4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1698Visninger
AA

5. 4. december: Dommen

Hun sad med et hårdt bankende hjerte og en knude i maven. Folk gik forbi på gangen, og hun havde det som om, hun skulle kaste op. Igen. Endnu engang var hun kommet alt for tidligt, men hvad skulle hun dog også derhjemme, hvor hun var helt alene? Med lommetørklædet tørrede hun sveden af panden.
”Christina Mørk.” Lægen havde stukket hovedet ud af sit kontor. En anden patient gik forbi hende. Hun rejste sig og fulgte efter. Kontoret lugtede lige så bakteriedræbende som resten af sygehuset. Hun satte sig på den dårligt polstret stol, man kunne finde overalt. Kontoret var efterhånden så velkendt, at hun allerede havde læst alle plakater mindst fem gange.
”Hvordan har du det?” spurgte lægen, efter han havde sukket og lænet sig tilbage i sin stol.*
”Fint. Jeg kan ikke sove så meget, men jeg arbejder hjemmefra på deltid, så jeg kan sove gennem dagen.” Lægen nikkede.
”Jeg har en dårlig nyhed.” Christina nikkede ned rynker bryn. ”Dine blodprøver viser … at du ikke har lang tid igen.”
”Hvor lang tid?”
”En uge. Højest.”
Hun kunne ikke græde eller grine. Heller ikke i bussen på vej hjem. Derhjemme sad hun bare med hovedet i hænderne, men der var ingen gråd. Hun kunne ikke græde. Da hun var stået op, havde hun troet, at sygdommen var under kontrol, for hun havde det meget bedre. Det var kun dage siden, hun havde lagt i sengen hele tiden, fordi hun ikke kunne stå. Nu følte hun sig klar til et maraton.

"Moster Christinneeeeeeee!" skreg den lille pige af glæde. De havde for lang tid siden opgivet at rette hende. Hendes mor og far steg ud af bilen med brede smil på læberne. Imens klemte de små hænder Christinas ansigt kærligt og med barnlig glæde. Den blomstrede kjole, den lille pige havde fået af Christina lang tid forinden, havde hun på. Ligesom hver gang, hun skulle se sin moster.
"Godt at se dig," sagde hendes søster med sit smukke smil. Christina rejste sig op fra at sidde i hug og lagde sine arme om Anna. "Hvordan har du det?"
"Bedre," smilede Christina, og hun besluttede sig i farten for, at hun første ville fortælle de dårlige nyheder, når lille Ingeborg ikke var der.
"Du ser også friskere ud," sagde Rune, Annas forlovede. Hver gang Christina så Rune, kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvilket pragtfulde bryllup, de havde planlagt. På Annas venstre ringfinger glimtede ringen også. Sammen havde de allerede fra barnsben planlagt det perfekte bryllup, og Christina kunne se dele af det gå igen i de planer, hun kendte til.
"Kom indenfor. Kaffen står på bordet," inviterede Christina dem ind. Hun satte sig på hug foran Ingeborg. "Og til dig er der saftevand."
Ingeborg lyste. Med hinanden i hånden, begyndte de at gå hen til døren, hvor Christina hurtigt fik låst sig ind. Det var bedårende, hvordan Ingeborg lige så stille fik arbejdet sig op ad trappen. Christina kunne tydeligt huske, hvordan hun engang skulle bære den lille pige op ad trappen og op til 2. sal. 

Over kaffen snakkede de. Som sædvanligt var Ingeborg bedårende og legede med wienerbrødet, selvom Anna flere gange fortalte hende, at man aldrig skulle lege med maden. Christina sendte hende bare et blink med øjet, og Ingeborgs ansigt lyste igen op. Hver gang sendte Anna hende et lidt træt blik, men Christina smilede tilbage til hende, og det fik også hendes smil frem. Efter kaffen snakkede de også. Med stor omhyggelighed fik Anna med hjælp fra Christina og Rune placeret Ingeborg i et andet rum. Til deres held var Ingeborg blevet træt og lå og snorkboblede.
"Jeg er nødt til at tale med jer om noget vigtigt." Allerede nu lå klumpen parat i Christinas hals. Hun havde på fornemmelsen, at den anspændte overflade på beholderen, som hendes krop opbevarede tårerne i. Anna nikkede, og hendes blik forvandlede sig hurtigt fra det betagede til det alvorlige. De satte sig på de bløde stole, der var polstret med et gammeldags, blomstret mønster, som havde en turkisblå baggrund til de rosa roser.
"Hvad vil du tale om?" spurgte Rune. Hans mørke øjne ramte Christina, som så ned i bordet.
"Jeg var ved lægen i dag," begyndte hun. "Han sagde ... han sagde, at jeg ... højest har en uge tilbage."
Hun snøftede og Annas hånd klemte hende. Da deres blikke mødtes, blev alting tåget. Annas øjne stod i vand, og Rune tog flere dybe indåndinger. Under bordet klemte han hendes hånd hårdt og kærligt.
"Læger kan tage fejl," begyndte Rune, men han kunne ikke finde flere undskyldninger. De havde gennem månederne fundet på så mange, men de havde hele tiden vidst, hvordan det ville ende. Christina så uvilkårligt hen til døren. De kunne se ind til Ingeborg, der kærligt lå og sov.
"Men du sagde jo ... at du har fået det bedre," stammede Anna frem.
Christina snøftede igen. "Jeg sagde det for at ... "
Hun kunne ikke sige mere, og efter et sekunds stilhed nikkede Rune. "Det var også rigtig gjort."
"Er de sikre?" spurgte Anna med desperationen klæbende til stemmen.
"Hvorfor skulle de ikke være det? De er blevet uddannet i det i årtier. Selvfølgelig er de sikre."
"Det skal nok gå," hviskede Rune til sig selv. Han bildte sig selv ind, at det var til Anna og Christina, men inderst inde var han klar over, at det var til sig selv.
"Det skal gå ... " hviskede Christina og mærkede en varm tåre trille ned af sin kind. Den blev hurtigt efterfulgt af flere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...