Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4187Visninger
AA

3. ❅ 2. december


     ”Kom så Rudolf. Lys for mig, så vi kan komme sikkert frem.” Jeg sad på ryggen af vores mest tapre rensdyr. Rudolf med den røde tud, var blevet kendt ikke kun på Nordpolen, men også i resten af verdenen. Folk måtte have set ham om natten, når min far var ude med gaver, for der var både skrevet sange om ham og lavet film.

     Det var mørkt udenfor, og Rudolf og jeg havde sat kursen mod Minnesota. Mine forældre havde været triste, da jeg tog afsked med dem. Dog havde jeg forsikret dem om, at jeg nok skulle opdatere dem på, hvordan det gik, efterhånden som måneden udfoldede sig. Hvorfor jeg lige havde valgt Minnesota, kunne jeg ikke fortælle dem. Hvis jeg fortalte dem, at det var grundet en pige, ville de begynde at spørge ind til hende, og så ville jeg aldrig have været kommet fra mit barndomshjem. Min bagage var bundet om Rudolfs mave, og selvom det måske var lidt vakkelvorn og risikabelt, var jeg sikker på, at det ikke ville falde af. Det ville mit rensdyr ikke tillade.

     Efter en halv nats rejsen, landede vi på et tag i Minnesotas største by, Minneapolis. Jeg klappede tilfreds og stolt Rudolf, gav ham en lille godbid og noget vand fra min vanddunk, som jeg tog op i mine hænder, og så fløj han ellers afsted tilbage mod mine forældre. ”Tak min ven,” var de sidste ord, jeg sagde til ham, inden han fløj op i luften, og lod sin røde næse lyse frem for sig.

     Med en let bevægelse smed jeg bagagen ned fra taget og sprang selv efter det. Med så mange års træning og erfaring i at springe fra tag til tag, var det at springe ned fra tage uden at brække noget, heller ikke noget problem. Jeg grinte af mig, da jeg perfekt landede på jorden. Mine tasker tog jeg op i hænderne, og så traskede jeg ellers derudaf i den kolde nat. Sneen var også faldet her i en af USA’s nordligste stater, og det var koldt. Kulden irriterede mig dog ikke. Jeg var vant til det, der var værre.

     Problemet for mig, var nu blot, at jeg skulle finde mig et sted at sove. Jeg traskede rundt i lidt tid, og kom til noget, der lignede et kollegium. Da jeg kunne se lys derinde fra, bankede jeg forsigtigt på døren. Et par fulde fyre kom slentrende ud til mig og åbnede op.

     ”Hvem er du?” Det var tydeligt at høre på deres stemmer, at de havde noget alkohol indenbords. De lød begge to fulde.

     ”Hej,” startede jeg ud. ”Jeg hedder Gabriel, og mangler et sted at sove. Er det sådan, at jeg kan få lov til at sove her i et par nætter? Så skal jeg nok finde et andet sted, når jeg lige har fundet af hvor.”

     Uden at tænke over, at de inviterede en fremmede indenfor, åbnede de døren op på vidt gab og inviterede mig indenfor. ”Selvfølgelig må du da det. Nye venner er altid velkomne.”

     Jeg grinte kort over dem. Hvis alle mennesker var så imødekommende og hjælpsomme, som disse to drenge var, ville min tid i Minnesota blive en succes. De gik væk fra døren og viste mig indenfor. Musikken spillede højt og flere mennesker var samlet i et stort fælleslokale. Både piger og drenge stod i de fjerneste afkroge og snakkede. Nogle lavede endda mere end at snakke. Deres læber var mod hinandens. Vi smygede os forbi dem alle.

     ”Du kan bare sove inde hos mig. Ham jeg boede med, er alligevel flyttet ud. Forældrene mente ikke, at han klarede sig godt nok i skolen og ikke tog det seriøs, så nu går han på en skole tæt på, hvor han bor. På den måde kan de holde øje med ham.” Den unge fyr tog mig med ind på et okay stort værelse, hvor der stod to senge placeret. Den ene var fyldt op med tøj og ragelse, mens den anden var pænt redt og så ubeboet ud.

”Må jeg spørge dig om, hvad du hedder?” Hvis vi skulle bo sammen i den næste måned, var jeg jo næsten nødt til at vide, hvad min nye roomie hed. Han kunne ikke gå under navnet ”ukendt”.

     En latter fyldte rummet. ”Selvfølgelig. Jeg hedder Daniel, og jeg studerer medicin her på universitet i Minneapolis. Men smid tingene og kom ud og fest med os. Det er ikke hver dag vi får lov til at holde fest, og siden det jo snart er jul, skal det fejres.”

     Først havde jeg antaget, at han var ret så beruset, men jo mere jeg kom til at snakke med ham, fandt jeg ud af, at han som festens host ikke havde drukket så meget. På den måde kunne han holde styr på tingene og sørge for, at alt var under kontrol.

     Jeg gjorde som han sagde, og smed mine ting på sengen. Forhåbentligt havde jeg pakket alt, jeg ville få brug for. Derefter gik jeg efter ham ud i fælleslokalet og sluttede mig til de andre.

     De par der tidligere havde kysset lidt med hinanden, havde ikke flyttet sig en tomme siden sidst. Jeg smilede over synet. Selv havde jeg aldrig kysset en pige. Der var skam andre piger på min alder oppe på Nordpolen. Vi boede trods alt i en by, hvor der boede andre mennesker. Det hele var ikke kun nisser. Ingen af disse piger havde dog tiltalt mig specielt meget. Mine tanker havde altid været rettet mod pigen her fra Minnesota.

     ”Lad mig introducere dig for nogle af mine venner.” Daniel stod igen ved min side og klappede mig venskabeligt på skulderen. Han guidede mig rundt til de forskellige fremmødte. Jeg hilste pænt og høfligt, mens jeg introducerede mig.

     Da vi kom til en mindre flok piger, der sad og snakkede i en sofa midt i fællesrummet, stoppede jeg brat op. Jeg måtte knibe mig selv i armen og trække vejret en ekstra gang, for at sikre mig, at jeg var vågen og i live. Foran mig blandt de andre piger, sad hun.

     Pigen fra Minnesota. Pigen jeg havde forelsket mig i, da jeg var fem år gammel. Pigen jeg stadigvæk var forelsket i, selvom jeg intet kendte til hende.

     ”Ladies. Det her er Gabriel. Han dukkede op lidt tidligere og manglede et sted at sove. Lidt sært sådan at dukke op med tasker og hele molevitten her midt om natten, men siden han så flink ud, lukkede jeg ham ind. Så vil I ikke sørge for at tage jer godt af ham og giv ham eventuelt en drink. Jeg skal lige noget, så vi ses bare senere.” Igen klappede Daniel mig på skulderen og sekundet efter var han væk. Hvordan kunne han bare sådan finde på at forlade mig med en flok piger – og så endda hende. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle te mig.
Forsigtigt, og med et smil på læben, rakte jeg skiftevis min hånd frem til pigerne og præsenterede mig. Hvad de første par piger hed lyttede jeg ikke rigtigt til. Det var først da jeg kom til pigen, der fik mig til at tro, at jeg drømte, at jeg rettede min opmærksomhed hundrede procent mod hende.

     ”Gabriel,” sagde jeg med en frisk tone.

     Hun smilte sødt til mig. ”Jeg hedder Holly.” Hendes stemme var som en sød og let klang i mine ører. Det var første gang, jeg havde hørt hende snakke, og blot hendes stemme og det søde smil hun havde, fik mit hjerte til at banke hurtigere. Da jeg mødte hendes isblå øjne, var det dog først, at jeg var bange for at mine ben gav efter. De var så blå som himlen på Nordpolen, der altid havde den smukkede krystalklare farve.

     ”Rart at møde dig,” svarede jeg i håbet om, at min stemme lød mandig og selvsikker. Det gik op for mig, at jeg stadig stod med hendes hånd i mind. Undskyldende trak jeg den tilbage, smilte en ekstra gang, og hastede så væk fra pigegruppen. Jeg skulle nødigt gøre mig selv til grin overfor hende ved vores første møde. Nu havde jeg hilst på hende, set hvordan hun så ud, når hun ikke sov, og jeg havde hørt hendes stemme, når hun snakkede.

     Alt i alt kunne jeg vel godt indrømme, at jeg ikke var skuffet. Hun var grunden til, at jeg netop havde valgt at komme hertil. At hun så tilfældigvis ville være til samme fest, som jeg valgte at dumpe ind i, havde jeg ingen anelse om.

     Skæbnen måtte have bragt os sammen her til nat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...