Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
22Kommentarer
4175Visninger
AA

13. ❅ 12. december

     Teknologi syntes ikke at være mit speciale. Jeg havde siddet med min iPhone i hånden i et godt stykke tid efterhånden, for at finde ud af, hvordan jeg kunne ringe hjem til mine forældre. Der måtte da være et indkodet nummer her, som kunne lade mig komme i kontakt med dem. Et stort smil viste sig om mine læber, da jeg fandt frem til en kontakt med navnet ”Far”.
Utroligt at han vidste, hvordan dette apparat virkede, og at han kunne finde ud af at kode det ind.

     Jeg trykkede på nummeret, tog telefonen op til øret, og ventede. I røret var der en eller anden underlig lyd, der måtte indikere at den var ved at forbinde. Der gik ikke engang ét minut, inden lyden stoppede, og jeg kunne høre min fars stemme i den anden ende.

     ”Hej min dreng. Jeg undrede mig godt over, at du ikke havde ringet endnu.” Hans kendte julemandsgrin kunne høres. Den hjemlige følelse fik mig til at smile. Det var rart at høre hans stemme igen. ”Hvordan har du det?”

     For mig virkede det utroligt, hvordan man kunne snakke ind i en telefon og høre en person tale, der slet ikke var tæt på en selv. ”Det går fint nok. Folkene her i Minnesota er super flinke og meget imødekommende. Og jeg har faktisk også fået et job i et bageri. Jeg arbejder sammen med en pige jeg har mødt.”

     Min far behøvede ikke at vide, at jeg havde et godt øje til Holly. Alt han burde vide var, at vi var venner og også arbejdede sammen.

     ”Det lyder dejligt, Gabriel. Godt at du kan få tjent nogle penge, så du kan få råd til føden. Men det havde du ikke behøvet. Din mor og jeg havde ellers sørget for, at du havde nok penge med, så du burde kunne klare dig. Men det er godt med lidt ekstra på kontoen. Så jeg er glad for at høre, at du hygger dig med dit arbejde og hende pigen, glæder jeg mig til at høre mere om,” sagde han, som troede han, at jeg ville forklare ham mere om Holly. Han kunne få hele historien, når jeg igen var tilbage på Nordpolen.

     ”Går det godt oppe hos jer? Og er I ved at være klar til, at kanen skal læsses?” Det var fast ritual at man startede med at læsse kanen den 17. december, da det tog en del dage, at få alle gaverne sat ordentligt fast. Sådan havde det været i mange år. Men da jeg blev født, blev den dato ændret. Jeg blev nemlig født den 17. december for to og tyve år siden. Fordi min far gerne ville være hos min mor den dag, besluttede de sig for at rykke planen en dag tilbage. Påbegyndelsen af kanelæsningen begyndte nu først den 18. december, og sådan havde det været siden jeg var lille. Jeg elskede at læsse kanen med min far og nisserne. Det var et af højdepunkterne i julemåneden.

     Min far rykkede på sig, kunne jeg høre. ”Tjoe, vi er da nogenlunde ved at være klar. Men vi kan godt mærke, at vi mangler dig. Du plejer altid at have styr på planlægningen, og hvad skal vi dog lave den 17. når du ikke er her? Vi kommer jo ikke til at holde fødselsdag for dig, når du render rundt nede i Minnesota.” Han grinte igen, hvilket også fik mig til at grine.

     ”Jeg er sikker på, at I nok skal klare jer. Nisserne har sikkert styr på det hele, og de ved jo alle sammen godt, hvordan det hele skal lægge og stå, så mon ikke I nok skal nå det.” Nu hvor han nævnte, at de manglede mig, længtes jeg efter at være hjemme. Selvom det var rart at være her i Minnesota, savnede jeg mine forældre og nisserne. Jeg savnede den hjemlige omgivelser og de mennesker, jeg altid havde været omkring. ”Og egentligt havde jeg ikke tænkt så meget over min fødselsdag. Det plejer mor altid at have styr på, og det plejer jo også altid at være hende, der minder mig på, hvor mange dage der er tilbage.”

     Selvom jeg var ved at være en ung mand efterhånden, kunne min mor stadigvæk godt lide, at minde mig på, hvor mange dage der var til, at det var min fødselsdag. Hun var vel nok bare ikke klar til, at give slip på mig endnu, og håbede på, at kunne bibeholde nogle af de traditioner, vi havde, da jeg var lille. Ved nærmere eftertanke burde jeg måske også fortælle Daniel og Holly, at det snart var min fødselsdag. Det kunne være, at de ville lave noget sammen med mig, og måske vise mig, hvordan man fejrede det hernede.

     ”Men det var faktisk ikke derfor jeg ringede,” indrømmede jeg og kom i tanke om, hvorfor jeg egentligt havde bøvlet så meget med, at få kontakt til min far. Selvfølgelig ville jeg gerne snakke med ham, men jeg havde ringet ham om af en særlig grund.

     ”Fortæl, min dreng.” Han var lutter øre. Det kunne jeg høre på den måde, han svarede på.

     ”Jo ser du…” Jeg tøvede ganske kort. ”Det bageri jeg arbejder i, eller det er nok nærmere en cafe, er tæt på at lukke. Det har brug for en bedre økonomi og en bedre indkomst, hvis de skal overleve, og jeg kan ikke bære tanken om, at de er nødt til at lukke ned. Er der ikke noget du kan gøre?”

     Min far var julemanden. Hans job var ikke kun at skabe glæde hos den yngre generation. Det var ligeledes at hjælpe til, hvor der var brug for det. Han havde en evne til at kunne hjælpe hvem som helst. Præcist derfor spurgte jeg ham til råds. Mit håb var, at han var i stand til at kunne gøre noget her. Cafeen måtte ikke lukke.

     ”Puha... Det er en svær situation at sætte mig i, Gabriel. Du ved, at jeg hellere end gerne vil kunne hjælpe dig, men når det gælder økonomien, er jeg lidt på bar bund. Du ved, at jeg ingen indflydelse har på hverken penge eller kærlighed. Næsten alt andet kan jeg klare, men lige dette, er jeg ikke i stand til.” Hans toneleje dalede, da han begyndte at snakke. Det var tydeligt at høre, at han oprigtigt var ked af, at han på stående fod ikke vidste, hvad han kunne gøre.

     ”Er du sikker?” Der måtte da være et eller andet, der kunne gøres her. Som julemandens søn gav jeg ikke op. Jeg havde set ham udrette mirakler, så jeg vidste, at han også kunne gøre noget her. Jeg tabte ikke håbet.

     ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre, men med julepresset og med julen over vores hoveder, er det også begrænset, hvor meget tid jeg har. Men jeg lover at undersøge situationen. Pas på dig selv indtil vi snakkes igen.” Med de ord lagde han på, og en mærkelig ensformig lød, hørtes i telefonen. Den måtte vel indikere, at opkaldet var slut, og at jeg ikke længere kunne tale med min far. Han havde afbrudt forbindelsen.

     Jeg sukkede kort, fordi jeg vidste, at han havde ret i det, han havde sagt. Julen var over os, og fordi der var så meget, der skulle laves, var det også begrænset, hvor meget tid, han ville have til at undersøge min situation. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at krydse fingre for det bedste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...