Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4223Visninger
AA

10. ❅ 9. december

 

     Mørket havde lagt sig over Minneapolis, da Holly og jeg fik fri fra arbejde. Hendes mor var kommet lidt på dupperne igen, og havde lovet, at hun ville lukke og slukke i cafeen. På den måde kunne vi nå at få lidt mad, inden vi skulle mødes med de andre på skøjtebanen.

     ”Hvor vil du så gerne spise henne?” Jeg havde ikke inviteret hende på en ordentlig date, men havde spurgt, om vi skulle spise lidt mad inden vi skulle videre. Det havde ikke taget hende lang tid at acceptere mit forslag. ”Vi kunne måske tage hen på en diner eller en burgerbar tæt på skøjtebanen? Så skal vi ikke gå så langt bagefter.”

     Hun nikkede kort og trak jakken længere omkring sig. Overraskende nok smøg hun derefter sin arm ind under min, og lænede sig ind mod mig. Måske søgte hun bare efter lidt varme, så jeg burde nok ikke overtænke hendes handling. ”Jeg kunne faktisk godt spise en burger, så det er helt fint for mig.”

     Vi gik med idéen om burgere, og fandt hurtigt en burgerbar tæt på skøjtebanen. ”Hvordan er det muligt, at en pige bestiller en større burger fyren? Burde det ikke være omvendt?” grinte jeg, da vi havde fået vores mad serveret.

     Holly havde bestilt en burger, der var mindst en tredje del større end min. Først var jeg overrasket, men efter at have set hendes blik, da den blev serveret, havde jeg måske ikke en grund til at have haft den reaktion. Hun kiggede sulten på den, og jeg kunne igen ikke lade være med at grine. Hvordan var det muligt, at den pige stadigvæk var så tynd, når hun kunne spise en så stor burger som denne?

     ”Hvis vi skal ud og stå på skøjter, er jeg jo nødt til at have noget at stå imod med. Det er vigtigt at have en god bund,” svarede hun kækt og tog første bid af sin mad. Modsat en ægte amerikaner, der normalt ville spise sin mad med fingrene, brugte hun kniv og gaffel. For ikke at støde nogen og for ikke at skille mig ud, valgte jeg at gøre det samme.

     ”Hvordan kender du egentligt Daniel og de andre?” Jeg prøvede at få en samtale i gang med hende. Mest af alt for at lære hende bedre at kende, men også for at finde ud af, hvordan hun havde det med de andre. ”Har I været venner i lang tid?”

     Inden hun svarede fik hun tygget af munden. ”Daniel, Lucas og jeg har været venner siden vi var ganske små. Leyla og Jenny blev jeg først veninder med, da vi var startet på college. Heldigvis blev vi venner vores første år, og siden da har vi alle fem været uadskillelige.”

     Det måtte være rart at have så tætte venner, som hun havde. Venner hun havde kendt hele sit liv, men også venner der var kommet efterhånden, som hun var vokset. Selvfølgelig havde jeg også venner, hvilket mest af alt bestod af nisserne. Det var trods alt dem, jeg brugte mest tid med.

     ”I virker også til, at være ret tætte alle sammen.” Jeg tog en bid af min egen burger i håbet om, at jeg ville kunne spise min før hun var færdig med sin. Det burde ikke være noget problem, siden hendes burger var større end min. Men med den appetit hun havde, blev jeg i tvivl om målet var for svært at opnå. ”Og derfor er jeg glad for, at jeg måtte komme med jer ud på skøjtebanen i dag.”

     Et forsigtigt smil blev sendt i min retning.

❅❅❅

     Det at stå på skøjter havde altid været noget, jeg holdt meget af. Daniel, Lucas, Leyla, Jenny og Holly fik mig dog til at se helt anderledes på sporten. Alle var de elendige til at valse rundt på isen og jeg kunne ikke lade være med at more mig over dem. For at give dem en fair chance blev jeg i starten ude ved siden. Jeg ville ikke blære mig overfor dem, ved at vise hvor meget træning jeg havde på dette punkt. De fik lidt tid til at vænne sig til isen, og efter at Daniel var faldet på røven op mod tyve gange, trådte jeg til.

     ”Man skulle tro, at I aldrig har stået på skøjter,” indrømmede jeg halvgrinende, da jeg skøjtede ud til dem. Daniel havde fat i Leyla og prøvede på ikke at slå benene væk under dem begge. Lucas stod og lænede sig op af rælingen ved siden, mens Jenny og Holly synes at have fået lidt styr på deres skøjter. De væltede da i det mindste ikke rundt længere. ”

     ”Siger du, smarte. Ingen af os har jo set, hvad du kan. Så for alt vi ved, kan du vel være lige så dårlig som os,” kom det kækt fra min roommate. Med et smørret smil plantet om mine læber, skøjtede jeg helt ud på isen og kiggede på dem. Derefter gav jeg mig til at skøjte rundt på isen, som jeg havde lært det hjemme på Nordpolen.

     Min mor havde altid været en fan af at dreje rundt på isen og lave piruetter. Det havde hun derfor lært mig, og nu viste jeg det for de andre. Jeg skøjtede baglæns, forlæns, sidelæns, hoppede op i luften og landede igen – alt dette gjorde jeg, uden at falde.

     Da jeg kiggede over på dem, kunne jeg se, hvordan alle munde stod vidt åben. Deres reaktion fik mig til at grine højlydt. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

     ”Wow,” sagde de alle i munden på hinanden. Daniel klappede i sine hænder og prøvede på at skøjte hen til mig. ”Jeg er overrasket. Hvem havde troet, at du kunne gøre det? Har du været tidligere skøjteløber?”

     Hans spørgsmål synes at være seriøst. Derfor måtte jeg også hellere svare ham med et lige så seriøst svar og ikke fyre en joke af. Jeg rystede på hovedet. ”Det kan man ikke ligefrem sige. Min mor skøjter meget, så hun har lært mig meget af det jeg kan. Men tro mig – jeg har godt nok fået nogle blå mærker på min krop og en del skrammer efter alle de gange jeg ligeledes har slået mig på isen. Det har taget mange år, at lære alt det jeg lige viste.”

     Minderne om, hvordan min mor altid plejede og passede mig, efter at vi havde stået på skøjter, gjorde mig varm indeni. Jeg havde ligefrem brækket armen en gang, da jeg væltede på mine skøjter. Det havde været hårdt for mig, at føle mig så handicappet som jeg gjorde, da min arm var i en slynge. Men min mor havde passet på mig. Jeg savnede dem. Både hende og min far, men også Rudolf og nisserne.

     ”Du var utrolig,” kom det fra Holly. Hun var skøjtet op på siden af mig og havde igen smøget sin arm ind under min. ”Kan du lære mig nogle af dine tricks?”

     I det øjeblik hun spurgte mig, var det som om, at de andre omkring os forsvandt. Det var kun hende og jeg i vores eget lille univers. Hun ville have mig til at lære hende ting på skøjterne, og jeg var mere end villig til at hjælpe hende. ”Selvfølgelig,” endte mit svar derfor også med at blive.

     For at have bedre styr på hende, tog jeg hende i hånden. Mit hjerte bankede, da jeg gjorde det. Jeg var vel nok bange for, at hun ville trække hånden til sig, men det gjorde hun ikke. Hun klemte lidt ekstra til, da vores fingre havde flettet sig ind i hinanden. Varmen skød op i mig og sommerfuglene var igen tilbage. Der var ingen tvivl – jeg var forelsket i Holly.

     ”Hvis du skøjter stille og roligt fremad, og så pludseligt kører den ene fod lidt skævt, vil du højst sandsynligt kunne dreje rundt.” For at hun kunne dreje rundt, var jeg desværre nødt til at slippe hendes hånd. Det var en kort fornøjelse, men forhåbentligt, var det ikke sidste gang, at det skete. ”Og vær ikke bange for at falde. Jeg er ved siden af dig hele tiden, og lader dig ikke vælte.”

     ”Lover du at gribe mig, hvis jeg skvatter?” Hendes stemme var så blid, da ordene forlod hendes læber. Jeg nikkede på hovedet.

     Derefter gjorde hun som jeg sagde, og skøjtede lidt væk fra mig. For at være tæt på hende, hvis nu uheldet skulle ske, skøjtede jeg efter hende. Hun satte den ene fod lidt skævt og prøvede på at dreje rundt. Pivoten gik også fint i starten, men fordi hun var kommet i for høj fart, havde hun svært ved at stoppe med at dreje rundt. Den glatte is fik hendes skøjte til at skride, og hun faldt bagover. Som jeg havde lovet hende, skøjtede jeg i høj fart mod hende og nåede lidt at gribe hende i mine arme, inden hun ramte isen.

     ”Jeg har dig,” forsikrede jeg hende om, da hun lå i mine arme. De krystalklare blå øjne kiggede op på mig og vi fik hurtigt øjenkontakt. Aldrig havde jeg set så blå øjne, som dem hun havde.

     ”Præcist som du lovede,” smilede hun, da vi begge hjalp hinanden ad med at få hende op på benene igen. Efter at hun igen var kommet op at stå, gav hun mig et kram og kyssede mig på kinden. ”Tak fordi greb mig, Gabe." 

***

Åhhhhh Holly og Gabe havde da vidst nok lige VERDENS SØDESTE ØJEBLIK DER!!! HAVDE DE IKKE?
Hvis jeg kunne få en kæreste som Gabe, så ville jeg være lykkelig! haha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...