Marguerit Buket

Da Monika og Elliot mødes for første gang, formår han at gøre stort indtryk på hende og der går ikke lang tid før de igen støder på hinanden.

Historien handler om hvordan en kvinde i hendes unge år udvikler sig til at opfatte verdenen på en anderledes måde end hun tideligere har gjort.

2Likes
2Kommentarer
109Visninger

1. 1

Han misforstod min pointe endnu engang. Jeg havde givet op på at prøve at forklare mig om og om igen, så denne gang lod jeg det blot passere.

"Kan du række mig sovsen?" spurgte jeg. Han svarede ikke, men rakte ud efter den sølvpolerede sovsekande. Familien spiste i stilhed, de eneste lyde der kunne høres var den sagte regn på tagstenene udenfor, og det gamle bornholmerur der tikkede fra væggen. Stilheden gjorde mig ikke noget, jeg var dybt koncentreret om smagen af min mormors brune sovs på de kogte kartofler. Det var dejligt endelig at få noget andet mad, end tomatsovs på kogte ris.

Jeg slugte en stor bid kartoffel, og skyllede det ned med en kvart glas mælk, derefter henvendte jeg mig igen til min morfar for at starte en ny samtale op, om hvordan livet gik hos hver og en.

*****

Klokken var blevet lidt i 8 og min bror og Melissa var allerede taget hjem. Jeg besluttede mig for at det også for mig måtte være tid til at tøffe hjemad. Jeg kunne bussens køreplan udenad, og vidste at jeg kunne nå den næste, hvis jeg gik indenfor 10 minutter. Men da jeg egentlig ikke rigtig gad at være til stede længere, tog jeg en runde og sagde farvel til de resterende gæster. Derefter iførte jeg mig mine sorte vagabond støvler og en lang mørkegrå regnfrakke, før jeg tog afsted.

Turen ned til busstoppestedet var meget mørk. Når man kom så langt ud på landet var der åbenbart ikke gadelygter længere, men månen var oppe og lyste derfor tilstrækkeligt til, at jeg kunne se hvor jeg plantede mine fødder. Der var intet fortov på vej ned til stoppestedet. Jeg måtte gå ude i kanten af vejen, men det var intet problem for der var lige så lidt biler som der var gadelygter. Efter en 5 minutters gåtur kom der lys i syne. Busstoppestedet var udstyret med en lygte, men efter af have gået i mørket i længere tid, virkede det blændende lys ikke længere så indbydende.

Jeg satte mig ikke ind under halvtaget. Det var stoppet med at regne så for at skåne mig selv for det skarpe lys, lænede jeg mig blot op af en stor film plakat og lagde mine arme over kors. Der var stadig et godt stykke tid til at bussen ville komme og jeg var derfor den første der var ankommet til stoppestedet, hvis der da overhoved ville dukke andre op.

Efter en 5 minutters tid til, dukkede der en skikkelse op fra den anden side af busstoppestedet. Skikkelsen stilede sig ind i lyset under halvtaget, og afslørede sit udseende.

Det var en dreng. Normal bygning, brune øjne, platinblondt hår. Jeg observerede ham idet han lænede sig op af glasruden og lagde armene over kors. Vi fik øjenkontakt. Jeg kiggede hurtigt væk, pinligt berørt over at have stirret sådan på ham, men han synes ikke at lægge noget i det, han kiggede i hvert fald stadig.

Jeg så igen op, og mødte igen hans øjne.

"Har du en cigaret?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet "Jeg ryger ikke." svarede jeg. Han hev en cigaretpakke op af lommen og fiskede en ud af pakken. "Så har du vel heller ikke en lighter?" Jeg rystede på hovedet igen og undrede mig da han hev en lighter op af lommen.

Det begyndte meget pludseligt at regne igen, så jeg rykkede ind under halvtaget, og skubbede regnjakkehætten af. Lyset afslørede nu også mit udseende og ansigt. Mit skulderlange hår havde samme farve som den fremmedes, afbleget til ukendelighed, selvom mit var naturligt. Da den fremmede havde stukket sin cigaret i munden rakte han pakken ud til mig.

"Vil du ha' en?" spurgte han, og studerede min mørkegrå overdimensionerede regnjakke.

Jeg rynkede panden og kunne ikke lade være med at more mig en smule over spørgsmålet. Derefter gentog jeg mig selv, som jeg så ofte gjorde.

"Jeg ryger ikke." Men den fremmede tog ikke sin arm til sig.

"Ikke endnu." Svarede han. Hans tonefald indeholdte ikke så meget som en snert af flabethed. Det var som om han stadig ventede på at jeg skulle svare, så det gjorde jeg, men ikke på nogen flabet måde som jeg måske ellers kunne have fundet på.

"Ellers tak." Jeg havde stadig et undrende ansigts udtryk. Halvt fordi jeg var forvirret og halv fordi jeg var fascineret. Endelig trak han hånden til sig og poppede den let maste pakke tilbage i lommen på hans sorte denim jakke.

Et skarpt lys blændede mig fra længere nede af vejen. Bussens front kom langsomt i syne og jeg rodede min skuldertaske igennem efter min pung og mit buskort.
Den fremmede dreng synes ikke at bemærke de blændende lygter, men hev alligevel en håndfuld mønter op af lommen, da bussen nærmede sig. Jeg gik ind af den forreste dør, og viste buschaufføren mit kort. Drengen fulgte mig og gav den store håndfuld mønter, til chaufføren, før han fortsatte ned gennem bussen.

Jeg satte mig ind på en af de bagerste sæder – det der var placeret overfor den bagerste indgang. Lidt efter satte drengen sig ved siden af mig. Jeg blev forbavset. Enhver fremmede person ville have valgt at sidde så langt væk fra alle andre så muligt og kun som en sidste udvej, sætte sig ved siden af et andet menneske. Han kiggede ikke på mig. Jeg kiggede noget så nysgerrigt på ham. Han sad stadig med den smøg i munden som han endnu ikke havde nået at tænde og øvede sig på at rulle en mønt mellem fingrene - det var han ret dårlig til.
Han lod mærke til at jeg stirrede på ham og vi fik øjenkontakt. Jeg satte mig tilbage i sædet og kiggede væk - han smilede. Da han igen flyttede sin opmærksomhed til mønten mellem hans fingre, kunne jeg alligevel ikke lagde være med at studere hans denim jakke ud gennem øjenkrogen. Den sorte jakke var dekoreret med motiver der lod til at være syet på. Der var et simpelt åbent øje på hans højre bryst, en kaktus i en potteplante på hans venstre overarm og en hvid boks med tekst i, på hans venstre bryst. I boksen stod der ’Elliot Samuels’. Jeg prøvede at komme i tanke om noget der havde en sammenhæng med navnet og overvejede om det kunne være en forfatter eller en anden slags kendt person, som drengen så op til.
”Kan du lide den?” Spurgte han, og tog cigaretten ud af munden. Jeg fik kort øjenkontakt med ham igen og kiggede væk med det samme, men indså hurtigt at det var for sent at lade som om jeg ikke havde nedstirret hans jakke.
”Den er håndlavet, jeg har købt den over nettet” fortsatte han. ”Hvem er det?” Spurgte jeg nysgerrigt, efter at have opgivet selv at komme i tanke om en person ved det navn. ”Det er mig” sagde han stolt, med et smil på læben. ”Går du med navneskilt?” Jeg prøvede så vidt muligt, ikke at få det til at lyde nedladende. Det lød nedladende. Han rullede med øjnene som om jeg vidste præcis hvorfor han gik med navneskilt. ”Det er også min Instagram konto. Du burde tjekke den ud, den er ret fed.”
”Okay” Svarede jeg kort og smilede tvivlsomt da det ikke virkede som en helt god nok grund til at have det stående på sin jakke. Jeg satte mig igen tilbage i sædet og kiggede ud gennem vinduet mens jeg tog et par høretelefoner op af lommen. Jeg satte dem ind i min telefon og satte noget tilfældigt musik på fra min Spotify playliste. Der gik ikke to sekunder før Elliots stemme igen brød ud i et spørgsmål.
”Hvad hører du?” Jeg tog den ene af propperne ud af øret så jeg bedre kunne høre ham og svarede med et modspørgsmål.
”Snakker du altid så meget med fremmede Elliot?” ”Nej, ikke altid. Skal jeg holde kæft?” Han virkede ikke fornærmet, men jeg fik alligevel dårlig samvittighed ”Nej. Undskyld. Det var ikke meningen det skulle lyde sådan.” Fortsatte jeg og kiggede ned på min telefon.
”Jeg hører Louis The Child, bare noget tilfældigt fra min playliste.” Han sagde ikke mere, men jeg kunne mærke hvordan han kiggede mig over skulderen, mens jeg scrollede igennem min playliste for at finde noget jeg gad at høre. ”Kender du Mallrat?” Spurgte han efter lidt tid. Jeg rystede på hoved og skrev det per automatik ind i søge feltet. ”Hun er vildt dygtig, det burde du lytte til.” Han vendte sin opmærksomhed tilbage til mønten og satte cigaretten i munden igen.

Jeg hørte kunstnerens mest populære sang, og besluttede mig for at musikken var okay, men det var så også det. Jeg skippede frem og tilbage i nogle af de sange jeg havde liggende og glemte næsten helt at Elliot var tilstede, indtil han pludselig rejste sig og trykkede på stop knappen. ”Hey, hvad er egentligt dit navn?” spurgte han, mens han ledte efter lighteren i hans jakkelomme. ”Monika” svarede jeg kort. ”Det var hyggeligt at gøre dig med selskab Monika, du må ha’ en god aften.”
Jeg morede mig en smule ved tanken om at have rejst side om side med fremmed næsten hele vejen hjem og rystede let på hovedet i det jeg svarede ”I lige måde, Elliot.”

Han steg ud af bussen og fortsatte bagom den, over vejen. Jeg kunne ikke lade være med at kigge efter ham ud gennem bussen bagrude, selvom han hurtigt var ude af syne da bussen begyndte at køre igen. Jeg satte mig ordentligt i sædet igen og lyttede til en tilfældig række sange før det gik op for mig, hvor langt inde i byen vi allerede var. To stop senere, trykkede jeg på den røde stop knap og stod af. Min lejlighed lå fem minutter fra busstoppestedet og selvom det normalt ikke føltes som meget, var det efterhånden begyndt at blive ret så koldt. Jeg gik med raske skridt og havde nøglen klar i det jeg stod foran den slidte grønt malede dør. Lejligheden lå på 3 sal og jeg havde endnu ikke vænnet mig til at skulle gå op af alle de mange trappetrin.

Da jeg forpustet trådte indenfor, lukkede jeg døren bag mig og hængte jeg min regnfrakke op. Jeg stillede mine sko ved siden af døren og greb min vandkande som det næste før jeg begyndte at vande mine 16 stueplanter efter behov. Idet jeg passerede min radio tændte jeg den og skiftede til en station der sendte musik. Da jeg havde vandet alle planter lavede jeg mig en kop kamille te og satte mig i min karry farvede sofa. Jeg følte hvordan varmen fra tekoppen trak ind i mine håndflader og nød det i fulde drag.

I et stykke tid sat jeg blot der og kiggede ud gennem vinduerne til min altan. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke få tankerne fra, at jeg havde udvekslet så mange ord, med et fremmed menneske. Det var fascinerende og på en eller anden måde også trist, netop fordi det var fascinerende. Jeg tog min telefon op af lommen og gik ind på Instagram for at søge efter Elliot Samuels og ganske rigtigt, fandt jeg hans profil. Han havde lige omkring et par tusinde følgere og jeg kunne ikke lade være med at tænke, om de mon alle var nogen han havde mødt i en bus. Elliots billeder var mest af steder og mennesker. Jeg gik ind under et gruppebillede af nogle mennesker, på en lokation der så bekendt ud. På billedet stod tre fyre med armene over hinandens skuldre. Elliot var i midten og var iført en maske der dækkede hans næse og mund. Jeg scrollede længere ned på siden for at læse deskriptionen.

”Søndag formiddag kl. 12 stilles den midlertidige mur op på pladsen og Stensgaard, Hemmer og jeg vil være der hele eftermiddagen. Kom glad hvis i lyster.”

 

Fortsættelse følger...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...