4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1682Visninger
AA

23. 22. december: Esther

"Hvorfor ville du mødes? Vi kunne bare have ringet sammen?" Han skoddede sin smøg.
"Det er en dårlig vane det der," sagde hun og så på ham. Hun stod i en tyk vinterjakke, der så dyr ud.
Han trak på skuldrene. "Slik er også dårligt, men vi spiser det alligevel, gør vi ikk'?"
"Rygning er noget andet."
"Hvorfor hænger du så ud med os?"
Hun så ned i jorden og sparkede til en sten. "Jeg ved det ikke."
De sagde ikke noget til hinanden, da de begyndte at gå. 
"Så er der kun to dage til juleaften," sagde hun og stirrede frem for sig. Hun hørte nogle små dumpe lyde ved siden af sig og så på pakken, Elias lige havde taget op af lommen. "Gider du ikke godt lade være? Det er nok med, at du stinker af det."
"Hvad er dit problem?" spurgte han direkte. Jørn havde sagt, at han skulle sige tingene direkte og ikke gå rundt om den varme grød.
Hun stoppede op og så ham i øjnene. "Du siger hele tiden, at jeg ikke forstår dine følelser. Jeg forstår dem nok meget bedre, end du nogensinde kommer til at forstå. Jeg var kun ti, da min far fik lungekræft. Han havde været ryger hele sit liv, og lægerne sagde, at den type lungekræft, han havde, kun bliver set hos rygere." En tåre trillede ned ad hendes kind, og selvom den skabte en kold stribe ned ad hendes kind, da blæsten trak i dem, fjernede hun den ikke. Og heller ikke dem, der fulgte efter den første tåre. "Han døde indenfor et halvt år. Til sidst kunne jeg ikke genkende ham, og selvom lægerne sagde, at han ville leve længere af at stoppe, holdt han ikke op. Til sidst slæbte han sig udenfor for at ryge."
Elias vidste ikke, hvad han skulle sige.
"Han døde med en i hånden midt om sommeren."
Nu var det Elias' tur til at se ned. Han havde aldrig tænkt over, at andre måske også havde problemer.
Ud af øjenkrogen kunne han se, at hun tørrede øjnene med de handskeløse, kolde hænder. "Jeg vil ikke have, at flere oplever det. Min familie har bare ikke været det samme siden, så da jeg blev gammel nok til at købe alkohol, druknede jeg min sorg med det, som om lykken fandtes i bunden af dem. Tro mig. Det gør det ikke." Hun tog en dyb indånding. "Effekten de der stoffer har på en varer ikke evigt. Da jeg blev sytten, blev jeg smidt ind i et program, hvor jeg kom af med min afhængighed."
"Hvorfor hænger du så ud med os? Når du hverken ryger eller drikker?"
Hun snøftede. "Fordi de andre ikke har opdaget, at jeg ikke længere drikker."
"Og hvorfor siger du det så ikke?" spurgte Elias. Trangen til en smøg var pludselig helt forsvundet. Hun så på ham med et lidende blik. "Alberte."
Hun nikkede forsigtigt, og han kunne ikke gøre andet end at lægge sine arme om hende. Efter lidt tid begyndte hun at hoste lidt, men det gik over. De stod lidt i deres eget hjørne af parken, og man kunne knap nok se dem.

"Hun får mig til at føle mig ... i live," hviskede Esther efter et minuts stilhed. Hun rev sig en smule løs fra Elias, så hun også kunne lægge armene om ham og se ham i øjnene. "Har du nogensinde prøvet det?"
"Nogle gange," svarede han. "Det tror jeg i hvert fald."
Hun rev sig lidt mere løs fra ham, så hun kunne se ham direkte i øjnene. Hendes øjne svævede mellem hans læber og hans øjne.
"Hvor har jeg dog lyst til at kysse dig," sagde hun og grinede, inden hun lænede sig ind mod ham igen i krammet.
"Virkelig?"
"Ja," svarede hun, men hun gjorde ingen tilnærmelser til ham. De stod i stilhed et stykke tid, indtil hun gav sig selv lidt plads og kyssede Elias. Det kom som et chok for ham, og enhver celle i hans krop blev opmærksom på deres berøring. Hun trak sit hoved væk fra hans og så ham i øjnene. "Alberte er bedre."
Han så ned og rødmede. Vinden gjorde hans ører så kolde, at de begyndte at gøre ondt, men Esther varmede ham. Et eller andet sted fra duftede der af brunkager, og en pige, der ikke var mere end to år yngre end Elias gik forbi dem på stien.
"Kom nu, Selma!" råbte hun, og en pige, der nok var to år ældre og som lignede den mindre pige, kom løbende hen til den mindre pige. De grinede højt. Hurtigt var de gået forbi, og mørket begyndte at sænke sig, hvilket temperaturerne også gjorde. De lænede sig tættere ind mod hinanden. En mobil bimlede. Esther fandt sin telefon frem.
"Jeg skal hjem nu." Hun kyssede ham inderligt på munden nogle sekunder, og elektriciteten svævede gennem hans krop som engle på en masse små skyer. "God jul, hvis vi ikke ses inden."
Hun blinkede til ham og smilede, da hun gik og vinkede. Han kunne ikke få et ord over læberne, men han begyndte i stedet at gå hjemad. På vejen fandt han en skraldespand, hvori han smed pakken med cigaretter i, efter han havde vandet dem i en stor vandpyt, og de blev fulgt efter af de to lightere, han havde i jakken. Den ene var en, han havde lånt af Alberte. Hun ville nok ikke have den tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...