følelser for første gang

realistisk novelle, med et romantisk tvist.

Starten eller slutningen. Livet…
Vi har fået et billede vi skal analysere. I dansk. Vi skal altid analysere noget.. Vores dansklærer er ikke ond, hun er rigtig sød, men hun er for ambitiøs. Vi kan alle sammen analysere i søvne. Vi har fået fat i alt det andet på billedet. Undtagen ’hvornår’.
Læreren vil have os til at finde ud af det. Vi har fået det for som lektie, til i morgen. At finde ud af hvilken tid det er på billedet, og vi må ikke bruge internettet. Vi er i grupper. Jeg er blevet sat sammen med nogle af de halv-dumme sportsfjolser. Selvfølgelig. Og Linnea.

1Likes
1Kommentarer
117Visninger
AA

1. Følelser for første gang

En vej. En landevej. En gård. Et hjem. Marker og træer. Et landskab. En orange horisont. Solen hviler på horisonten. Mørk-blå skyer. Solens sidste stråler, nattens første mørke. Nattens sidste skydække og solens første time. Starten eller slutningen. Livet…

Vi har fået et billede vi skal analysere. I dansk. Typisk. Vi skal altid analysere noget i dansk. Det slår aldrig fejl. Vores dansklærer er ikke ond, hun er rigtig sød, men hun er for ambitiøs. Det er 117-ende gang vi skal analysere noget. En bog. Et billede. En musikvideo. Vi har analyseret alt hvad der kan analyseres. Vi kan alle sammen analysere i søvne. Det er ved at være for meget.

Vi har fået fat i alt det andet på billedet. Det har hele klassen. Undtagen ’hvornår’. Horisonten er orange, og solen ligger lige hen over. Skyerne er mørkeblå og alting har store sorte skygger. Men vi ved ikke hvornår det er.

Læreren vil have os til at finde ud af det. Vi har fået det for som lektie, til i morgen. At finde ud af hvilken tid det er på billedet, og vi må ikke bruge internettet. Vi er i grupper. Jeg er blevet sat sammen med nogle af de halv-dumme sportsfjolser. Selvfølgelig. Og Linnea.

”Hey nørd, hvornår tror du at billedet er blevet taget?” Det er en af sportsfjolserne der spøger. De kalder mig ’nørd’. Og ærligt talt, så gør det mig ikke noget. Jeg er en nørd. Og så ved de sikkert ikke engang hvad jeg hedder. Jeg har aldrig gidet at lære deres navne at kende, så vi står lige.

”Hvor skulle jeg vide det fra?! Der er ikke nogen indikatorer!” Jeg kom til at sige det lidt irriteret. Det er fordi jeg ved, at det er mig der kommer til at lave det hele! Måske lige undtagen for Linnea. Hun kunne da i det mindste finde på at lave noget.

”Men kan du ikke finde ud af det på en måde?”

Jeg er helt paf. De ser ud som om de ikke har forstået et ord af hvad jeg har sagt. Jeg har lyst til at slå mig selv for panden. Hårdt. Det er simpelthen løgn det her!

”Den eneste måde at finde ud af det på, er ved at se solnedgangen i aften og solopgangen i morgen.” Når vi ikke må bruge internettet, er det den eneste måde.

”Kan vi ikke få svaret af læreren?” Det er formentlig det dummeste spørgsmål jeg nogensinde har hørt. Det er dråben der får bægret til at flyde over. Jeg kan ikke ta’ det mere. Jeg begynder at tale… ”Læreren vil have os til selv at finde svaret. Så med mindre du vil bryde ind og stjæle svaret fra hendes computer, så er der ikke andre løsninger!”

Jeg opdager først hvad jeg har sagt da det er for sent. Jeg havde sagt det med et sarkastisk toneleje, men de ser ud som om de har taget det helt seriøst. ”Oh nej! Nej, nej, nej! Det var sarkastisk. I skal ikke tage det seriøst. I gør det ikke! Hjælp mig lige her Linnea!”

Hun spiler øjnene op. Som om jeg har spurgt hende om at hoppe ud fra toppen af en bro uden tøj på. Hun ser ud til at være frosset fast på stedet. Jeg kan tydeligt høre hjulene snurre bag hendes øjne. Som om hun slet ikke havde regnet med, at historien ville udspille sig sådan her, og prøver desperat på at finde et svar. Til gengæld var der heller ikke nogen andre der havde set det komme. De andre havde et helt andet udtryk i ansigtet. De var stålsatte på at gøre det, de ville ikke rokke sig, uanset hvad jeg gjorde.

”Er i dumme eller hvad! I kan ikke gøre det…” De vil ikke rokke sig ud af flækken. De har ikke engang tænk sig at høre på hvad andre har at sige. Det er dog utroligt. ”Urgh! Det må i selv om!”

Jeg gider ikke mere. Hvis de vil smides ud af skolen, så er det deres eget problem, jeg vil ikke have noget med det at gøre. Jeg rejser mig op og begynder at gå. Jeg vil hjem og prøve at finde ud af det selv. Jeg har aldrig misset en opgave, og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det nu!

”Oh nej, du bliver her…” Det er en af de store sportsidioter. Han griber fat i min krave, og hiver mig ned at sidde igen. Oh nej, sig ikke at de vil have mig til at hjælpe?! Jeg har tænkt mig at sige nej. Gad vide hvad de vil gøre ved det. Kunne de finde på at tæve mig? Måske. Uanset hvad så vil jeg sige nej alligevel. Hvad med trusler? Jeg ved ikke engang hvad de kunne true mig med. Ærligt talt så vil jeg være ret ligeglad, uanset hvad udfaldet så end bli’r. Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke kan gøre noget ved det endnu. Okay så, jeg må vel bare se historien udfolde sig.

”Du skal hjælpe os, og hvis du ikke vil… så vil hun sikkert.” Han kigger på Linnea. Hun giver et ryk fra sig. Hendes øjne går på et splitsekund fra at være urolige og sky, men glade, til at være gennemsyret af frygt. Glimtet i hendes øjne forsvinder og hele hendes udtryk ændrer sig, både det i hendes ansigt, men også det kropslige.

Jeg kan mærke mine øjne udvider sig og bliver store. Jeg ved ikke hvorfor, men det rammer noget der får det til at løbe koldt ned af ryggen, og gør min krop urolig. Tanken om at de vil tvinge hende til at gøre det, bare fordi jeg ikke vil. Gør mig vred, og bange på samme tid. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har det sådan her, men det er en forfærdelig følelse, som helst gerne må forsvinde hurtigst muligt. Jeg har lyst til at råbe. Jeg har lyst til at gøre noget for at komme af med den her følelse. Gøre noget. Gøre noget lige nu.

”Okay, okay! Jeg skal nok hjælpe jer, bare lad hende være i fred!”

Jeg aner ikke hvor det kom fra. Jeg har brug for at redde hende. Holde hende uden for fare og sikker. Holde hende tæt på mig… helt seriøst hvor kommer det her fra? Hold så op!

De har ændret sig. Historien har taget sin drejning. De har et skadefro glimt i øjnene. De er ikke længere bare halvdumme, de er desperate. De vil ikke høre på fornuft. Uanset hvad jeg siger til dem nu, er de nået til et punkt hvor der ikke er nogen vej tilbage. Point of no return. Ironisk. Det er dét punkt vi har arbejdet mest med. Indtil videre.

De går væk. De har fået det de ville have. De lader os være i fred. En af dem vender sig om og siger: ”Ses i aften. Ude foran skolen.”

Jeg sad tilbage og gennemgik mentalt hvad der lige var sket. Okay så, det ser ud til at de er de onde, men det er delvist den uvidende form for ond og delvist den overlagte. De ved ikke at det er forkert, enten det eller også er de ligeglade. De er i tidspres, som imidlertid gør dem stressede og paniske. De føler ikke at de har noget andet valg. Og hvis de er de onde, så må Linnea være ’prinsessen i nød’. Den 3. dims må jo så være det billede vi har fået, det er den der sætter skub i hele historien. Hvis det er sådan det er, hvad gør det så mig til? Man siger jo at alle er hovedpersonen i deres ejet liv…. Åh nej! Det er det her vores lærer gør ved os! Ugh, jeg er nu også begyndt at analysere virkeligheden. Jeg er officielt ved at gå fra forstanden!

Jeg krummer mig sammen og holder hovedet i mine hænder, irriteret og en smule forlegen. Jeg har lyst til at skrige. Hvorfor sker det her!? Jeg giver en irriteret, knurrende lyd fra mig i stedet, og giver mig til at ugle mit hår i frustration.

Jeg hører en lyd der umiskendeligt lyder som en pige der fniser. Jeg stivner. Jeg troede, at jeg var alene! Jeg løfter langsomt hovedet med opspilede øjne. Linnea sidder foran mig med smilende øjne og en hånd for munden, hun prøver at være høflig. Jeg rødmer. Hun så det. Gjorde hun ik’. Det er så pinligt. Jeg er forlegen og lidt skamfuld over, at hun så mit udbrud.

”Hvad vil du så gøre nu?” Hendes øjne fortæller mig, at hun spørger af nysgerrighed, men også noget andet. Hendes ansigt ligger i bekymrede folder. Hvorfor er hun så bekymret for hvad det er, jeg har tænkt mig at gøre ved det?

”Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det! Hvis det ikke var for dét billede og den dumme opgave, ville det her aldrig være sket! De var fat-svage og irriterende. Jeg eksploderede og kom med ’gode’ idéer. Så nævner de dig og jeg begynder at handle ud af ingenting. Og det hele går galt…” Jeg går i stå. Hun griner. Hun sidder og er ved at dø af grin. Jeg begynder at le med. Hendes grin smitter. Åh du godeste, jeg rablede løs som et vandfald…. Åh nej, jeg nævnte hende! dræb mig!! Hun stoppede brat med at grine og gav en pludselig bevægelse. Det skræmmer mig, og jeg er nær ved at vælte omkuld.

”Uhh! Opgaven! Jeg tror jeg har fundet noget. Vis mig billedet!”

Jeg kan næsten se den lysende pære over hendes hoved. Jeg tager billedet frem og giver det til hende. Jeg undrer mig over hvad hun har fundet. Hun kigger søgende på billedet, så får hun et lyst udtryk i ansigtet og begynder at flytte sig. Hun rykker over ved siden af mig. Mit hjerte begynder pludseligt at banke sig vej ud af mit bryst, og jeg ved ikke hvorfor.

”Prøv engang at se.” Hun rækker mig billedet. ”Hvad synes du, at det ligner? Rettere sagt hvornår?”

Jeg kigger ned på billedet. Det er et landskab med, en landevej, en gård og en orange horisont med blå skyer, der så absolut ikke fortæller noget som helst om ’hvornår’. ”Jeg aner det ikke. Der er ikke noget der afslører hvornår billedet er blevet taget. Ikke engang noget om en specifik årstid!”

Jeg kigger op på hende. hun ser på mig med forventningsfulde og sympatiske øjne.

”Du har stirret dig blind på det. Prøv at over-analysere billedet. Jeg ved ikke om det er det læreren er ude efter, men prøv at se. Drøm dig ind i billedet. Hvis du er kameraet. Der er en vej og du står på den, du følger den. Der er en gård, som så vidt muligt også er et hjem. Der er et landskab omkring vejen, som du kun passerer. Der er lys og mørke, og det er enten en begyndelse eller en slutning. Vejen fortsætter så langt øjet rækker. Solen hænger lige over horisonten, som et mål, noget du gerne vil nå. Hvad kan jeg ha’ beskrevet?”

Jeg kigger fra billedet og op på hende. Jeg bevæger blikket frem og tilbage et par gange. Jeg er endt med at sidde og stirre ud i den tomme luft. Hvordan i alverden er hun nået frem til dét? En vej. Et hjem. Et landskab der passerer forbi. En begyndelse eller en slutning. Lys og mørke. Et mål. Det lyder meget som en fortolkning på… ”… livet.”

”Ja! Du fandt ud af det.”

”AH, hvad?!” Hun river mig ud af mit tankespind. Det giver mig et chok. Jeg vælter bagover, og kommer med en forskrækket lyd, der godt kan minde lidt om et skrig. Jeg ligger på ryggen med mit hjerte i halsen. Det går op for mig, at jeg kom til at mumle noget.

”Det er livet. Billedet kan forestille et visuelt udtryk for livet. Det er på en måde et tidspunkt. Jeg ved ikke om det er dét svar læreren vil have, men det er et svar. Tror du at det er godt nok?”

Jeg sætter mig op og kigger på hende med store øjne. Hvordan i alverden er hun kommet frem til dét. Jeg var ikke engang i nærheden af at finde på dét. Hvordan kan det ikke være godt nok!?

”Jeg tror det kommer til at overgå hendes forventninger. Men hvordan kom du på med det? Det er utroligt! Jeg ænsede det ikke engang, før du sagde det! Det er simpelthen utro…” Hun laver en hurtig bevægelse. Jeg har slet ikke nået at ænse det, før hun har gjort det umuligt for mig at færdiggøre min sætning. Mine øjne er store, og jeg er frosset i tid og sted. Jeg kan ikke gøre noget, og jeg tror ikke, at jeg har lyst. Det varede en evighed og var alligevel alt for hurtigt ovre.

”Undskyld! Det skulle jeg ikke have gjort. Det må du virkelig undskylde!”

Jeg blinker et par gange. Prøver at forstå hvad det var der lige skete. Det lykkedes ikke. Jeg kigger på hende. Hendes ansigt er helt rødt, det kan næsten konkurrere med roserne der blomstrer udenfor. Hun ser ud som om hun fortryder, og så alligevel ikke. Hun er parat til at stikke af. Til at løbe så langt væk hun overhovedet kan. Jeg tager fat i hendes arm. ”Det er ok. Det gør ikke noget. Men… hvorfor gjorde du det?”

Hun ser på mig på en underlig måde. Som om det er det dummeste spørgsmål i verden.

”Fordi du er sød, og sjov, og rar og du roste mig til skyerne, og så ved jeg ikke hvad der skete, jeg bevægede mig bare uden at tænke, og jeg kunne ikke stoppe mig selv, og det var bare…” Hun rabler. Jeg læner mig frem, og gør det samme ved hende, som hun gjorde ved mig. Det stopper hende i hendes spor. Hun har ikke længere mulighed for at fortsætte. Det føles forket på en god måde, men samtidig så rigtigt. Om det har noget med vores alder at gøre, det ved jeg ikke. Filosofi og kærlighed har aldrig rigtig interesseret mig, det har bare aldrig rigtig været inden for rækkevidde. Jeg ved heller ikke, om vi er for unge eller for gamle. Jeg er også ligeglad. Alt andet blev ligegyldigt og glemt, mens nogle ting pludselig blev vigtige og gav mening. Aner ikke hvorfor, er på en måde også ligeglad. Jeg ved bare at det var mine to første kys…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...