4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1696Visninger
AA

16. 15. december: Bad

Han ringede på en tilfældig ringeklokke. Hvorfor valgte han ikke stueetagen? Det var ligemeget, for han hørte en kvindestemme svare.
"Hey erm ... ville det være muligt, hvis jeg kunne få et bad eller sådan hos dig ... altså bare sådan ganske kort og så smutter jeg igen?"
"Hvorfor?" spurgte hun ham.
Et kort øjeblik tænkte han over, om han skulle sige sandheden. "Min kone. Hun har sådan lidt smidt mig ud af huset ... og jeg ... jeg har ikke rigtig fået noget bad i fire dage eller sådan, så jeg ville bare høre, om det er muligt?"
I lang tid lød der en pinlig stilhed. Med det samme fortrød han at have ringet på. Det var langt fra første sted, han ringede på. Han havde allerede ringet på ved mindst ti andre. Ingen havde budt ham indenfor. Som han stod der og ventede på svar, kom han til at tænke på, at han nok selv heller ikke ville lukke nogen ind, der var hjemløs. Det var han jo også. En bums på gaden, der beder om et bad hos fremmede.

Tonen, der varede et sekund, var den typiske irriterende en, der lod et sten falde fra hans hjerte. Hurtigt skubbede han døren op. Varmen brændte ham lige så stille op. I opgangen lød der trin ud over hans egne, og snart stod han ansigt til ansigt med en ung kvinde.
"Det var dig, der ville have et bad, ikke?" Alexander nikkede ivrigt. Hans hud kløede efter at få et bad og renset kroppen. Fingrene trængte også til at blive varmet op.
"Har du brug for andet? Mad? Noget varmt? Et tag over hovedet?" spurgte hun ham, mens de tog de sidste par trapper op.
"Hvorfor hjælper du mig?"
"Fordi jeg har medlidenhed med dig."
"Hvorfor? Jeg blev smidt ud af min kone, og jeg har ingen venner eller penge."
Hun tog en dyb indånding, inden hun svarede. "Har du overvejet, at når man dør, så er det ligesom at blive smidt ud af Gud. Man har ingen venner eller penge eller ejendele uden for livet. Man har ingenting."
"Filosof?"
"Hvad?"
"Er du filosof?"
"Nej."
"Digter?"
Hun stod stille og så på ham med et mærkeligt udtryk. "Nej. Jeg er arbejdsløs og har førhen arbejdet for et rejseagentur, der arrangerede internationale rejser for unge."
Døren åbnede helt med et knirk, og de trådte ind i varmen af lejligheden. Den var ikke særlig stor, og der var ikke meget på væggene ud over nogle få malerier. Midt på en skænk, hvor han på stumtjeneren ved siden af hang sin kolde jakke og tæppet, stod der en skulptur, han kunne genkende.
"En original Elna Koch," sagde han og nikkede med løftede bryn. "Den var ikke helt billig, vel?"
"Nej, ikke særlig," svarede kvinden med et smil. Hun rystede kort på hovedet og rakte ham derefter hånden. "Jeg hedder Christina. Jeg syntes lige, at det ville være passende, at vi i det mindste kender hinandens navne."
"Alexander," svarede han og trykkede hendes hånd. Hendes håndtryk var fast og kunne have været knogleknusende, hvis hun havde presset lidt hårdere.
"Badet er lige derovre. Imens finder jeg lige noget at spise og drikke til dig. Du ser sulten ud." Det sekund hun sagde det, rumlede hans mave højt, så det sikkert kunne høres til Pluto og dens måne.

Det føltes mærkeligt at indtage mere end en enkelt burger fra McDonald's med de få penge, han fik af folk eller fandt på gaden. Det var også rart at få noget varmt at skylle det ned med. Oven på badet, der fik hans hud til ikke at klø længere, følte han sig mere som menneske. Sammen med maden blev han næsten sig selv igen, men han kunne mærke, at han havde forandret sig lidt. Bare en smule. 
"Jeg har rettet an til, at du kan sove her," sagde hun, da hun kom ud fra det, der lod til at være dagligstuen.
"Jeg har ikke spu-"
"Du skal ikke være ude i kulden," afbrød hun ham. "Din kone kan ikke for evigt være sur på dig. Desuden er det tæt på jul, vi mangler begge to en at snakke med, og du skal ikke fryse ihjel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...