Manden klædt i sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 25 okt. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

2Likes
1Kommentarer
600Visninger
AA

5. Selvbiografi for kvinden på flugt

I kender mig nok bedst som kvinden på flugt. Jeg hedder Dayanara, men i kan kalde mig Daya. Jeg er en kvinde på 25 år, og dette er min historie:

 

Det var aldrig rigtig meningen, at det skulle gå så vildt for sig. Det var aldrig rigtig meningen, at jeg skulle ende med at blive efterlyst, og jages på flugt.

 

Jeg kommer fra en lille by på Nordfyn, nemlig Bogense. Jeg er både født og opvokset i Bogense, og det samme gælder resten af min familie. Vi boede sammen i det lille hus lige før svinget, nede for enden af vejen. Jeg har altid boet i det lille hvide hus, altid haft det samme værelse, med vindue ud til baghaven. Jeg har aldrig haft særlig mange venner, specielt ikke i de små klasser. Ser i, jeg har altid haft nemt ved skolearbejde, i pauserne foretrak jeg at sidde og arbejde ved mit bord, frem for at skulle forsøge at være social sammen med de andre. Efter at have brugt de første par år i skolen på den måde, begyndte det at gå op for mig, at jeg var anderledes. Når jeg kiggede rundt på de andre i klassen, snakkede og grinede de altid sammen, mens jeg sad alene og arbejdede. Jeg stoppede med at række hånden op i timerne, begyndte at svare forkert med vilje, hvis jeg så alligevel blev spurgt. Alt i håb om, at de ville begynde at se mig, at lægge mærke til mig, og snakke med mig. Jeg ville så gerne være en del af gruppen. Men lige meget hjalp det. Efter at have brugt et helt skoleår på at fuldstændig ødelægge mit karaktersnit, i håb om at få venner, bestemte jeg mig for, at det kunne være lige meget. Hvis det virkelig krævede at jeg ofrede så meget, så ville jeg slet ikke have nogle venner. Jeg brugte resten af mine folkeskoleår på at fokusere på skolen. Jeg sad altid for mig selv, stille og genert, og fik min første ven, Albert, i 10. Klasse.

 

Jeg drak min første øl som 10-årig, og røg min første joint som 16-årig. Jeg har, grundet problemer derhjemme, altid været meget selvdestruktiv, og aldrig rigtig kunne finde mig selv. I takt med at misbruget steg, og karaktererne dalede, begyndte jeg at blive mere social. Jeg begyndte at bruge meget tid med byens lokale pusher, Mr. Smokes, og hans kammerat, Jannik. De var begge mellem 3 og 5 år ældre end mig. Når jeg var med dem, behøvede jeg ikke bekymre mig om det mindste, der manglede aldrig noget - troede jeg - Smokes kunne jo skaffe det hele. Aldrig i mit liv har jeg været så påvirket, på næsten daglig basis, som jeg var i de 5 år jeg brugte med dem. Efter det første års tid var gået, kom der en ny mand i kliken, et år yngre end mig. Busser, kaldte vi ham, og han kunne altid finde noget at brokke sig over. Den bedste tid på måneden var helt klart hele den første uge efter lønningsdag. Der tog Jannik og Busser nemlig ud og krævede penge ind, fra dem af Smokes’ kunder, der skyldte. Hvis listen var kort, fik jeg lov at komme med, men jeg måtte kun kigge på. Imens førte Jannik ordet, og Busser tæskede dem, der var dumme og høre på, og ikke ville samarbejde. Jeg har ikke særlig mange minder fra de 5 år i mit liv. Det meste ligger som en tæt tåge over min hukommelse, dog med enkelte pletter af klarhed. Ét af de minder, der altid ville stå klart som glas, er det år jeg mistede 3 familiemedlemmer. Først var det min far, der gik bort. Han mistede livet til alkohol, men den havde vi godt set komme. Derefter flyttede min lillebror, Amán, som blot er et år yngre end mig, fra øen. Han sagde, at han ikke længere følte sig hjemme, eller velkommen. Efter at have gået med en meget mørk depression i omkring 2 måneders tid, døde min mor af en overdosis. Hun nærmest levede af de piller, hun havde fået af lægen i så mange år. Men da Amán flyttede, tog det overhånd. Hun havde været i en zombie lignende tilstand i mange år, men det var først da han rejste, at det for alvor tog overhånd. Jeg havde godt set overdosen komme, men det havde resten af byen ikke. De mente ellers at hun var så sund. Jeg stod nu som 18-årig, alene med et helt hus, regninger og det min mor havde omtalt som ‘’verdens værste venner’’. I det efterfølgende år ramlede mit liv for alvor.

 

Jeg lod Jannik, Busser og Smokes flytte ind i huset, det passede lige med, at vi kunne have et værelse hver. For at have råd til at kunne betale huslejen, samt diverse regninger, måtte jeg få et job nede hos gamle Fru Larsen, i hendes lille blomsterbiks. Det kan godt være, at Smokes var pusher, men det var ikke altid ensbetydende med, at der faktisk blev nogen fortjeneste. Han købte altid mere, end han solgte, det var trods alt en ret lille by. Der var ikke nået at gå 3 måneder, før huset var blevet en skamplet i byen. Ingen af os havde tænkt på at tage sig af haven, så græsset, og alt ukrudtet, tårnede sig langt over hegnet, nogle steder var det godt halvanden meter højt. Det var en ren jungle. Der gik i hvert fald et år med, at vi alle i huset bare gik og vendte det blinde øje til alt det kaos, vi stod i. Vi havde alle så travlt med at leve vores usle misbruger liv, vi var så ligeglade med alting. Vi kunne ikke selv se, hvor meget vi faktisk tog skade af det. Vi følte at det gjorde os stærkere, ja nærmest uovervindelige. Vi levede i uvisheden og tågen i i hvert fald 3 år. Vi boede i snavs og skidt, tårne af bunker af rod, men vi var ligeglade. Vi var alt for påvirkede til at tage os af det. Som månederne skred frem, fik vi det kun værre.

 

Et par måneder før jeg fyldte 20 år, blev jeg opsøgt af en kvinde. Hun tilbød mig, at hun kunne ændre hele mit liv til det bedre, hvis jeg bare var klar til at give slip på alt det, jeg var begyndt at have så kært. Jeg afslog. Jeg kunne, dengang, ikke så meget som at drømme om, at skulle efterlade den tilværelse, jeg nu en gang havde fundet mig tilpas i. Jeg tænkte flere gange over den dag, hvor hun var kommet op til mig på gaden. Hun var så flink og åben, og ville så gerne hjælpe. Jeg begyndte virkelig at gå og genoverveje mit liv, de valg jeg havde truffet gennem de sidste mange år - hvor mange valg, havde jeg egentlig truffet selv, på de 5 år? Ting begyndte at gå op for mig; den kritiske tilstand af huset, det faktum, at drengene stadig sad og snakkede om de samme ting, som de gjorde for 2 år siden. Det var som om vi sad fast i en tidslomme, bare vores lille hus. Jeg ville ud af det. Jeg havde gået og tænkt og grublet længe over det. Det var svært at opsøge hjælp, jeg var så bange for hvad de andre ville sige. Endelig havde jeg samlet mod nok til at tage til lægen, hun skulle nok kunne hjælpe mig. Jeg fortalte hende om alt det, der var sket siden jeg mistede min familie. Om hvilken situation, jeg var endt ud i. Hun var rigtig sød og forstående, og ville faktisk gerne hjælpe mig.

 

Efter at min læge havde taget kontakt til kommunen, og sat dem ind i situationen, gik der kun en lille måneds tid, så havde de et ledigt værelse klar til mig, så jeg kunne komme i gang med mit afvænningsforløb. Jeg havde fået et langt sundere forhold til drengene, og jeg fik sågar Jannik overtalt til at se at få gjort noget ved huset. Der blev så småt pænere og renere i huset, og i takt med at efteråret og vinteren kom snigende, visnede den vilde have hen.


.。*゚✧・゚.。*゚
 

Det var en ganske almindelig søndag formiddag, da jeg var på besøg hos drengene, og se hvordan det stod til med dem. Vi ser ikke hinanden lige så meget, som vi gjorde før. Mr. Smokes har jeg ikke engang kontakt til længere, da han flyttede ud umiddelbart efter mig. Men jeg kan godt lide det sådan. Det giver mig en form for indre ro at vide, at jeg er ude af det her miljø, men stadig kan ses med mine gamle bekendtskaber.

 

Det var ikke nået at blive frokosttid, da en kæmpe, sort Rolls Royce trak ind og parkerede midt på strøget. Ud af bilen trådte en høj, slank mand, med hår sortere end kul, og den blegeste hud, der blot blev fremhævet af hans sorte jakkesæt. Han var klædt i sort fra top til tå, og hans kølige blik var frygtindgydende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...