Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4196Visninger
AA

20. ❅ 19. december

     ”Husker du at gribe mig, hvis jeg falder?” Hendes spørgsmål fik mig til at nikke smilende på hovedet. Jeg havde inviteret Holly med ud at stå på skøjter efter arbejdet. Denne gang havde jeg dog sørget for, at det kun var hende og jeg, der havde fået invitationen. Daniel og de andre var ikke med, og det var for en gangs skyld rart, at være lidt på tomandshånd med den pige, jeg godt kunne lide.

     ”Det spørgsmål kender du vidst godt allerede svaret på,” smilede jeg, og tog bedre fat om hendes hånd. Forholdet mellem os havde ændret sig siden min fødselsdag. Ingen af os havde sagt, hvordan vi følte, men man kunne fornemme, at der var noget mellem os. Sådan havde jeg det hvert fald. Jeg kunne godt lide hende, og på den måde hun var på overfor mig, gik jeg ud fra, at hun ligeledes også følte noget for mig. Derfor havde jeg også taget mod til mig, og havde inviteret hende ud på en date. Fordi jeg ikke havde haft modet til at gøre det efter arbejde i går, havde jeg været nødsaget til at skrive det til hende i en SMS. Jeg var for bange til at spørge hende ansigt til ansigt, for hvad nu hvis, hun afslog og ikke ville med mig?

     Det var ikke fordi der var ufatteligt mange mennesker på skøjtebanen her til aften. Der var nogle få andre der skøjtede rundt, men det var ingen ting i forhold til den anden dag, da vi alle havde været herude. ”Skal du ikke vise mig, hvor god du er blevet til at lave tricks på skøjterne?”

     Jeg kunne ikke lade være med at drille Holly lidt. Sidste gang havde hun været så opsat på at dreje rundt på skøjterne, at jeg næsten troede, hun ville bruge sit næste liv på at være skøjteprinsesse. Denne gang var ingen undtagelse, så jeg glædede mig til at se hende prøve igen.

     For at skøjte lidt væk fra mig og vise mig sine tricks, var hun nødt til at slippe min hånd. Hun gav mig et forsigtigt og lidt nervøst smil, inden hun begyndte at skøjte og drejede så rundt. Det lykkedes. Holly drejede rundt med bravur og så endda elegant ud, mens hun gjorde det.

     ”Der er vidst ingen grund til, at jeg står klar til at gribe dig. Du falder jo ikke,” konstaterede jeg, da hun igen skøjtede hen til mig og krammede mig. Igen gjorde hendes krop mod min mig varm i kroppen.

     Mine ord fik hendes søde latter frem. ”Måske er det tid til, at du lærer lidt fra mig. Jeg kan lære dig alle mine tricks her på isen, og hvis du falder, skal jeg nok være klar til at gribe dig. Lad rollerne skifte.”

     ”Har du ikke allerede lært mig en masse ting? Du har lært mig alt jeg ved, når det kommer til cafeen og bageriet, så du behøver ikke lære mig flere ting.” Igen grinte hun. Hvordan ville det ikke også se ud, hvis en pige skulle lære en dreng at lave tricks på isen. Burde det ikke være drengen der skulle vise sig frem, og senere skulle lære pigen alt det han kunne? På den måde kunne han komme tæt på hende, da han var nødt til at vise det ned til punkt og prikke. Præcist som alle gjorde på film. De stod tæt på pigen, tog fat om hendes hofter, og hviskede i hendes øre. Ikke omvendt.

     ”Er du en tøsedreng? Eller er det fordi du mener, at du skal have en præmie for overhovedet at prøve?” En præmie for at prøve lød ikke værst. Men selvom det lød som en god idé, rystede jeg alligevel på hovedet. Jeg kendte godt til alle de tricks hun snakkede om. Det var dem jeg havde lavet gennem min barndom. Tricks som jeg godt kunne udføre, men som jeg ikke ville blære mig med.

     ”Tro mig…” Jeg tog mig hoved helt tæt på hendes, og hviskede ordene i hendes øre. ”Jeg er ikke en tøsedreng. Så gå hellere lidt tilbage, og lad mesteren vise, hvad det er han duer til.”

     Selvfølgelig endte jeg med at give efter, og give hende det hun ville have. Hun skulle hvert fald ikke kalde mig for en tøsedreng. Men hun gjorde som jeg sagde og skøjtede lidt tilbage. Derefter kiggede hun afventende og spændt på mig. Inden jeg startede tog jeg en dyb indånding og skøjtede så derudaf.

     Som en ægte skøjteløber ville gøre det, fokusere jeg på isen og på de tricks jeg ville udføre. Det første var at hoppe op i luften en enkelt gang, hvilket var en god start og kunne give mig mere fart. Det næste var igen et hop, men denne gang drejede jeg en hel omgang om mig selv, og landede igen på benene. Det sidste jeg valgte at udføre var, at lave tre pivoter i træk lige foran Holly. Hun klappede begejstret i hænderne og skøjtede ind i min favn, da jeg var færdig.

     ”Gjorde du lige det jeg tror du gjorde, eller drømmer jeg?” hvinede hun begejstret og syntes at være overrasket over, det jeg havde vist hende. Hvorfor hun var overrasket vidste jeg ikke. Jeg havde forklaret hende, at jeg elskede at stå på skøjter, og at jeg også var halv god til det. ”Det er ikke kun mig der er begejstret. Alle folk kigger over på dig.”  

     Da hun nævnte, at folk kiggede på mig, lod jeg mit blik skue udover dem, der ligeledes skøjtede rundt. Som Holly havde sagt, kiggede de ganske rigtigt på mig. Nogle af dem stod endda og storsmilte mens de sagte klappede i hænderne.

     ”Men så er det godt, at jeg kun har øje for dig.” Med de ord tog jeg chancen og kyssede hende. Ordene gav også et udtryk for, at jeg godt kunne lide hende, og den hentydning ville hun forhåbentligt opfange.

     ”Og jeg for dig,” hviskede hun mellem to kys. Tiden i Minnesota kunne ikke være bedre, og for første gang i lang tid følte jeg mig hel. Holly fuldendte mig, og jeg ville ønske, at jeg kunne have hende ved min side gennem hele mit liv.

     En bekymret tanke slog mig. Hvad skulle der ske med os, når jeg igen ville skulle tage tilbage til Nordpolen? Mine forældre havde brug for mig, og jeg kunne derfor ikke blive hos hende i Minneapolis. Jeg var nødt til at tage hjem på et eller andet tidspunkt. Forhåbentligt var det ikke noget jeg ville skulle tænke på de næste par uger, og så måtte vi tage den derfra. Nu skulle jeg bare nyde tiden med hende, med Daniel og med de andre, og sørge for at vi fik cafeen til at overleve. Så kunne mine forældre og mit liv på Nordpolen vente. Julemanden måtte vente.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...