Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4143Visninger
AA

14. ❅ 13. december


     Dagen forinden havde været en tiltrængt fridag. Jeg havde fået sovet ud, og havde egentligt ikke lavet det helt store. Daniel havde introduceret mig til et par videospil på hans spillekonsol, og det havde vi underholdt os med i flere timer. Det var ligeledes også rart at have snakket med min far, men savnet til ham og min mor var steget. Forhåbentligt ville han kunne hjælpe mig, så cafeen ikke lukkede.

     Tankerne lagde jeg bag mig, da jeg trådte ind på mit arbejde. Holly stod allerede bagved disken og nynnede lidt for sig selv. Det var to dage siden, vi sidst havde set hinanden. Først havde hun haft fri, og så havde jeg. Glæden over at se hendes engellignende ansigt og person, var derfor også stor. Smilet placerede sig hurtigt over mine læber, og jeg glædede mig allerede over at skulle arbejde sammen med hende hele dagen.

     ”Godmorgen,” sagde jeg, da jeg fik trukket i forklædet. Det var min tur til at stå ude bagved og holde øje med kagerne. Hun kiggede over på mig og smilede.

     ”Hej Gabe. Godt at se, at du er frisk. Min mor har bedt os om at lave en masse ekstra småkager i dag, der også skal dekoreres. Hun kommer ind lidt senere, og skal nok tage over herinde ved kassen. Så kommer jeg ud og hjælper dig ude bagved.” Taget ud fra hendes gode humør gik jeg ud fra, at hendes forældre stadigvæk ikke havde fortalt hende de dårlige nyheder. Hvordan kunne de ikke have fortalt hende, at cafeen højst sandsynligt nok ville lukke ned? Holly var en stor del af dette, så hvorfor holde det fra hende? Hun fortjente at få det af vide.

     ”Det lyder fint. Så går jeg bare ud og begynder, og så kan du bare komme, når du er klar.” Jeg var gået hen til hende, for at sige ordentligt hej. Inden jeg forlod hende, gav jeg hendes arm et lille klem, som et forberedende tegn på, at jeg nok skulle støtte hende, hvis noget dårligt skulle ske.

     ”Vi ses nok snart igen. Det kan også være, at jeg lige stikker hovedet ud, hvis der ikke sker så meget herinde,” sagde hun hurtigt, og fokuserede igen på kassen, som hun var ved at tælle sammen.

❅❅❅

     Timerne gik, og Holly kom ikke ud til mig. Der måtte enten have været drøn på inden i butikken, hvilket selvfølgelig kun var en god ting, specielt i denne tid, eller også måtte hun havde fundet nogle ting at lave. Det kunne være, at hun eventuelt var begyndt at rydde lidt op derinde, eller støve af. Hvorfor hun skulle støve af i arbejdstiden, kunne jeg ikke finde en god grund til, men man vidste aldrig med Holly. Hendes mor havde jeg heller ikke set noget til.

     Derfor begyndte jeg også at tænke på, om jeg monstro selv skulle fortælle Holly om det, hendes mor havde sagt til mig. Burde jeg forklare hende, at butikken nok ikke overlevede året ud, selvom jeg så ville gå imod det jeg lovede hendes mor? Jeg sagde, at det var op til dem at fortælle hende om det, men siden de tydeligvis ikke havde fået det gjort, måtte jeg vel tage sagen i egen hånd og gøre det.

     Mine spekulationer blev dog hurtigt afbrudt, da døren ud til køkkenet ud til køkkenet blev flået op. Ud kom Holly løbende. Tårerne løb ned ad hendes kinder, og jeg kunne høre, hvordan hun sagte hulkede. Hun sagde intet, men løb direkte over i til mig og svang armene om min ryg. Jeg blev overrasket over hendes pludseligt handling, men lagde ligeledes også mine arme om hende, og knugede hende ind til mig.
Hendes hoved havde hun begravet i min skulder.

     ”Det er ikke fair, Gabe. Det er slet ikke fair.” Ud fra det hun sagde, kunne jeg regne ud, at hendes mor måtte have været kommet ind i butikken, og måtte have fortalt hende om butikkens skæbne. Efter min mening havde det været forkert at fortælle Holly om det inde i selve cafeen. Hvorfor havde de ikke taget den snak herude, og så havde bedt mig om at kigge efter kassen og betjene kunderne? På den måde kunne de havde haft en lidt mere privat snak, og Holly havde ikke behøves at løbe fra kassen for at komme herud.

     ”Jeg ved det godt, Hols. Jeg ved det godt.” Da jeg snakkede, gik det op for mig, at jeg ikke havde kaldt hende ved fulde navn. Jeg havde fundet på et kælenavn til hende. Selvom der ikke var specielt meget at smile over i denne situation, kunne jeg ikke lade være med at smile over kælenavnet. ”Men det skal nok gå. Vi lader dem ikke lukke. Der må være noget, vi kan gøre.”

     Hun kiggede op på mig, men flyttede ikke sine hænder om mit liv. ”Men der er jo intet at gøre. Vi er nødt til at lukke ned, og min familie vil miste en masse penge. Gabriel, jeg forstår det bare ikke. Hvorfor har de intet sagt?” Tårerne fik igen frit løb. Jeg tørrede dem stille væk fra hendes kinder, og prøvede at tysse på hende.

     ”De skulle måske samle sig mod til at sige det til dig. Din mor ved, hvor meget du holder af dette sted, så at skulle fortælle dig, at det højst sandsynlig skal lukke, er en hård situation at være i.” At have hendes krop så tæt på min, fik mig til at brænde. Hun gjorde mig så varm, og jeg nød at have hende knuget ind til mig. ”Vi er nødt til at få gjort flere folk opmærksomme på vores bagværk, så vi kan få flere penge i kassen. På den måde, kan vi måske redde stedet.”

     Hvis bageriet og cafeen endte med at lukke, var jeg sikker på, at det ikke ville en specielt god jul i år. Den ville blive sørgmodig, fordi det sidde i baghovedet, at vi intet havde gjort, for at holde stedet i live. Derfor måtte vi ikke give op. Det skulle blive en god jul, og vi skulle sørge for, at stedet ikke lukkede.

     ”Det skal nok gå,” forsikrede jeg hende igen om, inden jeg gjorde noget, der nok overraskede os begge. Jeg kyssede hende i håret og knugede hende endnu længere ind til mig. Hun havde brug for mig i denne svære tid, og jeg havde derfor ingen intentioner om, at slippe hende. Jeg måtte passe på hende. Derfor kyssede jeg hende endnu en gang i håret for at vise, at jeg ikke gik min vej. Vi skulle nok klare dette. 

❅❅❅

Cafeen lukker måske.... Æv æv æv - lad os da håbe, at der er noget, Gabe kan gøre ved det

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...