4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1668Visninger
AA

14. 13. december: Hjemkomsten

Hun var uheldig. Hendes sæde var langt væk fra vinduerne, og Kara sad i den anden ende af flyet. Det betød for hende, at hun sad og læste i en bog gennem hele turen. Hendes ører var fyldt ud af hovedtelefonerne, for hun gad ikke høre på folks snorken. Flere gange mindede hun sig selv om, at der ikke var så lang tid igen, men timerne sneglede sig frem. Hver gang hun spurgte de to mænd, der sad ved siden af hende, om de ikke lige ville flytte sig, fik hun en rysten på hovedet. Aldrig i livet havde hun mødt så ubehagelige folk. 

De få tidspunkter, hvor hun ikke lige havde den tykke bog i hånden, kiggede hun sig omkring. Ganske få gange mødte hun Karas blik og blev mindet om, at de boede i to vidt forskellige dele af landet. Der var i hvert fald fem timer mellem dem, og rejsen gennem landet var ikke billig, vidste hun godt. Og det var svært at fastholde et forhold, når man boede fem timer fra hinanden, havde hun lært på den hårde måde kun ganske få måneder forinden. 

Passet var en smule ru mod hendes hænder. Musikken havde hun flere minutter i forvejen pakket væk. Hun havde allerede gjort det inden de var blevet bedt om at sætte sig på deres pladser og spænde sig fast. Snart kunne hun mærke et ryk i flyet, og lydene forandrede sig. Spændt kiggede hun ud af en af vinduerne. Hun kunne ikke se meget andet end himlen, men hun vidste, at nu var hun hjemme i Danmark.

"Jeg kan ikke klare, at vi er nødt til at sige farvel," sagde Kara, mens de krammede hinanden hårdt. Uden problemer var de kommet gennem kontrollen og havde fundet deres bagage.  Kara stod med hendes forældre og søskende, der alle lignede hende. Den eneste forskel var hudfarven, der var væsentligt lysere hos hendes familie, som havde taget godt imod Selma.
"Er du sikker på, at du ikke har brug for et lift eller sådan?" spurgte Karas mor bekymret.
"Jeg skal nok finde ud af noget. Offentlig transport var mit middel herhen, så er det også mit middel hjem," svarede Selma med et smil, men indvendigt ønskede hun brændende, at hendes forældre også stod klar til at hente hende.
"Hendes forældre ved ikke, at hun kommer hjem i dag," sagde Kara til hendes mor, og Selma kunne mærke det stærke bånd, der var mellem de to.
Hele Karas familie spærrede øjnene op. "Virkelig?"
Selma nikkede. "Jeg har ikke haft forbindelse, og nu har jeg besluttet mig for, at jeg vil overraske dem."

Det tog dem endnu et kvarter at sige farvel til hinanden, for de skulle både have udvekslet numre, tilføjet hinanden på Facebook, Snapchat, Skype og ethvert andet sociale medie, de begge to havde. Så snart Selma stod ude i den kolde decemberluft og så ud over det sjap, der lå over det hele, tørrede tårerne på hendes kinder lige så stille ind. Luften var rå og barsk, og den blæste hendes kinder tørre, før nye tårer gjorde dem våde. Beslutsomt gik hun ind på Rejseplan og fandt en rejse. Hendes hænder var kolde, da de tørrede de varme tårer af hendes kinder. Der var stadig en halv time til, at hendes bus ville køre, og da hun havde dobbelttjekket, at hendes rejsekort var i telefonens cover, gik hun ind på galleriet. Hun var ikke klar til at blive bombarderet af internettets mange beskeder og notifikationer, der sikkert havde hobet sig op i massevis. 

Det nåede at blive mørkt, inden hun ankom til banegården, og hendes øjne kunne hun næsten ikke holde åbne, da hun stod af bussen kun ganske få huse hjemmefra. Allerede fra det lysende busstoppested, kunne hun se sit hjem, der var pyntet af lyskæde efter lyskæde. Lyset var tændt indenfor, og da hun kom tættere på, kunne hun tydeligt genkende skikkelsernes bevægelser. Hendes familie spillede, ligesom hver tirsdag aften, ludo ved spisebordet. Det så ud til, at hendes mor var ved at vinde. Ligesom altid. Selma kunne ikke lade være med at smile. De tirsdag aftener havde hun savnet mere, end hun havde regnet med. Det var ikke sådan, at hun havde tænkt meget over dem, det var bare ligesom når man fik en lidt for bitter chokolade. Den var stadig god, men den var ikke det, man allerhelst ville have. Blæsten trak direkte gennem hendes læderjakke, for hun havde ikke tænkt på at tage en vinterfrakke med. Hun havde regnet med at komme hjem inden kulden for alvor ramte, men hun kunne se spor af sneen, der var så godt som væk. Halvt smeltede snemænd stod i mange haver

For hvert skridt hun nærmede sig sit hjem, blev knuden i hendes mave større. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle komme ind. Skulle hun bruge den nøgle, hun havde taget med? Skulle hun ringe på og vente på, at hendes familie åbnede døren? Eller skulle hun skrive til en af dem, at de skulle åbne døren? Pludselig stod hun på trappen, der var oplyst af en blå lyskæde. I hjørnet mellem gelænderet og muren, stod der en lille fru Nisse, der altid stod der. Hun så bebrejdende op på Selma. Forsigtigt tog Selma i håndtaget. Der var åbent, og uden en lyd listede hun ind og bar sin kuffert. Hun lod den stå i gangen og tog sin jakke og sko af uden at give en lyd fra sig. I princippet kunne hun have smidt en bombe, uden at hendes familie ville opdage det. De var alt for optaget af deres spil. Selma havde pludselig svært ved at trække vejret. På våde strømpesokker listede hun ind i stuen g bankede på dørkarmen. I første omgang hørte hendes familie hende ikke. Hun bankede igen, men der var ingen reaktion.
"Glædelig jul!" råbte hun så ud over stuen. Forskrækket så hele familien hen på hende. Et halvt sekund stod tiden stille. Så lyste deres ansigter op, og på kommando, som var hun i en film, begyndte tårerne at falde ned ad hendes kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...