Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4148Visninger
AA

16. ❅ 15. december


     Stemningen var høj på arbejdet dagen efter. Hollys mor havde igen taget tjansen ved disken, så Holly og jeg stod ude bagved og bagte kager i alle afskygninger. Vi havde været i gang i et par timer efterhånden, og selvom jeg var mødt ind tidligt, følte jeg mig ikke det mindste træt. Snakken gik som den plejede, og vi hyggede os i hinandens selskab.

     ”Jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan vi kunne komme af med alle de stykker papir i går. Er du godt klar over, hvor mange vi fik delt ud?” Det var tydeligt at høre, at Holly var glad for det, vi havde gjort dagen forinden. I løbet af dagen havde vi allerede kunnet se en fremgang. Folk vi aldrig havde set før, var dukket op i butikken, og flere havde været oppe ved hendes mor, for at rose kagerne. Vores flyers måtte have virket.

     ”En del,” grinte jeg. Nu hvor jeg tænkte over det, vidste jeg ikke engang, hvor mange flyers Lucas printede ud. Heldigvis havde han mulighed for at printe i skolen dog ikke uden at betale, så vi havde alle tre smidt lidt penge i, og det havde uden tvivl været det hele værd. ”Men nok om det. Lad os få bagt en masse kager, så alle vores nye kunder kan få en duft af friskbagt bagværk, så snart de træder ind i cafeen.”

     ”Hvordan går det egentligt med dine forældre? Har du fået snakket med her for nyligt?” Det var ikke meget stilhed, der endte med at være mellem os, da hun hurtigt bragte et nyt emne på banen. Emnet om mine forældre var jeg ikke helt forberedt på.

     ”Tjae,” startede jeg ud, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. ”Det går faktisk fint nok. Jeg snakkede med min far her den anden dag, og han forklarede mig, at de havde travlt i legetøjsbranchen lige her for tiden. De manglede mig derhjemme, mente han. Han vil nok bare have mig til at pakke alle gaverne, så han ikke selv skal gøre det.”

     Igen valgte jeg at fortælle hende sandheden, men lod blot de vigtigste detaljer udeblive. Hun grinte af min kommentar og sprang hurtigt videre til næste spørgsmål: ”Har du så nogle kæledyr? Nu har Daniel jo en fisk på værelset, så det kunne godt være, at du også havde nogle derhjemme.”

     ”Har Daniel en fisk på værelset?” spurgte jeg overrasket om, og kunne ikke lade være med at grine af mig selv over min reaktion. Jeg havde boet med drengen i to uger, og havde ikke opdaget, at han havde et kæledyr. Selvfølgelig var fisk ikke ligefrem et dyr, der lavede specielt meget larm, men jeg burde vel have lagt mærke til, hvis han fodrede noget i et akavarium.

     Hun nikkede smilende. ”Den står på hans skrivebord. Men det er ikke så sært, at du ikke har set den. Jeg er overrasket over, at den stadigvæk er i live, så lidt som han fodrer den,” indrømmede hun, for ikke at få mig til at have dårlig samvittighed. Og det virkede. Måske havde jeg ikke lagt mærke til den, netop fordi han aldrig fodrede den. Dog undrede det mig, at jeg ikke havde hørt den ”trække vejret”. Fisk skulle vel op til overfladen for at få lidt ilt.

     ”Men for at svare på dit spørgsmål,” sagde jeg, og vendte tilbage til det hun oprindeligt spurgte mig om. ”Så ja, jeg har faktisk et kæledyr, hvis man kan kalde det for det.”

     Med et undrende udtryk i ansigtet, kiggede hun op fra kagedejen og hen på mig. ”Hvad mener du med det? Er det da ikke et ordentligt kæledyr?” spurgte hun uforstående om.
Igen stod jeg i det dilemma med, om jeg skulle fortælle hende sandheden, men undlade et par informationer eller tre, eller om jeg skulle finde på noget. Altså om jeg skulle lyve overfor hende.

     ”Det er faktisk et rensdyr, jeg har derhjemme. Så jeg ved ikke helt, om det går ind under kategorien for kæledyr. Men han er meget tam og meget rolig.” Selvfølgelig endte jeg med at sige sandheden. Hvordan kunne jeg andet, når hun stod og kiggede på mig med de krystalblå øjne, som hun havde. De ville kunne få mig til alt, uanset hvad det så end var.

     ”Et rensdyr?” udbrød hun og kastede overraskende rundt med melet, hun havde taget i hænderne. Melet skulle nok have hjulpet med at gøre dejen mere fast, men i stedet fløj det nu rundt i rummet, og dækkede overfladerne med et hvidt lag. ”Hvorfor i alverden har I et rensdyr derhjemme som kæledyr?”

     Historien kendte jeg ikke engang selv svaret på. Rensdyr havde altid haft en relation til julemanden, så det var altid det dyr vi havde haft i familien. Det dyr vi havde haft som vores kæledyr. ”Det ved jeg faktisk ikke. Men Rudolf er et godt rensdyr, og for mig har det altid været normalt, at han var ved min side. Vi er vokset op sammen.”

     Vi fik Rudolf, da jeg var ganske lille. Han havde altid været et specielt rensdyr, da han var kendt for sin lysende næse. Hvordan folk havde fundet ud af, hvad han hed, vidste jeg ikke. Havde min forældre mon delt det, eller havde nogen hørt min far råbe på Rudolf, mens han var ude med gaverne den 24.?

     ”Hedder han Rudolf?” Holly syntes ikke at kunne stoppe med spørgsmålene, og syntes ligeledes at blive mere og mere overrasket over de ting jeg fortalte hende. Hendes øjne lyste op og et stort smil var plantet om hendes læber. ”Har han også en lysende næse så? Du ved, ligesom Rudolf fra alle børnesangene og fra alle børnefilmene?”

     Hendes grin fyldte rummet, og det var svært at vide, om hun tog mine svar seriøst eller om hun grinte, fordi hun syntes jeg var plat at høre på. ”Han hedder Rudolf ja, og selvfølgelig har han en lysende tud. Det er Rudolf vi snakker om.”

     Egentligt ville jeg have mit svar til at lyde som en joke, så hun kunne få noget mere at grine af, og så jeg kunne høre hendes dejlige latter igen, men der var selvfølgelig noget alvor bag det sjove. Rudolf havde jo som sagt en lysende tud, og han var den fra filmene og sangene. Så hun kunne tage det som hun ville. Jeg fortalte sandheden, om hun ville tro på det eller ej.

     ”Du er skør, Gabriel.”

     ”Og du kan lide det,” grinte jeg. ”Kan du ikke?” Hun kommenterede ikke på mit spørgsmål, men smilte blot til mig og kiggede rødmende ned i dejen igen. 

***

Gabe og Holly får mig til at smile...  De er for søde haha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...