Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4186Visninger
AA

17. ❅ 16. december

     Mit humør var ikke i top. Arbejdet skred langsomt frem, og Holly og jeg snakkede ikke rigtigt sammen. Eller jeg snakkede ikke rigtigt til hende. Hun snakkede lystigt til mig, da vi begge stod inde ved disken, men jeg var ikke så god til at svare hende med lange sætninger. Mine tanker var et andet sted. Det havde åbenbart taget hårdere på mig, end jeg troede, at jeg ikke bare kunne fortælle hende sandheden og sige, at jeg var julemandens søn.

     Dog vidste jeg også, at det var under de termer, jeg var her på. Hvis jeg skulle fortælle nogen om min hemmelighed, vidste jeg også, at jeg skulle være sikker på, at de ville blive i mit liv. Det skulle være nogen jeg kunne stole på, og selvom jeg vidste, at jeg kunne stole på både Holly, Lucas og Daniel, var det en stor ting at skulle indrømme. Måske grundede det i, at jeg var bange for, at de ville grine mig direkte op i ansigtet.

     At jeg havde fødselsdag i morgen, gjorde heller ikke situationen bedre. Jeg savnede mine forældre, og jeg var ked af, at de ikke skulle fejre dagen med mig. Daniel og Lucas skulle nok sørge for, at det alligevel blev en god dag, men jeg kunne ikke lade være med at ønske, at nisserne og alle dem fra Nordpolen var ved min side. Det var trods alt kun én gang i livet, at man fyldte 23 år.

     ”Mor, kan du lige kigge efter kunderne for en stund?” Hollys stemme kunne høres bag mig, og inden jeg vidste af det, blev jeg hevet væk og trukket med ud i køkkenet. Jeg blev skubbet op ad bordet, og hendes blå øjne borede sig ind i mine. Hendes ansigtsudtryk var seriøst.

     ”Nu fortæller du mig, hvad det er, der nager dig sådan. Du har været mut hele dagen, og tror du, at jeg nyder, at se dig hænge med næbet?” Hun sukkede kort og tog min hånd i sin. ”Gabriel, er der noget galt?”

     Denne gang var det min tur til at sukke. På sin vis følte jeg, at jeg opførte mig som en pige, når hun PMS’ede og havde lidt for mange humørsvingninger. Og hvordan skulle jeg forklare det til hende? At jeg måske bare havde en dårlig dag, og ikke rigtigt følte for at snakke? Jeg ville egentligt bare gerne være lidt alene. Måske snakke med mine forældre.

     ”Der er intet galt,” prøvede jeg at forsikre hende om. Taget ud fra det blik hun sendte mig, troede hun dog ikke på det. ”Jeg er bare ikke vant til at være væk fra mine forældre i så lang tid, og vores snak om Rudolf i går, fik mig måske til at savne både ham og dem lidt.”

     ”Hey!” sagde hun og klemte stille min hånd. ”Det er okay at savne dem. Jeg har været væk fra mine forældre også, og der gik ikke én eneste dag, hvor jeg ikke længtes efter et kram fra min mor, eller en dejlig far kommentar fra min far. Så jeg forstår dig fuldt ud.”

     Denne her side af hende, havde jeg aldrig set før. Selvfølgelig vidste jeg godt, at hun var barmhjertig og kærlig, men at hun bekymrede sig om mig, havde jeg ikke indset før nu. Hun ar interesseret i, hvordan jeg havde det. Hvad jeg følte, og hvilke ting jeg tænkte på.

     ”Ring til dem. Tag hjem og ring til dem. Du fortjener at holde lidt fri.”

     ”Men jeg har jo også fri i morgen, så jeg kan ikke bare gå nu,” forklarede jeg for hende. Jeg kunne ikke bare tage hjem, fordi jeg var i dårligt humør. Det her job havde jeg underskrevet en kontrakt for at få. Der stod, at jeg skulle møde ind når jeg havde en vagt, og jeg havde en vagt lige nu. Så jeg kunne ikke bare tage hjem. Opkaldet til mine forældre kunne vente.

     Inden hun svarede, gik hun et skridt tættere på mig. Hendes hænder forblev stadigvæk om mine. ”Tag hjem og ring til dem, Gabe. Du fortjener det. Vi ses jo i morgen alligevel, når vi skal fejre din fødselsdag.”

     ”Så du kommer med ud og fejrer med os?” En varm følelse spredte sig i mig. Først havde jeg troet, at hun blot overvejede det, men hun kom. Hun ville komme med os, for at fejre mig.

     Hun nikkede. ”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg ville ikke misse det.” Med de ord kyssede hun mig på kinden, og nærmest tvang mig ud af cafeen. ”Vi ses i morgen. Hils dine forældre fra mig.”

     Jeg havde næsten ikke tid til at tænke på hendes kys, før jeg stod ude foran døren og kiggede ind i cafeen. Hendes læber mod min kind, fik mig til ikke at kunne bevæge mig ud af flækken. Det brændte i min krop. Summede. Flere tusinde stød skød gennem mig, og sommerfuglene fløj rundt. Holly havde kysset mig. Godt nok på kinden, men hun havde stadigvæk kysset mig. Var det mon hendes fødselsdagsgave til mig? En tidlig gave?

     Savnet til mine forældre syntes at svinde væk, nu hvor jeg havde andre ting at tænke på. Holly. Det var hende jeg tænkte på. Det var hende jeg altid tænkte på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...