4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1660Visninger
AA

13. 12. december: Læge

"Hvorfor lever jeg stadig?"
Lægen rømmede sig. "Jeg ved det ikke, men jeg vil undersøge det."
"Er du klar over, hvad det betyder? Det betyder, at jeg har gået og planlagt min egen begravelse forgæves!" Hun havde hævet sin stemme en smule. "Desuden har jeg også været nødt til at sidde og trøste en hel familie og en masse venner. Har du nogen ide om, hvordan det føles?"
Lægen rømmede sig igen. "Vil det være okay for dig, hvis vi tager to blodprøver nu?"
"Ja ja, du tager bare løs af mit blod," sagde Christina og krympede ærmet op. Alt for mange gange havde hun gjort det, og der var mindst fire små prikker på hver af hendes underarme. Uden at sige meget mere fandt lægen tingene frem af de milliarder skuffer, der var i de lille kontor. Hun havde ingen ide om, hvordan lægen holdt styr på, hvor de forskellige ting var, men hun var også ligeglad. Gennem de sidste otte dage var hun blevet mere ligeglad med sin omverden. Hun havde fokuseret på at have en god tid, mens hun stadig havde lidt af den tilbage. En kuldegysning løb op og ned ad hendes rygsøjle, da hendes hud blev desinficeret. Hun opdagede slet ikke det korte prik. Langsomt blev den lille cylinder fyldt. Der var allerede skrevet på, at det var hendes blodprøve.
"Jeg tager to. Så kan vi også analysere den her," forklarede lægen hende, mens han lod anden cylinder blive fyldt. "Bare rolig. Din krop kan sagtens klare at miste en så lille mængde blod. Husk bare at få drukket noget vand, men det ved du jo sikkert."
Christina nikkede og følte sig pludselig nostalgisk. Så mange gange havde hun fået taget blodprøver, at hun kunne talen udenad. Husk vand og få spist noget. Læg dig hvis du bliver svimmel. Hun vidste godt, at hun med sikkerhed ikke ville blive svimmel. Når man donerede blod, donerede man en hel liter, og her var det kun en lille brøkdel af det, der blev taget af hende. Men de skulle vel nok bare sige de ting.

I omkring fem minutter sad hun og ventede på kontoret. Hun nynnede "Kære Linedanser" for sig selv og så sig omkring. Det lignede alle andre lægers kontor. Hun havde set alt for mange af dem. Snart hørte hun skridt på gangen. Det var tunge skridt, der tydede på, at lægen ikke altid fik nok søvn. Han satte sig til rette i sin stol, inden hans blik mødte hendes. 
"Jeg har en god nyhed." Christina løftede et øjenbryn. "Det kan umuligt have været din egen blodprøve, du har fået svar på, for den her har ingen tegn på sygdom. Ud fra hvad jeg kan sige nu, så er du en sund og rask kvinde. Selvfølgelig sender jeg den ind til laboratoriet, hvor de vil sikre sig det 100%, men jeg kan indtil nu med sikkerhed sige, at det ikke var din egen blodprøve, du fik svar på."
Hendes kæbe faldt ned på brystet, og efter nogle sekunder var hun nødt til med hånden at skubbe den på plads.
"Virkelig?" Det var det eneste, hun kunne sige. Hendes øjne var med sikkerhed større en møllehjul. Lægen nikkede bare og smilede.
"Tillykke. Det er vist det, man kan kalde et vidunder." Hans øjne formørkedes dog. "Men husk på: Det her er kun en overfladisk analyse. Jeg kan ikke forsikre dig om andet end, at du ikke kommer til at dø af sygdom den nærmeste fremtid."
Alligevel lyste hendes øjne, og hun mærkede telefonen brænde i bukselommen. Med det samme ville hun bare ringe til alle, hun kendte og sige, at hun ikke var på sit dødsleje.
"Tak. Tusind tak," sagde hun, inden hun gav lægen hånden og med lysende øjne gik ud i venteværelset for at hente sin frakke. Assistenten stod allerede på spring til at indkalde den næste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...