Genspejlingens dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2017
  • Opdateret: 21 nov. 2017
  • Status: Igang
Hvorfor er mine bedsteforældre så bange for deres eget spejlbillede? Et spørgsmål der ofte bliver stillet, når de to søskende skal tilbringe tid hos deres bedsteforældre i familiens ældre og slidte gods, der siges at være hjemsøgt.

0Likes
0Kommentarer
158Visninger
AA

1. Velkommen til Willshire

 

Han sagde intet til os, da vi stod ved den mørke og slidte hoveddør med vores tunge kufferter i hånden. Han observerede os med meget strikse øjne, vendte sig om, som om han skulle til at marchere, og gik ind den store og gamle hall. Godset havde en gammel og uvelkommen victoriansk stil. Væggene var fyldt med billeder af vor forfædre. Willshire-familien. Hele vejen til os. Vi havde fået malet et billede af os to samlet. Det var et meget ubehageligt billede, da traditionens tro var, at man skulle bære de traditionelle sorte klæder fra 1600-tallet. Vores bedstefar trippede rundt, kiggede på sine ting og vendte sig så atter om, stillede sig rankt foran os og sagde med sin strikse stemme: ”Iris, Malcolm. Jeres værelse ligger på 2. Sal, 3 dør på højre hånd. Middagen bliver serveret præcis klokken 18-hundrede.” Han vendte sig om, og gik ind i læsesalen. Det tog lidt tid at komme op, da hjælpen ikke var til.

 

Vi skulle bo hér indtil vores rygende, hædrede og beskyttende far kom hjem fra krig. Hvis han var så heldig at komme hjem. Vores store værelse bestod af 2 senge, en gammel og støvet kommode, uhyggelige og deprimerende billeder på væggen, 2 natborde og en ramme til et vippespejl. Men der var ikke et spejl indeni. Gæsteværelset var ikke ligefrem imødekommende, og det så ikke ud til at have været brugt i flere år. Spindelvæv hang fra alle hjørner, og støvet havde samlet sig i klumper på det antikke og lille natbord. Mørket havde sænket sig over Essex. Vinden fik grenene til at rasle mod de ridsede vinduer. Vores udsigt bestod af en vissen og ikke trimmet have. I baggrunden kunne man ane floden Stour. Det havde et rygte for at være et hjemsøgt område.

 

Klokken blev præcis 18-hundrede og vi alle sad med 2 meters mellemrum fra hinanden på et langt træbord. På vejen ned til spisesalen, lagde jeg mærke til flere spejlrammer uden et spejl i.  Lysekronen lyste kun på bordet, som var fyldt med mad og visne blomster. Kaminen var lavet af granit, og var det eneste pæne i spisesalen. Over kaminen hang en ramme til et spejl. Igen uden et spejl. Der var 12 værelser i alt, men der boede kun 3 fast på godset: Vores bedstefar, bedstemor og vores lille kusine Grace. Maden blev serveret, og vi var alle fuldkommen tavse, indtil Bedstefar satte sit bestik ned, tørrede sig om munden, og rejste sig: ”Iris. Malcolm. Velkommen til Willshire-godset. Alt i ser på godset er til rådighed. Der er er kun 3 regler. Ingen løben på gangene. Forstyr mig ikke, når jeg er i læsesalen. Og vigtigst af alt, gå ikke op på loftet.” Bedstefar havde altid haft mærkelige og strikse regler. Intet måtte rykkes på. Alting skulle stå præcis som det gjorde, da det blev bygget. Derfor undrede det mig også, hvor alle de gamle spejle var henne?

Mens regnen dalede ned udenfor, og gjorde stemningen mere ubehagelig og anspændt, besluttede jeg at spørge min bedstefar: ”Bedstefar? Hvordan kan det være, at der ikke er nogle spejle?” Først kiggede han bare i sin kolde ærtesuppe og rørte i den, inden han besluttede at besvare på den mest kolde og alvorlige måde, mens han kiggede på mig med hans fokuserede og stikkende øjne: ”Hvad vil det sige at noget er spejlvendt Iris?” Jeg svarede ham lidt ironisk og usikkert på samme tid: ”At tingene er omvendt?” Han rejste sig, gik hen til spejlrammen og kiggede på den. ”Hvad er det omvendte af livet?” Jeg fik lidt en klump i halsen, for ordet lå så tæt på mig, da jeg måske snart skulle se det ord i øjnene igen. ”Døden?” Han stirrede alvorligt på mig, og så så, inden han gik ud af spisesalen. ”Der har du svaret på dit spørgsmål. Der er absolut ingen spejle tilladt på min ejendom. Alt kan ses i spejlenes glans, og det i spejlet er ikke andet end onde ånder, der antager sit offers skikkelse.” Han gik ud af spisesalen, og spadserede ned til læsesalen. Bedstemor lod som om hun slet ikke havde hørt samtalen. Som om det var et tabu i familien. Hun smørrede alt sovsen fra hendes store og tørre læber væk, rejste sig nervøst og sagde meget forsigtigt: ”Det er vidst på tide at gå i seng børn.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...