Marguerit Buket

22522
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2017
  • Opdateret: 21 nov. 2017
  • Status: Igang
Da Monika og Elliot mødes for første gang, formår han på en eller anden måde, at gøre indtryk på hende og inden længe støder de igen på hinanden.

Historien handler om hvordan en ung kvindes verdensopfattelse drastisk ændre sig, og hendes liv for evigt ændres... til det bedre?

1. 1

Han misforstod min pointe endnu engang. Jeg havde givet op på at prøve at forklare mig om og om igen, så denne gang lod jeg det blot passere.

"Kan du række mig sovsen?" spurgte jeg. Han svarede ikke, men rakte ud efter den sølv polerede sovsekande. Familien spiste i stilhed, de eneste lyde der kunne høres var den sagte regn på tagstenene udenfor, og det gamle bornholmerur der tikkede fra væggen. Stilheden gjorde mig ikke noget, jeg var dybt koncentreret om smagen af min mormors brune sovs på de kogte kartofler. Det var dejligt endelig at få noget andet mad, end tomatsovs på kogte ris.

Jeg slugte en stor bid kartoffel, og skyllede det ned med en kvart glas mælk, derefter henvendte jeg mig igen til min morfar for at starte en ny samtale op, om hvordan livet gik hos hver og en.

*****

Klokken var blevet lidt i 8 og min bror og Melissa var allerede taget hjem. Jeg besluttede mig for at det også for mig måtte være tid til at tøffe hjemad. Jeg kunne bussens køreplan udenad, og vidste at jeg kunne nå den næste, hvis jeg gik indenfor 10 minutter. Men da jeg egentlig ikke rigtig gad at være til stede længere, tog jeg en runde og sagde farvel til de resterende gæster. Derefter iførte jeg mig mine sorte vagabond støvler og en lang mørkegrå regnfrakke, før jeg tog afsted.

Turen ned til busstoppestedet var meget mørk. Når man kom så langt ud på landet var der åbenbart ikke gadelygter længere, men månen var oppe og lyste derfor tilstrækkeligt til, at jeg kunne se hvor jeg plantede mine fødder. Der var intet fortov på vej ned til stoppestedet. Jeg måtte gå ude i kanten af vejen, men det var intet problem for der var lige så lidt biler som der var gadelygter. Efter en 5 minutters gåtur kom der lys i syne. Busstoppestedet var udstyret med en lygte, men efter af have gået i mørket i længere tid, virkede det blændende lys ikke længere så indbydende.

Jeg satte mig ikke ind under halvtaget. Det var stoppet med at regne så for at skåne mig selv for det skarpe lys, lænede jeg mig blot op af en stor film plakat og lagde mine arme over kors. Der var stadig et godt stykke tid til at bussen ville komme og jeg var derfor den første der var ankommet til stoppestedet, hvis der da overhoved ville dukke andre op.

Efter en 5 minutters tid til, dukkede der en skikkelse op fra den anden side af busstoppestedet. Skikkelsen bevægede sig ind i lyset under halvtaget, og afslørede sit udseende.

Det var en dreng omkring min alder. Normal bygning, brune øjne, platinblondt hår. Jeg observerede ham idet han lænede sig op af glasruden og lagde armene over kors. Vi fik øjenkontakt. Jeg kiggede hurtigt væk, pinligt berørt over at have stirret sådan på ham, men han synes ikke at lægge noget i det, han kiggede i hvert fald stadig.

Jeg så igen op, og mødte igen hans øjne.

"Har du en cigaret?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet "Jeg ryger ikke." svarede jeg. Han hev en halv mast cigaretpakke op af jakkelommen og fiskede en ud af pakken. "Så har du vel heller ikke en lighter?" Jeg rystede på hovedet igen og undrede mig da han også hev en lighter op af lommen.

Det begyndte stille regne igen, så jeg rykkede ind under halvtaget, og skubbede hætten af mit hoved. Lyset afslørede nu også mit udseende og ansigt. Mit skulderlange hår havde samme farve som drengens, afbleget til ukendelighed. Da den fremmede havde stukket sin cigaret i munden rakte han pakken ud til mig.

"Vil du ha' en?" spurgte han, og studerede min mørkegrå overdimensionerede regnjakke.

Jeg rynkede panden og kunne ikke lade være med at more mig en smule over spørgsmålet. Derefter gentog jeg mig selv, som jeg så ofte gjorde.

"Jeg ryger ikke." Drengen trak let på skuldrene men holdte armen strakt, som om han stadig ventede på endnu et svar.

"Ellers tak." sagde jeg med et undrende udtryk i ansigtet. Halvt fordi jeg var forvirret og halvt fordi jeg var fascineret. Endelig trak han hånden til sig og poppede den let maste pakke tilbage i lommen på hans sorte denim jakke.

Et skarpt lys blændede mig fra længere nede af vejen. Bussens front kom langsomt i syne og jeg rodede min skuldertaske igennem efter min pung og mit buskort.

Den fremmede dreng synes ikke at bemærke de blændende lygter, men hev alligevel en håndfuld mønter op af lommen, da bussen nærmede sig. Jeg gik ind af den forreste dør, og viste buschaufføren mit kort. Drengen fulgte mig og gav den store håndfuld mønter, til chaufføren, før han fortsatte ned gennem bussen.

Jeg satte mig ind på en af de bagerste sæder – det der var placeret overfor den bagerste indgang. Lidt efter satte drengen sig ved siden af mig. Jeg følte mig en smule forfulgt og undrede mig over om han mon var helt normal. Enhver fremmed person vælger altid at sidde så langt væk fra alle andre så muligt og sætter dig kun, som en sidste udvej, ved siden af et andet menneske. Han kiggede ikke på mig. Jeg kiggede noget så nysgerrigt på ham. Han sad stadig med den smøg i munden som han endnu ikke havde nået at tænde og øvede sig på at rulle en mønt mellem fingrene - det var han ret dårlig til.

Han lod mærke til at jeg stirrede på ham og vi fik øjenkontakt. Jeg satte mig tilbage i sædet og kiggede væk - han smilede. Da han igen flyttede sin opmærksomhed til mønten mellem hans fingre, kunne jeg alligevel ikke lade være med at studere hans denim jakke ud gennem øjenkrogen. Den sorte jakke var dekoreret med motiver der lod til at være syet på. Der var et simpelt åbent øje på hans højre bryst, en kaktus i en potteplante på hans venstre overarm og en hvid boks med tekst i, på hans venstre bryst. I boksen stod der ’Elliot Samuels’. Jeg prøvede at komme i tanke om noget der havde en sammenhæng med navnet og overvejede om det kunne være en forfatter eller en anden slags kendt person, som drengen så op til.

”Kan du lide den?” Spurgte han, og tog cigaretten ud af munden. Jeg kiggede væk med det samme, men indså hurtigt at det var for sent at lade som om jeg ikke havde nedstirret hans jakke.

”Den er håndlavet, en original levi's model” fortsatte han. Jeg tøvede lidt, men besluttede alligevel at det var for mærkeligt blot at ignorere ham. ”Hvem er det?” Spurgte jeg og pegede på navneskiltet på hans jakke. ”Det er mig” sagde han, med et smil på læben. ”Går du med navneskilt?” røg det ud af mig. Det lød nedladende. Han rullede med øjnene som om jeg vidste præcis hvorfor han gik med navneskilt. ”Det er også navnet på min Instagram konto. Du burde tjekke den ud, den er ret fed.”

”Okay” svarede jeg kort og smilede tvivlsomt. Jeg satte mig igen tilbage i sædet og kiggede ud gennem vinduet mens jeg tog et par høretelefoner op af lommen. Jeg satte dem ind i min mobil og satte noget tilfældigt musik på. Der gik ikke ti sekunder før Elliots stemme igen brød ud i et spørgsmål.

”Hvad hører du?” Jeg tog den ene af propperne ud af øret så jeg bedre kunne høre ham og svarede med et modspørgsmål.

”Snakker du altid så meget med fremmede Elliot?” Jeg var egentlig ikke irriteret, men det kom det til at lyde som om. ”Nej, ikke altid. Skal jeg holde kæft?” Han virkede ikke fornærmet, men jeg fik alligevel dårlig samvittighed ”Nej. Undskyld. Det var ikke meningen det skulle lyde sådan.” Fortsatte jeg og kiggede ned på min mobil.

”Jeg hører..." Jeg låste min mobil op da jeg ikke kunne genkende sangen. "Julien Baker", sagde jeg og kiggede videre i min playliste. Han svarede ikke, men jeg kunne mærke hvordan han kiggede mig over skulderen, mens jeg scrollede videre. ”Kender du Mallrat?” Spurgte han efter lidt tid. Jeg rystede på hovedet og skrev det per automatik ind i søgefeltet. ”Hun er vildt dygtig, det burde du lytte til.” Han vendte sin opmærksomhed tilbage til mønten og satte cigaretten i munden igen.

Jeg hørte kunstnerens mest populære sang. Det var ikke ligefrem en genre jeg var vant til at høre, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg fortsatte med at skifte imellem nogle af de sange jeg havde liggende på min playliste og havde næsten helt glemt at Elliot var tilstede, da han pludselig rejste sig og trykkede på stop knappen. ”Hey, hvad er egentligt dit navn?” spurgte han, mens han ledte efter lighteren i hans jakkelomme. ”Monika” svarede jeg og iagttog ham rode lommen igennem. ”Det var hyggeligt at gøre dig med selskab Monika, ha’ en god aften.”

Jeg morede mig ved situationen og kunne ikke lade være med at smile. ”I lige måde, Elliot.” sagde jeg let rystede på hovedet.

Han vinkede kort, steg ud af bussen og fortsatte bagom den, over vejen. Jeg kunne ikke lade være med at kigge efter ham ud gennem bussen bagrude, selvom han hurtigt var ude af syne da bussen begyndte at køre igen. Jeg satte mig ordentligt i sædet igen og slukkede for musikken. Vi var allerede ved at være langt inde i byen nu og to stop senere, trykkede jeg på den røde stop knap og stod af.

Min lejlighed lå fem minutter fra busstoppestedet og selvom det normalt ikke føltes som meget, var det efterhånden begyndt at blive så koldt at jeg småløb hele vejen. Jeg gik med raske skridt og havde nøglen klar i det jeg stod foran den slidte grønt malede dør. Lejligheden lå på 3 sal og jeg havde endnu ikke vænnet mig til at skulle gå op af alle de mange trappetrin.

Da jeg forpustet trådte indenfor, lukkede jeg døren bag mig og hængte jeg min regnfrakke op. Jeg stillede mine sko ved siden af døren og tændte lavmælt for den gamle radio jeg havde fået lov til at få med af min mor. Idet jeg passerede mit køkken tændte jeg for elkedlen og fortsatte hen mod det vindue jeg havde åbnet da jeg forlod lejligheden i eftermiddags. Jeg lukkede det tæt til og fandt en stor tekop frem.

Da teen havde trukket smed jeg mig i den min forårs gule IKEA sofa. Jeg tillod mig ikke at tænke på noget i et stykke tid men sippede blot af min varme te og kiggede ud gennem vinduerne på den sovende by.

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tænke, det lå i min natur, og jeg kom derfor pludselig i tanke om den Instagram profil Elliot havde snakket om. Jeg synes egentlig det virkede ret dumt men jeg var også virkelig nysgerrig og ville gerne se om jeg kunne finde den. Jeg tog min telefon op af lommen og fandt hans profil efter et forsøg. Elliot Samuels havde lige omkring et par tusinde følgere og tanken om, om de mon alle var nogen han havde mødt i en bus, slog mig. Der var mange fine billeder. Mange af mennesker og steder. Nogle af mad, nogle af ansigter. Det var egentlig bare en stor rodebutik af billeder, men de var pæne, det måtte jeg tilstå. Jeg valgte ikke at klikke på "følg" knappen, for var ikke meget til app'en i det hele taget og synes simpelthen det var for mærkelig en situation. I Stedet slukkede jeg min mobil, slukkede lyset i stuen og slentrede mod mit soveværelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...