,” sagde jeg, da jeg løftede raslebægeret. 

“Jeg snupper den her gave,” sagde jeg, og tog gaven væk fra mormors bunke. Hun smilede, og tog raslebægeret ud af min hånd. Hun var en dårlig taber, og en endnu dårligere vinder, så hvis hun fik gaven nu, ville det ikke være sjovt for mig. Hun raslede med bægeret, og slog det hårdt ned i bordet. 

Hun smilede til mig, inden hun løftede bægeret, som afslørede en sekser. Hun kiggede en gang rundt om hele bordet, for at se de forskellige gaver hendes børn, svigerbørn og børnebørn sad med. Hun strakte sin arm ud efter min gave, men inden hun fik sat sin hånd på den, ringede æggeuret. Jeg smilede hoverende til hende, og kunne ikke lade vær med, at grine.

“Du fik den, denne omgang,” mumlede hun med en ondskabsfuld tone. Vi begyndte begge at grine, og jeg lagde min arm på hendes skulder. Hendes smilerynker var tydelige omkring øjnene og læberne, og kunne let skilles fra hendes rynker der kom af alderdom. 

Hun var en ældre kvinde, men holdt sig godt. Selvom jeg var teenager, satte jeg stor pris på hende, og glemte på intet tidspunkt at sætte pris på hende. Jeg smilede til hende. “Er vi klar til, at åbne gaverne?” spurgte jeg. 

“Skal vi tage et billede af de to med flest pakker?” spurgte mor mens hun stod med kameraet, som hun havde været henne og hente. Jeg lagde min arm om mormor, og lagde mit hoved halvt od ad hendes. “Smil!” sagde mor begejstret, og det gjorde vi så. 

Ét klik, én blitz, og et billede der skulle godkendes. Vi smilte begge to da vi så det, og begyndte så begge to at åbne vores gaver. Jeg kiggede hen på hende, for at se hende åbne gaverne, og så var hun væk, som forsvundet ud i den tynde luft. 

Jeg vågnede op med et sæt, et ryk i hele kroppen. Jeg hyperventilerede, jeg følte slet ikke, at luften kom ned i mine lunger. Jeg kørte en hånd igennem krøllerne i håb om, at kunne finde ro i kroppen, men intet virkede. Louisa lå ved siden af mig, sov tungt, og så, så fredfyldt ud. Et smil prøvede at finde vejen frem til mine læber, men blev afbrudt af nogle vejrtrækninger der stadig forsøgte at finde den rigtige vej ned til lungerne, deres hjem. 

Gulvet virkede koldt mod mine fødder, og mine albuer spidse mod mine knæ. Jeg tog en dyb indånding, og kiggede hen mod spejlet der stod på mit gamle skrivebord. Ved siden af spejlet, stod billedet af mormor og mig. Jeg prøvede at rejse mig, men mine ben gav efter under mig. 

Jeg havde mest af alt lyst til at ligge mig ned og sove igen, men jeg var bange for hvad jeg måske ville se. Hun havde været væk, hun havde bare været helt væk. Minderne af hendes let blålige krop, fyldte stadig mine minder, og jeg var bange for, at det ville dukke op i min drøm. 

Hendes lejlighed havde lugtet underligt, og normalt duftede den ellers så dejligt af nybagte sager, havde hendes nabo sagt til politiet. Døren var brudt op, og de havde fundet mormor, min mormor, liggende død i hendes lejlighed, hvor hun havde ligget flere dage, som om, ingen i hendes familie bekymrede sig om hende. Vi havde ikke ringet, skrevet, eller besøgt hende i flere dage, og vi havde ikke vidst at hun var død. 

Vi skulle have haft kontakt til hende oftere end vi havde, for hvis vi havde haft det, havde vi måske vidst, at hun var syg. Måske ville vi have opdaget at hun var død, inden hendes lejlighed var begyndt at lugte, inden hendes krop var begyndt rent faktisk at se død ud. 

Jeg havde ikke haft lyst til, at se hende. Det jeg havde aller mindst lyst til, var at se hende, men det jeg fortrød aller mest nu, var at jeg ikke sagde farvel. Nu havde jeg kun billedet fra vores sidste jul, og minderne om, hvor godt det havde føltes at vinde over hende i pakkeleg. 

-

Ord: 759

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...