Manden klædt i sort

79521
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 25 okt. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

OBS!!! Dette er ren fiktion, og skal også håndteres herefter. Intet i denne historie skal forestille at lægge op til noget, eller give nogle ideér. Det er udelukkende skønlitteratur.

AA
aa

8. Kapitel 8

Jeg havde kun lige nået at krydse den franske grænse ved Strasbourg, da jeg begyndte at kunne mærke en vis lethed i hovedet. Nu jeg tænkte over det, kunne jeg faktisk heller ikke helt huske, hvornår jeg sidst havde fået et ordentligt måltid. Jeg havde primært levet på kaffe, vand og frugt de sidste tre dages tid. Jeg kunne dårligt tænke klart, og blev enig med mig selv om, at det nok var mest forsvarligt at parkere bilen, og finde noget at spise. Jeg holdt ind ved et flot yderparti til en restaurant, der godt lidt kunne ligne en vinstue. Blikfanget der mødte mig udenfor, retfærdiggjorde bestemt ikke udseendet på den smukke spisesal, jeg trådte ind i. Her ser godt nok dyrt ud, måske jeg skulle finde et andet sted. Jeg var kortvarigt lamslået over det fornemme lokale, men endte med at bestille en halv gourmet salat, med en flaske vand til, for 15 euro. Jeg tror ikke jeg har siddet der i mere end 40 min, da jeg begynder at føle, at nogen kigger på mig. Jeg prøvede at kigge mig omkring, uden at ligne en der spejdede for meget, og fik øje et par mænd, der så lidt mistænkelige ud, som var klædt i stilet, mørkt tøj, som så ud til at have sat sig strategisk i lokalet, så de alle kunne få det hele med.  Der er to muligheder her, tænkte jeg ved mig selv, enten er dette bare stilen i Frankrig, eller også er de her mænd ude efter mig. Jeg måtte finde på noget smart, og det skulle bare gå stærkt. De må ikke se mig forl- før jeg nåede at tænke færdig, kom en tjener gående med et stort rullebord, der var fyldt til randen. Jeg så min chance, og rejste mig samtidig med, at tjeneren passerede mig. Jeg gik ved hans side, gemt, og fulgte hans bevægelser, hele vejen op til garderoben, hvor jeg sneg mig ud. Nu skal jeg bare helt ud. Det var nemt klaret; jeg tog en stor frakke fra garderoben, og smed over mit hoved og skuldre. Jeg var ude på få sekunder, men jeg kunne ikke slappe af endnu. Jeg var ikke blot løbet fra regningen, jeg havde også stjålet en frakke, der så ud til at have været ret dyr. Jeg var kun lige nået et par skridt ned af fortovet, da jeg hørte nogle råbe på fransk, efter mig; “arrête! arrête le voleur!” tyv, ligefrem? Hvor groft. Tænkte jeg ved mig selv, men fik kort efter øje på den lille mængde af mennesker der gik på gaden, som begyndte at standse op, og kigge sig forvirret omkring. Så kom tjeneren til syne; vi fik øjenkontakt, og straks begyndte han at råbe og pege “se tient! Se tient!!” Stop hende? Åh, nu skal der fart på! Jeg satte i fuld firspring, ned af gaden, og stoppede ikke, før jeg nåede en stor bro. Jeg sprang over hegnet ned til foden af broen, uden at kigge mig tilbage, og skyndte mig ind i skjulet, under broen. Jeg blev der i et par timer, bare for at være sikker på, at de alle var væk. Mørket var begyndt at falde på, og jeg tænkte, at nu måtte være min chance. Jeg kravlede op af hegnet igen, og gik af samme rute, som jeg var kommet, tilbage til bilen, som jeg havde parkeret ud for den nu lukkede restaurant. Jeg skyndte mig ind, og satte nøglen i tændingen.

 

Jeg havde fundet et lille motel i noget, der mest af alt lignede et lejlighedsområde. Jeg havde parkeret bilen i nærheden, så den var ude af syne. Da jeg havde bestilt, og modtaget nøglen, gik jeg ned til værelset. Nu måtte det vidst også være tid til at ringe til Raman, før jeg fik rodet mig selv ud i flere uheldigheder - vi skulle jo gerne gennem Frankrig ubemærket. Klartonen nåede at lyde et par gange, før han tog den. “Hallo?!” råbte han i telefonen, han lød stakåndet. “Hvad så Raman? Er du ude og løbe?” han grinede lidt, men det endte mere ud i, at det lød som om han fnøs af ren fornærmelse. “Det kan man godt sige - er du nået til France endnu?” Jeg smilede for mig selv et øjeblik, hvor er det altså skønt at høre hans stemme igen. “Ja, jeg har oven i købet fundet et hotel værelse også”. “Jeg har ikke rigtig tid til at snakke, Daya, kan du ikke sende mig adressen til dit hotel, så møder jeg dig der?”. “Jo jo, jeg sender den med det samme”, “fint, så ses vi” og så blev der lagt på. Jeg begyndte at spekulere lidt over, hvad han mon havde fået rodet sig ud i, men tænkte, at jeg vel nok skulle få en forklaring, når han ankom. Lyden af beskeden der blev sendt, virkede øredøvende i det lille værelse, og det føltes som om timerne blev til evigheder. Gad vide, hvad han dog har rodet sig ud i.. Bare det ikke værre, end det nummer jeg lavede nede på restauranten. Jeg vadede frem og tilbage på værelset, der var gået over to timer nu, siden jeg havde haft Raman i telefonen. Jeg kastede mig på sengen, men nåede kun lige at ramme dynen, da jeg bliver revet ud af mit fortsatte tankemylder. En febrilsk banken lød på døren, og jeg fór op, men så tøvede jeg - hvad nu hvis det var politiet? Hvad nu hvis tjeneren nede fra restauranten havde anmeldt mig? Nej, umuligt. De ved ikke jeg sover her. Jeg blev til sidst enig med mig selv om, at havde det faktisk været politiet, så havde det været en mere myndig, kontrolleret banken. Jeg åbnede døren, og dér stod han; med hånden støttende på dørkarmen, og resterende svedperler viste stadigt sine spor på hans pande. “Ååh Daya! Hvor er jeg dog glad for at se dig!” han omfavnede mig, holdt mig tæt ind til sig. Hvor er det dog skønt endelig at være i hans varme favn igen! Jeg grinede, mest af glæde, “haha, jeg er også glad for at se dig igen, Raman!”. Jeg lod mit hoved hvile på hans skulder, og holdt ham tæt mod mig; åh, hvor kunne jeg dog blive høj på hans cologne! Vi stod sådan et par sekunder, så holdt han mig ud i strakte arme. Han smilede, så jeg kunne se hans flade hjørnetand, og jeg kunne have svoret på, at jeg fik julelys i øjnene. Så skete det; det, jeg så længe har gået og ventet på, gået og ønsket. Han kyssede mig, og da jeg trak ham tættere, kunne jeg mærke, at han nød det lige så meget, som jeg. Det føltes som tusinde sole, der eksploderede i min mave. Han lod sine hænder vandre, og vi smeltede sammen til én.

 

~ dagen blev til nat, og natten til dag ~

 

Vi blev vækket af hans telefon der ringede, jeg kunne lige skimte at der stod 'brotha' på skærmen, og han slog over i et andet sprog, helt flydende, jeg tror det var kurdisk. wauw, hvor lyder det bare smukt tænkte jeg ved mig selv, helt utroligt smukt, faktisk.. jeg sad og nød at høre hans fremmede ord, jeg blev helt fortabt i hans talestrøm, og da han lagde på, kiggede han lidt forvirret på mig, jeg var et stort smil. "Hvad så cane?" han smilede, og det smittede; jeg smilede så det gjorde ondt i kinderne, jeg blev helt forlegen, og rystede bare hovedet "ikke det store, jeg synes bare du taler rigtig pænt". Jeg turde ikke kigge ham i øjnene, det lød godt nok mærkeligt, da jeg hørte mig selv sige det højt.. "nååh, tak søde, det er kurdî" han trak mig ind til sig, og kyssede mig på hovedet, så jeg blev helt lyserød. "Det kan jeg godt lide, det lyder rigtig flot" jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle svare, jeg var stadig lidt forlegen, men jeg kunne godt lide at han holdt mig tæt, som vi lå der i sengen. Jeg puttede mig ind til ham, og ønskede, at vi kunne blive liggende sådan for evigt..

Desværre er der intet, der vare evigt. Han kyssede mig på panden, men trak sig så lidt væk, så han kunne se mig, og have øjenkontakt med mig. ‘’Du bliver altså nødt til at fortælle mig det, Daya.’’ med et blik så skarpt, at det kunne skære diamanter, kiggede han meget alvorligt på mig. Jeg vil ikke skræmme ham væk… Men han fortjener sandheden, nu han er rejst så langt for mig… Men sæt nu han melder mig?? Hvad nu hvis- der kørte tusinde tanker gennem hovedet på mig, på de få sekunder, han var stille. Så fortsatte han, ‘’jeg er nødt til at vide det-’’ jeg afbrød ham, ‘’vide hvad?’’ det tydeligt meget dumme spørgsmål, lød ikke halvt så uskyldigt og intetvidende, som jeg gerne ville have haft det til. ‘’Du er nem at læse, Daya. Det er tydeligt der er andet på færde, end hvad du egentlig har givet udtryk for. Hvis vi skal kunne fortsætte det her, så skal jeg vide sandheden.’’ Jeg kiggede undersøgende på ham, men kunne godt se hans pointe. Han fortjener at få sandheden at vide. Men skal han vide det hele? Jeg bliver nødt til at tage chancen, lægge alle kortene på bordet, hvis jeg gerne vil beholde det her, vi er ved at bygge op. ‘’Ok.’’ sagde jeg lidt afstumpet, ‘’men det bliver en lang historie.’’ ‘’I’m all ears’’ sagde han betryggende. Jeg tog en dyb vejrtrækning. ‘’Jo, ser du. Det hele startede i en lille by på Fyn, kaldet Bogense. Jeg har altid boet i det lille hus lige før svinget, nede for enden af vejen…

 

Efter at have snakket så længe jeg blev tør i munden, og der efterhånden var gået 20-30 minutters tid, sluttede jeg af med ‘’og nu ligger jeg så her, under dynen med dig, en egentlig fremmed jeg næsten lige har mødt, på et lille hotelværelse i Frankrig.’’ han kiggede på mig, som om han lige skulle suge al den nye viden til sig. Stilheden fik minutterne til at føles som timer, hvor han bare sad og kiggede på mig, man kunne næsten høre ham tænke. Efter det der føltes som evigheder, åbnede han endelig munden.

"så giver det meget bedre mening. Grunden til du skal til Puerto Rico, og din opførsel på dineren." Han tog det virkelig roligt, helt utroligt roligt, faktisk. "og det skræmme dig slet ikke, at jeg har slået ihjel?" jeg kunne mærke jeg blev nervøs igen. "Nej Daya, der er meget få ting i denne verden, der skræmmer mig. Du må forstå, at du er ikke den eneste, med en plettet baggrund." Han tav, men smilede så til mig, på sådan en betryggende måde, som om alt nok skulle blive godt igen. Jeg smilede lettet, ville ikke tænke mere over det nu, og puttede mig ind til ham. Han forstod mig. 

 

Det gav et ryk i sengen, da Raman pludselig fløj op fra dynerne. ‘’Jeg tror jeg har en plan! Den er måske lidt.. Alternativ. Men måske virker den!’’ Jeg satte mig op, og kiggede lidt på ham, han så meget selvsikker ud. ‘’Alright Rama, lad mig høre hvad du har at byde ind med!’’ Han begyndte at snakke om, hvordan vi kunne tage forklædninger på, med farvede kontaktlinser, parykker og nye hårfarver - først syntes jeg at det lød helt sindssygt. Men efterhånden som han blev ved at forklare, så gav det mere og mere mening. Vi skulle simpelthen komplet ændre vores identiteter. ‘’Jeg er vild med det! Men hvor skulle vi dog kunne skaffe alle de ting?’’ Jeg stoppede mig selv ved det sidste spørgsmål, i realiteten ville vi sagtens kunne skaffe det. ‘’Hvis nu vi går i hver sine butikker, og kun betaler med kontanter, så virker det måske ikke lige så opsigtsvækkende’’ han er jo klog nok, ham Raman der. ‘’Lad os gøre det!’’ Jeg følte mig klar, og kunne mærke energien vende tilbage til både krop og sind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...