Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4217Visninger
AA

8. ❅ 7. december


     Det var med trætte øjne, at jeg slentrede ind til Holly klokken kvart over seks. Hun havde bedt mig om, dagen forinden, at komme lidt tidligere. Der var nogle småkager og cupcakes, som skulle dekoreres. Derfor mente hun, at jeg lige så godt kunne komme ind nu, så hun kunne lære mig det.

     ”Du ser træt ud,” kunne jeg høre hende sige, da jeg trak forklædestroppen over hovedet og bandt båndet på min ryg. Som svar gav jeg et kort nik fra mig. I øjeblikket var jeg for træt til, at give hende et ordentligt svar.
Daniel og jeg havde været ude til sent på aftenen. Han mente det var en god idé at sætte os ned på en bar og få et par øl. Det havde været utroligt hyggeligt, og for første gang følte jeg, at jeg havde fået mig en rigtig ven. Nisserne var selvfølgelig også mine venner, men dette havde følt anderledes.

     ”Og undskyld at jeg kaldte dig ind så tidligt. Men der er en masse der skal laves og pyntes. Det er jo snart en ny uge, så vi har simpelthen så meget at se til. Specielt her i juletiden også.” Hun snakkede videre, selvom jeg ikke rigtigt lyttede efter. Jeg tænkte på det Daniel og jeg havde snakket om dagen forinden. Det med, at Holly aldrig rigtigt havde haft en kæreste før. At hun ikke havde kysset med en fyr. Men okay – hvad havde jeg at sige i alt dette? Jeg havde knapt nok kysset med en pige, så måske jeg ikke var meget bedre selv.

     ”Holly?” sagde jeg, og kiggede op på hende. Hun smilede venligt tilbage til mig, og syntes ikke at se træt ud overhovedet. ”Tænk ikke på det. Din mor har ansat mig, så jeg skal nok møde op, så snart du beder mig om det.”

     De kageforme hun havde lagt frem, tog jeg fat i. Dejen var allerede æltet og rullet ud på bordet. Hun havde været effektiv her til morgen. Længe før jeg endda mødte ind.

     ”Tak Gabe.” Kælenavnet hun havde kaldt mig for, fik mig til at smile lidt for mig selv. Jeg havde aldrig rigtigt haft et kælenavn før. Mine forældre havde altid bare kaldt mig Gabriel, og nisserne havde gjort det samme. Gabe var aldrig et navn der var blevet brugt, til at omtale mig. ”Men hvis du så får de kager ind i ovnen, så gør jeg glasuren klar, og så kan vi begynde.”

     Et par timer senere var cafeen åben. Holly og jeg stod stadigvæk i køkkenet og bagte. Hendes mor havde taget tjansen med kunderne, så vi kunne bruge dagen herude. I starten måtte jeg indrømme, at jeg havde vaklet lidt, hvad angik glasuren. Det var sværere at bruge de midler, end dem vi havde hjemme på Nordpolen. Men Holly havde hånd for det hun gjorde. Hun var et naturtalent, og var derfor også hurtig til at lære fra sig.

     ”Nej, du er nødt til at presse lidt hårdere på posen, så der kan komme lidt mere glasur ud. På den måde bliver det også mere forbindende, og du får ikke så mange huller.” Som jeg følte at jeg havde gjort det hele morgenen, så nikkede jeg på hovedet. Hendes ord var lov, så dem fulgte jeg til punkt og prikke.

     ”Man kan da håbe, at jeg her i december måned bliver bare lidt bedre,” jokede jeg. Hvis ikke mine egenskaber for dette blev bedre, var jeg ikke sikker på, at de kager kunne blive solgt i butikken. Så skulle de hvert fald sælges til halv pris, på grund af dårligt håndværk.

     ”Tro mig,” hun sagde en hånd på min skulder og klemte lidt. Var det en ting man gjorde her i Minnesota? Daniel havde gjort det samme i går. ”Du skal nok lære det. Jeg giver ikke op, før du kan det.”

     Jeg grinte. ”Måske jeg bare burde blive ved med at være dårlig. Så har vi da i det mindste en grund til at bruge lidt tid sammen.” Farven dukkede op i mine kinder, da det gik op for mig, at jeg måske flirtede lidt med hende. Det var ikke min intension, men jeg kunne ikke lade være. Hendes kinder fik ligeledes en rødlig farve, kunne jeg se.

     ”Ja det må du jo,” smilte hun forsigtigt. ”Men sig mig… Jeg har ikke set dig her i området før du dukkede op til festen. Så hvad har du lavet førhen?”

     Hendes spørgsmål fik mig til at stoppe op i mine bevægelser. Det gjorde mig nervøs, at jeg ikke kunne have forberedt mig på noget som dette. Hvad skulle jeg dog svare? ”Jo, altså…” Det var ikke klogt at sige sandheden. Specielt ikke så tidligt i forløbet. Det ville uden tvivl skræmme hende væk. Hun ville jo tro, at jeg var sindssyg, hvis jeg fortalte hende, at jeg passede rensdyrene på Nordpolen, hjalp nisserne med gaverne og min far med at dele dem ud.

     ”Jeg har specialiseret mig i legetøj til børn. Min far er inde i den branche, så han ville gerne have, at det blev givet videre til mig. Han har lært mig alt, han ved.” I princippet var det jo ikke løgn. Min far havde med legetøj at gøre hver evig eneste dag, og at det var hvad jeg havde lavet med mit liv, var sandheden.

     Denne gang var det hende, der stoppede op. ”Ej, hvor fedt. Det lyder da som en interessant og meget spændende profession. At lave legetøj til børn og specialisere sig i det, lyder som enhvers drøm.”

     Så hun var et legebarn? Tanken om at se hende sidde i værkstedet blandt nisserne, fik mig til at grine. Hun ville passe perfekt ind, og de ville alle uden tvivl elske hende ved første øjekast.

     ”Ja, han er ret cool.” Om de stadigvæk brugte et udtryk som dette, vidste jeg ikke. Da hun dog ikke kommenterede på det, måtte det vel ikke have været helt så slemt et ord at bruge. ”Hvad har du så lavet? Og hvad vil du gerne, når du er klar til at forlade cafeen?”

     Modsat af mig, tøvede hun ikke over sit svar. ”Jeg er blevet færdiguddannet lærer, men jeg er blevet i tvivl om det er hvad jeg vil. Så jeg valgte at tage lidt fri og begyndte så at arbejde fuld tid hos mine forældre. På den måde kan jeg spare lidt penge sammen. Min drøm er nemlig at rejse ud i verden og se alle aspekter af den.”

     At se verdenen og dens syv kontinenter var ligeledes min drøm. Jeg havde set verdenen. Flere gange. Men det var fra kanen spændt bag på rensdyrene. Det talte ikke, når det kun var oppe fra himlen jeg havde set det. Jeg havde aldrig fået ordenligt fodfæste i de mange lande.

     ”Har du været ude at rejse før?” Inden jeg kunne nå at kommentere på hendes drømme, havde hun allerede stillet mig et nyt spørgsmål.

     ”Øhh…” Nervøst kløede jeg mig i håret. Hvad jeg havde glemt var, at jeg havde mel på hænderne og at alt dette, nu var endt i mit hår. Vi grinte begge af min tåbelige handling.
”Jeg har faktisk været på Nordpolen. Det er lidt et atypisk sted at tage hen, men atmosfæren deroppe er så magisk, at du næsten burde opleve det.”

     Hun gik tættere på mig, og som jeg troede, at hun ville til at røre ved mig, måske tage min hånd, begyndte hun at børste melet ud af mit hår. ”Nordpolen? Det lyder som et interessant sted. Så du så julemanden?”

     Selvom hun havde sagt det med et smil, vidste jeg ikke, om hun mente det som en joke. Folk på vores alder troede jo ikke på julemanden. Det var typisk kun små børn der gjorde det.

     ”Op til flere gange,” valgte jeg at svare. Igen så var det jo ikke løgn. Store dele af sandheden var bare ikke inkluderet i mit svar, men det behøvede hun som sagt ikke at vide. ”Han er en flink fyr.”

     Efter at alt melet var kommet ud af mit hår, fjernede hun sin hånd fra det, og gik igen tilbage på sin halvdel af bordet. Hun tog fat i glasursposen, og fortsatte med sit arbejde. Et grin formåede dog alligevel at undslippe hendes læber, da jeg havde givet hende et svar. ”Du er skør. Men på den gode måde.”

     De sidste ord hviskede hun så lavt, at jeg ikke vidste, om det var ment til hende selv, eller om jeg også skulle kunne høre dem. Hvert fald fik de mit hjerte til at banke hurtigere end normalt. Hvad var det dog den pige gjorde ved mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...