Genspejlingens dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2017
  • Opdateret: 21 nov. 2017
  • Status: Igang
Hvorfor er mine bedsteforældre så bange for deres eget spejlbillede? Et spørgsmål der ofte bliver stillet, når de to søskende skal tilbringe tid hos deres bedsteforældre i familiens ældre og slidte gods, der siges at være hjemsøgt.

0Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

2. Tomme rammer

Regnen silede stadig ned. En deprimerende og sammentid uhyggelig regn, der gjorde en glad for at have tag over hovedet. Malcolm lå allerede i sengen, og læste i en bog. Mit hår frustrerede mig, da jeg ikke havde et eneste spejl at kigge efter. Knuder sad og strammede håret, og jeg kunne ikke se dem. Spejlrammen til vores værelse var ret uhyggelig, da der ikke var et spejl i. Jeg lagde mig i min seng, der var den blødeste seng jeg nogensinde havde prøvet. Jeg havde medbragt en æske med ting fra vores lille hjem i Manchester, som min far havde givet mig. En cigar, hædersmedalje og et kompas. Kompasset gav han mig som en afskedsgave. ”Altid mod syd. Jeg er altid mod syd,” sagde min far, inden han satte mig og Malcolm på toget. Jeg kunne mærke et stirrende blik i nakken fra Malcolm. Han lagde hårdt bogen på sengebordet, satte sig op og spurgte, hvad jeg havde i min hånd. Jeg fortalte at vores far havde givet mig det. Han kiggede ned i gulvet, lagde dynen over sig, og vendte hovedet ind mod den kolde væg. Det bankede på døren, og ind kom bedstemor med en olielampe i hånden, for at kigge til os. Hun sagde ikke noget til os. Kiggede bare ledende i vores skuffer. Hun ledte med sikkerhed efter noget, men hvad vidste jeg ikke. Efter hun havde efterforskede vores lille værelse gik hun bare ud igen med et mindre men stadigt nervøst udtryk i øjnene.

Bedstemor havde ikke altid været sådan. Hun fik et sammenbrud, da hendes ældste ud af 3 sønner døde som ung. Et rygte i familien var, at han havde hængt sig på badeværelset på 2. Sal. Bedstemor opdagede det, da hun kiggede ind i spejlet på gangen, der pegede ind mod badeværelset. Derfor kunne de ikke have nogle spejle hængende, uden at bedstemor ville bryde ud i gråd, og lagde sig i sengen hele dagen. Men der var ingen der kendte til den rigtige dødsårsag.

 

 

Vores bedsteforældre skulle ind til byen, hvilket betød, at vi skulle være på godset alene i mindst 3 timer. Vi skulle babysitte Grace, som vi faktisk kun havde mødt én gang siden. Hun var uhyggelig. Ikke nuttet uhyggelig. Mere gotisk uhyggelig. Hendes hår var slidt, hun lignede én, der ikke sov meget, og hendes tøj var rent hvidt. Det samme var hendes hud. Vi havde sat os i læsesalen, der indeholdte hundredvis af bøger. Eller Malcolm og Grace gjorde. Jeg gik en tur i haven, der indeholdte mange visne buske, Skulpturer med afhuggede hoveder, døde træer og gravstene. En lille kirkegård fyldt med små gravstene lå for enden af haven, og det havde et skilt, hvor der stod: ”De fortabte.” 13 gravstene, der hver havde det samme symbol. Et emblem med bogstavet W på. Godset var det mest uhyggelige sted, jeg havde besøgt. Tremmer rundt om alle vinduerne fra 1. Sal og op. Mursten fald ud fra tid til anden, og der var hele tiden en hvislende lyd, som jeg ikke kunne finde ud af hvor kom fra.

 

Staturerne i den uhyggelige og uvelkomne have repræsenterede mine forfædre, der havde arvet godset før min bedstefar. 2 række med mine forfædre. Der var flere mænd end kvinder, og der var ikke noget særligt over dem. Nogle af dem manglede hoveder, hænder, fødder, eller andre legemsdeler. Men der var én statue der fangede min opmærksomhed. Helt nede for enden af haven, hvor bladene bare fik lov til at blive på jorden, græsset aldrig blev ordnet og hvor træerne var rådne, stod der en en kvindelig statue. Den var hel, ikke en eneste skramme, manglede ikke en eneste legemsdel, og så holdte hun et lille stykke af et ødelagt spejl i hendes blide hånd. Der var blodrester på spidsen af spejlet. Det var støvet, og havde pletter på sig, men jeg kunne stadig se mig selv. På statuen stod der: Til minde om datoen 7/9-1613. Jeg vidste hvad det var for en dato. Måske var det, da min tip tip tip osv. Oldemor valgte at plante skovlen i jorden, og bygge vores familiegods. Jeg mente bare det var ældre end det.

 

Malcolm havde fundet nogle bøger frem, som han gerne ville læse i. Gamle og støvede bøger, der bare havde stået og samlet mug. Han havde fundet en ret interessant bog, der fangede min interesse. ”Spejlspøgelsernes forbandelse.” Bogbindet var gammelt, og havde revner flere steder. Bogen var bundet ind i koskind, og havde en guldrem i kanten. Jeg kastede bogen til ham. ”Den skulle du læse først,” sagde jeg til ham, og han så også ret begejstret ud over at læse den gamle bog. Endnu en spejlramme uden et spejl i. Den hang over den tændte kamin. Rammen passede slet ikke til det røde tapet, som heller ikke passede til læsesalen. For hver tomme ramme jeg s, jo mere steg min nysgerrighed. Det smørrede smil på mine læber kendte Malcolm godt til. ”Nej, du har fået en idé,” sagde han opgivende, støttede hånden på armlænet og lagde bogen fra sig. Jeg hentydede til Malcolm om, at vi skulle prøve at se, hvad det var de gemte på loftet. Først var Malcolm sværere at få ud af læsesalen, end en hun der skulle i bad. Men til sidst, fik jeg ham overtalt.

 

For at komme op til loftet, skulle man op af mange trapper, der kunne brase sammen på et splitsekund. Vindeltrappen var det eneste på godset, der ikke var blevet renoveret. Overhovedet! Vinduerne var smalle, og havde tremmer udenpå. De fleste ruder var smadrede, og der blæste en hård og kold vind ind ad dem. fløj hvor man kom op til loftet var den ældste sektion på godset. Det ville også sige, at væggene var kolde sten, der havde samlet mos, og ikke holdt kulden og vinden ude. Mig og Malcolm gik langsomt op ad trappen, i frygt for at den ville brase sammen. Døren til loftet var en kæmpe trædør, som var det pæneste i den fløj. Godset var delt op i fire fløje. Nord, syd, øst og vest. Det her var vest fløjen. Vi stod og var klar til at åbne døren til hemmeligheden, som vores bedstefar tydeligvis ville have forblev en hemmelighed. Men noget stoppede os. Eller nogen. ”Vi har ikke lov til at være i vest-fløjen,” sagde Grace i bunden af trappen. Min hånd stivnede, trak sig langsomt tilbage, og gik ned ad trappen igen. Men min nysgerrighed kunne ikke holde mig tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...